Kapitel 6
Det var begyndt at
blive varmere i vejret. Mig og Kasper var på vej op imod SPYC’s bygning for at
jeg kunne få min første samtale. Jeg var glad for at han havde lovet at tage
med mig. Måske ville det fjerne hans tanker fra Angela i bare et par sekunder. Bygningen lå heldigvis ikke lang fra der hvor mig og
min far boede, så det var nemt for os at gå lige derfra. Jeg skulle mødes med
en læge, som ville intewviewe mig til at starte med, og derefter ville de
bedømme om jeg havde brug for hjælp eller nogle former for medicin. Jeg var en
smule nervøs, men alligevel glad for at få det overstået. Jeg lod Kasper vente
i ventelokalet uden for, og blev fulgt ind i et lokale med en læge. Intewviewet
varede ca. en time, og jeg følte mig mærkelig tilpas efter. Spørgsmålene kom
meget tæt på mig personligt, og jeg føler mig ramt. Jeg håber inderst inde at
jeg ikke skal noget medicin, men ved det ikke før de dømmer mig næste gang jeg
er der. Jeg gik ud til Kasper i vente rummet og sukkede. Han smilte til mig, og
gav mig et kram. Det var dejligt, men ikke lige så trygt som Kamerons kram.
”Lad os komme væk herfra.” Sagde Kasper, og fulgte med mig ud af døren. Jeg
smilte, og flettede min fingre ind i hans. Der var noget ved vores forhold som
jeg stadig holdte af, selvom jeg vidste hans kærlighed for mig ikke var den
samme som før. Jeg hørte en bekendt lyd bag mig, og så mig tilbage. Jeg fik et
par store sorte vinger at se. De sad fast på en smuk kvinde med kort krøllet
blond hår. Hun havde udfordrene tøj på, og jeg undrede mig om hvordan hun kunne
gå med sådan noget tøj i det her slags vejr. Jeg nåede ikke at få øjenkontakt
med hende, men billedet af hende sad fast i min hjerne. Sorte vinger.. det
havde jeg kun set på en anden, og det var Kameron. Kvinden måtte være endnu en
spion, men det troede jeg ellers de havde stoppet siden de havde fået os. Jeg
stoppede op og slap Kaspers hånd. Kvinden vendte sig, og jeg så hvor meget
størrer hendes vinger var end andre jeg havde set. Det skræmte mig, og jeg fik
gåsehud op og ned af mine arme. Kvinden er utrolig smuk, og det er nemt at
blive betaget af hendes skønhed. Hun ser mig, og sender mig et kort smil, før
hun vender sig om og flagre med de enorme mørke vinger, der er sorte som kul. ”Hvad
er der?” Spørger Kasper forvirret, imens mit blik er fanget på det smukke væsen
ikke langt fra mig. Jeg træder væk, ryster med hovedet, og tager hurtigt hans
hånd i min igen. ”Ikke noget. Lad os komme væk herfra.” sukker jeg, og
fortætter evjen imod den underjodiske hule. Vi når ikke langt ind i Theodors
hus, inden en rødhåret skikkelse overfalder Kasper, og falder ned på jorden med
et brag. ”Av..” hører jeg ham kort sige, mens han skubber personen der landede
på ham væk fra ham. Et par bekendte øjne ser op på ham med tåre trillende ned
af kinderne. ”Angela..” hører jeg Kasper sige, og ser ham kramme hende tæt op
af sig. Jeg kan se på ham at han aldrig har lyst til at give slip på hende, og
hun hulker ind i hans brystkasse. Der er stille et par minutter hvor hun for
lov til at græde ud og kramme ham tæt, inden Kasper sprøger. ”Hvad laver du
her? Jeg troede din far forbød dig at se os.” Hun så op på ham med bedrøvede
øjne inden hun svarede. ”Ja det gjorde han, men jeg kunne ikke holde mig væk
fra dig.” Sagde hun og så dybt ind i hans øjne. ”Øh, jeg mener jer.” Sagde hun
hurtigt da hun så jeg også var i rummet, og smilte. ”Det er okay, jeg ved godt
at i to hører sammen.” Sagde jeg, og satte mig på hug nede foran Angela der sad
på gulvet med Kasper. ”Tara..” hørte jeg Kasper sige, men jeg afbrød ham.
”Jeres kærlighed er dybere end noget andet jeg har set, og selvom jeg holder
rigtig meget af Kasper endnu.” Sagde jeg og så alvorligt på ham, men med
kærlige øjne. ”Så tilhører han dig.” smilte jeg blidt til prinsessen, og så op
på mig med håb i øjnene. Hun svarede ikke, men krammede mig kun tæt ind til
sig. ”Tusind tak, du er en engel.” Sagde hun, og snøftede ind i min skulder.
Jeg klappede hendes ryg. ”Nej, det er dig der har vinger.” Fniste jeg, og det
var her jeg lagde mærke til hvor røde prinsessens vinger var nu. ”Hvad er der
forresten sket med dine vinger?” Spurte jeg, stadig inde i krammet. Angela gav
slip på mig, og tog fat i sin ene vinge. ”Jeg ved det faktisk ikke, det er bare
kommet siden jeg så Kasper. Så det kan kun være en god ting.” Smilte Angela
stort. ”Det er det skam også unge væsner.” Hørte jeg en ældre stemme sig bag
os. Jeg drejde hovedet, og så Theodor komme nærmere. ”Dine vinger er meget
smukke prinsesse, men nu er de blevet plaget med ægte kærlighed.” Theodor satte
sig ned foran os, og vi så på ham med undrene øjne. ”Ægte kærlighed?” Spurte
Kasper forvirret, og rødmede da Angela tog hans hånd. ”Ægte kærlighed imellem
et menneske og en med vinger.” Sagde Theodor. ”Det er kun set engang før, og
det er meget længe siden.” Sagde Theodor med endnu et drømmede blik i øjnene. ”Engang
for længe siden da vi endnu levede sammen med menneskerne, blev en af fra vores
eget folk forelsket i et menneske. Deres kærlighed var så ægte og ren, at
hendes vinger blev røde, og alle mennesker kunne se hende. Pigen var udvalgt,
fordi hun var en glædes skaber, ligesom dem prinsesse.” Angela smilte, og knugede
Kaspers hånd. ”Men siden pigen kunne ses af alle blev hun til sidst jaget og
blev brændt på et bål. Hendes mand var alene med deres søn, og de nåede at
flygte langt væk. Og man har ikke set til dem siden.”
Jeg følte mig mere
forstående nu. Jeg havde vendt mig til tanken om Kasper og Angela sammen, og
vidste også godt at mit hjerte tilhørte en anden. Kameron. Pludselig bankede
mit hjerte hurtigere, da jeg begyndte at tænke på Kameron, men det var
anderledes end det plejde. Hans vinger var jo sorte ligesom hende den
fortryllende dame jeg havde set tidligere. Jeg bed mig i læben, en smule bange
for at spørge. ”Hvad med sorte vinger?” Spurte jeg, og så Theodors ansigts
udtryk ændre sig til et mere alvorligt blik. ”Sorte vinger? Hvor har du set det
før mit barn?” Spurte han med en bekymret stemme. ”Hos… Kameron, ham der vagten
der var her.” Sagde jeg nervøst, jeg ville ikke lyde som om jeg kendte ham alt
for godt. ”Og jeg så det også hos en på vej herned. Hun var meget betagende.”
”Sorte vinger…” mumlede
Theodor nervøst, og legede med sine fingre. ”Har man sorte vinger, betyder det
at ens hjerte er ude i stand til at elske. Det er kun de mørkeste og ondeste
væsner der har sorte vinger.” Sagde Theodor koldt. ”Kameron..” mumlede jeg for
mig selv, lavt nok til at de andre ikke hørte det. Men han holdte om mig! Det
kunne ikke være sandt. Han holdte af mig, jeg vidste det! ”Det kan ikke passe!”
Råbte jeg lidt for højt, og skræmte Angela og Theodor. ”Tara?” Spurte Kasper
igen, men jeg var langt fra færdig. ”Der må da have været nogen der har elsket
en med sorte vinger før… er du sikker på at du ikke tager fejl?” Theodor holdte
sig roligt og svarede stille. ”Ja, det er aldrig sket før. Jeg er helt sikker.
Deres hjerte er endda kendte for ikke at slå, så kolde er de.” Inden jeg kunne
nå at sige mere, bankede det på døren, hvilket gav et sæt igennem os alle. ”Jeg
åbner!” Hørte jeg Veronica råbe længere inde i lokalet. ”Nej vent!” Råbte
Kasper, og så Angela løbe væk for at gemme sig hurtigt. Døren blev åbnet, og
ind trådte kongen igen, med hastige skridt, og to vagter i hælende. Det var de
samme to vagter, hvilket vil sige at Kameron var den ene. ”Kameron..” hviskede
jeg og så trist ned. Hans vinger var kulsorte som før, og jeg havde lyst til at
stille ham tusind spørgsmål, men der var bare ikke tid. ”Det her haster!” Sagde
kongen. Jeg så Kasper forsvinde længere ind i rummet hen til hvor Angela havde
gemt sig. ”En af vores allermest farlige fangere er undsluppet! Vi ville advare
jer først, siden i har de dyrebare mennesker.” Sagde kongen og så uroligt ud i
ansigtet. ”Hvilken fange?” Spurte Theodor, og skubbede mig til side, så han
kunne komme tættere hen på kongen. Jeg følte mig en smule trådt på da han
gjorde det, men forstod ham alligevel. Kongen så alvorligt på Theodor inden han
sagde: ”Alae.” Jeg kunne se Theodors hjerte falde fra hinanden da kongen fik
