Kapitel 8

               Kapitel 8

”Hvad mener du med det er et mirakel Theodor?” spurte jeg forvirret. Han stilled sig ved siden af mig og smilte. ”Der er aldrig nogen der har elsket en af de uelskelige som Kameron.” Jeg rynkede på næsen. ”Er det så specielt?” ”Ja, Kamerons slags er meget sjælende, og aldrig før har nogen inrømmet at de har elsket en af hans slags.”

”Rolig nu, jeg ved ikke ligefrem om jeg elsker ham, jeg har bare nogle følelser for ham..” rødmede jeg, og så generet over på Kameron, som så chokeret på mig. ”Men hvad føler du selv Kameron?” Spurte Theodor den ædle ridder, hvilet fik mig til at rødme mere. Jeg vidste jo godt at det var umuligt for ham at elske, især en som mig. ”Jeg..” sagde han nervøst og så ned i gulvet. Der var en trykke stemning i rummet, og jeg vidste godt at det var umuligt for ham at elske. ”..tror jeg føler noget” hviskede hans stemme pludselig, og jeg så op. Det var ikke lige det svar jeg havde forventet. ”Virkelig?” smilte jeg, og gik over til mig med et smil på læben. ”Ja…” hviskede han og så ned på mig. Mit hjerte slog hurtigt i mit bryst ved tanken om at Kameron også havde følelser for mig. Jeg rakte min arme ud for at kramme ham, og han lagde forsigtigt hans hænder på mine hofter og krammede mig ind til sig. Jeg mærkede hans hjerte banke hurtigt, og sukkede let. Det føltes så rigtigt. ”Ahem..” hørte jeg Theodor sige, og jeg trådte et skridt tilbage og rødmede. ”Nej bliv endelig sammen.” sagde han, og kom nærmere. ”Det er virkeligt utroligt hvad i mennesker har bragt os” mumlede Theodor, og stillede sig imellem mig og Kasper. ”I har bragt os kærlighed i en måde jeg ikke troede ville være muligt.” Angela smilte til Kasper, og gav ham et kys på kinden, der fik Kasper til at rødme svagt. ”Jeres kærlighed er måske i stand til at rede os fra hende.”

”Hvem?” spurte jeg nysgærigt, over hvem det var der var en trussel imod det underjordiske folk. ”Alae” sagde Angela med en skærmt stemme, og knugede Kaspers hånd. Angela så på mig med et alvorligt blik. ”Alae er en af de mørkeste kræfter vi kender til, hun er rent ondskab.” Jeg så Angela’s vinger baske nervøst, imens hun snakkede. ”Vi holdte hende fanget, men hun har samlet kræfter, og er sluppet ud. Det er blevet hørt at hun sidst blev fanget ved hjælp af en anden stor kræft, men ingen kan huske hvordan.” Sukkede hun til sidst. ”Hvordan skal vi så kunne hjælpe?” spurte jeg, og så op i Kamerons grønne øjne. Angela rakte over til mig, og tog fat i min hånd. Jeg så på hende, inden hun snakkede igen. ”Du har viljen, kærligheden og styren, Tara. Der er noget specielt over jer.” Hun kiggede på både mig og Kasper. ”I har bragt os kærlighed og varme, og vi kan sagtens besejre hendes mørke, så længe vi står sammen.” En million tanker kørte rundt i mit hoved. Hvad nu hvis hun tog fejl og jeg ikke var stærk nok. Efter alt det jeg havde gået igennem? Hvordan skulle det hele så blive bedre? Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage til dengang min mor fortalte mig om hendes barndom. Det var lang tid før sygdommen var slem, og var da vi boede fredligt sammen. Det havde været en sen aften efter aftensmaden, og pludselig havde vi bare faldet over emnet. ”Jeg tænkte tit på at begå selvmord, men jeg gjorde det aldrig. Vil du vide hvorfor?” sagde hun, og så på mig med vise øjne, og tog mine hænder i hendes egne. ”Fordi livet er den vigtigste gave som du aldrig må smide væk.” Jeg tænkte tilbage på mindet om min mor, og prøvede ikke at græde. Jeg savnede hende så meget, og den hun var før det hele skete. ”Og jeg ved du er stærk.” sagde hun, og smilte til mig i mine minder. Jeg så på Angela og smilte. ”Jeg har før fået at vide at jeg var stærk, men jeg troede aldrig på det. Jeg har altid følt at alle har hadet mig og har villet mig det værste, men i har vist mig at der findes kærlighed og varme sjæle ude i verden.” Angela så blidt på mig, inden hun gav slip på min hånd og lod den føle sig alene og tom igen. ”Jeg tror på dig Tara.”

Pludselig blev der banket på døren, og vi vendte os alle om, inden Theodor skyndte sig at åbne døren. Det var en af vagterne der stod i døren. ”Træd venligst til side hr. det her angår prinsessen.” sagde vagten, men Theodor blev stående. ”Ikke tale om, de kan forsvinde herfra hvis de ikke har noget godt at gøre her!” Men inden Theodor nået at sige mere, havde vagten skubbet Theodor til siden, og taget fat i Angela’s arm. ”Anglea!” udstøtte Kasper, og prøvede forgæves at stoppe den stærkere vagt for at hive Angela med sig.

”Stop.”

Kameron havde taget fat I vagtens skulder, og så vredt på ham. ”Hvor vover du at komme her og såre vores prinsesse?” Vagten fnøs og så på Kameron med et håneligt blik. ”Det skulle komme fra forræderen? Jeg hører du har forladt ridderkorpset.” sagde vagten, og skubbede Kamerons hånd væk. ”Desuden, er det en ordre fra kongen.” Kameron så måløs på ham. ”Er rygterne gået så vidt? Er der mere i ved?” Angela pev, og prøvede at rive sig løs, men vagtens greb var stærkt. Hans vinger var hvide i forhold til Kameron og Angelas, og hans hår var kort og blondt. Han virkede ikke ond, men bare som en der fulgte sine ordre. ”Jeg er ikke kommet her for at sludre, men det er blevet befalet af kongen af vores ærede prinssesse ikke kan omgåes-” Han hostede  ”-pøblen længere.” Angela udåndede fornermet, og prøvede at sparke efter vagten, men han ignorede hende. ”Det er ikke pøblen, det er mine venner og min elskede!” ”Elskede siger du? Det bliver kongen ikke glad for at hører” sagde den ukendte vagt roligt, inden han trak Angela med sig ud mod døren. ”Angela…” udstøtte Kasper håbløst uden i stand til at rede hans store kærlighed. ”Rafael, jeg beder dig om at lade hende gå” sagde Kameron, og gik efter den større vagt med hvide vinger. Rafael slikkede sig om læberne, men gav ikke slip på Angela. ”Hvorfor skulle jeg? Jeg adlyder kun Alae, hendes kongelig højhed.” Jeg måbede, det var hende de havde advaret os om! ”Rafael, du er blevet hjernevasket, det er et trick!” Rafeal viftede irriteret med sine vinger inden han flakkede dem ud, i vrede. ”Hold jer væk!” sagde han, inden han trak hurtigt væk med Angela i hans arme. ”Angela…” mumlede jeg trist, da jeg så hende blive slæbt væk. ”Vi bliver nød til at rede hende!” sagde Kasper, der allerede var på vej ud af døren. ”Ro på min ven, Alae har taget over, og uden din store kærlighed er det farligt for os at bryde ind i slottet.” ”Men vi må da prøve!” sagde han desperat. ”Jeg elsker hende, jeg kan ikke holde ud af tænkte på hvad de vil gøre ved hende.” ”Hun er kongens datter, hun bliver højst sansynligt låst inde på sit værelse, med vagter. Men siden Alae er den der bestemmer, kan det værste ske.”Jeg bed mig nervøst i underlæben, inden jeg besluttede mig for at følge med Kasper ud mod døren. ”Vi bliver nød til at handle nu!” sagde jeg og fulgte med ham. ”Nej Tara, det er for sent nu. Vi er alle svækkede og har brug for at hvilke. ” Han gik over til mig, og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Det er vigtigt vi har alle vores kræfter med os når vi reder hende, ellers bliver vi selv fanget.” Jeg sukkede, men vidst han havde ret. ”Du har ret. Vi tager det op i morgen.”

Jeg gav ham ret, og gav Kasper et fortstående nik inden jeg åbnede døren for at gå hjem. Kameron fulgte efter mig, uden jeg kunne nå at protestere. Jeg nåede ikke langt, før jeg hørte en stemme råbe bag mig. ”Hvor vover din slags befinde sig her?” Jeg vendte mig om og så en sur skikkelse med hvide vinger se på mig. Det var en ældre dame med kort sort hår og beskidt tøj. Hun så vredt på mig, og råbte af mig. ”Lige siden i menneske har været her, har der ikke været andet end problemer her, vi havde det godt uden jer! Skrid hjem og vend aldrig tilbage.” Jeg stod måløs, og så på den stakkels ældre dame, uden at vide hvad jeg skulle svare. ”Hør på mig, tiderne har været slemme, men overboerne er kommet her af en grund.” Svarede Kameron for mig. ”Alt kommer til at ånde fred og ro igen, stol på det.” Han sendte hende et advarende blik, om at hun ikke skulle gøre mig noget. Damen fnyste og vendte sig vredt om for at gå, hvorefter hun efterlod mig måbende og trist. ”Du skal ikke tænke på hende, hun ved ikke hvad hun snakker om.” Kameron forsøgte at trøste mig, og holdte mig om skulderen, imens vi fortsatte ud med udgangen. ”Jeg bryder mig ikke om det hun sagde. Er det virkelig sandt? Er det på grund af os at Alae er sluppet ud?” Spurte jeg nervøst. Kameron smilte til mig, hvilket ellers var så sjællendt. ”Nej. Du skal ikke tro på alt du hører, der er mange derude der snakker så meget, men kun fylder en med negativiet. Det er vigtigt at kunne se positivt, for der er altid dagen i morgen hvor det hele nok skal blive bedere.” Jeg nikkede til ham, inden jeg trådte op på stien til udgangen. ”Godnat Kameron.” smilte jeg. ”Godnat Tara.” smilte han tilbage inden jeg forstatte op imod skoven og den kolde vej hjem. Klokken må have været omkring ni, men heldigvis havde jeg et godt alibi for at være væk. Min far tjekkede aldrig op på det, når jeg løj, hvilket jeg var taknemlig for. Pludselig da jeg lukkede lemmen til indgangen, følte jeg mig tom inden i. En følelse af uværdighed og ulykkelighed strømmede over min krop, og jeg begyndte at ryste svagt. Jeg havde ellers taget min daglige pille som min psykiater havde fortalt mig om, men det var åbenbart ikke nok. ”Fejl… ubruglig…” hørte jeg pludeslig en stemme hviske, selvom jeg godt vidste jeg var alene. ”Nej… Hold jer væk!” Råbte jeg, og begyndte at løbe i retningen mod mit hjem. ”Tara… ved aldrig tilbage, de hader dig. Du er ubrugelig, de har ikke brug for dig.” mumlede stemmen, og sendte kuldegysninger langt ned af min ryg. Jeg løb grædende resten af vejen hjem indtil stemmerne stoppede, ikke langt fra min husdør. Jeg stoppede op, og tørrede mine tårer væk. Det var øjeblikke som dette jeg virkelig kunne bruge Kameron’s varme arme omkring mig. Jeg sukkede og lukkede mig selv ind. Indenfor smed jeg min jakke på mit værelse, og mine sko ude i gangen. ”Er det dig Tara?” Spurte min far, og jeg nikkede ind til ham. Han lå i stuen med sin dyne over sig, og havde sikkert kun underbukser på. Hvis jeg kendte ham ret havde han sovet det meste af eftermiddagen som altid. Jeg var heldigvis ikke sulten, da jeg havde fået en stor frokost, men ellers var jeg blevet godt træt af altid at skulle søre for mad selv. ”Ja far, det er mig.” sagde jeg og rolle med øjnene. Det var kun mig og min far der boede i den lille lejlighed, så jeg kunne ikke se hvorfor han skulle spørge. ”Der er gode nyheder” sagde han med hans filipinske accent. ”Din mor er blevet udskrevet.” Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg smilte bare let. ”Det er jeg da glad for at hører.” ”Du må besøge hende snart, det ville hun gerne have.” Jeg rettede nervøst på mit hår, og nikkede, inden jeg gik ind på mit værelse hvor jeg kunne være i fred. Jeg satte mig på min seng og sukkede dybt. Tanken om at besøge min mor skræmte mig for at være ærlig. Jeg vidste ikke hvordan hun ville reagere på at hører jeg også var blevet syg, hvis jeg overhoved turde fortælle hende det altså. Tanken om at hun lå og græd mig sig i søvne, og oplevede noget i hjernen der gjorde at hun kunne smadre en hel lejlighed, rive ting ned fra væggene, og rode alting til det skræmte mig mildest taget. Jeg var bange for at hun ville kunne få en psykose så midt i det hele, og gøre ting ved mig. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle håndtere sådan en situation. Ja, jeg var simpelthen blevet bange for min egen mor, som ellers elskede mig så højt og kun ville mig det bedste i verden. Jeg turde ikke snakke med hende om hvordan hendes handlinger havde påvirkede mig. Jeg ville ønske hun havde søgt hjælp inden hun følte sig syg, jeg ville ønske intet at det var sket. Jeg vile dybest inde ønske at det hele havde været en ond drøm som jeg ikke behøvede gå tilbage til igen. Jeg lagde mig til at sove, og tænkte på Kamerons vise ord om at der altid var en dag i morgen, og at det hele nok skulle blive bedre hvis bare jeg tænkte lidt possitivt. Jeg smilte ved tanken om at han måske elskede mig tilbage, selvom det menes at være muligt, inden jeg lukkede min øjne, og drømte sødt om dagen i morgen.

*

Jeg vågnede brat med min far der bankede på min dør, og bedte mig om at vågne op til skole. Da jeg valgte at ignorer ham, siden jeg stadig var træt og svækket efter dagen i går, hørte jeg ham træde in på mit værelse. ”Tara, stå op nu.” Sagde han irriteret, og stilte sig ved siden af min seng. Jeg rullede irriteret over på den anden side, og lukkede øjnene. Jeg orkede ham ikke. ”Hvad er det her?” sagde han pludseligt med en stemme der fik mit hjerte til at slå hurtigt. ”Medicin? Hvad tager du medicin for? Hvad er det her for noget?” Jeg spillede hurtigt mine øjne op, og rejste mig op i sengen. ”Jeg kan forklare det.” Mumlede jeg nervøst, ikke forbedret på at fortælle min far om hvad SPYC havde fortalt mig om min tilstand. ”Jeg er lidt syg… ligesom mor.” Han så vredt på mig. ”Hvad er det du mener?” Jeg begyndte at ryste under det press han gav mig. Jeg vidste han ville blive sur, og uforstående med det. ”Ja, jeg har noget…paranoia. Jeg føler folk hader mig, og sådan…” Jeg havde aldrig troet jeg skulle forklare mig selv på denne måde, og havde aldrig håbet det skulle være så svært for at få min far til at forstå det. ”Det er da dumt, det er bare noget du går og bilder dig ind, og det skal du stoppe med! Jeg bryder mig ikke om at du går og tager medicin uden du fortæller mig det.” Han så vredt på mig, og smed min pose med piller hårdt op mit bord hvor de stod før. ”Kan vi ikke snakke om det senere? Jeg skal i skole.” Han rynkede med næsen og øjenbrynene, med sagde så endelig, ”lad gå da, med kun for denne gang, vi snakker om det efter skole!” Han smækkede døren efter sig, inden jeg hørte ham gå ud af hoveddøren for at gå på arbejde. Jeg var glad for at han gik før mig, det gav mig en chance for at pjække, og tage ud og hjælpe de andre med at rede Angela, som de jo mente jeg var i stand til.

Jeg nåede meget hurtigt ned under jorden, og løb ind i Kamerons varme favn. Ved siden af ham stod Kasper parat. Han lignede en der ikke havde sovet, og jeg bekymerede mig for hans sindstilstand uden Angela. ”Kasper…” hviskde jeg forsigtigt, inden jeg lagde en hånd på hans skulder. ”Vi skal nok rede hende.” Han så på mig med tomme øjne. ”Jeg håber du har ret.” Jeg så op på Kameron med håbefulde øjne. ”Hvordan skal vi gøre det?” spurte jeg ham, og rakte ud efter hans hånd roligt. Han så ned på min hånd, og jeg tog den forsigtigt i min, og smilte op til ham. Han smilte ned til mig igen. ”Vi venter til det bliver mørkere, også sniger vi os ind på slottet. Jeg kender slottet udenad, så det burde være nemt.” forklarede Kameron, og sendte et forstående blik til Kasper, der bed sin underlæbe. ”Er du sikker på vi kan gøre det. Jeg savner hende så meget det gør ondt! Jeg kan ikke leve uden hende, hun er mit et og alt i verden.” Svarede Kasper, og så ned i jorden. ”Tro mig menneske, vi har viljen og styren.” sagde Kameron og prikkede mig i maven, hvilket fik mig til at grine. Han var ikke så hård og kold som han var dengang jeg mødte ham. Måske var det fordi han havde lært at elske? Det håbede jeg ihvertfaldt på.

*

Vi nåede endelig frem til det store impronerende slot, der var lavet ud af hvidt marmor, med en kæmpe træport med kæmpe hængsler på. ”Vi kan da ikke komme ind der!” Kasper virkede allerede irriteret over vores ’mission.’ ”Lyd ikke så negativ Kasper.” hviskede jeg, og fulgte efter Kameron over til en anden side af slottet. På den anden side af slottet var der er en mindre og mere normal trædør med en lille lås på. ”Det her er en speciel indgang for vagter kun, her kan vi komme sikkert ind. Kameron låste os ind, og vi fortsatte ind imellem vagternes del af slottet, hvilket bestod af skabe med tøj og ridder uniformer. ”Er det sandt at du ikke vil være en ridder længere?” Spurte Kasper Kameron, hvilket fik mig til at slå Kasper i siden. ”Av!” ”Hvad er det for noget at spørge om i sådan en situation?” Mumede jeg stille, bange for at nogen skulle hører os. Kameron klukkede. ”Du behøver ikke hviske, der er ingen vagter her, de er alle i den anden ende af slottet. Og ja, jeg valgte at stoppe.” svarede han, og tog min hånd. ”Det er ikke muligt for riddere at elske eller ægte nogen, det er derfor de få der er af min slags, vælger at tage jobbet.” Jeg rødmede. ”Så du stoppede for min skyld?” Han smilte stort til mig. ”Ja.” Jeg rødmede endnu hårdere, og så Kasper rulle øjnene. ”Det er nok bedst hvis i også tager en uniform på. Det kan rede os i et par sekunder inden de sætter spørgsmåls tegn på hvorfor i ikke har vinger.” forslog Kameron, og pejede på en bunke uniformer der lå kastet på jorden. Jeg klædte mig hurtigt på, selvom jeg svømmede lidt i uniformen. Den passede dog Kasper ret så perfekt, og han så ret godt i den, selvom jeg ikke kunne lide at indrømme det. Vi fortsatte vores tur gennem slottest murer med den dybeste forsigtighed. Kameron gik forrest for at sørge for at vi ikke blev udsat for farer. Desuden kendte han vejen. ”Holdt, hvem der?” Spurte en vagt pludselig, da vi var noget et par skridt fra fangekælderen. Vi stoppede brat op, og mit hjerte slog hurtigere slag. ”Vi er med riddere der på vagt her, du kan forsætte med at gå.” Fortalte Kameron, og fortsatte ned imod fangekælderen. ”Der blev sagt holdt!” Råbte den anden rider højt. Jeg rystede bange, men vidste det ikke var et godt tidspunkt at tage Kamerons hånd på. ”Hvor er deres vinger henne?” Jeg vidste nu at det var ude med os, nu ville Kasper aldrig få prinsessen at se ingen, og han vile være dybt ulykkeig resten af hans dage. Ellers skulle vi sidde i fangekælder resten af livet. ”De er blevet revet af i kamp.” Svarede Kasper pludseligt, og jeg så nervøst på ham. Havde han rent faktisk en plan? ”Jeg er ked af at hører at de er en af de sårede efter borgerkrigen, men det er ikke sikkert for dem at være her.” sagde vagten medfølende. Borgerkrigen? Der var stadig så meget jeg ikke vidste om denne verden. ”Jeg er glad for din medfølelse, men det er nødvendigt for os at besøge en fange, en af dem skal eskoteres til at se sin familie inden henrettelsen i morgen.” Jeg prøvede ikke at se for nervøs ud, og håbede på at det Kasper sagde gav mening. Efterhånden havde han været meget heldig. ”Det er forståeligt, selvom dronning Alae ikke plejer at være så barmhjertig.” svarede ridderen. ”Jeg skal ikke forstyre jer længere, i må have det.” Sagde han og vendte sig om. Da han endelig var væk, åndede jeg stort ud. ”Åh Kasper, det var flot gjort af dig!” Kameron klappede ham på skuldren. ”Det var flot gjort knægt, jeg troede lige det var ude med os.”

”Jeg sagde jo jeg ville gøre hvad som helst for at se hende igen. Det at lyve er så nemt når man lyver for en man elsker.”

Vi fortsatte stille ned imod den kolde fangerkælder, der lå dybere nede i jorden. Det impornerede mig at de hade holdt deres gamle middelalder stil, men selvfølelig har de ikke haft mulighed for at udvilke sig, siden de ikke har set et andet menneske siden middelalderen. I nådede ned til enden af en kold snoet gang med mørke sten vægge og en hård dør. Kameron fandt en nøgle frem, og åbnede den knirkede dør. Vi trådte ind i en fangekælder med tomme celler så langt øjet kunne række. ”Er du sikker på hun er her Kameron?” spurte jeg, og trådte forsigtigt ind i den kolde gang. ”Angela!” Råbte Kasper, og løb forbi mig, længere ned af gangen. ”Kasper! Vent!” råbte jeg, og løb efter ham med Kameron i hælende. ”Ikke larme, vi kan blive opdaget!” Vi hørte svagt en stemme svare længere ned af gangen, og løb efter Kasper, der var stoppet op foran en af cellerne. ”Angela…” mumlede jeg stille. Der var hun, lænket op i sine vinger og arme, grædende og med revet tøj. Ved siden af hende hang kongen, med hans små hvide vinger hængt op i mindre lænker, men med lige så slidt tøj. Jeg så Kasper række ud efter hende med desperation i øjnene. ”Angela, er du okay? Hvem gjorde det her imod dig?” Hun så op på ham med et svagt blik, og jeg så hendes øjne lyse da hun så hendes elskede igen. ”Det var dem, Alae’s slaver..” hviskede hun svagt, med en blødende læbe. ”Min elskede, jeg reder dig!” Kameron trådte frem, og lukkede Angela’s celle op. Kasper løb hurtigt op til Angela og krammede hende, imens Kameron låste resten af hendes lænker op. Hun faldt bevidstløs ned i hans arme, svag og træt med fællende fjer fra hendes blod røde vinger. ”Angela…” mumlede Kasper og krammede hende tæt op imod sig. Kasper lod en tåre trille ned af hans kind, inden han placeret sine læber imod Angela’s kolde læber. Jeg nåede knap nok at sige noge, inden Kameron blev skubbet hårdt op imod cellevæggen af en ukendt skikkelse. ”Så i troede at jeg var så dum at lade jer gå? Midstet vingerne i krigen, den skal i længere ud på landet med!” Det var vagten fra før, det nu pressede en kniv op imod Kamerons hals, uden jeg kunne gøre noget. Der var en pirrede stilhed, hvor jeg stod der forsvarsløs foran Kameron, med Kasper ved siden af mig, der så lige så chokeret til, imens Kameron blev presset hårdt op imod cellevæggen med en kniv op imod hans hals. ”Troede du ikke jeg kunne genkende dig, den berømte forræder? Jeg er glad for at det bliver min tur til at gøre en ende på dig.” smilte Rafael, og pressede kniven længere ind imod huden, der begyndte at bløde. Jeg bed min læbe, forsvarsløs, inden jeg hørte Angela råbe: ”Stop det!” Hendes vinger lyste pludeslig op, hendes hår var rødt som aldrig før, og hun så utroligt kraftfuld ud. ”Jeg er prinsessen af de underjordiske engle, og jeg befaler dig at lade ham gå!” Råbte hun stort, i en stemme der kunne skræmme den stærkeste mand. Rafael ignorede hende, og pressede kniven dybere ind imod Kameron, der ikke sagde en lyd, men kiggede koldt tilbage på Rafael. ”Jeg adlyder kun min dronning, Alae. Du er ingenting nu prinsesse!” Ingen af os så at kongen var vågnet op, og så svagt på hvad der forgik foran os. Angela rejste sig op fra Kaspers greb og tog hans hånd i sin. ”Jeg advarede dig.” hviskede hun stille, inden hun lukkede øjnene. Jeg så til, hvordan Angela’s vinger blussede op, og et skær formerede sig omkring hende og hendes mægtige fjerprakt. Kasper og jeg så til med måbende øjne, da Angela’s lys blæste Rafael omkuld. ”Den magi…” mumlede Rafael, og rejste sig hurtigt på jorden igen. ”Den har jeg aldrig set før!” Kameron faldte hurtigt til jorden, og jeg rakte ud efter hans sår, der var mirakuløst healet. ”Du skal straffes for at tilbede mørket.” Sagde Angela, og trådte tættere på Angela, unden tøven. ”Jeg er ikke bange for dig pigebarn.” Svarede Rafael, og trak sin kniv igen. Angela’s vinger blaffede hurtigere, og lyset blev stærkere, og sendte Rafael omkuld igen. ”Jeg bortviser dig, mørkets skabning!” råbte hun, inden lyset blev klarer, og overtog hele rummet. Jeg mærkede Kameron’s hånd dække mine øjne, og da han fjernede hånden igen, var Rafael væk, og Angela’s lys var væk. Hun var ved at besvime, men Kasper nåede at fange hende. ”Angela, din datter!” hørte vi en ældre stemme sige, og vi vendte os om imod Angela’s far, der var bundet op i lænker, men var fuldstændig healet. Kameron trådte hurtigt til og låste op for hans lænker, og hjalp ham ned. Jeg måbede da jeg lagde mærke til at spidserne af hans vinger var blevet hvide, og ikke sorte.”Min kære datter…” mumlede kongen, og rakte ud efter hendes ildrøde hår. Han så på Kasper og smilte til ham for første gang. ”Hvad var det lige der skete med hende?” Spurte Kasper forvirret, og krammede Angela tættere ind til sig. ”Du har givet hende kærlighedens kraft min søn.” svarede kongen, og aede Angela’s pande forsigtigt. ”Jeg dømmede dig forkert. Den kærlighed du har givet hende er vidunderlig, men også meget farlig. Det skal trænes op, før den kan bruges rigtigt igen.” Kasper så stolt op mod den mindre mand. ”Jeg holder rigtig meget af deres datter, deres højhed, og jeg vil gerne have deres tilladelse til at gifte mig med hende.” Mine øjne spilede op. Kasper havde tænkt sig at gifte sig med hende! Kongen så roligt på ham med et tænktsom blik inden han svarede. ”Kald mig Kurt. Vi kan snakke om denne sag senere, men lige nu er vi stadig i krig.” Jeg følte mig pludselig så tom inden i igen. Alt den kærlighed jeg havde følt da Angela havde brug hendes magi var væk, og en følelse af mørke spredte sig rundt i min krop. ”Hvad er der galt Tara?” spurte Kameron mig, og holdte fast i min skulder. ”Jeg føler mig bare så tom inden i…” hviskede jeg stille. ”Det er Alae’s kræfter der gør det.” sagde Kurt. ”Hun er den mørkeste kræft vi kender til. Hun lever af at suge livskræften, håbet, og lyset ud af folket, og skaber mørke. Hvis vi lader hende regere ender vi alle med at dø.” Jeg så nervøst på ham, og krammede Kameron ind til mig. Selvom jeg havde planlagt at dø på et tidspunkt, var det ikke sådan her jeg ville have det. ”Med Angela’s kræfter kan vi stoppe hende, ikke?” spurte jeg, og så til da Angela langsomt vågende igen, og smilte op imod Kasper, på samme måde jeg engang så på ham. ”Ja, men hendes kræfter er stadig under opbygning, så vi skal være forsigtige.” svarede Kurt. ”Lad os starte med at komme ud herfra, Rafael var ikke den eneste af vagterne her omkring.” Kameron havde ret, og vi fortsatte op imod udgangen til slottet. ”Det skal nok gå alt sammen.” smilte Kameron til mig, og tog min hånd, da vi gik ned af den lange mørke gang. Jeg håbede endelig at han havde ret, selvom jeg stadig havde den mørke følelse inde i min krop. Kameron åbnede døren til udgangen, og vi blev mødt med mindst 30 vagter med sorte vinger og uniform, foran os. ”Det er ude med os!” udstøtte jeg forfærdet, da vagterne greb fat i mig og de andre, og trak os op fra fange kælderen, og ind imod kongesalen. Mit hjerte galoperet stærkt og frygten var stærkere end nogensinde. Jeg så tilbage, og så Kameron blive holdt tilbage af 4 andre vagter, og Kasper der kæmpede for at de ikke skullet tage Angla fra ham, hans arme og råb, var dog forgæves, da han ikke var stærk nok.

Jeg var rimmelig sikker på, at det var ude med os nu.