Kapitel 4
”Kan du huske dengang
du spurte mig om jeg troede på magi? Mit svar er ja, jeg tror på at der er magi
er i verden” skrev jeg i min besked til benedicte på fra min blog. Jeg smilte
for mig selv. Mine oplevelser nede i den underjordiske verden havde virkelig
ændret mit syn på verden. Selvfølelig kunne jeg ikke fortælle andre om stedet,
men det var stadig utroligt magisk. Theodor gav os lov til at gå efter jeg
havde fortalt ham det meste jeg vidste om 2. Verdens krig og om min egen
stamtavle. Jeg lovede at komme tilbage til ham med flere nye bøger og viden fra
vores ”overjordiske verden” som han kaldte den. Han var en sød rar gammel mand,
selvom han ikke var menneske. Han var noget helt andet end Kameron der havde
virket så kold og hård imod os, hvem ved hvem der havde tisset på hans sukker
mad den morgen. Jeg glædet mig til at vende tilbage senere sammen med Kasper. Jeg
lukkede min computer ned, og tog fat i min jakke og vinterstøvler, så jeg kunne
nå ned på det nærmeste biblotek. Jeg havde fået den ene støvle på, da min mobil
lyste op fra midten af mit natbord. ”Hallo?”
sagde jeg da jeg tog mobilen. ”Ja, hallo, jeg hedder Katrine, jeg er fra
SPYC, vi har fået at vide vi skulle kontakte dig. Vi vil gerne have du kommer
til samtale med af vores læger så hurtigt som muligt.” ”Okay, jeg har tid i
morgen efter klokken 3, vil det passe med jer?” svaret jeg, og trak min støvle
op. ”Ja, det ville passe os perfekt, så ser vi dig der.” jeg lagde på, og lagde
mobilen ned i min jakkelomme. Jeg sukkede. Jeg var på en måde glad for at jeg
havde fået kontakt til SPYC men samtidig var jeg ked af at de mente jeg skulle
have medicin, også selvom det ville hjælpe mig. Jeg hadet jo når folk kikkede
på mig, og følte tit og ofte de hadet mig når de kikkede på mig, også selvom de
sikkert bare sad for sig selv i bussen som jeg gjorde. Jeg havde nogle
mærkelige tanker, og det var nok det der fik min psykolog til at tro at jeg
havde brug for hjælp. Jeg smækkede hoveddøren efter mig, og fortsatte ud imod
bibloteket. Jeg havde andre ting at tænke på, end piller lige nu.
Skole dagen var tør og
lang inden jeg endelig havde fri og kunne bevæge mig ud i den kolde
vinterbedækkede skov med Kasper i hælende. ”Det her skræmmer mig stadig” sagde
Kasper, da vi nærmede os ud imod skuret. Jeg tog fat i hans hånd og smilte til
ham. ”Det skræmmer også stadig mig, men så længe vi samarbejder med dem, gør de
os ikke noget.” Jeg åbnede låget til den underjordiske verden og hoppede nemt
derned med et par bøger i min fagn. Da jeg landede på mine føder foran mig,
stod der pludselig to skikkelser foran mig jeg ikke havde set før. Kaper
hoppede ned kort efter mig. ”Er i menneskerne?” spurte den ene skikkelse, der
havde et impronerende vingepart. ”Ja, det er os” sagde jeg stille, bange for at
de ville gøre os fortræd. ”Vi er blevet bedt om at eskotere jer til den lokale
videnskabs mand, der vil tage sig af jer, og den viden i har tænkt os at bringe
vores stolte folk.” sagde den anden vagt. Pludselig skubbede en tredje
skikkelse sig frem imellem de to vagter. Det var Kameron. ”Vi mødes igen
mennesker.” sagde han stille. ”Kameron.” sagde jeg, og rækte ham min hånd. Han
stirrede stille på den. ”Det er meningen du skal tage fat i den, sådan her.”