sagt navnet højt. ”Alae, af alle der kunne stikke af, så lige hende!” Sagde
Theodor fortvivlet og tog sig til hovedet. ”Hvem er Alae?” Spurte jeg forvirret
over situationen. ”Alae er en af de farligste forbrydere vi kender. Hun er
kendt for at suge livet og glæden ud af alle hun kommer for tæt på.” Svarede
kongen. ”Hun har de største sorte vinger der er er set før, og kort blond
krøllet hår, og er kendt for hendes gotiske tøjstil.” Mit hjerte speedede op da
de begyndte at beskrive hende. ”Jeg har set hende! Jeg så hende lige før vi tog
herned!” Råbte jeg højt. ”Pigebarn, hvorfor har du ikke fortalt os det noget
før?” Sagde Theodor vredt og tog fat i mine arme. Jeg så Kameron træde et
skridt frem, da han holdte fast i mig, og det fik mig til at føle mig en smule
mere tryg. ”Der er ingen tid at spilde hun kan være alle steder! Hun er oven på
hos menneskerne. Hvem ved hvad der kan ske!” sagde kongen fortvivlet og skyldte
sig ud af det lille hus. Jeg så Kameron følge efter, hans sorte vinger hoppede
op og ned i vinden. Jeg rakte ud efter hans hånd, og han så tilbage på mig med
triste øjne. Jeg gav slip, og lod ham følge efter. Der var stille, imens kongen
gik på rad række tilbage imod slottet. Jeg så efter Kameron, og mærkede noget
inde i mit hjerte knuse sig. Jeg følte mig pludselig så alene. Mine arme føltes
så varme, og jeg fik lyst til at kredse dem igen. ”Han vil aldrig elske dig.”
hørte jeg en stemme hviske, der fik mine øjne til at spile op. ”Hvem der?”
spurte jeg, og drejet mig rundt. ”Han er ikke i stand til at elske nogen. Du
kan lige så godt bare give op pigebarn.” Fortsatte stemmen. Den var kold og
kvindelig. ”Hvem er du? Du ved intet!” råbte jeg ud i luften. Ingen svarede.
Theodor så bekymret på mig. ”Hvad går der dog af dig pigebarn?” Spurte han med
et faderligt udtryk i øjnene. Et udtryk jeg længe har sukket efter. Han strøg
noget af mit pande hår til siden og holdte min hånd. ”Holder du af ham?” Spurte
han bekymret. Jeg kikkede trist på ham. ”Må jeg ikke det?” Svarede jeg, og
knugede hans hånd tilbage. Han trak mig ind til et kram, og jeg følte tårende
presse sig på.”Det er alt for farligt for dig. Han er en sortvinget, og den
slags er ikke i stand til at elske en tilbage.” En tåre trillede ned af min
kind, imens jeg krammede han tættere ind imod mig. ”Hvordan kan du sige det,
hvis ingen har prøvet?” spurte jeg, og så alvorligt på ham, men med triste
øjne. Han løftede øjenbrynet, overrasket over mit svar. ”Jeg vil bare have du
ved at det ikke har været muligt før mit barn.” Sagde han roligt. Måske havde
han ret, og måske ikke. Men jeg havde i hvertfald tænkt mig at prøve. ”Er det
sikkert at komme ud nu?” Hørte jeg Angelas stemme sig i baggrunden. ”Ja, du kan
komme ud nu kære.”Sagde Theodor. Kasper og Angela kom frem fra deres skjul. De
var begge røde i hovedet, og jeg fornemmede at der var foregået noget helt
særligt imellem dem. ”Kan vi snakke sammen?” Spurte Kasper og nikkede til mig.
Jeg nikkede tilbage, og vi fortsatte udenfor. Der var stille imellem os. Vi
vidste jo godt at vores forhold var slut nu, og jeg havde det egentligt fint
nok med det. ”Så.. det er slut imellem os.” Sagde han stille og så på mig. Jeg
fniste. ”Ja, det kan jeg da se.” Han grinte med mig. Det havde været virkeligt
tydeligt at se at Kasper og prinsessen hørte sammen fra første dag de havde set
hinanden. Jeg smilte og tog Kaspers hånd.”Jeg er glad for at det varede så
længe som det gjorde. Du var en god kæreste.” Han knugede min hånd og sendte
mig et varmt smil tilbage. ”Det er jeg også. Jeg håber det er i ordent at mig
og Angela er sammen… hvis det overhovedet er lovligt.” Sukkede han. Det havde
jeg helt glemt. De blev nød til at skjule deres kærlighed for hendes far, og
resten der ikke brød sig om at et menneske dater en af deres slags. ”Det er jeg ked af.” Sagde jeg oprigtigt til
ham. ”I det mindste behøvede vi to aldrig at skjule vores kærlighed for nogen.”
Han så på mig og sukkede. Han vidste selv hvad han var gået med til. ”Ja, det
bliver ikke nemt men jeg elsker hende virkelig.” Sagde han med et stort smil på
læben. Jeg så mig tilbage i huset, hvor Angela stod og snakkede med Theodor.
Hendes vinger var næsten helt røde, med en smule hvidt i starten. Hun strålede
lykkeligt. ”Ja, jeg så den måde du kikkede på hende fra første dag. Men har du
fortalt hende det?” spurte jeg seriøst. Det var vigtigt for mig at hun også var
lykkelig. ”Ikke endnu. Jeg gør det når tiden er rigtigt.” Sagde han. Jeg
forstod ham hvor vigtigt sådan noget var. Der gik også lang tid før han
indrømmede at han elskede mig, selvom vi havde været sammen så langt tid. ”Hvad
med dig selv? Jeg ser den måde du ser på ham fyren med de sorte vinger.” Han
prikkede mig i siden og sendte mig et skævt smil. ”Hvad? Kameron? Nej da…”
benægtede jeg og så ned, men min rødmen afslørede mig. Kasper fniste. ”Hvis du
siger det. Jeg har bare set den måde han ser på dig.” Sagde Kasper og klappede
mig på skulderen. ”Virkelig?” Sagde jeg med håb i stemmen. ”Men det er umuligt
for ham at elske… du hørte selv Theodor.” Mumlede jeg trist.
”Intet er umuligt.”
Hviskede Kasper. Vi krammede kort for at afslutte det akhavede, og jeg så ham
fortsætte ind til de andre.”Kommer du?” Spurte på vej ind. ”Nej, jeg bliver
lige herud og tænker lidt.” Jeg så ham nikke og lukke døren efter sig. Igennem
vinduerne så jeg ham kramme Angela tæt imod sig, som om hun var bange for
nogensinde at give slip igen. Nu ville jeg bare ønske jeg kunne gøre det samme
med den person jeg elskede. Hvis det altså var muligt.
*
Jeg elsker en der ikke
er i stand til at elske. Jeg lod det synke ind, og mærkede en trist følelse
brede sig rundt i mit krop. Vejen hjem virkede længere end før, siden jeg gik
alene. Kasper boede nærmest nede hos Theodor for at være tæt på Angela, og jeg
kunne vel ikke dømme ham for meget, selvom jeg syntes han godt kunne følge sin
gode ven hjem. Min seng virkede varmere og tryggere end nogensinde før, men den
kunne stadig ikke sammenlignes med den tryghed jeg følte når jeg lå i Kamerons
arme. Jeg nægtede at tro det var umuligt for ham at elske. Det gik op for mig
at det var op til mig at lærer ham at elske nogen. Det kunne ikke være helt
umuligt, alle mennesker elsker jo. ”Men han er jo ikke menneske..” mumlede jeg
for mig selv og sukkede. Jeg tændte sterinlys omkring mig, og lagde mig under
dynen. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at samle tankerne. Der var sket så meget
på alt for kort tid, og det havde stresset mig helt ud. Kameron havde fået mig
til at elske ham ved hans blide måde at holde af mig, og jeg var sikker på at
han ikke ville holde om en så blidt som han gjorde med mig, unden at føle
noget. Det måtte være umuligt. Jeg var ligeglad med at han er sortvingede. Han
kunne have regnbuefarvet vinger for min skyld, jeg ville stadig være helt vild
med ham. Fløjten han gav mig lod jeg hvile mellem mine fingre, og jeg
kærtegnede den blidt. Der var mørkt i rummet udover sterinlyset der lyste op
nok til at jeg kunne se min seng, og vinduet der stod halvt på klem. Jeg satte
mig op for at puste sterinlyset ud. Rummet blev hurtigt mørklagt, og kun lyden
af viden der hæv i mit åbne vindue raslede i mit rum. Jeg klædte om til mit
nattøj, og lade mig i min kolde seng. Lige da jeg skulle til at lukke mine
øjne, løb det mig koldt ned af ryggen. Jeg satte mig op og kigge mig omkring.
”Tara” sagde en stemme pludseligt. Jeg skreg, og tændte hurtigt for mit lys.
”Hvem der?” spurte jeg, da lyset blev tænd, og viste en smilene Kameron foran
mig. ”Det er mig.” sagde han stille. ”Kameron…” Gispede jeg. ”Hvad laver du dog
her?” Han smilte til mig og satte på kanten af min seng. ”Jeg måtte bare se dig
igen.” sagde han. Jeg følte mig både smiret, men også bekymret. Jeg hørte min
far snorke højt, men følte stadig ikke at det var sikkert at have Kameron her.
”Men hvorfor her, og hvordan har du fundet mig?” Jeg havde så mange spørgsmål
at spørge. ”Og hvordan kom du ind?” Han smilte let. ”Jeg har mine metoder.” Jeg
kunne ikke lade være med at smile når han smilte. Han tog min hånd i hans, og
jeg rødmede let igen. Han var så tæt på mig. ”Jeg har et ønske.” Sagde han
pludselig. ”Ja?” Spurte jeg nysgærigt, men også nervøst. ”Jeg kunne godt tænke
mig at…” han gulpede. ”Kysse dig igen.”
Jeg løftede begge
øjenbryn og så forbavset på ham. Selvfølelig ville jeg gerne kysse ham igen,
men alligevel nagede det mig baggerst i hjernen at det ikke var godt for ham.
”Men hvorfor?” Han virkede såret over mit spørgsmål. ”Fordi jeg aldrig har følt
noget så godt i mit liv som da dine læber mødte mine.” Svarede han roligt. Jeg
rødmede igen og mit hjerte galoperede. Tænkt at jeg, en simpel pige, kunne gøre
sådan noget ved en modig ridder som Kameron. ”Men…” fik jeg mumled ud, inden
han hev mig ind i et blidt kys igen. Kysset var bedre end sidst, og med mere
kontrol. Vi forstatte i hvad føles som forevigt, inden jeg hørte min far
rumsere inde fra hans soveværelse. Jeg brød kysset nervøst, og holdte Kameron
for munden inden han kunne nå at sige noget. Min far udstøtte nogle mumlende
lyde, inden jeg hørte ham vende sig, og sove igen. Jeg hadet at vores vægge var
så tynde. ”Det er ikke sikkert for dig at være her, du burde gå.” Sagde jeg, og
fjernede hånden fra hans mund. ”Hvis det er hvad du ønsker.” Sagde han. ”Men så
skal du lukke øjnene først.” Jeg rynkede på næsen. Jeg ville gerne se hvordan
han kom hertil. ”Men hvornår kan jeg se dig igen?” Spurte Kameron desperat. Jeg
fniste af ham, han var alt for sød. ”Jeg kommer igen i morgen. Vi kan ses efter
jeg har besøgt Theodor og de andre.” Hans øjne lyste op. ”Det er jeg glad for.”
Han kyssede mig på panden, og holdte hånden for mine øjne. ”Læg dig og sov
igen, så er jeg væk når du vågner.” Jeg nikkede, og vendte mig om i sengen med
lukkede øjne. Jeg hørte vinden susse i vinduet igen, inden jeg vendte mig om,
og så at han var væk. Jeg tog hånden op til mine læber, stadig chokeret over
hvad der lige var sket. ”Jeg elsker en engel der ikke er i stand til at elske.”
Sagde jeg til mig selv, inden jeg lagde mig til at sove igen. Måske havde det
hele bare været en alt for god drøm.
Jeg vågnede tidligt den
næste morgen, ved at min mobil bippede. Jeg så på mit digital ur, der kun viste
5:45. Jeg stønnede irriteret og kikkede på min mobil. Det var et opkald for et
nummer jeg havde set før men ikke kunne huske. Jeg tog den hurtigt og svarede:
”hallo?” ”Er det dig Tara?” Spurte den kvindelig stemme i den anden ende. ”Ja,
det er mig, hvem er det?” ”Det er Thomas, Kaspers far.” svarede stemmen. ”Du
bliver nød til at hjælpe os, vi kan ikke finde Kasper, han har været væk i over
fem dage nu. Vi har prøvet at besøge ham og ringe, men han tager den ikke.” Jeg
bed mig i læben. ’Det dumme fjols.” Tænkte jeg. Var han virkelig så optaget
dernede at han ikke engang kunne tage hjem engang imellem?” Jeg måtte jo
forklare dem at han var okay på en eller anden måde. ”Ja, jeg har hørt han
overnattede hos en ven i et langt stykke tid.” Svarede jeg. Hvor jeg dog hadet
at lyve, især overfor fremmde. ”Vi blev kontaktet af gynmnasiet, han har
åbenbart ikke været der hele sidste uge.” Jeg kunne mærke at jeg blev mere og
mere vred på Kasper. ”Det er mærkeligt… jeg skal prøve at få fat på ham for
dig, han er i sikkerhed, bare rolig.” Svarede jeg Kaspers bekymret far. ”Du ved
ikke hvor glad jeg er for at høre det.” Jeg kunne hører hvor lettet Thomas var.
”Tak for hjælpen.” Sagde han inden han lagde på. ”Så lidt.” Nåede jeg at sige.
Jeg sukkede da vi lagde på. Jeg tog en oversize tøje på, sorte leggins og hvide
støvler, børstede mit hår og alle de andret ting, inden jeg forlod mit hus og
tog bussen i skole. Jeg havde en høne at plukke med Kasper efter skole.
Der var varmere end før
nede i den underjordiske verden. Jeg traskede med raske skridt for at nå hen
til Theo’s hus. Jeg åbnede døren og blev næsten skubbet af en løbende og
grinende skikkelse, der farede forbi mig med hurtigt hast. Efter hende løb min
kære ven, med et stort smil på hans ansigt. ”Jeg fanger dig!” råbte han, og
Angela grinte højere. ”Kasper!” råbte jeg alvorligt, og prøvede at stille mig
imellem de to legesyge børn. De ignorede mig og fortsatte med at løbe, indtil
Angela nåede en væg og blev overfaldet af Kasper. ”Fik dig!” grinte han og
kilede hende. Hendes vinger baskede imod, og røde fjer fløj til alle sider.
”STOP!” Råbte jeg højt og irriteret, nok til at sætte et ekko igennem hele
huset. ”Åh Tara du er her!” Hørte jeg Theodors stemme sige, imens han kom
gående med en bunke bøger i begge hænder. Angela og Kasper havde stoppet deres
lille leg, og gav mig fuld opmærksomhed. ”Undskyld..” Hørte jeg hende hviske
trist. Jeg sukkede dybt. ”Jeg bliver lige nød til at låne Kasper okay?” sagde
jeg og tog fat i hans arm og trak ham med mig. ӯh, okay, jeg kommer om lidt
Angie.” Jeg rullede med øjnene over hans kælenavn til hende. Jeg trak ham ud
foran huset og pressede ham op imod væggen. ”Det her er alvorligt.” sagde jeg
roligt. ”Hvad mener du? Jeg troede du var okay med at mig og Angela havde noget
sammen.” mumlede han nervøst. ”Det har jeg det også fint med men ved du ikke
hvor lang tid du har været hernede? Du har ikke været i skole en hel uge!” Jeg
var dybt skuffet over hans måde at opfører sig på. ”Jeg…” mumlede han ”har ikke
tænkt over det.” Jeg løftede øjenbrynet. ”Du har ikke passet din skole, din far
er bekymret for dig! Ved du ikke hvor vigtigt gymnasiet er? Det er din
fremtid!” udstøtte jeg. ”Hun er min fremtid!” Sagde han vredt, og skubbede mig
væk. Jeg så stødt på ham. ”Hun-hun gør et eller andet ved mig, jeg kan ikke
forklare det, men jeg er så lykkelig og fuldendt når jeg er sammen med hende!
Det er som der ikke er andre i verden, og alt andet er lige meget!” Jeg kunne
se hvor oprigtig han var, og bed mig i læben. ”Så du har bare tænkt dig at
hænge ud med en underjordisk pige og droppe din fremtid oven på jorden? Du kan
ikke bare bo her for evigt! Der er så meget mere til livet.” Jeg ville sådan
ønske han bare ville lytte til mig. ”Hvad nu hvis jeg gerne vil blive her med
hende? Der er ikke andet jeg vil i mit liv, gymnasiet kan rådne op for min
skyld.” Han så mig dybt og alvorligt i øjnene. ”Der er ingen anden jeg har brug
for end hende.” Jeg følte mit hjerte knække, hvordan kunne han bare sig at han
ikke havde brug for andre? ”Hvad med dine venner, din familie…” mumlede jeg
trist, bange for at jeg ville tabe diskutionen. ”Min egen familie smed mig ud,
og jeg kan finde nye venner hernede.” Han nikkede ind imod huset. ”De er min
familie nu, det er her jeg hører til.” Jeg kunne mærke tårene presse sig på.
”Hvad med mig? Hvordan skal jeg forklare til alle at du ikke kommer tilbage?”
Han fnyste. ”Vi slog op, der er ikke mere i det. Jeg ved det ikke, jeg kan vel
skrive en dødsannonce så de tror jeg er død
eller noget.” Jeg var så fornermet at jeg ikke vidste hvad jeg skulle
gøre. ”Betyder jeg så lidt for dig? Hvad med alt det vi havde sammen? Og hvad
med din begravelse? Det hele er ikke så nemt!” Sagde jeg vredt. Han så roligt
på mig. ”Ærligt? Så nej, du betyder ikke rigtigt noget for mig længere, men
det-” han nåede ikke at afslutte sætnignen, inden jeg havde plantet en stor
lussing på siden af hans kind. Den gav en ordentlig lyd fra sig. ”Din idiot.”
hviskede jeg, og vendte mig om for at gå. ”Tara..” hørte jeg Angela’s stemme
sige fra døråbningen, men jeg fortsatte med at gå. Jeg var så vred og
frusteret. Hvordan kunne jeg ikke betyde noget for Kasper længere? Jeg begyndte
at løbe samtidig med at mine tårer rullede ned af mine kinder. Da jeg var nået
langt væk fra byen satte jeg mig på hug og begyndte at græde så småt. Jeg havde
aldrig følt mig så værdiløs før. Jeg sad og havde ondt af mig selv i et stykke
tid, inden jeg huskede den gave som Kameron havde givet mig. Jeg så på en lille
fløjte og tørrede mine tåre væk med mit ærme. Jeg lagde fløjten op imod mine
læber og pustede lidt. Fløjten spillede en let melodi der var så køn at jeg
havde lyst til at spille længere. Jeg lod den falde ned mod mit bryst i den
kæde den hang i igen, og ventede. ”Du kaldte?” Hørte jeg pludselig en mandelig
stemme sig bag mig. ”Kameron.” Hulkede jeg og krammede ham ind imod mig inden
han kunne sige noget imod det. Han så først chokeret på mig, men smilte og aede
mig hår da han så jeg græd. ”Hvorfor græder du dog?” Spurte han bekymret.
”Kasper… han er bare et fjols.” mumlede og jeg krammede Kameron tættere ind
imod mig. ”Hvorfor?”spurte han nysgærigt, og krammede mig ind imod hans varme
krop. ”Han har brugt en hel uge hernede uden at komme op, og vi var alle vildt
bekymret for ham..” mumlede jeg. ”Virkelig? Hvad har han lavet hernede en helt
uge?” spurte Kameron undrene. Jeg fnyste vredt, ”han har været sammen med
prinsessen hele ugen.” Pludselig gav Kameron slip på mig, og jeg så forvirret
op på ham. ”Prinsessen? Det kan ikke være sandt. Hun har forbud imod at se
ham!” Jeg bed mig i læben. Jeg havde helt glemt det. ”Jeg bliver nød til at
rappotere det til kongen med det samme!” Udstøtte han, og begyndte at gå væk
fra mig med hastige skridt. ”Nej vent!” råbte jeg og fulgte efter ham. Jeg
ville for alt i verden ikke have at Kasper skulle komme i problemer. ”Kameron,
stop!” råbte jeg højere, og prøvede at hive i ham. ”Tara!” Sagde han og vendte
sig vredt om. ”Det her er alvorligt, du ved ikke hvad de gør ved hinanden!” Han
så hårdt på mig inden han traskede videre. ”Så forklar mig det venligst, så jeg
kan forstå det.” Sagde jeg roligt, og løb op på siden af ham. ”Det er
kompliceret.” sagde han med næsen i retningen mod slottet. ”Jeg har tid.” Det
var svært at holde mig i samme tempo som ham. Han så irriteret på mig. ”Men det
har jeg ikke.” sagde han så, og stoppede. ”Tara, hver sød at gå, det her har
ikke noget med dig at gøre.” Hans hænder havde krøllet sig op til knytnæver.
”Du vil da ikke slå på en pige?” Spurte jeg flabet, og krydsede mine arme. ”Jeg
har ret til at vide hvorfor det er så slemt at de to hænger ud sammen. Udover
at han selvfølelig går glip af resten af hans liv, og ligefrem planlægger at
slå røder hernede.” Kamerons øjne voksede sig størrer da jeg nævnte at Kasper
ville slå røder. ”Han vil bo her? Aldrig i livet.” Sagde Kameron og vendte sig
om for at gå igen. ”Kameron! Kameron!” Jeg måtte løbe for at nå op til ham
igen. ”Gå!” sagde han, og satte farten op. Jeg fulgte forpustet med. ”Nej! Jeg
vil vide hvorfor!” Han prøvede forgæves at slippe af med mig, men det lykkedes
ham ikke. Vi nåede endelig ind på slottet, og jeg så kongen side på hans trone
med hovedet begravet i en bog der så velkendt ud. ”Deres højhed.” sagde
Kameron, og satte sig på knæ foran kongen. Jeg panikkede, og gjorde det samme.
”Kameron” sagde kongen
roligt, og forsatte med at læse videre i bogen i hans hænder. ”Hvad bringer dig
her?”
”Jeg har noget vigtigt
at fortælle dem deres majestat.” sagde Kameron roligt, ligeglad med at jeg sad
på knæ ved siden af ham. ”Fortæl mig det straks.” sagde kongen, og bladrede en
side i bogen. Han virkede rimmelig uinterreseret i hvad Kameron havde at sige.
”Det er blevet mig fortalt at den unge menneske dreng har været i omgang med
vores kære prinsesse uden deres tilladelse.” Jeg bed mig i læben nervøst.
Kongen lod bogen falde fra sine hænder. ”Det er en skandale!” sagde han højt og
tydeligt, og satte sig op. ”Før mig til dem straks!” Inden nogen kunne nå at
sige noget var Kameron på sine føder igen, og på vej ud af slottet med kongen i
hælende. ”Deres majestat!” udsøtte jeg, og løb efter dem. ”De bliver nød til at
lytte til mig.” Fik jeg sagt da jeg var nået på siden af kongen. ”Menneskepige,
vidste du noget om dette?” sagde kongen, stadig i fuld gang med at følge efter
Kameron, der sende mig et irriteret blik. ”Ja, men det har ikke noget med sagen
at gøre.” Kongen sendte mig et fortvivlet blik. ”De har bare hængt ud sammen
fordi de er forelsket, hvad er der så slemt ved det?” Både Kameron og kongen
stoppede op brat og jeg støtte næsten ind i dem begge. Han så på mig kort og
sukkede. ”Der er så meget du ikke ved menneskebarn. Tag hjem, og vend ikke
tilbage før det er nødvendigt.” Jeg følte mit hjerte synke i mit bryst. ”Mener
du det?” spurte jeg trist, og sendte Kameron et spørgende blik. Han så ned i
jorden og undgik øjenkontakt. ”Fint!” sagde jeg, og vendte mig vredt om. Jeg
havde fået nok af dem og deres hemmeligheder, som om mit liv ikke var
kompliceret nok i forvejen.
*
Jeg gik alene mod
SPYC’s bygning, trist over jeg ikke kunne få fat på Kasper igen. Der var gået 2
uger siden Kameron og kongen af det underjordiske folk fortalte mig at jeg ikke
skulle komme tilbage før de mente det var nødvendigt. Hvordan skulle jeg vide
hvornår det var nødvendigt at komme tilbage? Jeg var ligeglad nu, jeg havde
ikke brug for dem. Jeg satte mit hår op i en høj hestehale, og pustede ud en
sidste gang, inden jeg ringede på til den store bygning. Der blev hurtigt åbnet
af en ældre mand, der smilte til mig. Jeg smilte igen, og bevægede mig ind i bygningen.
Jeg vendte i ca. 10 minutte inden en dame på hvad der lignede omkring 40 år kom
op til mig. ”Du må være Tara, jeg hedder Malene, jeg skal være din
kontaktperson her i SPYC.” Sagde hun, og rakte hånden ud imod mig.
’Kontaktperson? Skulle jeg virkelig gå her?’ Havde jeg lyst til at spørge. ”Ja,
det er mig.” svarede jeg roligt, og gav hende hånden. ”Følg venligst med mig.”
sagde hun, og jeg fulgte efter hende ned af en lang grå gang med lokaler på
hver side. Vi trådte endelig ind i et lille lokale med et desk, en computer, en
sofa og et bord. Jeg satte mig foran, og hun satte sig i rullestolen foran mig.
Jeg så hende trække nogle papire frem fra en mappe der lå på bordet og undret
mig. Nu havde de også papire om mig. Det var åbenbart meget seriøst. ”Ja, jeg
må starte med at sige det som det er.” Jeg bed mig i læben, nu kom det seriøse.
Det var som at være oppe til en matematik eksammen. ”Vi har diagostiteret dig
til at have skitzotypi.” Det blev stille i lokalet. Jeg kunne ikke tro det.
”H-hvad?” mumlede jeg. Kvinden gav mig et roligt blik. ”Det er en sygdom der
minder lidt om skitzofreni, en unden psykoser.” sagde hun. ”Men jeg er syg?”
hviskede jeg stille, ikke sikker på at hun kunne hører mig. ”Vi har set ude for
dine sympotmer at du fejler det. Du har sagt at du føler folk dømmer dig, eller
holder øje med dig når du går rundt ikke?” spurte hun mig blidt. ”Jo..” det var
jo sandt det hun sagde. ”Og du har også sagt at du føler de vil dig noget
ondt.” ”Det er ikke noget jeg føler, det er noget jeg ved.” sagde jeg bestemt,
udmærket klar over hvor dumt det lød. Hun var stille. ”Ja, men det er i hvert
fald et tegn på skitzotypi. Du har et par sympomer på at du har denne sygdom,
og vi har udskrevet noget medicin, som-” jeg afbrød hende. ”Medicin?!” sagde jeg
opgivende. Skulle jeg nu også til at tage medicin hver eneste dag? ”Ja, det er
noget der vil hjælpe dig med at dæmpe symptomperne.” ”Javel..” svarde jeg, og
så på, imens hun rodet i sin skuffe og fandt en smal pose med hvide piller
frem. ”Du skal tage en hver dag, helst om aften.” hun gav mig posen, og jeg
nærstuderede hvad der stod. ’Solian.’ stod der, mit navn og mit
sygesikringsnummer. Jeg bed mig i læben igen. Jeg følte mig dårlig efter de her
dårlige nyheder. Jeg var i forvejen bange for min mors sygdom, så det hjalp da
ikke at jeg selv fejlede det. Hvordan skulle jeg fortælle det til min far? Det
var nok bedst hvis jeg undlod det. ”Skal vi give dine forældre besked?” Spurte
Malene mig, og skrev ned på sin blok papir foran hende. ”Nej nej, jeg ordner det..”
mumlede jeg. ”I orden, så må vi lave en tid og skrives ved. Her er mit nummer.”
sagde hun, og gav mig et lille stykke papir med hendes navn og nummer. ”Vi ses
næste gang.” Sagde hun og fulgte mig ud. Jeg var mundlam da døren lukkede efter
mig. Jeg var ellers så sikker på at jeg ikke fejlede noget som helst, men jeg
havde åbenbart være syg hele tiden. ’For dum, for dårlig, syg i hoved’ Hørte
jeg en stemme hviske i mit hoved. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg skyndte
mig hjem inden det blev for sent og gemte medicinen for min far. Han skulle
ikke vide noget forløbigt. Jeg tog en pille inden jeg gik i seng, og prøvede at
håbe på det bedste. Det hele skulle nok blive okay igen. Eller tog jeg fejl?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar