Kapitel 5
Der er ikke længe til
min fødselsdag nu. Jeg planlægger bare at holde en stille og rolig fødselsdag
hvor jeg kun invitere de nærmeste venner. Jeg kan ikke invitere Martin med, da
han er uvenner med Kasper og de andre. Jeg bryder mig ikke om at blande mig i
deres sager, så jeg prøver bare ikke at nævne Martin overfor dem, og omvendt.
Jeg lå på min seng med min bærbar foran mig. Det var endnu en dejlig søndag,
som jeg havde dedikeret til at slappe af på sengen. Jeg havde min blog åben, så
på smukke billeder som der blev langt op af vinter vejret. Det var stadig koldt
uden for, men vi var snart på vej ud af Feburar, så, sneen ville snart smelte,
og jorden vil igen blive synlig. Jeg glædet mig til at kunne barbere mine ben
igen og gå med mindre tøj. Jeg elskede sommeren, der også påvirkede mit humør.
Mit hår var sat op i en rodet hestehale, og mit tøj var krøllet. Jeg slikkede
mine tøre læber da jeg så der var dukket en ny besked op på min skærm. Jeg
smilte stort da jeg så det var fra Benedicte igen. ”Hey, hvordan går det?(:” stod der i beskeden. Jeg skrev; ”det går som det plejer. Jeg har fået en
advarsel fra skolen så er lidt trist for tiden ):” Jeg sukkede bagefter.
Jeg hadet at fortælle andre om mine problemer, især når de ikke kunne gøre
noget ved det. Jeg så ud af mit halvåbne vindue. Det sneede let udenfor,
hvilket bragte et halvt smil frem på mine læber. Jeg elskede skønheden i sneen.
Da jeg var lille elskede jeg at lege i sneen. Jeg kunne kælke i timevis, og
rode rundt i bunker af sne. Nu hvor jeg er blevet ældre har mit forhold med sne
ændret sig. Jeg fortrækker at blive inde i varmen med en god, varm, kop english
breakfeast tea, og min varme computer. Det eneste tidspunkt jeg nød at være ude
for på tidspunkt er når jeg besøgte Kameron og de andre. Jeg husker stadig hvor
tryg jeg følte mig i hans arme og vinger. Jeg ville nogengange ønske jeg kunne
begrave mig i hans arme, og ligge med ham i timevis. Han er ikke så hård og ond
som han fremstod. Jeg var på vej hen over til at besøge dem igen, men det var
helt umuligt for mig at få fat på Kasper, og jeg plejede ellers at følges med
ham. Et svar fra Benedicte dukkede op på min skærm. ”Jeg har det også godt, jeg overvejer at få en ny piercing snart, tror
det skal være en septum. Har du overvejet nogle piercinger?” Jeg smilte af
hendes besked. Martin havde også en øjenbryns piercing som jeg altid stirrede
alt for meget på i timerne. Han lod mig dog aldrig røre ved den, hvilket jeg
syntes var ret strengt. ”Jeg har aldrig
selv overvejet piercinger, men jeg syntes de er fede til andre mennesker.”skrev
jeg ærligt tilbage. Jeg syntes allerede at hun så sej nok ud med den stretch
hun havde i sit højre øre. Den var ikke for stor, men lige til pas til at den
så stilet ud. ”Jeg har dog overvejet at
få tatoveret ’hope’ på mit håndled, eller et andet sted på kroppen.”
fortsatte jeg med at skrive. Jeg tænkte at hvis jeg nu kunne minde mig selv om
der er håb derude, ville jeg måske tænkte mere positivt til hverdag. Jeg
lukkede min computer og trak min jakke på endnu engang, for at forsætte ud i
det kolde vintervejr.
