Kapitel 2

                                                          Kapitel 2

Jeg kan ikke huske hvornår min plan startede, men jeg må havde været omkring tretten da jeg begyndte min planlægning. I hvert fald har jeg planlagt at begå selvmord når jeg bliver 18 år, hvis tingende ikke bliver bedre for mig. Og lige nu, kunne tingende næsten ikke være værre. Jeg begyndte at glemme min plan, men tankerne om selvmord kom kræftige tilbage efter den voldsome episode med min mor. Det var en plan jeg i starten ikke ville fortælle til nogen, men min gamle kæreste fik det dog at vide. Han svarede dog kun tilbage med ”det skal nok gå” som han altid gjorde når jeg var ked af det, hvilket til sidst midstede sin effekt på mig. Tankerne om selvmord gik gennem mit hoved på vej hjem til Kasper. Det var lørdag, og vi tilbrage altid så meget tid sammen som vi kunne. Han ville gerne sige undskyld for hans afvisning fredag, og jeg tog gladelig imod det, da jeg ønskede så lidt drama i mit liv som muligt. Bussen var ikke så fyldt som den plejde at værre, hvilket var meget behageligt for mig. Efter et par stop, lagde jeg mærke til en pige der stod på bussen. Det var pigen med vingerne igen! Hendes hår var stadig løst, og hendes kjole var hvid og simpel med en hvid sløjfe i midten. Igen var der ingen andre end mig der lagde særlig mærke til denne smukke skabning der stod foran mig. Pigens ansigt var dækket af hendes majestatiske hår, der reflekterede solstrålerne der skinnede ind på hende fra bussens vinduer. Jeg blev ved med at stirre, indtil pigen stod af, på samme stoppe sted som sidst. Jeg efter hende så længe jeg kunne. Hendes vinger stod smukt oppe i vejret og pigen strålede nærmest. Bussen kørte væk inden jeg kunne se mere af hende, men jeg var sikker på at jeg ville se hende igen. Om jeg så skulle opsøge hende selv igen.

”Tror du på magi?” stod der i beskeden jeg havde fået fra Benedicte. Jeg måtte klø mig selv lidt i håret over hendes spørgsmål.

”Hvad mener du præsist med magi?” spurte jeg nysgærigt tilbage. Hvis hun mente magi som i religion måtte jeg takke nej tak. Jeg besluttede mig for at blive ateist da jeg var fjorten år gammel og alle andre blev konfirmeret. Da jeg var lille og gik til mini konfirmant havde jeg ellers gået meget op i jesus og gud, og bad endda engang imellem, men min lyst døde da min hjerne begyndte at vokse. Min mor var kun glad, da hun mente det ville være alt for besværligt for os at holde en konfirmation for mig, men alt det familie drama vi ville have. Min mor havde skjult for mig i elleve år at hendes side af familien overhoved var i live, da hun havde været i konflikt med dem over hendes barndom, der heller ikke havde været alt for lykkelig. Jeg forstod hende egentlig godt, men var selvfølgelig schokeret, og lidt trist over jeg først lærte dem at kende nu. Min mormor havde fundet en ny sød mand, og det var ham der havde opfortet hende til at kontakte min mor igen. Min mormor prøver stadig dagen i dag at få det hele til at virke som om vi har kendt hinanden altid, men jeg ved jo godt det hele er falsk. Min kusines konfirmation var en utrolig akhavet oplevelse, da jeg kun havde kendt hende i et par måneder, og ikke forstod nogle af de flashbacks og oplevelser som hun havde haft med resten af familien. Det gjorde egentlig bare det hele meget mere trist.

Min mor har en bror, en søster, og en halv søster, så jeg havde ca. to fætre og seks kusiner, som jeg ikke havde hørt noget om, før nu. Jeg fandt ud af at min ægte morfar også havde været psykisk syg, og at det nok var der min mor havde det fra. Min moster var også syg, men det var åbenbart ikke lige så slemt som min mors. Vi besluttede os for at besøge min morfar i en uges tid i en sommerferie, og jeg blev meget glad for ham. Han var en svag gammel mand, der havde overvundet rygning, og både psykisk og fysisk sygdom, og jeg kom til at holde meget af ham. Han plejde at lave landkort, og havde et par flotte nogle hængede på væggen. Vi spillede skak sammen og gik turer, og min mor blev meget inspireret af hvordan min morfar havde overvundet alle disse ting, og besluttede sig selv for at stoppe med at ryge. Noget af det der rørte mig var også at han stadig havde en af de hjemmelavet puder som min mor havde lavet til ham da hun stadig var en lille pige. Jeg kan stadig huske hvordan han krammede mig tæt farvel, som om han ikke ville give slip på mig. Det var rart husker jeg. Måske vidste han at det var sidste gang at vi ville se ham. Næste sommer fik min mor et opkald af min mormor, jeg kunne hører på samtalen at min morfar var død. Selvom jeg nok var den der havde kendt mig i kortest tid, var jeg den eneste der græd højlydt, da han blev sænket ned i graven. Jeg forstod ikke hvordan de andre bare kunne se på det, uden at flække så meget som en lile tåre. Jeg savner ham forfærdeligt, og ville ønske at han havde været længere tid i mit liv. At han ikke har været i mit liv i elleve år er nok noget jeg ikke kan tilgive min mor for. Hun skjulte en så rar og sød mand for mig i så lang tid, uden at tænke på hvilke konsekvenser det var for mig, ikke at have nogen mormor eller morfar at fortælle om. Når alle de andre børn snakkede om deres mormor og morfar, og hvordan de havde brugt sommerferien sammen, og havde fået store gaver af dem, hver eneste gang kunne jeg ikke relatere til noget af det, og var nød til at fortælle dem at alle sammen var døde, hvilket jeg troede var sandheden i så lang tid. Min mors familie havde meget tabu, når det kom til den psykiske sygdom. De fleste i min familie brød sig ikke om min morfar fordi han havde haft sygdommen. Min morbror hadet at have ham på besøg, og det var også knap og nap at han var med til min kusines fødselsdag.

Han knyttede sig mere til hans kones familie. De havde også problemer nok, da min ene kusine på ni år dengang, havde dawns syndrom. Man må sige at der er et par mærkelige sygdomme i den her familie. Dem jeg snakkede best med i familien var mine mosters børn, altså mine kusiner. De nød også at læse og skrive ligesom mig, og var begge to mørke i huden. De var dog mørkere end mig, da deres far var halv inder. Min halvmoster er fjorten år yngre end min mor, og hun havde kun lige født et par tvilliger. Min halvmoster var blevet holdt ude af det meste af famillie dramaet, da hun kun var en lille baby da det hele skete, og fordi hun havde en anden far en resten. Hun var nok den person i familien jeg kunne relatere mindst til, men jeg havde såmen ikke noget imod hende.

Min familie sitation på min fars side var anderledes. Min far var født på filipinerne af min farmor, og en dag da min far var omkring fem år, eller elleve, jeg er ikke helt sikker på den detalje. I hvert fald mødte min farmor min pap farfar der var fuldblods dansker. De blev forelskede, og besluttede sig for at flytte til danmark og starte et liv der, tættere på min pap farfar’s familie, der så også blev min fars. Min pap farfar har en bror og en søster, som jeg kaldte for min tante og onkel. Det var den tante der endte med at melde os til kommunen den gang jeg var mindre. Dagen i dag er jeg egentlig glad for hun gjorde det, da kommunen har gjort så meget godt for os i dag, men dengang var jeg såret da jeg hørte mine forældre skændes over det min tante havde fortalt om os til det offentlige system. Hun var den eneste der kunne se at jeg måske ikke blev passet særligt godt, men hun bebrejede altid mig, selvom jeg jo var et barn, hvad skulle jeg ha’ gjort ved det? Min onkel boede i jyland og jeg så ham ikke så tit. Han var en meget rolig type, der godt kunne lide at drikke et par øl, og ryge cigarre. Hans nuværende kone var en meget sød dame, syntes jeg da, som healede folk, og troede på forskelige healings metoder, som jeg aldrig rigtigt forstod. Min tante og hende kom altid op og toppes, hvorfor vidste jeg ikke. Det måtte være noget med at være ”the top bitch” i familien. Den jeg holdte mest af i den side af familien var min oldemor, altså min pap farfars mor. Hun var en sød gammel dame, der havde passet mig meget da jeg var mindre, og mine forældre skulle på arbejde. Jeg nød altid at være hos hende, og spille kort. Hver gang jeg vandt gav hun mig en 20’er, og når jeg tabte gav hun mig en 10’er. Jeg så op til hende, fordi hun havde sin egen lejlighed, og havde ikke brug for nogen former for hjælp. Hun lavede selv mad, og klædte sig selv på.

Det var dog indtil hun en dag kom til at falde og brække hoften. Efter den hændelse blev hun svag, og blev afhængig af hushjælp, og tisseposer. Det var trist for mig at se min oldemor ende sådan, efter hun havde været en stærk kvinde, der kunne klare sig selv. Det var lidt som at se sin rolle model falde, unden at rejse sig op igen. Sidst jeg besøgte hende lå hun i sin seng med slanger i næsen og armene, og så meget tynd ud. Hun troede også jeg var en anden, og begyndte at spørge mig, om jeg kendte hendes barnebarn, hvor jeg så måtte nævne at det altså var mig, der var hendes barnebarn. Min tankte fortalte mig senere at min oldemor havde troet det var en drøm. Det gjorde mig ked af det, at se hende lide på den måde. Hun havde altid støttet op omkring mig, og ville altid læse mine historier som lille, da jeg bragte dem til hende. Måske skulle jeg læse op for hende næste gang jeg så hende?

Jeg vendte tilbage til computer skærmen, og så jeg havde fået et svar tilbage fra Benedicte.

”Du ved, den slags magi der ligger i luften. Den magi man føler i hele kroppen når man bliver kysset for første gang. Glæden man føler når man hører et barns latter, eller den første solstråle man ser om sommeren.Den slags magi der gør livet værd at leve.”

Jeg stirrede længe på hendes svar. Det var meget smukt og poetisk. Livet værd at leve? Lige nu syntes jeg ikke livet var værd at leve, men jeg satte alligevel pris på de ting hun havde beskrevet.

”Hvis du mener de små ting i livet, så ja, så tror jeg på magi. Mener du ting som kærlighed? Tror du selv på det?”

Jeg fik hurtigt et svar igen:

”Ja, kærligheden er en af de centrale magier i denne verden.Jeg holder meget af kærligheden. Ja, jeg tror på der findes en lille smule magi i os alle. (:”

”Det er meget smukt sagt, og jeg giver dig 100 procent ret i det. (:” svarede jeg tilbage.

Benedicte var virkelig noget for sig. Måske skulle jeg fortælle hende om min 18 års plan? Hvem ved, måske ville hun rent faktisk prøve at stoppe mig, i forhold til alle andre jeg har fortalt den til. Martin og Kaspers reaktioner var ikke lige det jeg havde forstillet mig. Det blev bare sure på mig, og efter et par skænderier, fik de mig til at love jeg ikke ville begå selvmord, hvilket jeg bare sagde for at gøre dem glade. Heldigvis var mine selvmordstanker ikke lige så slemme som de har været. Den værste periode var i 10. Klasse, hvor jeg dagligt dagdrømte om, hvordan jeg kunne hænge mig selv fra loft lamperne. Nogengange brugte jeg timerne på at kikke efter reb på internettet, og jeg googlede også hvordan man binder en ordentlig lykke. Jeg havde altid forstillet mig at jeg ville begå selvmord ved at hænge mig selv. Jeg havde en for lav smerte tærskel til at jeg ville skære i mig selv, jeg ejede ikke en pistol, og jeg havde hørt så mange historier om folk der forgæves prøvede at tage piller, og hvor sure lægerne blev hvergang en person prøvede at begå selvmord via piller. Det generet mig at lægerne direkte blev sure, for hvis der er noget en selvmords troet person ikke har brug for, så er det at få at vide at folk er sure på en. Det er jo derfor de prøvede at begå selvmord, ikke også? I hvertfald en af grundene. Jeg overvejede det, men ville heller ikke skræmme hende langt væk, eller få hende til at tro at jeg bare ville skabe en masse drama, tværtimod er jeg imod drama. Lige nu er jeg rimmelig sikker på at selvmordstankerne altid ville ligge dybt inden i mig, indtil den dag hvor jeg sikkert for nok og gør det.

Det var en lørdag aften, og jeg var blevet inviteret til en fest hos en af mine gamle venner fra kostskolen. Mig og gode veninde som var 3 år yngre end mig var blevet inviteret, og vi glædet os utroligt meget. Fyren som holdte festen hed Andreas. I starten af 9. klasse, inden jeg kom sammen med min eks kæreste, var jeg helt vildt forelsket i Andreas, og noget af den følelse er aldrig rigtig gået væk. Vi ankom til Andreas lejlighed, som allerede var fyldt med ca. 20 andre fulde teenagere, der vaklede rundt i Andreas alt for lille lejlighed. Vi fik sat os ned i de to sofaer der stod i den lille stue, der allerede var omringet af mennesker,og hæv vores flasker med mokai frem. Festen skred videre, og jeg fik indtaget alt for meget alkohol. Når jeg blev alt for fuld, endte jeg med at blive en alkohol tyv, der stjal andre folks drinks, og jeg bundede halvdelen af en af gæsterens smirnoff ice uden nogen så det. Min veninde farede rundt fuld som hun var, og sendte mig pludselig en isterning fra hendes mund. Selvom jeg aldrig havde prøvet isterningeleg før, tog jeg imod isterningen, og gav den videre til en af de andre drenge i festen. Jeg endte med at få ført isterningen rundt et par gange, og var jeg ikke fuld ville jeg nok føle mig en smugle beskidt. Jeg drak det sidste alkohol jeg havde i tasken, og vaklede over i mod Andreas, der rendte rundt og samlede de tomme flasker sammen. ”Andreas..” fik jeg stammet frem, selvom hele rummet snurret rundt for mig. ”Dans med mig!” smilte jeg til ham og han grinte tilbage. ”Nej, jeg har ikke tid, dans med en anden i stedet for” sagde han afvisende, men jeg ville ikke lade ham værre. ”Nej, dans nu med mig!” sagde jeg og tog fat i hans hænder. Han prøvede at vikle sig fri, men vi kom kun tættere op imod hinanden. Jeg smilte, og lagde min næse imod hans. Alt drejede rundt for mig, og pludeslig er mine læber i mod hans. Det vare mindre end et sekundt, men jeg føler alle stirre på os med dømmende blikke. ”Stop, stop..” hører jeg ham sige, og trække sig væk fra mig igen. Jeg skubber mig fordrunkent væk fra ham, og danser rundt i den lille lejlighed. Alt snorret rundt og musikken dunkede i takt til mit slående hjerte. Pludselig lå jeg i sengen og grinede med min flaske i hånden. Min veninde kom vaklende hen imod mig med en drink i hånden, og spilder halvdelen af den over mig. Vi griner begge, så fulde og lykkelig som vi er i det øjeblik, men Andreas var ikke særlig glad. Jeg hører ham råbte af os, og jeg løber af instinkt væk fra problemerne. Min veninde følger hurtigt efter mig, og vi ender grinende foran Andreas lejlighed. Der er frysende koldt, men vi er lige glade, for vi er høje på lykke. Vi vandre ned af gaderne, ligeglad med problemer for bare et øjeblik, i denne fejlfrie nat.

Jeg vågner op næste dag i en seng jeg ikke kender. Forvirret rejser jeg mig op, og opdager jeg sover hjemme hos Tara, bare inden i et værelse jeg ikke plejer at være. Jeg er utrolig tør i munden, og har ondt i mine arme og ben. Jeg rækker ud efter min mobil der ligger ved siden af mig, og tjekker efter beskeder. Der er fem fra Kasper. Fuck. Den første besked er

”Hey hvad laver du? Savner dig allerede” hvorefter beskederne bliver mere og mere bekymret. Den sidste besked siger: ”Skriv til mig når du kan. Elsker dig.”

Jeg fumler med mobilen, og finder Kaspers nummer. Mobilen ringer op i et par sekunder, før den bliver svaret af en sur stemme ”Hvad for dig til at tro jeg gider snakke med dig?” rystet kikker jeg på min mobil igen for at tjekke at jeg har ringet til den rette. Der står Kaspers nummer på min telefon, så jeg ligger den op imod øret igen. ”Hvad? Hvad har jeg gjort?” Spørger jeg forvirret. ”Kan du ikke huske hvad du fortalte mig i går? Du fortalte mig du kyssede med Andreas!” Fuck. Jeg holder nærmest op med at trække vejret, og mit hjerte snor sig sammen. ”Kasper.. jeg mente ikke noget med det, vores læber ramte hinanden i mindre end et sekundt…” ”Det lød ellers som om det betød en masse for dig i går!” råber Kasper tilbage. Jeg føler mit hjerte synke længere ned end jeg nogensinde havde følt før, og min krop blev lam. Jeg følte ikke jeg kunne ånde.Jeg tog mig til håret og prøvede forgæves at få ordene ud. ”Kasper..” ”Farvel.” er det sidste jeg hører, inden min mobil biber som tegn på at der er lagt på. Jeg griber hurtigt fat i min hovedpude og presser den hårdt ind imod mit ansigt og skriger, så højt jeg kan. Jeg kan ikke føle andet end smerte lige i dette øjeblik. Og det værste er, at det hele er min egen skyld.