sagde jeg, og prøvede at hive hans hånd frem. Kasper sendte mig nervøse blikke,
men jeg ignorede dem. Kameron rynkede på øjenbrynet, men gjorde ikke nogen form
for modstand. ”Se sådan her.” sagde jeg og rystede hans hånd med min. ”Det er
en form for velkomst i blandet os mennesker.” jeg grinede nervøst, og mine øjne
mødte Kamerons. Han havde et par vidunderlige grønne øjne, som man nemt kunne
blive fanget i hvis man ikke passede på. Der var stille i den kolde jordhule,
og jeg så Kameron puste ud langsomt imens han trykkede min hånd. Vores hænder
passede godt sammen, hvilket overraskede mig. Pludeslig var Kamerons ellers så
hårde blik mildt, og det så næsten ud til at han skulle til at smile. Det
varede dog kun i få sekundter, inden han trak sin hånd til sig igen. ”Fjollede
mennesker, vi har ingen tid at spilde. Jo hurtigere vi for bragt viden frem til
vores folk, jo hurtigere kan vi lærer mere om jer mennesker og jeres mærkelige
vaner.” Han vendte så hurtigt om, og forsatte med at gå foran os og de to
vagter, der fulgte efter ham hurtigt, deres magestatiske vinger hoppede da de
småløb for at følge med i Kamerons tempo. Kasper kom frem og tog fat i min hånd
ingen. ”Pas nu på hvad du laver ikke!” sagde han alvorligt, og klemte min hånd
hårdt. ”Av!” sagde jeg og så surt på ham. ”Jeg ved udmærket hvad jeg laver, jeg
prøver at skabe kontakt med dem. Jeg prøver at være hans ven, det vil gøre det
her forløb, eller hvad du kan kalde det, meget nemmere.” Kasper rullede med
øjnene, og så bare ligefrem.
Theodor stod uden for
hans hus da vi mødte frem. ”Velkommen tilbage kære menneskebørn!” smilte han og
krammede Kasper. Kasper så overrasked ud, men tog imod krammet. ”Er det ikke
sådan i hilser? Sådan har jeg da læst det skulle være. Jeg håber ikke jeg har
fornæmet dig på nogen måde.” sagde han nærvøst. ”Nej nej” smilte Kasper. ”Men
vi fortrækker nu at give hånden til at starte med. Kasper rakte Theodor sin
hånd som jeg havde gjort med Kameron og trykte den let. ”Javel så..” jeg har
stadig meget at lærer af jer menneske børn. I er nogen utrolige skabninger.
”Nej det er i” tænkte jeg inden i mig selv. ”I må godt gå nu, smut!” sagde
Theodor til vagterne, og viftede dem væk. Kameron fnyste, og vendte sig om. Jeg
så efter hans flotte vinger. Hvor havde jeg egentlig lyst til at røre ved dem,
eller tage i det mindste bare tage et billede som jeg kunne hænge over min
seng, så jeg kunne se på dem hele tiden. Der var noget mystisk og på en måde
magestatisk over Kameron som jeg godt kunne lide. Men det jeg kunne lide ved
Kameron kunne Kasper ikke lide. Jeg kikkede smilende på Theodor, hvis blik var
fanget på den bunke bøger jeg havde i min fagn.”Kom ind, kom ind, ingen tid at
spilde!” sagde Theodor, og ledte os ind i hans hyggelige lille hus. Vi sad på
satte af bøger, og læste bøger på en endnu større stak af bøger. Det var
virkelig et bog paradis, og enhver bog elsker ville elske at bo her, for man
kunne nærmest svømme i bøger. Theodor fortalte os at spionerne de sendte op
plejde at skaffe så mange bøger de kunne til ham, og at han egentlig ville
ønske at hans samlig var større. Det var via bøger og lydoptagelser at folket
havde lært vores sprog, som nu blev snakket flyende. ”Meget interresant” sagde
Theodor der havde næsen dybt begravet i en historie bog om 2. Verdenskrig. ”Så
folk valgte at støtte denne mand, også selvom han valgte at dræbe og toturer
ham?” ”Hitler?” spurte Kasper. ”Ja, det er helt vildt skørt at det kunne gå så
vidt. Han er heldigvis død nu.” svarede jeg. Theodor nikkde forståeligt. ”I har
en meget interresant forhistorie.” sagde Theodor og forsatte hans bog. Begravet
i hans bog, lagde Theodor ikke mærke til at døren pludselig blev åbnet, hvilket
fanget både mit og Kaspers blik. En rødhåret skønhed trådte pludeslig ind. Hun
har en halvkort brun kjole med et hvidt bælte og hvide støvler, på. Hendes røde
øjne spejtede hurtigt rundt i rummet, inden hun fik øje på Theodor og smilede.
Hendes vinger hoppede op og ned, imens hun listede sig stille over imod
Theodor, der ikke lagde mærke til noget som helst. Kasper og jeg gjorde det
bedste for ikke at sige noget, men vi stirrede stadig intenst på den bevingede
skønhed. Pigen prikkede let Theodor på ryggen, der hoppede forskækket i sin
stol og vendte sig om, smilende da han så hvem det var der havde forskækket
mig. ”Nå, er det nu dig igen min pige.” smilte han. Pigen grinende og klappede
ham let på ryggen. ”Jeg var nysgærig efter at møde de berygtede mennesker!”
sagde pigen lystigt. ”Det er også typisk dig, du kan aldrig holde dine fingre
væk fra noget!” sagde Theodor, og rystede på hoved. ”I må undskylde vores
prinsesse, hun er et meget nysgærigt væsen kan i se.” smilte Theodor til mig og
Kasper.”Er du.. prinsessen?” både mine og Kaspers øjne spilede op. ”Ja, det er
mig.” smilte prinsessen til Kasper, og løb hen og krammede ham. Han rødmede som
en tomat, men krammede let igen. Ӂh nej, nu har jeg ikke gjort noget forkert
vel? Det er sådan jeg har fået at vide i hilser!” sagde hun, og trådte et
skridt tilbage. ”Nej nej, jeg fik bare et chok, du er meget..” Kasper så mig dybt
i øjnene. ”Køn.” svarede han sikkert, og så på pigen igen. ”Tak, du ser heller
så værst ud selv!” sagde pigen og ruskde i Kaspers hår. ”Angela, vi prøver
faktisk at studere en masse her!” Sagde Theodor pludeslig stramt. ”Undskyld,
undskyld jeg skal nok være sød!” smilte den glade prinsesse, og hoppede
tilbaget til Theodor. ”Du kan gå op til Veronica og hjælpe hende med at
organisere bøger.” Prinsessen kyssede ham på kinden, og vendte om på stedet,
syngende og glad. ”Hver nu søde ved hinanden!” råbte Theodor, uden at kikke op
fra hans bog. ”Wow..” hørte jeg Kasper sige, imens han kikkede efter den
rødhårede skønhed. Jeg bebrejdede ham ikke, hun var godt nok en smuk skabning.
Men personligt syntes jeg bedre om Kameron, også selvom han havde været så kold
imod os. Det var et mystiskt sted vi var endt. ”Hvorfor hænger en person som
prinsessen dog ud her?”spurte jeg nysgærigt. ”Nå lille Angela?” svarede Theodor
munteret. ”Hun elsker at hænge ud her, hun er helt vild med menneskers
historie, hun har flere gange stukket af uden kongen har vidst det. Hun er vild
med bøger. ”Så er det nok hende jeg har set..” tænkte jeg til mig selv. ”Hun er
vidunderlig” kom det fra Kasper der stadig ikke havde taget blikket væk fra den
rødhåret skønhed der stod længere nede i lokalet, og snakkede med en træt
Veronica, der sippede af hendes sædvanlige kop. Jeg bed mig i læben. Når jeg
fik mod nok til det, ville jeg spørge prinsessen om det virkelig var hende der
tog bussen om morgen, for så havde det virkelig været hende der havde fået mig
til at finde stedet til at starte med. ”Hvad kalder i forresten jeres.. land
hvis man kan kalde det for det.” spurte Kasper pludseligt. ”Kalder? Vi bruger
ikke rigtigt noget navnt normalt, men hvis jeg skal kalde det noget så er det
nok bare Wingtopia. Det er hvad vores forfædre kaldte det.” svarede Theodor og
blandrede muntert videre i historiebogen. Kaspers blik var stadig fanget på prinsessen,
hvilket bekymret mig. ”Det er et fantastisk sted.” mumlede han. ”Pas nu på
Kasper, jeg er stadig din kæreste.” Tænke jeg for mig selv, inden jeg sukkede
fortsatte med at skrive flere informationer om os mennesker ned for Theodor.
Det var endnu en kold
mandag morgen på gymnasiet. Jeg havde nærmest tvunget mig selv ud af sengen, og
ind i det kolde biologi lokale. Biologi var en af de fag jeg hadet mest, men i
det mindste kunne jeg snakke med Benedicte, hvilket altid fik timen til at gå
en smule hurtigere. Timen sluttede, og jeg skyndte mig at trække min rygsæk på
ryggen, da vores lærer kommer og tager fat i mig. ”Kan jeg lige snakke med
dig?” ”Ja” svare jeg nervøst tilbage, bange for hvad han dog vil snakke med mig
om privat. Vi træder ind i det mindre bag lokale hvor jeg aldrig har befindet
mig før. ”Ja, jeg kan se her i min opgave at du har snydt.” starter min lærer
med at sige. Jeg er stille. Han viser mig min rapport, og ca. fem linier der er
markeret med rødt med en kilde uden foran dem. ”Det er meget alvorligt, jeg
fortæller det kontoret også giver de dig en advarsel.” Jeg er helt mundlam. Jeg
kan knap nok huske hvordan jeg skrev den rapport. Det må have været den weekend
hvor Kasper var på besøg, og hvor jeg først gav mig til at skrive rapporten
sent søndag aften. Jeg er i chok, og svare kun. ”Ja” og ”Okay” til det min
lærer siger. Jeg får en mærklig stemning inden i mig, og føler mig helt
mundlam. Jeg har jo ikke noget jeg kan sige til ham som forsvar. Han forsatte
med at snakke, og jeg kunne endelig forlade lokalet med en tom følelse af
selvhad. Jeg forstatte ind i det næste klasselokale, med en trist mine. De få
mennesker jeg kaldte mine venner så glade ud, hvilket bare trampede endnu
hårdere på mit nuværenede humør. Jeg havde fået nok af skolen. Jeg tag tog min
taske på ryggen og forlod klasselokalet med det samme. Jeg nåede knap nok ud på
gangen inden Martin hiver fat i min arm og trækker mig ind til siden. ”Hey
hvorfor går du nu? Timen skal til at starte.”Han smilte blidt til mig, og gav
slip på mit arm. Jeg sukkede. Jeg vidste jo godt han kun ville mig det bedste.
”Jeg.. har fået en advarsel angående en opgave, og det har bare virkeligt slået
mig ud. Jeg vil bare gerne hjem og begrave mig under min dyne.” Sagde jeg til
ham og smilte blidt. Jeg ville ikke drage ham ind i hvor svag jeg var overfor
nedgang i mit liv, efter alt det der var sket for mig. ”Det er jeg ked af at
høre.” Sagde han med et venligt smil. ”Er du sikker på du ikke vil med tilbage
til timen? Geografi er ikke så hårdt som det plejer. ”Nej tak, jeg har virkelig
brug for bare at tage hjem og sove på det her” sagde jeg og forlod Martin stående
midt på gangen. Jeg går normalt aldrig fra timerne, men lige nu kunne jeg bare
ikke klare at sidde i klassen med alle de glade mennesker omkring mig. Det
gjorde fysisk ondt inden i mig at se dem være så glade og fredsfyldte, når jeg
selv følte mig så tom og ligegyldigt. Busturen hjem fra grufuld. Jeg kunne
mærke de andre passageres øjne se lige igennem mig, som om jeg var intet. Jeg
følte deres had, som jeg inderest inde godt vidste ikke fandes, men i sådan en
situation her ikke tænkte over. Jeg var på renden til at græde da jeg indenlig
nåede min seng, og kravlede dybt indunder dynen. Jeg smed hurtigt min taske og
sko fra mig, og lagde mig i en behagelig forster stilling inden under min dyne.
Jeg krammede mine puder tæt ind til mig og snøftede. Jeg fandt min mobil frem
og fandt min rock musik samling og headset. Det her var lige tidspunktet jeg
havde brug for dem på. Jeg fandt den højeste sang jeg kunne, og sang højlydt
med på den. Heldigt for mig kom min far først hjem ved seks tiden. Min mobil
døde, og jeg smed den fra mig. Jeg satte mig op i sengen og lod mine hænder
løbe langsomt op og ned af mine arme. Jeg begyndte langsomt at klø den højre
arm med mine skarpe negle. Det føltes dejligt, og fik mine tanker til at være
mere rolige end de var før. Jeg slikkede mine tøre læber og lukkede mine øjne
da jeg begyndte at kradse hårdere end før. Jeg kørte min arm hurtigere op og
ned af min arm og bed mig i min underlæbe, da jeg mærkede smerten vokse. Det
føltes så forkert, men så godt samtidligt. Jeg kunne mærke en tåre knibe sig
frem fra mit øje. Jeg stoppede. Jeg mærkede mine håndflader svede, imens jeg
pustede hurtigt. Jeg fjernede mine blodige fingre fra min arm. Jeg turde ikke
kikke ned på den. Den rystede og var blodig, og jeg følte mig skyldig igen, men
fortrød ikke jeg gjorde det. Jeg kunne mærke flere tåre trille ned af min kolde
kind. Jeg sukkede dybt, og gik ud på badeværelset for at vaske min arm. Hele
min situation var til at dø over, og ofte ønskede jeg at jeg havde styren til
bare at ende det hele. Ind til videre var min plan at begå selvmord når jeg
bliver 18, men hvem ved om jeg er stærk om til det når det kommer til stykket?
Jeg lagde mig tilbage i min seng og hulkede indtil min far kom hjem.
*
Det var koldt ude i
skoven som det plejede at jeg kæmpede min vej igennem for at finde den gode
gamle indgang til det underjordiske folk. Jeg havde mit hår sat op i en
hestehale og var godt pakket ind i min vinterjakke og støvler. Jeg hoppede ned
i hulen og befandt mig endnu engang i den kolde gang ind imod Theodors hus.
”Goddag.” hørte jeg nogen sige bag mig pludseligt, der fik mig til at tabe min
taske og jakke der havde hængt løst omkring mine arme. ”Av..” sagde jeg og så
op på et par bekendte øjne. Det var Kameron der havde forskrækket mig. ”Åh
Kameron du skærmte mig!” grinte jeg, og begyndte at samle mine bøger op. Han så
stift på mig, inden han tog hårdt fast i min arm, der mindede mig om da Martin
havde taget fat i mig tidligere. ”Hvad laver du?” spurte jeg ham. ”Det gør ondt
det der!” Han løsnede sit greb, men holdte stadig godt fast. ”Er du blevet
angrebet? Der er sår overalt på dine arme.” Sagde han roligt og alvorligt til
mig. Der var stille i den dunkle jordhule i et øjeblik. Jeg bed mig i min arm
og så flovt på ham. Det var virkelig en privat ting som jeg ikke nød at snakke
med nogen andre om. ”Nej, ingen angreb mig.” Sagde jeg, og så ned i jorden.
”Jeg gjorde det selv.” Der var stille ingen. Jeg så på hans kolde ansigst
udtryk der pludeslig var fuldt af forvirring. Han rystede hoved. ”Du skal ikke lyve
overfor mig, hvorfor ville man skade sig selv og i sådan en grad?” Jeg gulpede
og følte mig endnu mere dum og forfærdelig. ”Jeg gjorde det fordi jeg følte jeg havde brug for at blive
straffet.” Hans ansigts udtryk ændrede sig pludselig, og hans vinger flakkede
vredt. Han hev mig tættere på ham hårdt. ”Hvorfor ville du dog gøre noget så
forfærdligt? Gør alle mennesker dette? Jeg ønsker virkelig ikke at de kommer
til skade!” Sagde han højt, så det rungede i hele hulen. Han rystede min arm,
inden jeg kunne nå at forklare mig. ”Det – altså.” Mumlede jeg, flov over at
skulle sætte sådan et eksempel overfor den menneskelige race. ”Giv slip på mig,
så forklare jeg det. ” Sukkede jeg. Han slap mit håndled, som nu var ømt. Jeg
aede det blidt efter hans hårde behandling af mig. ”Nogen mennesker gør det,
når de er kede af det, og ikke ved hvad de skal gøre af dem selv. ” startede
jeg. ”Jeg gør det når jeg er helt alene og det får mig til at slappe af og
tænke på andet end alle de andre problemer jeg har i mit liv.” Jeg kikkede op
på hans mørke øjne der så ned på mig. Han blinkede et par gange inden han
åbnede munden igen. ”Jeg forstår stadig ikke. Hvorfor løser i ikke bare disse
problemer?” spurte han, lige så forvirret som før. ”Det er ikke altid så nemt.
Nogengange er det ikke muligt at løse problemet, og nogengange kan jeg ikke
styre det når jeg er ked af det. Det er svært at forklare.” Sagde jeg stille.
Han så på mig med forstående øjne i et par sekunder. Hans vinger baskede frem
og tilbage, imens han hev mig tættere på sig. Han holdte mig tæt ind imod hans
krop, og lagde hans arme omkring mig, uden at sige noget. Hans vinger fulgte
med, og krammede mig også. Det tog fat i den ene vinge og følte hvor blødt den
lå imod min hånd. Jeg følte mig utrolig tryg i hans arme og vinger. Tryggere og
mere tilpas end før. Det var som om alle mine problemer forsvandt og der kun
var mig og ham tilbage. Han lod hans hånd glide ned af mit hår og holdte mig
tættere ind imod hans krop. Vingerne dækkede for mit åsyn, og jeg kunne ikke se
andet end hans varme bryst imod min kind og de smukke sorte vinger der flakkede
under min ryg. ”Du er en magisk person Tara. Du må love mig, aldrig at give
op.” Hørte jeg hans stemme sige blidt. Jeg følte mig så hjemme under hans arme
og vinger. Det var endeligt et sted jeg kunne få fred for alting uden at skade
mig selv. ”Vent, hvor kender du mit navn? Jeg har da ikke nævn det før.” Jeg
følte hans hjerte banke en hurtigere da jeg snakkede. Næsten som om han blev
nervøs når jeg var omkring ham. ”Det er en længere historie til en anden gang.”
sagde han roligt, hans vinger baskende omkring mit hoved. Jeg mærkede noget
vådt strømme ned af min kind, og opdagede først da, at jeg var begyndt at
græde. Jeg behøvede ikke holde tilbage
eller være alene længere, i dette øjeblik var jeg en sammen med Kameron. Jeg
hørte til et sted og der var nogen der bekymrede sig om mig. Jeg håbede ikke
han lagde mærke til det. Han lagde sit hoved oven på mit og bevægede hans
hænder langsomt op og ned af min ryg. Det hele var magisk, både med hans
trykhed og vingerne der dækkede over mig som skyer på en solrig dag. Jeg ved
ikke hvor længe vi stod der, hvor jeg bare nød at have nogen der gad holde om
mig, men jeg nød hvert sekundt af det. Jeg smilte, og krammede ham tættere ind til
mig. Han duftede af jordbund og gran. Jeg havde ikke lyst til at give slip på
ham, men jeg blev nød til det. Hans vinger baskede en sidste gang, inden de
faldt på plads bag på hans ryg. ”Tak, for hvad end det lige var det der.”
smilte jeg generet op til ham. Der var noget ved ham jeg var begyndt at kunne
li’. Han så ned på mig med et par smilene øjne til en forandring. ”Du skal
altid være velkommen. Når du har brug for et sted hvor alle dine bekymringer
forsvinder så bare kald på mig.” Sagde han, og rakte mig noget der lignede en
fløjte. ”Så vil jeg være ved din side.” Han smilte og vendte sig om ”Tara”hørte
jeg ham mumle inden han forsvandt hurtigt ned af den anden ende af tunellen.
Jeg så efter ham, hans sorte vinger der hang majestatisk bag ham som et slør af
fjer, der kunne være en konge værdi. ”Vi ses.” hviskede jeg for mig selv, og
krammede fløjten tæt ind imod mit bryst. Jeg ville besktte den med mit liv.
Jeg nåede frem til den
underjordiske by senere, efter jeg havde placeret fløjten sikkert i min jakkelomme.
Jeg huskede vejen til Theodors hus godt efterhånden, og det var ikke unormalt
for mig at blive set, ligesom det var før. Jeg smilte hele vejen, glad efter
Kamerons kram, eller hvad det var en magisk kraft han havde brugt på mig. Jeg
åbnede døren ind til Theodors hus og så mig omkring. Der var tilsyneladende
tomt. ”Er der nogen?” spurte jeg, men fik intet svar tilbage. Pludselig dukkede
en rød tot hår op fra en bunke med bøger længere inde i bygnignen. ”Jeg er
her!” Et hoved med en tilhørende krop viste sig foran mig. Det var prinsessen
som jeg også havde set før. Hun var iklædt en fin hvid kjole med sorte støvler.
”Goddag.” smilte hun til mig, med hår stående udover det hele. Inden jeg kunne
nå at svare, blev jeg afbrudt af en vred stemme bag mig. ”Nej, nej, du gør det
helt forkert, du skal blive ved med at gemme dig, indtil jeg finder dig!” hørte
jeg en mandelig stemme sige bag mig. Jeg vendte mig om og så at det var Kasper.
”Er du her allerede? Jeg troede ikke du ville komme i dag.” Sagde jeg med
løftede øjenbryn. Han så ned i gulvet med et generet udtryk i ansiget. ”Altså..
jeg havde lovet princessen at jeg ville kommer herned noget tidligere så jeg
kunne lærer ende noget om os.” Jeg forsatte med at så dømmende på ham. Det var
mærkeligt for mig at min ejen kæreste ikke fortalte mig hvad han gik og lavede.
”Jeg håber ikke jeg har gjort noget forkert. De må tilgive mig!” Sagde
prinessen, og tog blidt fat i min hånd. Jeg så ind i hendes smukke øjne, og
kunne kun smile. ”Nej da princesse, jeg troede bare vi skulle lærer dig om
menneskerne sammen med os.” Smilte jeg til skønheden foran mig. Hendes vinger
var smukke, ikke lige så store som Kamerons, men lige så fine og yndige. Jeg
lagde mærke til hvordan tippen af hendes vinger var samme farve som hendes
blodrøde hår. Hun viftede blidt med dem og så generet på mig. ”Det må du
undskylde, der er bare noget specielt over deres ven som jeg ikke kan sætte en
finger på.” Sagde prinsessen og tog fat i Kaspers hånd. Jeg så hvordan han
rådmede og sukkede. ”Hvad var i så i gang med?” spurte jeg nysgærigt, og satte
mig til rette på den nærmeste stol. ”Gemmeleg.” smilte Kasper. Jeg kikkede
dømmende på ham igen. ”Gemmeleg? Hvad har det med vores historie at gøre?” Han
rullede med øjene. ”Det hele behøver jo ikke være så seriøst vel? Jeg tænkte
bare at jeg kunne lærer hende nogle simple ting til at starte med, du ved, ting
som vi selv bruger og laver.” smilte han. Jeg så hvor betagede det han var af
hende, og det burde gøre mig mere på end det gjorde. ”Jeg bruger altså ikke
gemmeleg til hverdag.” mumlede jeg. Prinsessen hoppede op og ned, hendes vinger
dansende i luften. ”Lad os fortsætte, jeg skal nok love at blive bedre!” Sagde
hun estatisk. Jeg tænkte over det, inden jeg svarde; ”Okay, men så bare lige
for i dag.” Vi fortsatte med at lege gemmeleg indtil Theodor kom tilbage med
Veronica. De deltog begge to i legen med glæde da de gik fortalt at nogen
mennesker legede det til hverdag. Dagen endte, og jeg tog hjem og lavede en
halskæde ud af den fløjte Kameron havde givet mig. Når jeg så på den, så det
hele pludselig meget lysere ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar