Kapitel 1

Kapitel 1

Det var en bindende kold december morgen. Jeg trak min jakke tættere ind mod min krop, i et forsøg på at holde den smule varme. Min bus var forsinket, for anden gang i denne uge. Det forsinket bare helvede. Det helvede jeg skulle gå igennem hver gang jeg går igennem bussen. Jeg ved de dømmer mig, jeg ved de alle sammen hader mig, men hvorfor aner jeg ikke. Deres stive iskolde blikke, kikker lige igennem min sjæl. Når jeg hører latter ved jeg de griner af mit udseende, griner af mine fejl, griner af min rene eksistens. Endelig var bussen der, og selvom jeg forsigtigt prøvede at smile til buschaufføren anede han mig ikke et enkelt blik. Jeg satte mig forrest denne gang – så ser de mig ikke lige så nemt. Jeg kikkede på mig selv i bussens vindue. Jeg lignede lort, værre end jeg plejede. Det brune hår var uvasket, der var ingen makeup, og der var poser under øjnene.

Jeg så udover det kaos min mor havde skabt. Lamperne var revet ned, gamle grønsager hang i vinduskammen, og sugerør, aviser, sko og selv knive lå spredt udover stuegulvet. Vaskekurven lå væltet ude på badeværelset, halvdelen af tøjet spulet til, den anden halvdel fugtigt. Det stak i hjertet at se på, og jeg forstod ikke hvorfor far ikke kunne være så stille. Han rakte mig en skraldepose, og vi samlede rodet op. Der var en ubehagelig stilhed imellem os, der fortalte mig at det her bare skulle overstås. Jeg tog plakaterne ned fra min væg og foldede dem omhyggeligt ned i en postmappe. Jeg stak resterne af mit tøj og bøger ned i poser og tasker, og endte med at fylde to tasker og en pose. Jeg samlede de sidste sugerør op og smed dem ud. Lampen var intakt, men skulle sættes op igen. Far vaskede knivende, tørt dem og lagde dem pænt på plads. Han bad mig finde mit tøj mellem bunkerne, og jeg rodede rundt i den store dampende bunke af tøj. Lugten stank, og blev sidende på mine fingre jo mere jeg rørte ved det. ”Det skal tørres.” sagde far, og lagde alt det våde og fugtige tøj i en kæmpeskraldesæk, som vi fik tørret i vaskerummet. Jeg bekymrede mig over hvad folk mon har tænkt da de så min mor blive hent af ambulancen. Jeg hørte hende græde og kæmpe imod, også selvom jeg sad med ryggen til i bilen ved siden af. Det var anden gang på 24 timer at jeg hørte hende græde. At høre hende blive hentet var faktisk ikke nær så uhyggeligt som da hun hulkede sidste nat, hvor jeg klamrede med mine rystende fingre til dyne, bange for hvad hun lavede, men alt for skræmt til at gå ind til hende overhovedet.

Det var varmere i bussen end der plejede at være. Jeg drak de sidste dråber af min æblejuice. Jeg drak færdig indtil sugerøret peb, og smagte den syrlige smag på mine læber. Jeg så til, imens bussen kørte fra en ulykkelig dreng der ikke nåede med bussen. Mødre med skrigende babyer der fylder med deres barnevogne, og gamle damer der brokker sig over vejret. Jeg hev sugerøret op ned, inde jeg endelig skulle af. Aftenen før havde efterladt sig sine små skader på min krop, men det var intet i forhold til det min mor måtte føle. De dømmer mig, for ikke at have set det komme noget før. Jeg bebrejder stadig mig selv for ikke at have set tegnende noget før, men jeg har vist også prøvet at bilde mig selv ind at det ikke var noget, og at hun selvfølelig ville være rask forevig.

Vi gik en tur imens tøjet tørrede. Det var koldt i slutningen af november måned, men heldigvis ingen tegn på sne endnu. Far havde ikke sagt særligt meget om hvad der var sket, men han forslog at vi gik rundt i parken som mor boede i.

Klasseværelset var varmt og fuld af larm. Mine venner smilte til mig, og jeg smilte tilbage, med en kvalmende fornemmelse i maven. ”Hey hvorfor har du ikke kage med?” spurte en af de populære piger pludseligt. Min mave sank sammen. Det var som om alt larmen pludselig forsvandt i klasselokalet, og alt opmærksomheden var på mig.”Jeg.. det glemte jeg, undskyld” fik jeg mumlet ud. ”Ej, det synes jeg altså godt vi er modne nok i klassen til selv af have styr på!” svarede hun igen med en nedladende tone. ”Ja, undskyld at jeg ikke fik bagt kage, min mor havde faktisk planer om at bage nogle lækre muffins til jer alle sammen, men hun besluttede sig så lige for nyligt at blive indlagt på den psykiatriske! Du må meget undskylde at jeg ødelægger din hverdag ved ikke at have bagt en kage til dig og dit perfekte liv!” er hvad jeg ville have sagt. Men det eneste der kom ud af min mund var ”undskyld.” Hun rullede med øjnene og fortsatte med at stirre ind i hendes lyserøde apple computer. Hvor jeg dog hadet mig selv for at være så svag.

De forsatte alle sammen deres lykkelige hverdag som om intet var sket. Som om jeg ikke havde hørt min mor græde langt ud på natten. De havde alle sammen vågnet i morges som de plejede, måske endda med et stryg på panden og kys på kinden. Nogen var måske blevet kørt til skole af deres forældre, imens de sang med på diverse radiohits der nu køre. Disse mennesker, havet ingen rettigheder til at brokke sig, overhovedet! Dem og deres perfekte liv, med lykkelige forældre og store rene huse. Jeg havde lyst til at spytte på dem alle sammen, trappe dem ned i den beskidte jord, og tvinge dem alle sammen til at føle min smerte. Desværre er det ulovligt, og tager alt for lang tid.

Jeg voksede op i et smukt bolig kvarter, med mange store som små lejligheder. Helt tilbage fra dengang mor og far boede sammen i nummer 37, dengang hvor jeg var for lille til at forstå noget.  Alt for lille til at forstå hvorfor den lille minihave på 10 kvadratmeter aldrig blev passet, hvorfor mor aldrig smilte længere og hvorfor far flyttede i egen lejlighed. Naboerne der bagtalte os, klassen der mobbede mig for at møde op i urent tøj og uden at have lavet lektier. Jeg forstod ikke hvorfor noget af det var så forkert som det var. Nogen gange ville jeg ønske at jeg kunne gå tilbage til den tid, hvor jeg midt i alt kaosset, var blind.

Skolen var så melankolsk, tør og grå. Det eneste jeg så frem til, var se Kasper. Kasper skiller sig altid ud fra mængden med hans udseende, og personlighed, hvilket jeg holdt så meget af. Alle de andre fra klassen synes han er mærkelig og klam, men ville de ikke også synes det om mig hvis de kendte hele min historie? Vores forhold er hemmeligt, barnligt som det lyder, men jeg har ikke brug for at miste mere selvtillid. Jeg kunne dog godt undvære hans humør svingninger, men man må vel lærer at leve med det. Jeg har jo levet med en psykisk syg før ikke? Hvorfor så ikke også være sammen med en. Dumt lyder det, men jeg ville aldrig kunne finde en person der forstår mig mere end han gør.

Jeg satte mig længere bag bussen dagen efter, kun fordi han havde sagt det. Og måske lidt fordi psykogen havde sagt jeg skulle arbejde med det, men der jo er så meget jeg skal arbejde med, før jeg er noget der bare er tæt på at være okay. Jeg føler mig underligt nok mere tilpas på sæderne bag midterdøren. Mor og jeg plejede altid at sidde der når vi skulle ud på strøget eller ind og se film. Ser de mon film der hvor hun er?

Nogen gange ville jeg ønske at jeg kunne gå tilbage til den tid, hvor jeg midt i alt kaosset, var blind.

”Far?” Min far vendte hans opmærksomhed i mod mig, hans røde øjne viste tydelige tegn på søvnmangel, hvilket altid undrede mig, da han sov det meste af eftermiddagen væk. Jeg havet ikke set ham så tit, på grund af hans arbejde. Nu hvor jeg endelig var stoppet på kostskolen ville der endelig være mulighed for at se dem mere. Gymnasiet optog dog meget af min tid. Det kunne jeg i hvert fald godt lide at bilde mig selv ind.

”Ja?” sagde han, med hans filippinske accent. ”Tror du ikke vaske tøjet er tørt nu?” personligt, ville jeg bare gerne væk. Om det så var hjem til ham jeg kalder min far. Han er sikkert min far, men vi har langt fra samme bånd som andre piger på min alder har.

”Fem minutter.” sagde han, og hev en cigaretpakke efterfulgt af en lighter, op af hans jakkelomme. ”Danmark er kold. Kolde mennesker, alle vegne.” mumlede han og tændte for cigaretten.

Jeg fulgte efter mine far op af trapperne til hans lejlighed. Han bar på min grå kuffert i hans højre arm. Jeg havde en kasse med resten i mine arme. Jeg følte mig så tom efter alt det der lige var sket. Min mor havde lige destrueret lejligheden. Den lejlighed som hun ellers var så glad for. Den lejlighed som jeg havde hjulpet hende med at gøre rigtig hyggelig og fin. Den lejlighed som vi havde fejret nytår sammen og hvor jeg havde varmet mine fingre på hundredevis af varme kakaoer. Nu var det hele væk. Jeg havde aldrig oplevet noget så voldsom i mit liv før, og jeg bad til gud at jeg aldrig ville opleve noget lignende. Far låste døren op, og placerede kufferten inde på mit gamle værelse. Jeg havde ikke boet der i over et halvt år, siden jeg valgte at bo sammen med mor. Jeg trådte ind på mit værelse, og lagde boksen med ting fra mig. Jeg havde stadig ikke fuldt forstået hvad der lige var sket foran mine ejne øjne. Shocket ramte mig pludesligt, og jeg mærkede min krop ryste, imens jeg sank sammen på gulvet og gav mig til at hulke. Mit hjerte galloperede, og jeg følte at jeg aldrig kunne stoppe med at græde. Jeg havde aldrig følt en større nødvendighed for at græde. Der var ingen ord der kunne beskrive hvordan jeg havde det længere, der var kun følelser. Far satte sig på hug foran mig. Han lagde sine arme om mig, og jeg gav efter, og krammede ham tilbage. Jeg hulkede ind i hans skulder, imens han kørte hans hænder roligt frem og tilbage på min ryg. ”Så, så, det hele er okay. Det skal nok gå.” sagde han stille, imens jeg fortsatte med at vræle. Var han nu sikker på det? Hvordan skulle jeg forklare det her til alle andre? Jeg var hundrede procent sikker på at ingen andre ville kunne forstå hvordan jeg havde det i dette øjeblik.

Hvordan jeg havde fået hevet mig selv ud af sengen så jeg kunne komme i skole, forstod jeg stadig ikke. Jeg sad i øjeblikket ude på toilettet, og prøvede at holde mine tårer tilbage. Pigerne i klassen havde brokket sig over hvorfor jeg ikke havde kage med. De havde ligefrem kaldt mig for umoden fordi jeg ikke havde det med. Jeg blev nød til at love at tage to kager med næste gang for at slippe ud væk fra brokkerierne.

Ja, undskyld mig, men min mor er lige blevet indlagt, har smadret vores lejlighed ad, og jeg skulle flytte hjem til min far samme dag, derfor har jeg ikke bagt jer en dum kage i dag. Men det kunne jeg aldrig sige til dem. De ville ikke forstå det. Jeg kan huske at jeg sikkert har nævnt det for et par stykker når jeg har været lidt for beruset, men vi har aldrig nævnt det siden. Da Niels fra klassen prøvede at flirte med mig, selvom jeg var sammen med Kasper på givende tidspunkt, da fik jeg også fortalt ham lidt for meget om mit privat liv. Han har heldigvis ikke nævnt det overfor mig igen, og hvis jeg er heldig, heller ikke overfor andre, men det er stadig svært at se ham i øjnene. Nu prøver jeg bare at ignorer ham, det gør det hele meget lettere. Frikvarterene var det eneste tidspunkt jeg kunne få fred på. Jeg kunne sidde og sende drømmende blikke til Kasper, og holde hånd med ham under bordet, imens ingen så det. Det varmede alligevel en lille del af mit hjerte. Selvom jeg hele tiden frygtede at jeg skulle midste ham til noget bedre. Jeg frygtede at han ville finde en der havde en normal familie. En pige, der ikke var en omvandrene grædende rodebunke for tiden. Han var den eneste der lagde mærke til at jeg ikke havde lagt makeup på i dag, og gik med det samme tøj for tredje dag i træk. Dagen var kold endnu engang. Jeg knappede knapperne i min jakke og gik udenfor i kulden. Jeg orkede ikke at have biologi, så jeg stak af fra timen. Jeg håbede far ville forstå det. Det var begyndt at sne lidt, og jeg stak min tunge ud for at få fat på et snefnug, dog forgæves.

Det vil aldrig holde up med at trykke mig, følelsen kaldet ”kærlighed.” Det har altid været et mysterium for mig, hvordan nogen vil du kunne elske en så ulidelig skabning som mig. Hvordan kan nogen elske mig, når jeg ikke elsker mig selv? Jeg har oplevet forelskelse, både lykkelig og ulykke. Jeg har oplevet hjertebanken så kraftig at det er umuligt at sove. Hjertesorg så stor, at alt er uoverskueligt. Alle disse følelser, blot for at have et andet menneske ved ens side. Jeg har været med til at sætte ar i folks hjerter, og har da også selv fået nogle skræmmer med på vejen. Jeg datede en overvægtig fyr, der faldt for mig i starten. Nogen gange vidste jeg ikke om jeg overbeviste mig selv om at jeg elskede ham, eller om det bare var for at føle kærlighed. Når man er så desperat som mig, vil man næsten gøre hvad som helst, dog med tryk på næsten. Jeg lidt selvrespekt. Tror jeg. Efter kostskolen var det dødt, og det sluttede ulykkeligt. Men midt i mørket fandt jeg ægte kærlighed. En der så mig, en som holdte af mig, og som jeg kunne forelske mig i, uden at tvinge mig selv på nogen måde. Hvordan kan nogen ikke forelske sig i en som ham? Måske alle dem fra skolen der nedstirrer ham. Hans skuldre lange sortkrøllede hår, grønne trenchcoat, overskæg og stil, var ikke lige det folk i det moderne samfund accepter. Måske er jeg blind, for jeg synes han er den smukkeste mand jeg nogensinde har set, og med en personlighed der matcher.

Det ærgrer mig tit at jeg ikke er så modig som jeg gerne vil være. Jeg går for meget op i hvad andre folk synes, det er bl.a. derfor mit forhold er hemmeligt, men det er jo også meget hyggeligt nogen gange. Han har selv udtalt at han synes det er sjovere.

Endelig var vi alene. Der var så hyggeligt hjemme hos ham. Det var en lille lejlighed, som hans mor hjalp med at betale for, da de bor alt for langt væk, og så er der problemerne med hans familie, men det er en anden historie. Jeg lå på hans bryst, varm og tryk i hans favn. Jeg roede rundt i hans utæmmede hår, og han udstødte tilfredse lyde da jeg begyndte at klø ham. Han så på mig igen, og min mave sank sammen, da hans læber blidt rørte ved mine. Mit hjerte pumpede hårdere, mine tær krummede sig, og det var som om alle mine problemer forsvandt som dug på himlen. Det var en utrolig følelse. Han holdte om mig, og jeg følte mig pludselig lidt mere værd. Jeg kunne endelig græde, endelig få luft, og komme ud med det hele. Han kørte fingrene igennem mit brune hår, og nussede forsigtigt min hovedbund.

”Du er fantastisk, og det ved du jo godt” sagde han, og jeg smilte svagt. Hvis bare det var så let for mig at indse det. Jeg kunne mærke tårende presse sig på. ”Græder du? Nej, nej, hvad er der i vejen?” spurte han bekymret og forsøgte at danne øjenkontakt med mig. Jeg så ind i hans dybe grønne øjne, overvældet af lykke. ”Du må ikke forlade mig! Hver sød at blive hos mig..” Han aede min kind blidt. ”Det er okay” smilte han, hans lysegrønne øjne strålede af medfølelse. Du kan få så meget bedre” mumlede jeg, svag af hans nærhed. ”Og hvad så?” grinte han med et ironisk glimt i hans stemme, og kyssede mig på panden. ”Du kunne da få meget bedre hvis du prøvede fjolle.”

Kasper havde dog selv problemer derhjemme, hvilket resulteret i at han pjækkede det meste af 8. klasse. Jeg kan ikke bebrejde ham, jeg har gjort det samme, hvilket var en af grundende til at jeg var endt på en kostskole. Jeg er så glad for at vi stadig holdte kontakten.

”Jeg så noget usædvaneligt på bussen i går”startede jeg, og vendte mig, så jeg lå på hans mave.

”Hvad var dog det?” spurte han og aede forsigtigt mit hår igen.

”Jeg ved det lyder skørt men jeg tror det var en engel.” Jeg hørte ham fnise

”Du er sød når du er skør” smilte han

”Jeg er ikke skør… det var en pige, og hun havde de her store smukke vinger der stak ud af ryggen på hende! Det var utroligt! Du skulle have set det”

”Okay så, så de andre passergere det?”

”Nej det tror jeg ikke” mumlede jeg. Det havde også undret mig, at jeg så ud til at være den eneste der lagde mærke til denne smukke skabning.

”Lyder bare som en fjollet drøm søde.” Han rejste sig op, og efterlod mig alene i den varme seng.”Arbejde?” sukkede jeg. ”Arbejde.” svarede han igen, og trak hans trøje ned over hoved.

”Jeg hader at du skal arbejde så sent elskede.” sagde jeg, imens jeg ledte efter min trøje, der var blevet smidt et ubetydeligt sted hen i rummet.

”Det gør jeg også elskede.” Han gav mig et let kys på mine læber, og trak sin jakke ind til sig. ”Du lukker bare dig selv ud. Vi ses.” Han vendte ryggen til for at gå.

”Hey du glemte noget!” fnes jeg

”Hvad?” han så tilbage på mig, halvdelen af hans sorte hår lå i vejen for hans åsyn.

”Jeg elsker dig” smilte jeg varmt til ham.

Hans øjne lyste op ”jeg elsker også dig” sagde han, inden han endelig gik, og efterlod mig helt alene i verden igen.

Jeg startede en blog for at beskæftige min hjerne med noget. Jeg holdte jo stadig meget af at skrive, og måske ville det hjælpe at komme ud med min frustationer på den måde. Blogger siden var meget nymorderne, og det var muligt at genposte andres billeder og citateter, og skrive med andre der havde en blog. Blogger samfundet blev min egen lille hemmlige verden, og jeg brugte den konstant. Dette resulteret i mangel på søvn og mindre opmærksomhed i skolen, men jeg var glad for min nyfundende hobby. Der var en bestemt ”kode” hvorpå man kunne teste om andre var inde i den samme blogger verden. Man skulle sige ”Jeg kan godt lide dine øjenvipper” og man skulle svare med ”Tak, jeg har fået dem af min bedstemor.”Det var lidt besynderligt, men jeg hørte at det bragte forskellige bloggere sammen rundt omkring i verden.

Det var en mandag morgen i biologi timen, og vores lærer havde givet os nye pladser, hvilket jeg frygtede, da vi havde biologi og idræt med en af de andre klasser, som jeg ikke brød mig om. Det var såmen ikke fordi jeg havde noget imod dem alle sammen, jeg hadet bare at snakke med nye mennesker, og have idræt med fremmed, hvor jeg også skulle vise mig nøgen. Hvorfor vi ikke bare kunne være vores klasse forstod jeg ikke. På kostskolen var vi på et tidspunkt kun ni elever i vores 10. Klasse, og vi havde det skam meget skægt i idræt og de andre timer. Jeg sad ved siden af en af pigerne som ellers aldrig var i skole. Hun hed Benedicte. Jeg husker tydeligt hvordan pigen så ud.

Hun havde kort sort hår og grønne øjne, og poset tøj. Hun spurte mig kort om jeg havde lavet mine lektier, men ellers snakkede vi ikke. Jeg tog mig selv i at kikke på hendes computerskærm, og der var der jeg så det. På hendes overskrift i hendes dokument havde hun skrevet ”Jeg kan godt lide dine øjenvipper.” Jeg begyndte at smile meget akhavet, da jeg aldrig havde regnet med at nogen ville sende mig sådan et tegn. Jeg var dog bange for at svare, da jeg var meget social akhavet, og måske var tegnet overhoved ikke til mig? Måske nød hun bare at have sære overskrifter ovenpå hendes notater? Jeg var stille resten af timen, imens jeg overvejede hvordan jeg skulle svare pigen igen. Jeg ventede til efter timen var slut med at finde pigens facebook profil, og så hendes navn var Benedicte hvorefter jeg skrev en besked til hende med svaret: ”Tak jeg har fået dem af min bedstemor” hvorefter jeg vente på svar. Benedicte svarede kort efter tilbage, og vi begyndte en samtale om vores blog, og hun sendte mig sit link til hendes. Hun havde et simpelt grå hvidt tema, og havde beskrevet sig selv med ordene:

 Jeg er åbenhjertet, skriv til mig hvis du har problemer, eller bare har brug for nogen at snakke med. Jeg nyder at skrive, især poesi. Min fortid er ikke vigtig, og jeg holder mine personlige ting meget tætte. Det eneste der betyder noget er dette øjeblik. Jeg er en engel der overvåger andre.

Personligt syntes jeg det var en meget fin mådet at beskrive sig selv, men mere tænkte jeg ikke over det. Jeg bloggede mest om min yndlingserie Glee, Sherlock og Game of Thrones, hvor Benedites blog mere var fyldt med flotte og sjove billeder, og poesi. Alligevel blev hun ved at følge min blog lige så ivrigt som jeg fulgte hendes. Jeg var glad for mit nye venskab, og var sikker på det ville blomstre.

Det var en almindelig onsdag morgen på min første bus imod gymnasiet. Jeg sad aller baggerst i bussen den dag, hvor jeg endelig havde haft mod til det. Hun sad i midten. Hendes hår var blondt, nærmest hvidt, og var flettet smukt. Hendes vinger var hvide og prægtige, og var presset godt sammen imellem hende og den ældre mand der sad ved siden af hende. Bemærkesesværdigt nok, så manden upåvirket ud af vinduet, selvom pigens højre vinge næsten prikkede ham i øjet. Var jeg virkelig den eneste der kunne se hende? Jeg var for bange for at konfrontere hende, så indtil videre måtte jeg bare betrakte hende langt væk fra. Jeg fik et glimt af et par grønne øjne. Pigen kikkede sig bagud, og jeg vendte hurtigt mit blik til siden. Bare hun ikke så mig, og syntes jeg var en mærkelig forfølger, for det var jeg bestemt ikke. Jeg har barae aldrig set en pige som hende før – eller noget som helst andet menneske der havde vinger! Nysgærigheden var ved at slå mig ihjel. Jeg blev nød til at vide hvem hun var! Hvis det var et kostume måtte det være et utroligt gemmenført et, og hendes vinger så bare alt for livlige ud til at det kunne være årsagen.

Hun stod af samme sted som sidst. Busstoppet var på en krydsning med en skov, og en stor motorvej. Hvor ville jeg dog gerne vide hvad hun skulle der. Så vidt jeg ved, findes der ingen skoler der omkring, så det kunne ikke være det som hun foretog sig. Jeg tog det til mig, at det måtte være min opgave, som den eneste der lagde mærke til denne specielle pige, at igtage hvem hun var, og hvordan hun kunne have disse vidunderlige vinger.

Det var koldt da jeg steg ud af bussen. Jeg trak min jakke tættere op imod min krop, i et forsøg på at varme min kolde hals. Jeg havde ikke forventet at det ville sne i dag. Sneen faldt yndigt ned fra himlen. Jeg stak min tunge ud, og prøvede at fange et par snefnug. Jeg frøs om mine fingre, og prøvede at varme dem med enden af mine jakkeærmer. Jeg var tydligvis ikke påklædt til vinteren endnu. Efter alt det kaos med min mor, havde vi ikke fået tænkt vinterudstyret rigtigt igennem. Jeg sukkede trist ved tanken om min mor, og hvad der dog kunne havde gået igennem hendes hjerne. Det er noget som jeg aldrig ville forstå, og heldigvis aldrig opleve selv. Ingen jeg kendte ville rigtig forstå hvordan det er at have en syg mor, der fra den ene dag til den anden lige pludselig kan ændre sig. Ingen fra klassen ville nogensinde forstå mig, men de får det selvfølelig heller aldrig at vide.

Hvorfor skulle de? Tænkte jeg til mig selv. De har ikke gjort andet end at kritisere mig. Det gik op for mig at jeg havde zonet ud i omkring fem minutter, og jeg rystede på hovedet over min egen dumhed. Jeg havde stået af der hvor pigen med vingerne stod af sidst. Det kunne være en del af min egen fantasi, måske et eftershock efter det der var sket med min mor, men noget inden i mig, gav mig bare lyst til at følge efter det alligevel. For engangs skyld ville jeg gøre noget impulsivt med mit kedelige liv. Sneen knasede under mine gamle sneakers sko, imens jeg fortsatte længere ind i skoven.

Det var koldere inde i den tætte skov. Træerne var smukt klædt på med den ny dryssede sne, der var holdt op med at falde ned. Jeg frøs om mine tær, og min næse var blevet rød af kulde. Jeg begyndte lidt at fortyde at jeg var gået derud. Mine sko var ikke snetætte, og jeg rystede af kulde. Måske er det bedre at vende tilbage, inden min far blev bekymret for hvor jeg er. Ud af det blå så jeg pludselig en skygge. Jeg kikkede længe efter den, og besluttede til sidst at gå i dens retning. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Det kunne hvilken som helst person, hvad nu hvis det var en morder, børnelokker, eller noget helt tredje. Jeg kastede tanken fra mig, og fortsatte hen imod skikkelsen. ”H-hallo?” fik jeg stammet ud. Ingen svarede. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg gik ned nensomme skridt tættere på skyggen. Skikkelsen så ud til at stå bag et af de store træer. Skyggen var lang i det hvide snetæppe der havde lagt sig på jordbunden i skoven. Jeg så dem. Jeg så et par vinger stikke ud fra træerne, og mit hjerte sprang et slag over. Var det virkelig hende? Hvad laver hun her? Hvad skal jeg gøre? Hundrevis af tanker kørte igennem mit hoved, imens jeg kom tættere på pigen. Hun stod med ryggen til, og jeg så hendes smukke brune hår der gik ned over skuldrene. Det var dækket til af sneen fra før. Hun bar en brun trenchcoat med huller i, og hendes vinger stak pragtigt ud, og fangede min udelte opmærksomhed. ”Smukt..” mummlede jeg stille for mig selv. Hun hørte mig åbenbart, for hun vendte sig om, og jeg blev med det samme betaget af hendes smukke klare grønne og porcelæn hvide hud. ”Du.. du kan se mig?” spurte stemmen forskrækket og rystende. ”Jeg.. ja.” svarede jeg igen, stadig bange for hvad jeg skulle sige, til dette smukke væsen. Jeg så hendes øjne blive fyldt med frygt, hendes vinger begyndte at baske, og pludselig satte hun i løb. Mine øjne spilede op. ”Nej, vent!” råbte jeg og løb efter hende, stadig i tvilv om hvad det var jeg gik og lavede. Var det en del af min tvistede fantasi? Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bærer mig, bange for at glide og falde hårdt på den kolde skovbund, men stadig alt for facisneret af den smukke pige til at stoppe. Hun var stadig langt foran mig, og jeg begyndte at puste hårdt, min kondition var ikke som da jeg var mindre og kunne løbe og løbe uden at blive forpustet. Jeg så toppen af et par vinger forsvinde ind i et forladt skur. Nu havde jeg hende! Tænke jeg, og begyndte at sætte farten ned. Jeg hev i døren til skuet op, men hun var væk. ”Hvad..” hviskede jeg og gik længere ind i skuret for at undersøge hvor kunne have forsvundet hen. Jeg strøg et hår væk fra min pande, og om bag mit ører. Det her var mystisk. Jeg burde gå hjem og lade det værre, men alligevel fortsatte jeg. Jeg mærkede rundt på væggene, og jorden, og mærkede til sidst noget hårdt under mine fingre. Jeg bankede på jorden under mig, og mærkede noget lavet af træ. Jeg støvede af, og fandt noget helt utroligt. Noget der lignede en lem. En hemmelig indgang! Men den føre ned i jorden. ”Helt ned midt i jorden..” mumlede jeg for mig selv. Hvad ville en pige med prægtige vinger dog lave nede under jorden? Jeg så ud af vinduet i skuret. Det var ved at blive mørk. Jeg så på mit ur. Klokken var seks. Min far ville nok blive bekymret hvis jeg ikke vendte hjem snart. Men jeg måtte huske dette sted. Jeg fandt en tus i min lomme, og gik udenfor for at markere døren til skuret med et lille rødt kryds. Måske kunne jeg tage Kasper med næste gang. Det her var alt for skræmmende til at undersøge alene.

Jeg begyndte at skrive oftere med min nye veninde fra skolen. Vi skrev næsten konstant, og jeg smilte hver eneste gang jeg så der var en lille besked fra hende. Vores samtaler blev lange, og jeg følte endelig jeg havde en veninde der kunne forstå hvordan jeg havde det inderst inde. Selvfølelig fortalte jeg hende ikke noget om mit privatliv endnu, så meget stolede jeg heller ikke på hende.

Samtidlig med dette, skete der problemer i min lille venne gruppe. Vores søde ven med brillerne, kunne godt lide vores HF veninde med rødt hår, og besluttede sig for at invitere hende ud. Kasper mente at det var alt for tidligt og risikabelt, men jeg mente han bare skulle gå for det! Da han så gjorde det, blev han afvist, og jeg følte mig halvt skyldig, selvom jeg ikke var det. Hun afviste ham heldigvis på en stille måde, ved bare at undgå hans spørgsmål, så det var ikke så hårdt for ham. Alligevel var stemningen i vores lille gruppe mere akhavet dagen efter. Jeg frygtede det værste, som jeg altid gør. Kasper og vores brillede ven skændes også for tiden, og det komplicerede tingende. Kasper var mere irritabel end før, og det påvirkede også vores forhold, især fordi det var hemmeligt.

”Du bliver altså nød til at tage med mig ud i skoven!”

”Hvorfor? Du er altså begyndt at være lidt mærkelig.” Kasper sad foran hans computer, og udgik øjen kontakt med mig. Det var torsdag efter skoletid, og vi sad og lavede lektier i hans lejlighed. ”Fordi.. det er bare vigtigt” fik jeg sagt, imens jeg prøvede at få fat i hans opmærksomhed. ”Er du sikker på det ikke bare var en drøm eller noget du forstillede dig?” Spurte han, imens han forstat stirrede på computer skærmen, meget konsentreret om hans nyindkøbte computerspil. ”Hver nu sød at gå med mig. Bare et kvarter i morgen?” Jeg sendte ham mit bedste hundehvalpe blik, og håbede på det bedste. Kasper fjernede blikket fra computeren et enkelt øjeblik og så på mig. Så sukkede han, og førte blikket tilbage til skærmen. ”Jammen okay så men jeg tror altså du er ved at blive skør engang imellem.” ”Lad nu være med at misbruge det ord.” Jeg kikkede ned i jorden, trist over at høre sådan noget komme ud af hans mund hele tiden.

 ”Undskyld” mumlede han. Han vidste godt hvordan jeg havde det med det ord.

En dag blev det for meget for vores brillede ven med – også kaldet Martin. Han endte med at skændes, foran hele skolen, med vores HF veninde, også kaldet Emma. Jeg kunne ikke huske hvordan skænderiet var startet, men Martin havde været irriteret hele dagen, og da han så Emma snakke godt sammen med en anden fyr, slog det bare klik for ham. ”Hvorfor er jeg ikke god nok til dig?” råbte han af hende, og hun så meget rystende tilbage på ham, men råbte endelig tilbage at hun så ham som en meget nær ven som hun ikke ville midste. De fortsatte med at råbe foran hele skolen, hvor mig og min veninde med brillerne kun kunne se håbløst til. Kasper prøvede forgæves at stoppe deres skænderi, men intet hjalp. Til sidst var Martin så rasende, at han greb hans skoletaske og stormede ud af skolen.

Tilbage stod Emma og så forskrækket ud. Da hun endelig satte sig ned ved siden af os var stemningen meget trykket, og ingen af os sagde noget i lang tid, indtil Emma startede et nyt emne op, som om intet var sket. Hvordan hun bare kunne gøre dette, forstod jeg ikke. Jeg forsøgte at finde trøst hos Kasper ved at fumle efter hans hånd under bordet, men han skubbede den væk. Han havde virket fraværende lige siden ham og Martin var blevet uvenner. Pludselig følte jeg tårende presse sig på, og jeg skyndte mig direkte hjem da skolen var slut. Min far var ikke hjemme, så jeg havde tid for mig selv til at græde uden han var her. Frusteret over hele sitationen, tog min comptuer op fra min taske, og åbnede for min blog. Jeg tørrede mine tåre væk fra mine brune øjne, og så et rødt blinkede felt der fik mig til at smile. Der var en besked, fra min veninde.

”Hey, hvordan har du det? Savner at snakke med dig (:”

Stod der i beskeden var der. Jeg trykkede på ”answer” knappen, og begyndte at skrive alle mine følelser ned på tekst til hende.

”Hej, det går helt forfærdeligt, mine venner er oppe og skændes og jeg føler det hele er min skyld, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med mig selv lige for tiden ): hvad med dig?”

Jeg trykkede ”send” og ventede så på svar. Kort efter fik jeg beskeden tilbage:

”Det er jeg da ked af at høre, men du skal vide at jeg altid vil være her for dig! Hvad skændes de om?”

Jeg smilte af hendes svar, og skrev tilbage med det samme:

”En af mine venner invitere den anden ud på en date, men hun afviste ham, og nu er hele min venne gruppe ved at blive splittet ad, og der er ikke noget jeg kan gøre ved det… det er bare forfærdeligt at se på”

Jeg fik svar kort tid efter:

”Du skal vide at du altid har mig, og jeg vil altid passe på dig, uanset hvad der sker (:”

Jeg tørrede min sidste tåre væk fra øjnene, og smilte for mig selv. Måske havde hun ret, måske var min situation ikke så håbløs alligevel.