Kapitel 9

                  Kapitel 9

Mørket. Jeg følte hele min krop blive overvældet af mørke. Der er intet lys tilbage, kun mig, nøgen i midten af det dybeste mørke. Mørket bandt mig så stramt at jeg ikke kunne trække vejrert. Jeg er sikker på jeg skal dø nu. Jeg var blevet lænket sammen med Kameron og Kasper, også selvom Kasper gjorde sit bedste for at kæmpe imod, imens vi så Angela blive slæbt væk fra os, skrigende, sammen med kong Kurt. Lyden af vagternes tunge uniformer var det eneste der gav genlyd i det store, kolde slot. Jeg kigger svagt tilbage på Kameron der kigger ned i jorden, nedtrykt. ’Det er slut’ mumlede stemmen i mit hoved, og jeg gav den ret. Jeg frøs og blev overvældet af følelsen af ulykkelighed. Mit hjerte bankede på en mærkelig skæv facon, og jeg prøvede ikke at græde, da jeg var bare for hvad konsikvenserne ville være hvis de så hvor svag jeg virkelig var inden i. Vi bliver slæbt ind i salen, hvor de kongelige sidder, og jeg ser mig tilbage da de skubber Kameron og Kasper ned på jorden så de bukker sig. ”Buk jer for hendes kongelige højhed, dronning Alae.” Jeg bider mig nervøst i min nederste læbe, men gør hvad der bliver sagt. Der var stille hende der blev talt igen. Jeg så op imod den ellers så smukke trone der nu var besulet et par mørke vinger der sad fast til en dyster kvinde krop. Kvinden havde blond krøllet hår der gik hende til skulderne, og gotisk tøj stil. Hendes hud var mælkehvid og hendes øjne røde som størknet blod efter et hæftigt ar. ”Hvad har i bragt mig vagter?” spurte hendes sprøde, men dystre stemmer, og skabte ekko i det store rum. Stemmen lød bekendt, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvor jeg havde hørt den før. Hendes stilletter er høje, men hendes mørke kjole er kort. ”De her prøvede at rede prinsessen fra hendes retmæssige fangeskab.” sagde en af vagterne der holdte mig. Jeg så Alae smile, og træde ned fra tornen. Hun gik med langsomme skridt hen imod mig, hendes krøller hoppende i alle retninger. Hun var en skønhed, men en ond en af slagsen. Jeg følte den ubehagelige følelse sprede sig jo nærmere hun kom på mig. Jeg hev efter vejret da hun var et par centimenter fra min ansigt. Jeg kunne hører Kameron eller Kaspers lænker ryste i baggrunden, og det beroligede mig lidt. ”Så, det er dig, menneskepigen.” sagde Alae, og greb fat om mine kinder med hendes lange sorte negle. ”Hvad har du fået en som dig til at søge ned til et sted som dette? Hvad kan du mangle i dit liv siden du har søgt herned?” Jeg følte jeg skulle kaste op, som om jeg druknede igen og igen. ”Svar mig!” sagde Alae vredt, og pressede sine negle dybere ind i min hud. Jeg kiggede koldt på hende, da Kameron’s stemme råbte mit navn i et forsøg på at hjælpe mig, men vagterne holdte ham nede. ”Er du blevet stum pigebarn?” spurte hun, og pressede hårdere. Jeg kunne mærke hendes negle borer ind i min hud blod kom langsomt løbende ned den ene side af min kind. Alligevel forholdte jeg mig stille og rolig, og kiggede hende ind i hendes blodsprængte øjne. Jeg ville ikke lade hende knække mig. ”STOP! Jeg skal nok snakke.” Jeg vendte mig om også vredt men også forvirret på Kasper der havde råbt op, og stod på sine fødder nu. Alae kiggede kort på mig, inden hun gav slip på mig, og lod mig synke til jorden med et bump, der gav lyd i det store lokale. Hun fniste, og gik med langsome skridt hen imod Kasper. ”Så du er menneskedrengen jeg har hørt så meget om.” sagde hun og så på Kaspers kønne ansigt. Hans øjne grønne øjne strålede rigtigt i lyset fra de store vinduer, også selvom han var blevet slæbt væk fra hende han elskede. Alae bukkede sig ned så hun sad på hug i hans højde, og strøj hans mørke hår om bag hans ene øre. ”Du er kønnere end jeg havde regnet med. Prinsessen har en god smag i mænd.” Kasper kastede sit hoved tilbage, i protest, som en vred hund. ”Så du vil gerne svare på mine spørgsmål? Så svar.” sagde hun roligt, og klappede ham let på kinden. Han så på hende med vrede øjne, og sukkede inden han snakkede igen; ”først må du forklare os hvem du er .” Alae fnyste, og trådte et par skridt væk fra Kasper. ”Det er mig der har magten her, så jeg bestemmer hvem der taler. Men hvis vi nu skal snakke, så kan jeg vil godt starte med at snakke om mig.” Lo hun, og satte sig op i sin trone igen. ”Jeg er Dronning Alae Tenebris Cantáte, Hersker af mørket, og den retmæssige dronning til tronen.” Sagde hun stolt og krydsede sine ben. Jeg tog mig til min kind, og så på mit blod som strømmede ned af min kind, der virkede mørkere end før  jeg havde set det. ”Jeg blev holdt fanget af Kong Kurt, men jeg svor at vende tilbage den dag en sortvinget som mig kunne komme til at elske igen.” Jeg prøvede at vende mig mod Kameron, men jeg blev holdt ned af en vagt. ”Og i dag er det så lykkedes. Også selvom det var et menneske der skulle til før en sortvingede kunne få lov til at elskede igen.” Sagde Alae, og gik over imod Kameron med hastige skridt. Kameron så ikke på hende, indtil hun tog hans kæbe i sin delikate hånd. ”Det er dejligt at se dig igen… min søn.” smilte hun, og aede forsigtigt hans kind. Jeg følte mit hjerte springe et hop over. Søn? Hvordan kunne det overhovedet være muligt? Der var stadig så meget jeg ikke vidste om Kameron, og det plagede mig utroligt. ”Jeg havde ikke ønsket det skulle ende sådan her, men hvad kan man gøre?” smilte hun til ham, imens han sendte hende foragtede øjne. ”Du er ikke min mor, du gav mig væk til Theodor og Kurt. De er mine retmæssige forældre.” Jeg var overvældet af følelser. Der var så meget jeg ikke forstod. Var hun Kamerons mor? Men var Theodor og Kurt sammen? Var det overhovedet tilladt hernede? Det var hårdt nok for bøssepar at blive accepteret i vores samfund, så hvordan blev de mon behandlede her? Jeg accepetede dem, da jeg syntes det ville være forkert at sette en stopper for kærlighed. Jeg kunne hører Kasper mumle, og jeg vidste at han sikkert var lige så forvirret som mig. Jeg hørte Alae grine igen. ”Deres kærlighed er forbudt her og det ved du. Det undre mig stadig at en gammel mand som ham kunne være jeres konge. Han er intet.” Kameron så vredt på hende, hans vinger rystede under lænkerne. ”Kærlighed imellem to mænd er forkert. Ligesom kærlighed imellem et menneske og en engel.” sagde Alae, og trådte hen imod Kasper igen. Hun tog fat i hans hår og nuldrede det. ”Det er en skam at du skal straffes, du er ellers lige til at spise.” Smilte Alae. ”I skal alle sammen straffes for dette, da i alle er skyldige, med mindre i kan se mig i øjnene og fortælle mig at i ikke elsker dem.” Jeg sukkede opgivende, bange, men også velvidende om at det ville være umuligt for mig at skjule den kærlighed jeg følte for Kameron. Alae tog hurtigt fat i Kaspers kæbe, og gav ham et kys på panden. Han fnøs irriteret, men hun smilte kun tilbage. ”Slæb dem ned til de andre fanger, jeg har ikke brug for dem længere. De kan blive totureret i morgen.” Alae vendte sig om, og gik ud af lokalet. ”Javel deres højhed” nikkede vagterne, og slæbte os ud imod fangekælderne, hvor vi ellers kom fra. Lyden af vagternes støvler var tunge, og jeg havde sådan lyst til at se hvordan de så ud under deres store hjelme. De fleste vinger var sorte, men alligevel smukke. Jeg så mig tilbage, og så Kasper sende mig et trist blik tilbage. Inderst inde var han allerede knækket det øjeblik de tog Angela fra ham. Vi blev slæbt ned i en celle hver for sig, og blev hængt op i lænker. Det brændte i min kind, men jeg prøvede at ignore smerten så godt jeg kunne. Lænkerne var heldigvis ikke for stramme om mit håndled, men det var hårdt at holde sine hænder oppe så længe. ”Kameron…” hviskede jeg, da jeg så ham blive lænket fast i cellen for an mig. Jeg begyndte så småt at lade tårene trille, så snart vagterne var væk. ”Græd ikke Tara, der er intet at gøre nu, end at håbe.” hviskede Kameron, og sendte mig et varmt smil. Jeg nikkede til ham, og prøvede at fokusere på hans smukke øjne og blide smil. Et større stykke af hans vinger var blevet hvide. ”Hvorfor er dine vinger ved at skifte farve?” spurte jeg pludselig. Han så forvirret op på mig, og derefter på hans vinger med et overrasket udtryk i ansigtet. ”Det har jeg ikke set før nu…” mumlede han. ”Det må være min kærligehed til dig der har gjort det.” Jeg begyndte at små græde igen, men denne gang fordi jeg var så fuld af kærlighed fra Kameron, og min bedste ven Kasper. ”Hvis jeg skal dø er jeg glad for det er sammen med mig.” smilte jeg til ham. Ham smilte tilbage, inden han sagde de ord jeg havde gået og ventet på i så lang tid. ”Jeg elsker dig.” Jeg så op på ham med strålene øjne, og håb i mit hjerte. ”Jeg elsker også dig.” Jeg så ham smile for første gang i lang tid, og endda i sådan en håbløs situation. Kasper var stille og lod os have vores øjeblik. Han forstod hvor vigtigt det var for os, men var også svækket af at være væk fra hans eget livs lys. Jeg lukkede mine øjne, og håbede mit bedste på at det her ikke var slutningen på vores historie.

     *

Det var mørkt og sent om aften da jeg vågnede i den mørke og fugtige fangekælder med et set. Jeg hørte en celle blive åbnet ude på gangen, og jeg begyndte at svede nervøst. Mine arme var i krampe efter at hænge oppe så længe, og det havde været svært nok at falde i søvn. Jeg hørte et par stemme hviske, inden min egen celle blev åbnet pludseligt. En ældre skikkelse trådte frem, og begyndte at låse mine lænker op. ”Åh Theodor, det er dig!” Udstøtte jeg glad, krammede ham ind til mig, da han havde befiret mig fra de forfærdelige lænker. ”Hvordan er du kommet herned? Det er farligt.” Han smite til mig. ”Jeg har mine metoder. Mig og Kurt plejde at snige herned engang imellem du ved… nå, men det er en historie til en anden gang, vi har travlt pigebarn!” sagde han, og førte mig ud til Kameron og Kasper der også var blevet befriet. Jeg gav Kasper et kort kram, før jeg krammede Kameron tæt ind til mig. ”Vi er frie….” mumlede jeg glad, og så op på ham med et smil. ”Ja vi er.” sagde han, og tog min hånd. ”Men vi skal først ud herfra, før vi kan smage på friheden.” Jeg nikkede, og fulgte med Theodor og de andre hen imod udgangen. ”Hvad med Angela og Kurt? Hvor er de henne?” spurte jeg, imens jeg fulgte efter Theodor med raske skridt. ”De er i den kongelige fangekælder. Det er nærmest umuligt at bryde derind.” Kasper så urolig ud i ansigtet. ”Men jeg har brug for hende! De kan ikke bare slå dem ihjel.” Theodor placeret roligt en hånd på hans skulder.  ”Rolig nu min dreng, vi skal nok nå dem i tide.” Jeg håbede sådan at Theodor havde ret i det han sagde. Theodor førte os ned i hemmelig tunnel der lå under jorden. Ja, det lyder latterligt, men der lå en hemmelig indgang, længere under jorden end vi allerede var. ”Er du sikker på at det her er sikkert? Spurte jeg nervøst, imens jeg masserede min ømme arm. ”Nej, men det er den eneste vej hvor vi kan undgå vagterne på” svarede Theodor, og ledte vejen igennem den mørke gang. Vi nåede endelig til enden af gangen, og Theodor skubbede en tung metal dør åben, inden vi nåede ind til endnu en fangekælder. Jeg kunne se et par skinnede røde vinger længere nede i fangekældren, men inden jeg kunne reagere havde Kasper skubbet mig til siden, og var løbet ned til hvor Angela var holdt fanget. ”Angela!” råbte han, da han nåede hen til hendes celle. Jeg så Theodor låse op for hendes celle. Hun så forfærdelig ud, hendes tøj var revet i stykker, og flere dele af hendes hud så pisket ud. ”Hvad har de dog gjort ved dig?” hviskede Kasper trist, men også vredt. Hun så svagt op på ham med trætte øjne. ”Mine elskede…” hviskede hun svagt, og faldt ned i hans arme, da Theodor låste op for hendes lænker. ”Jeg vil aldrig lade dem skade dig igen.” sagde Kasper, og aede hendes hår forsigtigt. ”De klippede det af…” mumlede Angela svagt. Hendes hår var blivet klippet kort, så det lige dækkede for ørene. ”…nu syntes du sikkert ikke jeg er smuk længere.” Kasper så fortvilet på hende. ”Du vil altid være smuk i mine øjne, uanset hvad de gør ved dig.” Hun smilte forsigtigt op på ham, inden han lænede sig ned og gav hende et kys på hendes kolde læber. Jeg holdte Kamerons hånd og så op på ham. Vi havde ikke kysset i lang tid, men jeg ventede på det rette øjeblik til at gøre det igen. Samtidig havde Theodor fået låst op for Kurt’s lænker. Han var lige så toturet og svag som hans datter, og faldt ned i Theodors arme. ”Theo…” hviskede Kurt, og smilte op imod den ældre mand. ”Du kom tilbage til mig.” Theodor så ned på hans elskede og aede hans kind forsigtigt. ”Jeg vil altid komme og rede dig, uanset hvad der sker. Vi er skabt for hinanden.” Jeg så på det ældre par, og følte mig pludselig stærkere og varm inden i. ”Så i troede i kunne slippe så let afsted hva’?” Hørte jeg en mørk bekendt stemme sige bag os. Vi vendte os om, og så det var Alae. Hun var helt alene, beklædt i et par sorte støvler med en kort sort kjole. ”Så mødes vi alle sammen samlet igen. Sikke en fest!” grinte hun, og trådte nærmere. ”Hold dig væk fra os, du kan ikke dræbe det vi har sammen.” svarede Kasper igen, og krammede Angela tættere ind imod sig. Alae grinte let af os, og trådte op til mig, så hun kun var halv meter væk. ”Jeg kan se hvor svage i alle er, i har brug for hinanden til at kunne holde sammen, og det er ynkeligt at se på. Hvad ville du gøre hvis jeg tog din elskede væk fra dig igen? Ville du ligge dig til at græde, ligge i dit hjørne og føle dig ynkelig og alene igen?” Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, bange og nervøs for hvad Alae ville gøre ved os. ”Du er svag menneske pige, og du ved det.” Inden jeg kunne nå at svare, tog hun fat i mit hoved, og trak mig nærmere. ”Dit hoved er fyldt med stemmerne, der fortæller dig sandheden om dine fejl. Du hører ikke til nogen steder, og de hader dig alle sammen.” Jeg slog hendes hånd væk fra min pande. ”Nej du tager fejl, de holder af mig, lige så meget som jeg holder af dem.” Alae fnøs. ”De havde brug for din magi, det er den eneste grund til at de har holdt på dig. Det er også den eneste grund til jeg ikke har gjort det af med dig endnu.” Jeg så forvirret på hende, og trådte et par skridt tilbage, imens jeg knugede Kamerons hånd. ”Lyt ikke til hende Tara!” Råbte Angela, der var kommet op på benene igen. ”Jeg syntes vi bliver alt for forstyret her. Jeg ville fortrække hvis vi kunne være lidt alene.” sagde Alae med et glimt i øjet. Jeg så hende klappe i hænderne tre gange, og pludselig forsvandt Kamerons hånd fra min. ”Kameron!” råbte jeg fortvilet, imens resten af min omverden blev indfyldet i en sort masse. Det var kun mig og Alae der var fanget i hvad der lignet et sort rum. ”Hvad har du gjort ved dem?” Spurte jeg hende, fortvilet og vred over at være afskilt fra dem jeg elsker. ”Jeg syntes vi to havde brug for noget privat liv.” Smilte Alae, og tog min hånd. ”Du har altid været alene Tara, det her er bare virkeligheden.” Jeg blinkede et par gange, og hev min hånd til mig igen, men hun greb den igen, og holdte godt fast. ”Du er ligesom mig, gift med mørket, og med et sort hjerte.” Det løb mig koldt ned af ryggen. Hendes ord var hårde og gjorde ondt. ”Du tager fejl, jeg er overhoved ikke som dig, jeg er stærk, jeg er glad!” Alae grinte højt og gav ekko i det mindre rum, hvilket gjorde mig endnu mere nervøs. ”Lad mig gå, jeg har ikke brug for at være her.” sagde jeg bestemt, og satte min fod ned. Hun vendte sig om og så på mig. ”Engang var jeg naiv ligesom dig pigebarn” startede Alae med at fortælle. ”Jeg troede jeg var glad, men jeg gik rundt og var ensom, omringet af glade og ynkelige sikkelser.” Hun rette noget hår bag sit ene ører, imens jeg lyttede til hvad hun havde at sige. ”Jeg blev forelsket, og vi havde et barn sammen, men det varede ikke længe, før han ikke elskede mig længere. Han forlod mig for en anden mand, og tog vores barn med os. Splittet gjorde både mig og barnet mørkt.” Jeg rynkede på øjenbrynet. Snakkede hun om Theodor? ”Hans nye elsker var endda en mand. Du ved ikke hvor pinligt det er at blive forladt for en anden mand!” Råbte Alae højt, og satte mit hjerte til at pumpe hurtigere. ”Jeg har aldrig følt mig så ydmyget i mit liv før. De prøvede at tage mit barn fra mig, men jeg solgte ham til ridderkorpset. Jeg ville ikke se på sådan et bastard igen.” Der fór en vrede igennem mig, da hun omtalte Kameron på den måde. ”Du skal ikke snakke om ham på den måde!” Råbte jeg tilbage. ”Jeg elsker ham, og han er en fantastisk person.” Alae fnyste igen. ”Er han virkelig? Hvad ved du egentligt om ham? Har han fortalt dig om sin fortid?” Jeg bed mig i læben og så ned i jorden. Det var rigtigt nok at Kameron havde holdt nogen ting skjult for mig, og det gjorde ondt at finde ud af dem på den her måde. ”Det tænkte jeg nok. Det i har er ikke kærlighed, det er sympati for hinanden.” Jeg gik tættere på hende. ”Nej, du tager fejl, det er ægte jeg kan mærke det!” Alae rullede med øjnene. ”Hvad ved ud om ægte kærlighed? Var det måske også ægte med din kære Kasper? Så du ikke hvor hurtigt han kom sig over jeres forhold? Gør det ikke ondt at alle de timer i har tilbragt sammen ikke betød noget for ham overhoved?”

”Jeg..” Jeg havde ikke noget godt comeback, og måtte kun give hende ret. ”Det kan godt være du har ret…” hviskede jeg stille, og begyndte at give op. ”Kameron kan hurtigt finde en anden hvis han har brug for det. Du var bare spændende fordi du er et menneske. Men hos menneskerne er du bare kedelig og normal, en ynkelig skabning. De ville alle sammen havde det bedre hvis du gjorde en ende på dig selv.” Jeg satte mig op knæ, svag, og med vejrtræknings problemer. Jeg kan huske stemmen nu, det havde heletiden været Alae’s stemme der havde snakket til mig, og leget med mine følelser. Men hun havde jo ret. Jeg var svag og burde dø, var en ynkelig eksistens. ”Du har ret…” hviskede jeg stille, og så ned i jorden med tårer trillenede ned af min kind. Jeg følte Alae smile, og så hende hive noget frem fra hendes kjole. Det var en sort, men meget skarp kniv. ”Du kan gøre en ende på dig selv lige nu, hvorfor udsætte det?” Hun smed kniven på jorden foran mig, og så ned på mig, som det ynkelig væsen jeg var blevet. Jeg tog kniven og så hvor skarp den var. Det ville være nemt for mig at skære min hals over, eller stikke mig selv igennem hjertet, og gøre en ende på mit liv. Min klasse ville sikkert ikke ligge mærke til dig, faktisk tror jeg de vil holde en stor fest for at have sluppet af med mig. Min far vil være glad for at slippe af med sin udugelige datter, som også var syg. Nu kunne han måske adoptere end søn, som han altid har ønsket sig, men aldrig turde indrømme. Min mor ville have det på samme måde, og bare fortsætte sit liv med at ryge smøger, og se Tv. Resten af min familie snakker jeg ikke rigtig med, så de vil heller ikke tage skade. Alt pejer på at jeg skal begå selvmord. Det ville være bedst. Jeg tog fat i kniv skaftet, og reste mig op. Jeg så Alae smile til mig. Jeg hørte en kling lyd af noget der var faldet til jorden, og bøjede mig ned for at samle den op. Det var fløjten som Kameron havde givet mig. Kameron…

”Hvad venter du på pigebarn? Gør det af mig dig selv, ingen har brug for dig.”

Det var en fløjte som Kameron havde givet mig når jeg havde brug for ham. Han havde tænkt på mig. Tænk at nogen ret faktisk havde tænkt på mig. ”Så gå dog i gang!” råbte Alae utålmodigt, imens jeg studerede fløjten. Det var fløjten jeg havde brugt når jeg følte mig ked af det og trist. Kameron havde altid ville mig det bedste, ville han ikke være trist hvis jeg døde? Og hvad med Kasper og Angela? Godt nok var de lykkelig sammen , men de ville hade at se Kameron ked af det. Og hvis de alle sammen var kede af det, så ville Theodor, Kurt og Veronica også være triste, og jeg ville ikke kunne klare at se nogen af dem jeg holdte af triste. Også selvom jeg ikke ville være der til at se det. Jeg begyndte at føle mig lettere i kroppen, og de gode minder fossede pludselig rundt i min hjerne. Alle de gange mig og Kasper havde pjækket fra skole af, og de gange vi holdte hånd under bordet. Fisketurne med min far, som jeg både hadet men også nød, hvor vi smilte og prøvede forgæves at fange nogle fisk. Biografturene med min mor, hvor vi havde grint og spist mad sammen. Jeg kunne se alle minderne for mig, og følte mig pludselig stærk igen. Væggene i rummet begyndtet at lysne op, som mine minder blomstrede. ”Nej…” mumlede Alae fortvilet. ”Du er virkelig den udvalgte.” Jeg huskede på minderne med Angela, hvor vi havde overrasket Kasper og leget gemmeleg. Alle de bøger jeg havde læst sammen med Theodor, og hvor meget vi havde lært af hinanden. Jeg husker på de gange jeg var blevet rost i klassen, og mine klasse kammerater havde smilte til mig. Jeg tænke på Benedicte og Martin, og på hvor meget jeg holdte af dem, men aldrig rigtigt turde vise dem det. Jeg så på Alae med lykkelige tårer i øjnene. ”Godt forsøg, men jeg ved at jeg er elsket, og jeg har ikke tænkt mig at dø, før om mange mange år.” smilte jeg, og smed kniven fra mig. Da kniven ramte jorden, blev væggene spittede ad, og jeg var tilbage hos Kameron og de andre. Jeg løb op til ham, og smilte. ”Jeg gjorde det.” sagde jeg stolt, og jeg kunne se hvor lykkelig han var for at se mig igen. ”Du gjorde det.” gentog han, og holte om mig. ”Pigebarn, du stråler helt.” Sagde Theodor, og jeg sendt ham et varmt smil. ”Jeg tænke bare på jeres kærlighed til mig, og på hvor glad jeg er for at have jer i mit liv.” Jeg følte mig så lykkelig og elsket. Alae reste sig op fra jorden og så vredt på mig. ”Din kærlighed er intet.” sagde hun vredt, og så på mig. Jeg så ned på min strålende hud, og skyggerne, der afspejlede usynlige vinger fra min ryg. ”Der er massere af kærlighed her i verden, det handler bare om at finde det.” sagde jeg, jeg rakte min hånd ud mod Alae. ”Jeg kan hjælpe dig, hvis bare du lader mig.” Alae trådte et skridt tilbage. ”Jeg har ikke brug for din hjælp!” Jeg sendte hende et varmt smil. ”Jeg kan hjælpe dig med at finde lys i dit liv hvis du bare ønsker det. Det handler om at omringe dig med folk der elsker dig, og som du elsker igen. Vi kan hjælpe dig med at give dig en chance til.” Alae rynkede med øjenbrynene. ”En chance til? Ville i virkelig gøre det efter alt det jeg har gjort?”

”Du har været lykkelig engang, du kan prøve det igen.” Jeg havde stadig min hånd strakt ud til hende. Jeg så hende ryste på hovedet. Hun rakte ud og tog min hånd, og rystede den. Jeg smilte stort af hende, og så tilbage på mine venner og kæreste, der smilte tilbage. Det var, indtil jeg blev overvældet af en bidende smerte i brystet. ”Jeg er fanget i mørket og det vil jeg altid være.” sagde Alae, og trak kniven ud af min mave, inden hun vendte sig og forsvandt i skyggerne. Jeg faldt hurtigt til jorden, og hørte Kameron kaldte mit navn fortvilet imens det blev mørkt for mine øjne igen. Efter storm kommer kaos, og nogengange er det umuligt at bryde det. ”TARA!” Råbte han fortvilet, og holdte hans hånd på der hvor jeg var blevet stukket. ”Vi fanger hende!” Råbte Kasper, og tog Angela’s hånd og løbte efter skyggerne hvor Alae var forsvundet ind i. ”Elskede” sagde jeg, og lagde min hånd op imod Kameron’s kind. ”Tara, du må ikke dø, du har så meget af leve for.” Smerten i mit bryst var ubeskriveligt, men Kameron’s tilstedeværelse fik mig til at smile alligevel. ”Det ved jeg. Du viste mig det.” sagde jeg svagt, og rakte ned i min lomme, og trak fløjten op. ”Men jeg har ikke brug for den længere for nu har jeg dig.” sagde jeg, og lagde den med i Kameron’s lomme. ”Du vrøvler, du er døende!” sagde han, og løftede mig op i sine arme. ”Rolig nu.” sagde jeg i en rolig stemme. ”Din kærlighed er den bedste medicin.” Jeg så op på ham, og håbede han forstod. Hans øjne lyste op da de mødte mine, og han lænede sig ned og ramte mine tørre læber. Kysset var magisk, og jeg følte jeg kunne flyve. Jeg begyndte at lyse op, og langsomt men sikkert, blev hulet fra min mave, healet. ”Hvordan vidste du-”

”Den magi hun bruger kan blive brudt af lykke og kærlighed. Jeg vidste at hvis jeg kyssede dig ville jeg kunne blive rask igen, men det skulle være dig der gjorde det, for at vise mig at du rigtig elsker mig.” afbrød jeg , inden Kameron kunne spørge. Han fnyste. ”Du er utrolig.” sagde han, og lænede sig ind for at kysse mig igen. Jeg kunne mærke mine tær knuge sig sammen, og mit hjerte synge med glæde.

Jeg vidste nu at mit liv var værd at leve, for selv hvis Kameron og de andre skulle forlade mig en dag, ville jeg stadig have minderne. ”Jeg elsker dig.” hørte jeg ham sige, og så op i hans smaragd grønne øjne.  ”Jeg elsker også dig.” sagde jeg, og gav ham et let kys igen. ”Vi må hellere finde de andre, og lukke de andre fangere ud. Vores kærlighed kan være med at til at skabe glæde ud til folket igen.” sagde jeg, og lod ham sætte mig ned på mine fødder igen. Jeg så Theodor løbe hen imod os, og stoppe, forpustet. ”Vi har set hende, men det er ikke sikkert at vagterne tror på os endnu. ”Jeg tog Kamerons hånd. ”Hvad gør vi med Alae?” Jeg var stadig bekymret for den skade hun kunne udgøre. ”Når vi fanger hende holder hende ekstra fanget i det mørkeste fangehul, med vagter konstant. Hun for aldrig lov til at slippe ud igen. Du gav hende en chance, men hun tog den ikke.” Jeg tog Kamerons hånd, og vi gik op imod slottet, hvor Kasper og Angela stod, foran Alae. ”Vagter, fang hende, jeg er jeres retmæssige dronning!” råbte Angela befalende, og baskede med vingerne. ”Dig? Du er intet. Jeres kærlighed er kvalmende.” Svarede Alae. ”Vagter, fang dem, og pisk dem til fornuft. Hver for sig selvfølgelig.” Jeg vidste at Angela og Kasper var lige så stærke som os, men var stadig urolig for Alae’s kræfter. ”Det er forræderen!” Sagde en af vagterne pludseligt, og pejede på Kameron. ”Hvordan er hans vinger blevet hvide?” Jeg kiggede på Kameron, og ja, han vinger var blevet kridt hvide. ”Det er deres kærlighed, den stærkeste kræft vi kender til.” Svarde Angela ham. ”Følg os, og vi skal lærer jer at elske jer selv, og finde kærligheden.” sagde Angela, og rakte sin hånd ud imod de to vagter. De tøvede begge, men tog så en af hendes hænder hver. Jeg så dem begge smile, og ånde lettede op. ”Jeg føler mig helt let, som om jeg kan flyve.” sagde den ene. ”Jeg føler mig så lykkelig.” sagde den anden. ”Det er den kærlighed jeg kan give jer hvis i vælger at følge mig.” Vagterne så kort på hinanden, inden de nikkede til hinanden. De vendte sig om, og greb fat i Alae’s arme, og satte hende fat i lænker. ”I kan ikke lænke mig, jeg er mørkets hersker!” Råbte Alae, men vagterne var så stærke med kærlighed, at de sagtens kunne holde den nede.

”Utroligt…” mumlede jeg, og knugede Kamerons hånd. ”Det var godt så længe det varede Alae.” grinte Kurt, og jeg så hende fnyse, imens hun blev trukket afsted. Jeg og følte mig tryggere end nogensinde. Da Alae endelig var spærret inde, gik vi rundt og gav hinanden en krammer. Jeg så Theodor give Kurt et lille kys på læberne, og smilte af deres gamle kærlighed. ”Nu hvor alt er godt igen…” startede Kasper. ”..og alle mine venner er her, er der noget jeg gerne vil sige.” Han gik ned på knæ foran Angela, der rødmede, men smilte stort. ”Angela Filiam Cornu, prinsesse af kærlighed, dronning af de underjordiske engle, du er mit livs kærlighed, og jeg ved ikke hvordan jeg har levet uden dig før. Du er den smukkeste, og mest fantastiske pige i hele verden.” Han rakte ned i hans buskelomme, og fandt en lille æske. ”Og med de ord vil jeg gerne spørge dig… vil du gifte dig med mig?” Jeg så ham ryste nervøst. Angela så forvirret på ham. ”Gifte? Hvad er det.” Jeg grinte højt, og slog mig på knæet. Tænkt at de aldrig havde hørt om at gifte sig. ”Det er øh, hvor vi giver hinanden ring på, og lovet at elske hinanden for evigt.” Forklarede Kasper. ”Det er meningen du skal tage ringen på der er i æsken.” ”Jeg driller, jeg ved da godt hvad det er!” grinte hun af ham, og krammede ham. ”Og ja, selvfølelig vil jeg gifte mig med dig.” Kasper så helt lettet ud, og kramede hende igen. ”Jeg elsker dig Angela.” sagde han, inden hun lænte sig ind og gav ham et kort kys på læberne. ”Jeg elsker også dig Kasper.” svarede hun, og hæv ham op på føderne igen, og tog ringen på fingeren. Hun viste den flot frem, og vi gav os alle til at klappe af dem. Jeg var så stolt over dem begge, og nu kunne jeg endelig finde fred i min sjæl. Det var alt jeg nogensinde havde drømt om.