*
Jeg åbnede døren til
Theodors hus, og hørte latter da jeg trådte ind. Det var et par kendte pige og
drenge stemmer der grinte længere inde i den bogsbefyldte hule. Jeg gik længere
ind, og fandt såmend min kære kæreste og den rødhåret skønhed, grinene nede på
gulvet, omringet af bunker af bøger. ”Nåda, det er her du gemmer dig.” Sagde
jeg, hvilket åbenbart forskrækket drengen. ”Tara, der er du!” Sagde han
pludseligt, og rykkede længere væk fra den rødhåret pige. ”Jeg var bare ved at
fortælle hende en af vores klassiske historier.” smilte han op til mig nede fra
gulvet af. Der var så meget jeg gerne ville spørge ham om. Som for eksempel
hvorfor han ikke havde svaret på mine beskeder, hvor længe han havde været her,
og hvorfor med hende? Men jeg valgte at lade være, de så så fredfyldte og glade
ud. ”Hvad læser i så?” spurte jeg nysgærigt, og satte mig ned sammen med dem.
Kasper smilte, sikkert lykkelig over at jeg ikke spurte mere ind til det hele.
”Jeg var ved at læse hende Den Grimme Ælling af H.C Andersen, men hun ser ikke
ud til at være så interreseret i selve handlingen!” Sagde han og smilte stort
til hende. ”Undskyld, det er spændende, men jeg vil bare virkelig gerne vide
hvad der sker til sidste med det samme!” Smilte prinsessen, og baskede ivrigt
med sine vinger. ”Den stakkels fugl..” sagde hun og legede med sit hår. ”Jeg
har set fugle da jeg var oven over i jeres land. Der er meget smukt.” smilte
hun. ”Jeg tror jeg så dig på bussen jeg tager om morgenen.” sagde til hende.
Hun så forvirret op på mig. ”En bus? Hvad er det? Jeg ved ikke hvad tingene
hedder desværre.” mumlede hun, og sænkede hovedet så hendes hår dækkede for
hendes ansigt. Kasper fniste og fjernede hår fra hendes ansigt. ”En bus er en
ting der er mange mennesker på, der køre rundt. Lidt ligesom en kæmpe vogn som
i har. De er store og gule.” Svarede han. ”Nå, sådan en!” sagde Angela
angtushastisk, og baskede let med vingerne igen. ”Ja, jeg kørte tit med dem
tidligt om morgen for at komme ud til søerne. Det var hurtigere end at gå.”
smilte hun glad. Jeg bed mig i læben da jeg så hvordan Kasper så på hende. Han
så aldrig på mig på den måde mere. ”Men hvordan kunne det være at de andre ikke
kunne se dig? De lagde ikke så meget som mærke til dig.” Spurte jeg hende. Hun
så på mig med klare øjne. ”De er døde for fantasi min kære.” Hun så trist ned,
og legede med sine fingre negle. ”Desværre er de fleste mennesker helt drænet
for fantasien om at der findes noget andet derude. Som os! Vi kan blive set af
folk der bevare håbet og tror på fantasien.” Smilte hun og tog Kaspers hånd.
Han blev helt forbavset, men smilte tilbage. Jeg ved ikke hvor glad jeg var for
at hun skulle røre ved ham hele tiden, men jeg nød hendes svar.”Det er
virkeligt smukt.” sagde jeg og smilte. Det var godt at vide at jeg i det
mindste havde min indre fantasi og tro tilbage, nu hvor jeg følte mig så
fortabt til hverdag. ”Fortæl mig mere kære Kasper, jeg vil så gerne vide hvad
der sker med den stakkels fugl!” sagde prinsessen og afbrød mine tanker. Han
smilte og så på mig, som om jeg skulle bekræfte om det var okay. ”Ja, gør du
det, så prøver jeg at finde Theodor imens.” smilte jeg, og lod de to være alene
med deres eventyre. Jeg lagde mærke til at prinsessens vinger var blevet en
tand mere røde end de var sidst. Jeg turde ikke spørge ind for meget, men det
klædte hende virkelig. Kasper så også så lykkelig ud sammen med hende, at jeg
ikke nænede at skælde ham ud for at have ignoreret mig hele weekeden. Jeg hørte
en kvindelig stemme fløjte længere oppe af trapperne, også en skikkelse komme
ned med en bunke af bøger i hænderne. Det må være Veronica. Skikkelsen gik lige
forbi mig, og satte bøgerne med på gulvet med et bump. ”Alle de bøger.. jeg er
snart træt af dem.” mumlede hun, og satte sig ned på en bunke af dem. ”Hej
Veronica.”sagde jeg til hende. Jeg havde ikke snakket særlig meget med
Veronica, siden jeg havde snakket med Theodor meget mere. ”Hvor er Theodor?”
Veronicas vinger baskede let, og hun så op på mig. ”Åh, jeg så dig slet ikke
menneskebarn!” Sagde hun og tog sig til brystet. Hendes vinger var mindre end
prinsessen, men stadig flotte at se mig. Theodors vinger var mindre, sikkert
fordi han var ældre end de andre, men jeg syntes stadig det var en facinerende
ting at se på. ”Han sover, han har været oppe hele natten og læse i de nyeste
bøger du gav ham. Han nævnte noget med en der hed shakespear som han var helt
vild med.” Sagde hun, og tog en tår af en af de mange glas der stod rundt
omkring. ”Shakespear? Han er var også en god forfatter.”Sagde jeg, og satte mig
ned ved siden af. Vi hørte begge latter, og så os tilbage. Det var stadig
Kasper og Angela der ramte vores åsyn. De lignede et bedste venner, efter kun
at have kendt hinanden i så kort tid. ”Han har været sammen med hende i over
tre af jeres menneske dage.” Sagde Veronica kort. Mine øjne spillede op. Han
havde tilbragt hele weekenden med hende. ”Han har aldrig brugt en helt weekendt
sammen med mig..” mumlede jeg højt nok til at Veronica kunne høre det. Hun
rakte ud efter mit hoved, og hørte sin hånd op og ned af mit hår. ”Det er ikke
så godt. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror de har noget kemi kørende.”
Jeg kunne udmærket godt se det, og det hjalp i hvert fald heller ikke når en
anden person, eller hvad hun nu var, pejede det ud for mig. Jeg så ned på
fløjten der hang rundt om min hals. Jeg kunne godt bruge Kameron til at holde
om mig i sådan en situation. ”Ja, jeg ser det. Men der er vel ikke noget at gøre
ved det. Vi skal bruge en masse tid hernede og hun ser ud også ud til at være
glad for at være her ikke?” Sagde jeg med et trist halvt smil. Veronica så let
på mig og drak en tår fra sit glas igen. ”Prinsessen plejer ellers ikke at tale
så let med væsner af det andet køn. Hun plejer at være meget mere reserveret og
trist end nu. Hun skriver tit digte og sange, og synger dem for kongen hver dag
han holder et stort bal. Han har været meget ked af hendes ulykkelighed. Hvis
det der forsætter ender det med at kongen vil møde din kære kæreste, og måske
gøre ham til en ridder eller noget andet.” sagde veronica og så mig direkte ind
i øjnene. Hun mente det virkelig. Jeg så skævt tilbage på ham. Kasper som en
ridder? Det kunne jeg virkelig ikke forstille mig. Han plejde at gå til noget
rollespil, men han ville aldrig være stærk nok til at være en ægte ridder. Kunne
det være ægte kærlighed der voksede i mellem dem? Jeg var bange for det. Det
blev mørker, og jeg forlod huset alene, eftersom Kasper var opslugt i prinsessen.
Jeg fik dog vinket farvel til dem alle, inden jeg befandt mig hjem igen. Jeg
nåede to skridt uden for huset, inden jeg bumpede ind i noget blødt foran mig.
Jeg så op, og så et par bekendte øjne se ned på mig. ”Kameron.” Sagde jeg,
forbavset over at se ham igen. ”Tara.” Sagde han kort, hans vinger blafrende
svagt. Han så ned på mig med hans klare øjne. ”Det er farligt at gå rundt alene
når det er mørkt.” Sagde han med en stille tone. Jeg fniste, ”er det ikke altid
mørkt hernede?” Selvom jeg godt vidste det var en dårlig joke. Der var
overraskende nok lyst om eftermiddagen og mørkt om aften ligesom hos os. Det må
have noget med deres magi at gøre. ”Lad mig følge dig.” Sagde han, pludselig
generet. ”Hvis du ikke har noget imod det.” Jeg smilte. Han var virkelig så
sød. ”Selvfølelig må du det.” sagde jeg, og fulgte med ham ud imod udgangen. Han
var stille det meste af tiden, men smilte alligevel til mig når jeg så op på
ham. ”Tak fordi du gav mig den her.” Sagde jeg, og fiskede fløjten frem fra
under min trøje. ”Jeg har føler mig virkelig tryg når jeg har den på mig.”
Kameron virkede overrasket over mine ord. Han virkede så seriøs igen. ”Du er
velkommen. Jeg vil gerne have at du føler dig tryg.” Svarede han, og sendte mig
et lille smil, hvilket var sjældent fra en som ham. Vi nåede enden af tunnelen,
hvor Kameron stoppede op lige froman mig, tæt nok på mig til at få mig til at
rødme. ”Vi ses i morgen.” smilte jeg, og rækte min hånd ud, for at give hånden.
Kameron så på den, og hæv mig ind til et kram. Overrasket men glad, smilte jeg
ind i krammet. Hans store arme lagde sig bag om min ryg og aede mig forsigtigt,
som om han var bange for at knuse mig. ”Der er noget specielt over dig,
jordmenneske Tara.” Sagde Kameron. ”Selvom du ikke har vinger, bryder jeg mig alligevel
om dig. Vi plejde at tro at menneskerne ville være vores fjerner. Det er kun
sket en gang før at et menneske er blevet tollereret, og det har været uden for
dette sted.” Mit hjerte bankede hurtigere imens jeg lyttede til Kamerons
historie. ”Virkelig? Jeg troede i ikke havde set mennesker i så lang tid.”
sagde jeg og så op på ham. Han så ned med blanke øjne. ”Det er også over 300 år
siden. Men det er ikke meget i vores tidsregning.” smilte han, og rørte min
kind blidt med hans hånd. Jeg rødmede igen, da han rørte min kind så blidt. Jeg
tog fat i hans hånd, og lod hans fingre glide ind i mine. Jeg tænkte kort over
det jeg ville sige, slikkede min læber med min tunge, og så op i hans skinnede
øjne. ”Har du nogensined kysset nogen før?” Spurte jeg generet, og kørte min
hånd igennem hans sorte hår. Han så stift på mig som altid. ”Hvad er et kys?”
spurte han forvirret. ”Det her.” Jeg stillede mig på tær og lænte mig blindt
ind imod hans læber, og overraskende nok fjernede hans sig ikke. Det var som om
tiden stod stille. Jeg følte hans læber presse sig blidt ind imod mine, som om
han var bange for at skade mig. Hans læber var bløde imod mine, og jeg mærkede
mit hjerte banke hurtigere i mit bryst. Vi smeltede sammen, der var kun os og
ingen andre tilbage i verden. Jeg følte mig pludselig svimmel og fanget i hans
greb. Det hele var en ny følelse for mig, jeg følte mig forbundet med ham på en
helt ny måde. Det var en meget stærkere følelse end noget jeg havde oplevet
før. Han var blid ved mig, og lod hans hænder glide langsomt ned fra min ryg op
i mit hår. Hans læber forlod langsomt mine og mine øjne åbnede sig langsomt.
Jeg stillede mig normalt på føderne igen, og følte mit hjerte banke hårdt i mit
bryst. Han så ned på mig med røde kinder. ”Det er hvad et kys er.” Sagde jeg og
smilte til ham blidt. Hans blik var blidere nu. Jeg havde åbnet en helt ny
verden for ham. ”Hvorfor kysser man?” Spurte han, stadig shockeret over min
handling. ”Fordi det føles godt. Man gør det for det meste når man holder af en
person.” Sagde jeg med et glimt i øjnet. ”Jeg forstår” sagde han alvorligt
igen. Han pustede let ud af næsen og gav slip på mig. ”Vi ses senere.” Sagde
jeg, og vinkede farvel til ham. Jeg så ham stå tilbage og vinke til mig. Jeg
ved ikke hvor længe han stod der, men jeg kunne se skyggen af ham indtil jeg
selv var helt væk. ”Jeg kyssede ham.” fniste jeg med mit hjerte hoppede oppe i
halsen. Men hvad ville Kasper ikke sige? Hørte jeg en del af min hjerne spørge.
Det kunne da være lige meget, han har selv tralv med Angela hørte jeg en anden
del synge. Jeg gav den anden del ret. Jeg kunne mærke at mit og Kaspers forhold
var ved at gå fra hinanden, og sådan havde det været i lang tid. Det her var
bare de sidste dråber. Vi var alleredet kommet os over hinanden selvom vi stadig
var sammen.
*
Der var en hyggelig stemning i Theodors hus.
Det var senere på eftermiddagen hvor vi alle sad i en rundkreds på gulvet og
fortalte historier til hinanden. Kasper var færdig med at fortælle prinsessen
historien om den grimme ælling, og hun havde snakket om hvor fantastisk hun
syntes historien var hele dagen. Theodor havde klappet hende på hoved, og
Veronica rynkede på næsen over det. Jeg syntes personligt det var en af de
bedste historier H.C Andersen havde skrevet. Han var en af vorse mest kendte
forfattere, og også en af mine yndlings. Angela prikkede i dette øjeblik
Kaspers næse, hvilket fik ham til at grine, og kilde hendes sider. Hun grinte,
og prøvede forgæves at skubbe ham væk fra hende, imens hendes vinger baskede i
hovedet på ham. ”Så, hvis i nu sætter jer helt til ro, så skal jeg fortælle jer
en rigtigt historie.” Sagde Theodor stille til os, hvilket fik de to legebørn
til at tage det med ro. ”Godt så.” smilte den gamle mand, og rømmede sig. ”Jeg
vil fortælle jer en af de ældste historier vores folk kender til.” Jeg så
interesseret på ham, ind til videre havde jeg kun hørt en smule fra Kameron.
Kasper så ikke lige så interresret ud, men han lyttede dog også efter.
”Historien starter tusinder af år tilbage.” Startede Theodor og fik et fjernt
blik i øjnene. ”Vores folk levede engang i fred med folket på jordoverfalden.
Vi havde vinger, men kun dem med fantasi kunne virkelig se os for dem vi var.
Nogen af os fik magiske helende krafter når vi blev forelskede i et menneske.
Vi kunne kurere de syge, hvilket menneskerne i starten var taknemlige for. Vi
begyndte af få børn og starte familier med andre mennesker, og dem renest i
hjertet begynte at kunne se os.” Sagde Theodor med et smil. ”Men senere blev
vores verden grå. De mennesker der ikke kunne se os for hvad vi virkelig var
begyndte at kalde os hekse og troldmænd, og vi blevet jaget som et vildt folk.”
Theodor fik et alvorligt udtryk i ansigtet. Han bed sig kort i læben før han
fortsatte. ”Vi blev tvunget til at flygte og søge ly under jorden. Vi blev
svage på mangel af sollys, og vi midstede vores magiske krafter, og evnen til
at flyve. Det er kun for nyligt at vi har turdet vove os oven på igen. Vi har
sendt nogle spioner op på jorden for at undersøge jer, men i er de første
mennesker der har fundet os. Vi har set hvordan i har ændret jorden, men vi tør
ikke leve sammen med jer igen. Vi er bange for at bliver jaget og hadet endnu
engang, så ind til videre må vi lærer at leve under jorden i fællesskab.”
Sukkede Theodor. ”Men vi er stærkere end før, vi har en stærk royal familie der
holder os stærke, og kærlighed imellem folket.” Afsluttede Theodor med en halv
trist mine. Jeg tog hans hånd og så op på ham med håb i øjnene. ”Tro mig,
folket oven på er blevet meget mere accepterende end vi var før. Jeg ved ikke
hvordan de ville reagere til jer, men det nytter ikke noget at i lever hernede
i smerte.” Sagde jeg oprigtigt. Jeg hadet at se dem lide hernede, især nu hvor
jeg var begyndt at holde så meget af dem. ”I har i hvert fald mig og Kasper der
holder af jer. Ikke Kasper?” Spurte jeg, og så over på min ellers distraheret
kæreste, der havde tralvt med at lege med Angela’s hår. ”Jo, I har os Theodor,
vi lover at vi ikke røber jeres hemmelighed til nogen.” Sagde Kasper oprigtigt.
Jeg troede virkelig på ham. Jeg så Angela smile til ham, og vifte med vingerne.
Det røde fra spiderse af hendes vinger havde spreds sig, hvilket jeg syntes så
meget kønt hun. Hun så ud til at stråle mere end hun gjorde før. Selvom hun var
meget tættere på min kæreste end jeg normalt ville tillade, kunne jeg ikke
modsige at de gjorde hinanden så glade, og hvem var jeg til at ødelægge dette?
Stemingen var glad i det lille hus midt under jorden, og jeg ønskede at jeg
kunne bliver der forevigt. Jeg følte mig hjemme som i en lille tryg familie.
Den slags jeg aldrig fik. Mine tanker gik til min mor som jeg havde besøgt for
nyligt. Hun var blevet lukket ud af den psykiatiske, og havde det godt igen.
Jeg hadet dog når hun prøvede at lade som om intet var sket, og leget mor med
mig. Hun prøvede at købe min kærlighed med gaver og biografturer, og jeg brød
mig ikke om det. Far var nervøs hver eneste gang jeg besøgte hende, og spurte
ind til hvordan hun havde det, og om jeg var sikker på om hun var i god nok
stand til at jeg kunne besøge hende. Heldigvis for mig prøvede hun ikke at
holde mig tilbage når jeg efter en time eller to havde fået nok, og gerne ville
hjem. Siden de bor under to kilometer fra hinanden kan jeg ikke se hvorfor jeg
skal besøge hende i længere tid. Jeg føler mig heller ikke særlig tryg, og
forventer i hvert øjeblik at hun kan midste fatningen. Tanken gør mig bange.
Jeg elsker hende, men alligevel kan jeg ikke glemme hvad der var sket. Jeg så
over på Kasper, og vidste godt at vores forhold ville slutte snart. Jeg holdte
ellers så meget af ham i starten, men uret tikkede også. Jeg blev snart 18, og
efter min egen plan var det slut for livet for denne unge pige. Men kun hvis
mit liv er forfærdeligt på det tidspunkt. Det hele kan stadig nå at blive godt,
tænkte jeg, og så over på Veronica. Hun smilte tilbage til mig, og tog en tår
af sin kop endnu engang. En eller anden dag må jeg få fat på hvad det er hun
drikker. Pludselig bliver døren til huset flået op, og to mænd strømmer ind, og
afbryder vores hyggestund. ”Giv plads for hans kongelig højhed!” Råber den ene.
Jeg ser til forbavselse at Kameron er den anden. Han ser ikke på mig, og holder
blikket lige ud i luften. En højere mand med finere tøj kommer trampende ind
imod os, og jeg formoder at det er kongen, som jeg ellers kun så engang før, da
han dømte os til at hjælpe Theodor og Veronica med at studere menneskerne. ”Min
kære datter, hvad laver du her?” Spurte kongen, der pludselig står foran Kasper
og Angela. ”Hvorfor hænger du ud med menneskerne? Du forstyre vel ikke deres
studier?” Spurte kongen og så alvorligt på hans datter. Hun så ned i gulvet, og
trådte et par skridt væk fra Kasper. ”Nej far, jeg var bare nysgærig.” mumlede
hun, og fjernet noget når fra hendes ansigt. Jeg så Kasper se på kongen med
frygt i øjnene. Han holdte tydeligvis meget af den unge prinsesse. Jeg prøvede
at få øjenkontakt med Kameron, men han blev ved at stirre lige ud i luften. ”De
må undskylde hvis vi har gjort dem nogen ulejlighed deres majestat, deres
datter har kun gjort det hun plejer, spredt glæde hos os alle.” Sagde Theodor
forklarende. Kongen smilte til Theodor. ”Det er jeg glad for at høre. Det er
heller ikke hvorfor vi er her.” Sagde kogen alvorligt. ”Der er noget meget mere
alvorligt på færde.” Han tog fat prinsessens vinger, og kørte hånden ned over
den røde del af hendes vingeparti. ”Jeg har hørt rygter rundt i byen om at min
egen datters vinger er begyndt at skifte farve.” Sagde kongen med en alvorlig
tone. ”Dette er kun set en gang før.” Der blev stille. Theodor, Angela og
Veronica så ned i gulvet, og jeg kunne mærke at det her ikke kunne være godt. Kongen
sukkede dybt, og gav slip på Angelas vinge. Jeg så hvordan hun prøvede at gemme
dem svagt, som om hun var flov over dem. ”Jeg forbyder dig at bruge mere tid
sammen med disse mennesker! Det er tydligvis ikke godt for dig.” Sagde kongen
alvorligt og så ned på hans datter. Hun var på randen til at græde, og så
fortvivlet op på ham. ”Men far..” sagde hun lavt, og blev hurtigt afbrugt.
”Intet men. Det bliver som jeg siger, jeg vil ikke have at der sker noget til
min datter som er så vigtigt for folkets glæde.” Sagde kongen og så skuffet ned
på hende. Jeg så en tåre trille ned af hendes kind, og jeg havde sådan lyst til
at holde om hende, og fortælle hende at det hele nok skulle gå. Sådan havde
Kasper det tydeligvis også. ”Jeg lover at jeg ikke skader hende, vi har kun
bringet hinanden glæde, det lover jeg! Jeg holder rigtig meget af deres
datter.” Sagde Kasper pludseligt. Jeg var overrasket over hans pludselige mod
over for den ellers så stolte konge. Jeg hadet at se Kameron stå stift og
autoritært på den måde. Jeg havde lyst til få ham til at gribe ind, men det kom
tydeligvis ikke til at ske. ”Måske holder i lidt for meget af hinanden.” Sagde
kongen stift. Han greb fast i hans datter, og hev hende med sig. ”Kom, så går
vi!” Angela prøvede at kæmpe imod, men kongen var for stærk. ”Angela!” Jeg
prøvede at stoppe dem, men var selv stoppet af Kameron selv, der skubbede mig
tilbage. Jeg prøvede vredt at skubbe ham væk, men han holdte mig tilbage, og
rystede på hoved. Angela blev hurtigt ført væk, hvilket efterlod Kasper trist
til mode. ”Det er nok for det bedste.” Sagde Theodor og klappede Kasper på
skulderen. ”I to er giftige for hinanden.” mumlede den gamle mand. Jeg forstod
ikke hvad han mente. For mig så det hele så uskyldigt ud. Men jeg ville senere
lærer at det der voksede imellem Angela og Kasper var meget størrer og
magtesfuld end som så.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar