Kapitel 3
”Jeg vil gerne dø, undskyld” skriver jeg til Benedicte på min blog, med en ske
is i min mund og tårer trillende ned af min højre kind. Mine selvmordstanker
har været slemme lige siden mig og Kasper havde haft vores skænderi. Mig og min
veninde besluttede os for at slette Andreas fra Facebook, da vi fik af vide at
han smed os ud af hans fest midt i det hele, bare fordi vi spildte et par
dråber i hans seng. Vi blev åbenbart hentet af min venindes kæreste, som var
helt okay med at hun havde leget isterningeleg med et par mennesker. Gid min
kæreste kunne være på samme måde. Jeg kom sikkert hjem uden at fortælle nogen
om hvordan jeg rigtig havde det. Nu sidder jeg, gemt under min dyne med en
spand is og min computer foran mig, og ignorer den larm der kommer fra stuen.
Min far elsker at hører høj musik i weekenden, og jeg orker ikke at skændes med
ham om det lige i øjeblikket. Min computer skærm lyser op i mørket som jeg har
omringet i, der kun kan sammenlignes med den smerte jeg føler dybt inde i mit
hjerte.
Jeg vil gøre hvad som
helst for Kasper, jeg er ligeglad med Andreas! Kunne ikke være mere lige glad
med ham, han er helt ude af mit liv. En rød plet fra min computer lyser op. En
ny besked. Ӂh nej, hvorfor nu det,
fortæl mig hvad der er sket!” Jeg tager endnu en bid af min is, og skriver
et svar til Benedicte: ”’kom til’ at
kysse en anden fyr da jeg var fuld, og nu er min kæreste vildt sur på mig, jeg
ved ikke hvad jeg skal gøre når jeg ikke har ham i mit liv ):” skriver jeg,
og trykker send. Jeg hulker videre, imens jeg skriver om mine følelser på min
blog, selvom jeg ved ingen læser den. Det er ligesom en slags dagbog for mig,
en måde jeg kan få alle mine følelser ud på. Benedicte svare hurtigt tilbage: ”Det er jeg virkelig ked af at høre, men det
hele skal nok gå. Selvmord er aldrig løsningen! Tænk på alle de mennesker du
kommer til at såre!” Jeg fnyser af den sidste sætning, lige nu kunne jeg
ikke være mere ligeglad med hvordan alle andre har det med mig. Jeg ved at alle
hader mig lige nu, og hellere vil have at jeg døde. Min mor er psykisk syg, min
far er lige glad, og min kæreste er sur på mig, hele verden er faldet sammen
omkring mig, og jeg føler virkelig der er intet tilbage for mig i denne verden.
Jeg ligger isen væk fra mig begynder at kradse op af min arm. Følelsen det
giver mig, for mig til at grine, og jeg klør hurtiger. Det bliver mere og mere
dejligt, og jeg klør hårdere imod min hud. Jeg lukker øjnene i et øjeblik.
Smerten er ved at bygge sig op, og jeg nyder hvert sekundt af det. *Pling!* Jeg
bliver brudt ud af min trance, da jeg hører en lyd for min computer, jeg ikke
har hørt i lang tid.”Martin har sendt dig
en besked!” blinker facebook delen af min computer. Jeg fjerner mine hårde
negle fra min hud, og klikker for at se beskeden. ”Hey er du okay? Jeg har ikke hørt noget fra dig hele weekenden!”
Jeg smiler svagt. Tænkt at Martin virkelig tænker på mig. ”Ja, har bare haft et skænderi med Kasper, men det kender du vel godt.”
Han svare hurtigt tilbage: ”Ja, hvad
er der sket? Jeg vil bare gerne have at du har det godt (:” Jeg smiler
stort af hans besked, og skubber de mørke tanker til side. ”Ja jeg har det fint
lige nu.. tak fordi du spurte mig det betyder meget!” *pling* ”Det var så lidt, vi må jo passe på hinanden
ikke?” Jeg kikker ned på min revne hud og sukker. ”Ja, det må vi vel.” Jeg lukker facebook siden, og rejser mig fra
min seng.
Jeg stillede mig foran
mit helmands spejl, og kikker ned af min smalle krop. Jeg har semi-langt brunt
hår, blodsprængte brune øjne, uren hud, en brun tanktop på med en sort
kardigan, og blå bukser. Jeg rækker ud efter mit spejlbillede. Nogen ville
måske sige jeg var køn, andre ville væmmes ved mit udseende. Personligt er jeg
træt af at se på mit gamle ansigt igen og igen. Der er noget der ikke virker
rigtigt. Der er noget i baggrunden af min ryg, som jeg ikke havde set før. I
baggrunden af mit spejl, stak noget hvidt op fra min ryg. Var det… vinger?” Jeg
griber fat i mine skulderblade, men der er intet da jeg tog fat. Jeg vender mig
rundt et par gange, før jeg kikker mig forvirret ind i speljet igen. Min arm er
begyndt at ryste svagt. Jeg tager fat i den, og ser, at hvis jeg havde fortsat
ville den sikkert være begyndt at bløde. Hvad var der ved at ske med mig?
Jeg svedte under min
varme dynejakke, imens jeg varmede mine hænder i mine lommer. Sneen undenfor
havde dækket det meste af byen til, og pyntede så fint på hustagende og
vejende. Kulden fik mine ører til at fryse, og gjorde den del af mit hår der
ikke var dækket under min uldhue, vådt. Der var stille på vejende denne
formiddag, og kun et par enkelte biler kørte forbi mig da jeg passeret lyskrydset
der lå et par fodtrin fra Kaspers lejlighed. Jeg vidste han ikke ville være
glad for at se mig, men jeg blev nød til at løse problemet med det samme, inden
det blev værrer. Jeg kikkede udover den snedækkede vej igennem det hårde sne.
Der stod en skikkelse på den anden side
af fortovet, men sneen dækkede
for mit åsyn, så jeg kunne ikke indentifiere personen. ”Er det dig
Kasper? Hvad laver du?” hviskede jeg til mig selv, imens jeg rykkede våde
hårtotter væk fra mit ene øjne. Pludselig rykkede skikkelsen sig hen ud på
midten af vejen. Snestormen tog til, og det var næsten umuligt for mig at se.
”Pas på!” råbte jeg, da en bil kørte med drønende fart hen imod den mørke
skikkelse. Skikkelsen rykkede sig ikke, selvom jeg råbte igen og igen.
Pludselig stod der nogle vingelignede skikkelser ud af ryggen på skikkelsen,
men mit syn var stadig for utydeligt til at rigtigt at kunne se hvad det var.
Bilen drønede med fuld fart ind i skikkelsen, der forsvandt i samme øjeblik.
Jeg stod og kikkede på den nu tomme vej foran mig. Hvad i alverden var det for
en skikkelse? Jeg stod der et par sekunder, og blinkede forvirret med øjnene.Jeg
blev ved med at se mærkelig skikkelser omkring mig, og jeg var klar til at gå
til bunds med hvad det var. Det kunne ikke være rigtigt at jeg var begyndt at
se ting!
Jeg bankede på til
Kaspers lejlighed, og tog et par skridt tilbage. Jeg var bange for hvordan han
ville reagere når han så mig igen. Jeg hørte rumstering inden i den lille
lejlighed inden døren blev åbnet hurtigt. Kasper kom frem i et par jogging
bukser og en hvid t-shirt med orderne ”What the fuck” på. Jeg kan godt huske da
han købte den trøje, vi havde shoppet hele dagen, men vi havde kun fundet ting
til mig. Endelig gik vi ind i hans yndlingsbutik, og han købte den trøje og to
par bukser. Jeg husker hvor hyggelig den weekend havde været, hvordan vi havde
set fjernsyn hele dagen, nusset hinandens hår og bare kysset lige så meget som
dagen var lang. Gud hvor jeg savner det. Mit blik fangede hans, og den akhavede
stilhed var kun afbrudt af sneens sussen fra mine ører, hvilket gjordet svært
for mig at se. ”Nå, hvad vil du?” spurte han, og lænede sig op af dørkammen.
”Må jeg komme ind? Jeg er ved at drunke her.” Han stirrede på
mig i et par sekunder, inden han sukkede og svarede;
”Jo jo så bare lige
hurtig.” Jeg bankede sneen af mine sko af, og lagde min jakke til tøre ude på
hans badeværelset. Da jeg havde klædt mit overtøj af, satte jeg mig på hans
seng, der var fyldt af computerspil og en pose chips med dip. Han skubbede
hænderne ned i hans bukselommer og så på mig. ”Hvorfor tog du herhen? Fatter du
ikke en hentydning?” Jeg så blankt på ham. ”Jeg kom her for at få en voksen
samtale med dig om det.”
”Ja okay.” svarede han
tilbage imens hans øjne spilede uopmærksomt rundt i det lille rum. ”Okay, jeg
er ked af det jeg har gjort, men du må også indse at jeg var fuld og ikke havde
kontrol over mine handlinger.” sagde jeg stille, mens jeg kikkede ned på det
kolde gulv. ”Men det er stadig at være mig utro! Ved ud ikke hvor ondt det gjorde?”
sagde Kasper vredt og satte sig ved siden af mig. Jeg kunne se hvor såret han
var på den måde hans læbe hang trist, og hans øjne så spydigt på mig. Jeg tog
fat i hans hånd men igen, skubbede han min væk. ”Kasper.. jeg er virkelig ked
af det, jeg lover dig at det aldrig kommer til at ske igen okay?” Jeg mærkede
mit hjerte banke hurtigere mens jeg snakkede. ”Jeg elsker dig jo” smilte jeg
til ham skævt. Han så på mig med hans dybe øjne og sukkede. ”Jeg elsker jo også
dig, og jeg har ikke lyst til at slå op med dig, men..”der var en pinlig
tavshed ”men?” spurte jeg, nervøs for hans svar. ”Men jeg kan nok ikke stole på
dig lige så meget som jeg gjorde før.” Jeg rakte ud efter hans hånd igen, og
denne gang tog han fat i min. ”Det kan jeg godt forstå, jeg vil bare gerne have
at vi er sammen, om det så er som venner eller kærester.” Han så på mig med
hans strålende øjne. Hans øjne havde altid en måde at betage mig på på. ”Jeg
vil gerne have vi stadig er kærester” sukkede han, og hæv mig ind i et kram.
Jeg krammede mig tæt ind imod hans varme skulder, og mærkede hans bløde hud
igennem hans tynde t-shirt. Jeg følte mig så tryg når jeg lå inden i hans greb.
Når jeg var I kaspers arme var der intet der kunne skade mig. Jeg sukkede dybt,
og krammede ham hårdere ind til mig. ”Jeg elsker dig” hviskede jeg stille, uden
at smile, men også uden at græde. Der var en stille pause, hvor vi nød
hinandens nærvær og kærlighed. Jeg havde aldrig følt mig mere tilpas og varmere
end hos Kasper. ”Jeg elsker også dig” sagde han stille og kyssede mit hår,
hvorefter han lagde sit hoved på min skulder og krammede mig hårdere en ekstra
gang, inden vi gav slip på hinanden. Jeg lænede mig ind imod ham for et kys,
men noget fangede mit blik i vindunet bag mig. Kasper fortsatte med at læne sig
ind i mod mig, men jeg var stoppet. En mørk skikkelse bevægede sig uden for
vinduet, og ud af ryggen på stak der et par hvide vinger, endnu engang. ”Hvad
er der?” spurte Kasper, imens mine øjne fulgte skikkelsen i vinduet. Snestormen
var for kræftigt til at jeg kunne få set hvad det rigtigt var udenfor, og med
et enkelt blink med øjnene, var det væk. Jeg sukkede chokeret. Kasper tog min
hånd og så bekymret på mig. ”Er du okay? Hvad sker der?” spurte han forvirret,
og kikkede bag sig, men skikkelsen var allerede væk. Jeg trak på skulderne og smed
tanken væk. ”Det er ikke noget! Jeg har bare savnet at være sammen med dig”
svarede jeg smilene, og lænede mig ind for at kysse Kasper igen.
Jeg ringede på hos
kommunen for at komme ind til pskylog time, som jeg fik hver 3 uge. Snestormen
fra sidste nat havde lagt et smukt spor af sne over alt i Rødovre. Sneen var
med til at muntre mit ellers så dystre humør op, der ellers havde været godt
efter jeg havde snakket igennem med Kasper. Døren blev åbnet automastisk, og jeg
trådte ind i den varme gang, og forsatte op af trapperne til første sal. Jeg
trådte ind i de bekendte omgivelser, og blev mødt at min pskyolog for enden af
den lange gang som kommunen bestod af. Gangen havde døre på alle sider, hvilket
var en blanding af forskellige kontore eller møderum hvor folk snakkede. Det
var her hvor jeg mødte min pskylog og kom ud med mine dybeste tanker og
problemer. Jeg fandt det meget befriende, og forlod ofte kommunen med et smil
på læben og en følelse af at jeg var kommet ud med mine problemer på en
ordentlig måde. Psykologen sendte mig et venligt smil og jeg fulgte efter hende
hen til vores sædvandlige lokale. Der var stille på kommunen på denne tid af
eftermiddagen. Jeg havde kun set kvinder arbejde på kommunen, og en enkelt mand
som var dværg. Jeg er meget glad for kommunen og alt det der har gjort for mig
og min familie. Hvis det ikke havde været for dem, havde jeg ikke kommet på
kostskole, og hvem ved hvordan jeg ville have endt hvis jeg stadig gik på den
forfærdelige skole helt til 9.-10. klasse. Noget inden i mig siger, at jeg ikke
ville være i live lige nu, hvis det var tilfældet. Jeg sætter mig inde på
stolen i lokalet, og min psykolog sætter sig foran mig. Hun smiler let til mig,
inden hun lukker døren bag sig. Inden jeg når at åbne munden, kommer min
pskylog mig i forhånden. ”Der er noget jeg må fortælle dig..” sagde hun med en
urolig stemme. Jeg følte en mærkelig følelse i min krop, samme følelse jeg for
når jeg hører ordene ”jeg har brug for at snakke med dig” eller når politiet
kører forbi en på gaden – også selvom man er helt uskyldig. ”Jeg..”starter hun
nervøst. Jeg fanger hendes øjne og mærker mit hjerte banke hurtigere. ”..mener
at det er nødvendigt for dig at få noget hjælp, som jeg ikke kan give dig.” Der
er en pinlig tavshed i rummet. Jeg kikker op på min psykolog som jeg ellers
holder så meget af, og spørger forsigtigt: ”hvad mener du?” Psykologen tager en
tår af hendes vand der står på bordet foran os, inden hun svare: ”jeg mener,
det vil være nødvendigt for dig at få noget medicin, de ting du fortæller mig
nogengange..” jeg skærper mine øjne, men lader hende fortsætte. ”De ting, udgør
nogen sympomer som din mor også har, så jeg syntes det er nødvendigt..” ordene
fra hendes mund flyver ind af det ene øre, og ud af det andet. Jeg kan ikke
længere fokusere, men føler nu kun en kvalmende fornemmelse i maven. Jeg
afbryder hende: ”Mener du at jeg er pskyisk syg?” Der er stille i lokalet, kun
lyden af fuglesang uden for vinduet, afbryder den akhavede stilhed. ”Jeg mener
bare at det kan være du har brug for at blive undersøgt.” Hun kikker på mig
igen og smiler, et smil som kun kan mene det bedste i verden. ”Det er for dit
eget bedste. Og siden du snart bliver 18 år, bliver vores pskylog samtaler også
snart nød til at slutte, men de her mennesker på SPYC kan hjælpe dig med at få
snakket med en voksen, og med at få medicin. Jeg trækker vejret dybt og svare
ikke. ”Jeg vil dig kun dit bedste, det ved du da.” Svare psykologen. Jeg bider
mig i læben, og prøver at finde ordene jeg gerne ville sige. Tankerne vrimler
rundt i hoved. Er jeg ligesom min mor? Ender jeg også med at smadre en hel
lejlighed? Er jeg ikke lige så normal som jeg troede? Hvad vil folk syntes om
mig nu? ”Okay.. jeg vil gerne prøve” siger jeg tøvende, og kikker min pskyolog
i øjnene. ”Det er jeg glad for! Jeg har allerde kontakted SPYC, og du skal
først snakke med deres læge, inden du kommer ind i deres program, og derefter
beslutter de sig for om du skal have medicin eller ej.” Jeg så ned i gulvet.
Jeg kan ikke forstille hvordan det ville være at skulle tage medicin hver
eneste dag, og måske ende i samme kategori som min mor. Bekymringerne svimler
rundt i mit hoved. Men pludselig kommer en klar tanke igennem mig, da jeg
fanger min psykologs smilende blik. ”De vil mig jo bare det bedste” mumler jeg
for mig selv.
Jeg efterlod kommunen
med blandede følelser i maven. Det var tid til at besøge min mor, hvilket måske
ikke var det bedste tidspunkt. Jeg føler ikke at jeg nogensinde kunne nævne
overfor hende at jeg måske er psykisk syg, da jeg har følt at hver gang hun var
blevet indlag, havde det delvist være min skyld. Jeg huske tydeligt dengang jeg
fik 00 i matematik eksamen, og fortalte min mor det, hvorefter hun blev indlagt
dagen efter. Selvfølelig var det et tilfælde, men alligevel kan jeg ikke lade
være med at bebrejde mig selv. Måske ville det hjælpe at tage noget medcin. Så
ville jeg måske ikke tænke så meget over hvad alle andre tænkte om mig hele
tiden. Jeg fortsatte turen hjem til min mor. Det var længe siden jeg havde
været hjemme hos hende. Jeg plejer normalt selv at udskyde det. Ikke at det er
ubehageligt at være der, jeg har bare stadig ikke vennet mig til at jeg ikke
bor der længere. En af dagene da jeg kom forbi der hvor hun boede hilste vi kun
kort på hinanden, og gik så videre igen. Dette efterlod mig med en meget trist
fornemmelse i maven. Jeg hadet at mit forhold til min mor skulle være så
anspændt som det er nu. Det er som om vi kun er to bekendte, og nærmest
fremmede, hvor vi før var mor og datter der ikke kunne være tættere. Turen hjem
til min mor er kort, da hun bor under 500 meter fra kommunen, hvilket altid har
været ideelt for os. Jeg banker nervøst på hendes dør, altid bange for at hun
har det dårligt, eller at der er sket noget med hende. Min mor åbner smilende
døren og giver mig et kys på min kind. Hendes hår er langt og krøllet, og hun
har briller på. Hun ligner en ældre version af migselv, hvilket folk altid
minder os om. Den lille lejlighed var nu rydet op fra alt det rod der flød over
det hele for bare et par måneder siden. Nu lignede det den samme hyggelige
lejlighed som jeg plejede at bo i sammen med min mor, før ”uheldet” skete. Jeg
sætter mig bekvendt i den sofaen, og hun satte sig i stolen overfor. Det var
efterhånden blevet mere okay for mig at besøge hende, hvor jeg i starten skulle
venne mig til at det hele var okay igen. Hun tilbyder mig som altid varm kakao,
og jeg takker ja. Jeg bliver der aldrig i lang tid, men kan altid mærke på min
krop når jeg har været der. Vi snakker kort om skolen, og hvordan det går i med
de spansk kurser hun tager. Jeg er glad for at hun kommer ud af huset, og
støtter hende derfor i det, selvom jeg ikke kan se hvorfor en fortidspensionist
der aldrig kommer til at rejse, skal lærer spansk. Jeg undgår at fortælle hende
hvad min psykolog har fortalt mig, og nævner kun at SPYC er en erstatning for
min pskykolog når jeg bliver 18. Min 18 års fødselsdag nærmer sig, og min plan
kommer snart til at træde i plan, hvis det fortsætter som det gør. Inderst
inde, håber jeg hver dag at der er nogen der når at stoppe mig. Ofte drømmer
jeg om at blive kørt ned af en bil når jeg går ude på gaden, håbende at det
ville være en måde på hvor folk vil give mig medlidenhed og kærlighed. Inderst
inde, er alt jeg vil have kærlighed og respekt. Hvorfor er det så svært for mig
at finde? Besøget var kort, og traskede videre hjem til min far, der altid
skulle spørge ind til hvordan min mor havde det. Han bekymret sig altid en
lille smugle når jeg besøgte hende, hvilket jeg syntes var ret sødt, det var jo
ikke fordi hun er et ustyrligt monster der går amok på mig. Men selvfølgelig
vil han mig jo bare det bedste. Det er bare nemt at glemme når han råber af mig
om morgnen når jeg ikke står op lige når han vil have det, og når vi aldrig laver
noget sammen længere, fordi han falder i søvn ved fem tiden. Men sådan er
livet, og sådan er det at blive ældre, man kommer længere og længere væk fra
sine forældre. Heldigvis slipper jeg for det hvis jeg altså fuldføre min plan.
Inderst inde håber jeg ikke jeg gør det, men det må tiden vise. Jeg har stadig tre måneder til at overbevise
mig selv om at jeg er lykkelig nok til at blive 18 år, og træde ind i de
voksnes rækker. Tanken om det skræmmer mig. Alt det ansvar på min skuldre giver
mig allerede stress. Tanken om at skulle ligge planer for min fremtid allerede
gør mig bange. Jeg ved da ikke hvad jeg vil lave de næste 20 år, og hvorfor
skal jeg også vide det lige nu? Mine hænder fryste i kulden, og mine
jakkelommer var ikke varme nok til at holde dem på deres normale temperatur. Men
jeg kunne ikke gå hjem endnu. Der var noget jeg bestemt på jeg ville finde, og
det skulle være nu. Jeg forsatte min rute henimod Kaspers lejlighed. Han havde
stadig lovet mig at tage ud i skoven og undersøge noget med mig, og det løfte
måtte han holde nu.
Det var lige så koldt
som sidst jeg var ude i skoven, men denne gang havde jeg pakket mig ordentligt
ind med tørklæde, og et par gamle vanter jeg havde fundet i en rodebunke
derhjemme. Det sneede heller ikke længere, og sneen havde lagt sig i smukke nye
lag henover skoven, og på træernes kroner. Det var et rigtigt smukt syn. Jeg
prøvede at huske hvordan jeg fandt hen til det forladte skur, hvor pigen
forsvandt ned. Kasper traskede bag mig, med et opgivende udtryk på hans ansigt.
”Kom nu!” råbte jeg til mig, irriteret over hans opførsel. ”Jaja, jeg er på
vej.” hørte jeg ham sige. Han sparkede til sneen imens han gik, og fik det hele
udover hans gamle gummi sko.
Jeg kunne se skuret
længere fremme og begyndte at gå hurtigere. ”Kasper, jeg fandt det!” ”Hurra”
sagde han tilbage i en sarkastisk tone. Jeg rollede med øjnene, og forsatte med
at gå fremad.
Skuret var smalt og
ligende sig selv. Kasper luntede ind, og lukkede døren efter sig. Der var
pludseligt helt vindstille, og en smugle varmere end det havde været udenfor.
”Det var dog et mærkeligt sted at sætte et skur – i midten af en skov” sagde
Kasper. Jeg nikkede, hele situationen var meget besynderlig, og skræmte mig
faktisk. Jeg plejede på lågen. ”Pigen forsvandt derned, jeg er sikker på det!”
”Ned i en låge? Du må være sk-” Han nåede at stoppe sig selv, inden han brugte
det ord igen. ”Nej, det er altså rigtigt! Jeg åbnede forsigtigt for låget, og
så ned i et langt jordhul, der sagtens kunne have plads til et menneske.
”Skræmmende” sagde Kasper i en halv sarkastisk tone, og løftede øjenbrynet. Jeg
ignorede ham , og satte mine ben ned i åbningen af hullet. ”Hey, hvad tror du
at du har gang i?” spurte Kasper mig spydigt, imens han kom nærmere. ”Jeg er på
vej derned, hvad tror du selv?” svarede jeg tilbage, med en hård tone. Jeg var
begyndt at blive irriteret på ham. Jeg så ham pludselig smile. ”Da ikke helt
alene, vel?”Jeg smilte tilbage. ”Tager du da med? Jeg kan ellers godt passe på
mig selv, og hvis du alligevel ikke tror på din skøre kæreste så-” han afbrød
mig, ved at læne sig ind og kysse mig forsigtigt. Jeg rødmede. ”Selvfølelig.”
Sagde han, og tog min hånd. ”Du er da ikke så slem alligevel!” Jeg kikkde
længere ned i det mørke hul, og pustede ud. ”Er det nu sikkert? Hvad nu hvis vi
ikke kan komme op?” ”Det ser ikke så dybt ud” sagde Kasper og satte sig ned med
benene over hullet, ved siden af mig. Jeg smilte til ham, og tog hans hånd.
”Okay, vi hopper på tre! En..to…hop!”
-
Det gjorde ondt at
lande på føderne, og jeg måtte ryste mine ben for at fjerne noget af smerten.
Vi var endt inden i en stor jordhule, væggene var fugtige, og der stak røder ud
af dem. Jorden var tør og også fyldt af røder. ”Wow.. hvor er vi?” spurte
Kasper mig, og gav slip på min hånd. ”Det ser rigtigt mystisk ud..” mumlede jeg
tilbage. ”HOLDT!” råbte en stemme pludselig. Jeg vendte mig om, og så en
mystisk skikkelse, der stod bag Kasper, og holdte en kniv op imod hans hals.
Mine øjne spilede op. ”STOP! Hvem er du?” Det var alt for mørkt til at jeg
kunne se den mystiske person, men jeg kunne tydligvis høre på stemmen at det
var en af hankøn. ”Det er ligegyldigt. Hvad laver i hernede, og hvordan fandt i
os?” den fremmede mand førte kniven tættere på Kaspers hals, og jeg så ham
ryste af skræk. ”Jeg kan forklare det hele, hvis bare du ikke skader mig! Hver
sød!” sagde jeg panik slagent til den fremmede. Der var en tavshed i et par
minutter. Den fremme fjernede hans kniv og gav slip på Kasper, som faldte ned
på sine knæ og tog sig til halsen. ”Er du okay?” jeg satte mig på hug ned til
ham, og tog ham på skuldrene. Han hostede. Jeg var kommet tættere på den
fremmede og kunne nu få et ordentligt indtryk af ham. Han havde skulderlangt
sort beskidt hår der stak ud til alle sider, noget der lignede en rustning på,
tykke mørke øjenbryn, og nogle af de smukkeste grønne øjne jeg nogensinde havde
set. ”Jeg beskytter denne åbning, ingen kommer ind så længe jeg er på vagt
her!” sagde den fremmede, og så mig alvorgeligt ind i øjnene. ”Vi kommer ikke
med balade, vi var bare nysgærige!” sagde Kasper pludseligt. ”Ja..” sagde jeg
roligt. ”Jeg så en pige med vinger..” jeg kikkede ned i jorden ”hun var så
betagende, at jeg simpelthen blev nød til at følge efter hende..” Den fremmede
var stadig tavs. ”Jeg fornemmer heller ingen fare ved jer, men jeg kan stadig
ikke stole på jer endnu.” Den fremme trådte endnu tættere på mig, og pludselig
kom der et par smukke sorte vinger til syne på hver side af ham. Hans vinger
var lige så smukke som pigens vinger, store og prægtige at se på. Hans øjne
strålede, og jeg følte mit hjerte banke hurtigere jo tætte på mig han kom.
”Hey…” kom det fra Kasper, der selvfølgelige skulle vælge at ødelægge
stemningen. ”Hvad er i for nogle væsner? Er i mennesker? Hvorfor har i vinger?
Jeg har så mange spørgsmål, mand..” sukkede Kasper og tog sig til panden med et
forvirret udtryk i ansigtet. ”Dumme mennesker!” udbryd manden. ”I ved slet ikke
hvad i har båret jer ad med! I må beviser overfor mig at jeg kan stole på jer.”
”Hør, vi har ingen våben eller noget, vi er bare et par nysgærige teenagere,
okay?” Kasper igen. Jeg var overrasket over at han turde tale sådan til dette
fremmede væsen, der var ved at slå ham ihjel for under fem minutter siden.
Manden kom tættere og tættere på mig, indtil han stod med ansigtet helt op i
mit. Jeg rødmede. Hans grønne øjne så dybt ind i mine og jeg følte mig helt
fortylle af deres skønhed. ”Hey! Du skal ikke gøre hende ondt!” Råbte Kasper
desperart i baggrunden. Manden fnøs. ”Ti stille, dumme menneske.” Han blev ved
med at se ind i mine øjne, i hvad føles som en evighed. Jeg så ham smile, og
træde et skridt tilbage. ”Okay, jeg kan stole på jer. Din sjæl er ren.” ”Hvad
snakker han om..” mumlede jeg forvirret, og stadig rødmene efter at have haft
ham så tæt på. ”Men jeg bliver nød til at have mine sikkerhedsforanstaltninge.”
Jeg så ham tage et par lænker frem fra hans bælte. ”Lænker ligefrem..” gøs
Kasper. Manden lagde lænkerne rundt om mine hænder. Jeg kikkede på ham med et
trist blik, men han kikkede bare væk. Så lagde han lænkerne om Kaspers håndled.
Manden trak en kniv frem og gik om bag ved Kasper. ”Hvad laver du!” råbte
Kasper ”du sagde du ville stole på os!”Manden fnøs igen. Jeg hørte ham hugge
med kniven, og noget tungt falde til jorden. ”De har lænker passer kun til mit
folk. I har ingen vinger, så jeg bliver nød til at rette på dem. Jeg så Kasper
trække vejret mere roligt. ”Haha okay..” mummlede han, og prustede. Manden
fortsate med at skære resten af lænkerne til. ”Følg efter mig.” sagde manden da
han var færdig. ”Kom Kasper..” hviskede jeg til ham, og begyndte at gå. ”Kan du
i dette mindste fortælle os hvad du hedder?” spurte jeg, bange for hvordan han
ville reagere. ”Kameron.” svarede manden koldt. Vi fulgte efter Kameron. Det
var koldere hernede end det var ovenpå, og jeg gøs. ”Hvor føre du os hen..
Kameron?” spurte Kasper. Kameron gik foran os, og fortsatte med at gå stift
fremad. Han svarede os ikke. Vi fortsatte ned af en lang mudret jordhule. Lyden
af mudret svuppede under mine gummisko, og gav genlyd i hele gangen. Det sprøjtede
op på mine gamle cowboy bukser. Gangen begyndte at blive bredere jo længere vi
kom, og røderne i væggen forsvandt langsomt.”Så er vi her” sagde Kameron
pludselig. Vi var stoppet foran en kæmpe trædør, der måtte være mindst 5 meter
høj.
”Wow..” sagde mig og
Kasper samtidigt. Døren lavet af træ, og havde et par kæmpe metal hængsler
hængende fra sig. Kameron gik tættere på døren, rakte hans hånd frem, og
bankede tre gange på døren. Der var en larmede tavshed. Pludselig åbnede dørene
sig langsomt, og knirkede, skrabende hen af den mudrede jordbund. Åbningen så
mørk og dyster ud. ”Kameron, er du allerede færdig med din vagt?”stemmen kom
inden fra porten, og en anden skikkelse stak ud fra porten. ”Nej, men jeg fandt
noget interresant på vejen.” Svarede Kameron tilbage. Skikkelsen kom ud fra
mørket. Det var endnu en mand i samme rustning, men med kortere brunt hår og kønne
havblå øjne. Hans øjne blev store da han så os. ”Mennesker..”hørte jeg ham
hviske. ”Hvordan har du fundet dem!” Råbte den anden mand til Kameron. Kameron
løftede øjenbrynet. ”Deter bare mennesker Daniel, og jeg fandt dem ikke, der
har fundet os. ”Hvordan kan de se os?” spurte Daniel og tog sig til hans skinende
brune hår. ”Ja det ved jeg heller ikke.” Kameron vendte sig og så på mig. ”Men
pigen har den reneste sjæl jeg har set i lang tid. Jeg vil vise dem frem for
kongen, og lade ham dømme deres skæbne.” ”S-skæbne?” Kom det fra Kasper. ”Du
vil da ikke slå os ihjel vel?” Kameron sendte og et skævt smil, og fik derefter
et alvorgeligt blik i øjene. ”Følg efter os, så for vi at se hvad der skal
blive af jer.”Vi forsatte ind af den enorme døråbning. Jeg rystede. Om det var
fordi jeg var bange, eller fordi kulden var noget ned til enden af mine
tåspidser var jeg i tvivl om, men jeg blev nød til at virke stærk – hvem kunne
vide hvad der ville ske med os nu? Og hvis vi kom til skade ville det hele
ville være min skyld. Da vi kom længere ind, fik vi et syn af hvor vi var
havnet henne. Det hele lignede en underjordisk landsby. Arealet var enormt, størrer end en nogen af
de mindre landsbyer jeg havde set. Der lå små huse bygget af træ, sten, snor og
grene spredt udover det hele, og i midten slå der, noget der lignede et slot.
Det var enormt, og lå i midten af en voldgrav. Slottet var skinene hvidt,
selvom det lå i midten af en mudder bund. Der stak spidser ud fra de små tårne,
der alle havde bevæbnede vagt mænd på sig. Kameron førte os nærmere og nærmere
slottet. Der var væsner med vinger overalt på pladsen, og de gispede alle, da
de så os. ”Mennesker..” ”Uværdige væsner” ”Hvad laver sådan nogle dyr her?”
blev der hvisket rundt i hjørnerne. Jeg skævlede. Hvad var det dog for et sted
vi var blev ført hen, og hvad skulle der nu blive af os? Det var i det mindste
varmere herinde. ”Hvorfor kikker de
sådan på os?” spurte Kasper, og slæbte hans lænke langs den mudrede jordbund.
”I er et mystisk syn. Vi har ikke set mennesker i over 300 år.” svarede
Kameron. ”Hvad er det for nogle?” hørte jeg en lille dreng med vinger råbe. Manden,
der til syneladene hed Daniel, kikkede stadig underligt på os. ”Det ved jeg
heller ikke knægt.”svarede han tilbage. Vi blev slæbt over broen til slottet,
vandet fra den dybe voldgrav skylle op imod os. ”Jeg hader vand” hviskede
Kasper til mig. Igen stod vi overfor en enorm port. Denne gang en skinene hvid,
og mindre en. Den var meget mere magestatisk en den fra før. Soldaterne der
stod ved siden af døren nikkede til Kameron. ”Vi har hørt din besked om
vingeløse væsner.” Kameron nikkede tilbage. Porten gik derefter op. Daniel
skubbede til Kasper for at få ham med ind. ”Av..” stønnede Kasper. ”Jeg sagde
jo du var skør for at gå ned i en jordhule.” hviskede han til mig ”Ja, måske
har du ret, men prøv at se hvad vi har opdaget! Er det ikke utroligt, og helt
uvirkerligt?” hviskede jeg tilbage. ”Stille!” sagde Kameron til os. ”I bliver
stillet foran kongen med det samme. Det rum vi var kommet ind i var utroligt
smukt. Væggene var prydet med smukke billeder af folk med vinger, og gulvet var
af masiv marmor. Foran stod der en trone i det pureste sølv, med hvide takker
der stak ud fra siden af det. Det fik den til at se både indbydene og farlig ud
på samme tid. Ved siden af var der 2 mindre troner. Bag tronerne hang der et
par smukke røde tæpper med gyldne løver på. På tronen sad en mand, med et par smukke
kridhvide vinger, hvidt fuldtskæg og blå øjne. Han var iført en hvid krone med
røde juveler. Ved siden af ham, sad hans kone, i en blodrød kjole. Hun havde
snehvid hud, og de rødeste læber jeg nogensinde havde set. Hun har iført en
mindre hvid kjole med lyserøde juveler. Til kongens venstre side sad en pige
med langt rødt hår, og røde øjne. Hendes hud var snehvid som hendes mors, og
hun havde et par lige så prægtige hvide vinger. Vent, det lignede pigen fra
bussen! Pludselig fik hun øjen kontakt med mig, og jeg så hende måbe. Kongen
lagde heldigvis ikke mærket til noget. ”Hvad er det for nogle væsner du har
bragt mig Kameron?” spurte kongen. ”Mennesker, åbenbart, deres majestat. Men
pigen har vist sig at have den reneste sjæl jeg længe har set deres højhed.”
”Er dette sandt?” Kongen kikkede mig dybt ind i øjnene. ”Ja..” stammede jeg
skærmt tilbage. Hvad skulle jeg dog sige i sådan en situation? Kongen forsatte
med at kikke mig ind i øjnene, i hvad føles som en eviged. ”Du har ret
Kameron.” sagde kongen, og bakkede langsomt væk fra mit ansigt.
”Fortæl mig mennesker, hvordan fandt i os?”
Spurte kongen. ”Vi har ikke set mennesker i over 300 år. Og mennesker har ikke
kunne se os.” ”Det lagde jeg mærke til.” sagde jeg. ”Det virkede som om det kun
var mig der kunne se.. hende.” mine øjne flakkede hen imod prinsessen,
hvorefter jeg kikkede ned, stadig rædselsslagen for hvad der ville ske med os.
”Du har ret Kameron, hun har den reneste sjæl jeg har set i flere hundrede år.
Det er sikkert derfor hun kan se os. Og hvad med dig knægt?” Spurte kongen
Kasper. ”Øh, ja, ham der Kameron var den første med vinger jeg så..så.” ”Javel
ja. Nu hvor i har opdaget jer, bliver vi enten nød til at slå jer ihjel..” jeg
gulpede. ”..med mindre..” ”Ja?” spurte jeg ivrigt. ”Eller i kan love os ikke at
fortælle vores hemmelighed til nogen. Jeg kan stole på dig, når din sjæl er så
ren.” ”Ja, jeg- jeg mener VI, lover ikke at sige det til nogen, vel Kasper?”
”Selfølgelig siger vi det ikke til nogen!” fremstammede Kasper. Det var lige
før han var mere bange end jeg var. ”Men i bliver nød til komme her, hver dag
og fortælle os om jeres historie. Vi har prøvet med et sendebud som min kære
datter, men det er for risikabelt. Lover i at hjælpe os?” Jeg var i chok.
Skulle jeg komme herned, til det her smukke land hver eneste dag? Det var både
skræmmende og utroligt spændende. ”Okay” hørte jeg Kasper sige bag ved mig. Jeg
vendte mig om og kikkede ham ind i øjnene. ”Okay” gentog han. ”Vi gør det.” Jeg
så en ældre mad hviske noget ind i kongens ører. Kongen viftede ham væk, og
vendte blikket imod os igen. ”Så er det afgjort, i kommer her hver dag, og
fortæller os om menneskernes adfærd og historie, og vi lover ikke at slå jer
ihjel.” Mit hjerte bankede hurtigt. Hvad havde vi lige sagt ja til? ”Kameron,
befri dem.” Kameron trådte frem, oghæv hans store kniv frem fra hans bælte. I
et enkelt hug havde han hugget vores lænker over. Jeg følte hans øjne stirre på
mig da han gjorde det. En del af mig kunne godt lide den måde han kikkede på
mig, den anden del af mig, gøs ved tanken om det. Jeg havde aldrig mødt nogen
der virkede farligere end Kameron i mit liv. ”Før dem til vores rådgiver, vi
begynder straks med at udvæksle viden.” ”Javel deres majestat.” adlød Kameron,
og tog fat i mit håndled. ”Av” mumlede jeg, rædselsslagen for at sige ham imod.
Kameron hæv mig hen imod Kasper, tog fat i hans håndled, og hæv os ud mod porten.
Folkene bag os hviskede og teskede bag os. Kameron førte hos hen ud igennem de
mudrede gader. Vi blev hævet ned af et par små side gader, indtil Kameron
stoppede foran en slidt bygning. Bygningen lignede en gammel antikviterts
butik. Der var store glasruder i siden af bygning, og man kunne se ind til
hundredevis af bøger der var stablet i siderne af vinduerne. Døren var
mørkegrøn med en slidt guldhank i midten. Kameron stoppede foran bygningen, og
gav endelig slip på vores håndled. ”Hey, det gør altså ondt det der!” Kasper
gned sit nu ømme håndled, og kikkede surt op imod Kameron. ”Det er her vores mester
over viden bor, jeg tror i mennesker kalder det for en biblotekar. Det er i
hver dag vil komme hen og fortælle os om hvad i ved om verdenen ovenover. Den
sidste dag i ugen vil i komme til kongen og udlevere de vigtigste
informationer. Hver tredje uge skal i aflevere et udklip af den information i
har skrevet ned, og levere den til mig. Har i forstået, mennesker?” Kameron så
på mig med et stift udtryk i hans øjne. ”Ja..” sagde jeg tilbage, og kikkede op
imod den gamle bygning der stod foran os. Bygningen var i to etager,
træbjælkerne i siderne så ud til at gå fra hinanden i nogen af siderne, og
ruderne var støvede.
Tænkt at der virkelig
boede nogle her. Kameron bankede på døren, og vendte sig derefter om og gik væk
fra os. ”Held og lykke” hørte jeg ham mumle imens han forstatte hans tur tilbage
til slottet. Jeg kikkede efter ham og talte hans skridt. Hans vinger så
pragtigere ud bagfra. Store, storte, og baskende. Det undrede mig stadig at de
ikke brugte dem til at flyve. Hvis jeg havde vinger ville jeg flyve rundt hele
tiden. Der var noget med Kameron der fik mit hjerte til at banke hurtiger. Var
det hans betagende øjne? Hvornår ville jeg dog få ham se igen? Spørgsmålene
rulle rundt i mit hoved, men mine tanker blev afbrudt af en rumstering inden
fra bygningen bag mig. ”Ja, jeg kommer nu!” hørte jeg en stemme sige. Døren
blev åbnet med et sæt, og et kvindeligt ansigt stod lige pludselig foran mit.
Hendes øjne var grønne som Kamerons, dog ikke lige så smukke, hun havde kort
rødt hår der gik hende til ørene, og en knælang grøn kjole på. Hendes vinger
var hvide som sne og spidserne af dem stak ud af døren, og ramte næsten Kasper
i øjet. ”Ja, hvad er i så for nogle? Hvor er jeres vingeparti hende?” spurte
kvinden, og tog en slurk af hendes kaffekop som hun havde i sin venstre hånd. ”Vi..vi
er blevet sendt herned af kongen for at give jer information om vores folk.. vi
er mennesker.” sagde jeg, og stirrede alvorligt på damen foran mig. Hun sendte
mig dæmpet blik tilbage. ”Javel ja, så kom da indenfor.” ”Theodor, der er
gæster!” råbte hun ud bag sig. ”Ja to sekunder da!” hørte jeg en ældre mande
stemme svare igen. Damen trådte til side, og lod os indenfor. Vi trådte ind et
hyggeligt rum der lignede en blanding imellem et biblotek og en stue. Der var
stilt gamle sofaer ude i hjørnet af lokalet med et matchende café bord, og
bøgerne stod stablet i siderne af vinduerne, og i reoler længere fremme. En
trappe førte ovenpå, og en ældre mand kom trampende ned, efterfulgt af lette
støvskyer. ”Du afbryder mig midt i en vigtig nyhed Victoria, jeg har hørt at der
er-” manden stoppede midt i hans sætning og så på os. ”-Mennesker hernede.” ”Ja,
åbenbart.” sagde damen ved navn Victoria tydeligvis uimponeret, og tog endnu en
slurk af hendes kop.
Manden løb ned af resten af trappen, og
snublede næsten, og lagde hans hænder på begge sider af mit ansigt. ”I findes
virkelig! Jeg vidste det!” Hans ånde var fæl, og jeg rynkede på næsen. ”Vi er
blevet sendt her for at –” gentog Kasper ”Ja, det har jeg fået af vide, men jeg
troede da ikke på det til at starte med!” sagde manden til Kasper, og gav slip
på mine kinder. Han tog fat i min skulder og vendte mig om, og rørte ved min
ryg. ”Ingen vinger, intet tegn på dem overhoved.. fantastisk.” Sagde Theodor så
stille at det nærmest blev hvisket. ”Hey fessor, pas nu på hende.” sagde Kasper
tørt. ”Slap nu af Kasper, de her.. personer ser ikke ud til at ville gøre os
noget ondt.” Sagde jeg tilbage, træt af at høre på hans overbeskyttende pjat. ”Under
tøflen hva’?” fniste Veronica. Kasper sendte hende et surt blik. Theodor så
pludeligt op. ”Børn, der er ingen tid at
spilde! Jeg hedder Theodor, og det her er min assistent Veronica.” ”Hey” sagde
Veronica og nikkede, hendes vinger gyngede til op og ned. ”Vi har en masse
vigtig viden at få samlet her!” Theodor knipsed med fingrene, og foran mine
øjne holdte han pludselig en pen og fint gammeldags papir. ”Kan i også udøve
magi?” sagde jeg forbavset. Theodor smilte ”der er ikke tid til spørgsmål, i må
fortælle mig alt hvad i ved om jeres historie!” ”Øh hvad mener du med – alt?” ”Ja, bare alt det i ved!” sagde
Theodor spændt. ”Det kommer altså til at tage noget tid.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar