Kapitel 7

Kapitel 7

Jeg fattede stadig ikke at jeg var blevet diagnosticeret psykisk syg. Jeg lå i dette øjeblik i min seng og stirrede op i loftet. Min computer lå ved siden af mig og varmede mig med dens alt for varme ventilator. Jeg ville ønske jeg havde råd til en ny snart. Jeg sukkede, og vendte mig om for at finde min blog frem på min computer. Jeg vidste ikke om jeg turde fortælle Benedicte om min sygdom – hvordan ville hun mon reagere? Jeg ville da selv blive overrasket hvis nogen fortalte mig at de var psykisk syg. Jeg skubbede tanken væk, og lukkede for computeren. Der var ikke noget at gøre ved det nu. Jeg havde sådan en lyst til at klø mine arme igen, men jeg lod være. Jeg græb min telefon og ledte efter nogen jeg kunne skrive med. Jeg havde ikke særlig mange venner, men der måtte være nogen der kunne distrahere mig. Jeg så martins nummer og skrev til ham: ”Hey, hvad går du så og laver?” og ventede på svar. Kort efter lyste min mobil op med et svar fra Martin. ”Hey, det går godt, har ikke hørt fra dig et stykke tid, hvad med dig?” Jeg smilte af hans besked, jeg var glad for at han tænkte på hvordan jeg havde det, da jeg også vidste at han havde det svært efter vores vennegruppe var blevet splittet ad. ”Det er gået lidt nedad siden mig og Kasper slog op. Han er svær at være venner med.” skrev jeg. Jeg havde ikke set Kasper siden dengang jeg havde skændes med ham. Han kunne være fortabt eller lykkelig, men jeg vidste det ikke. Jeg håbede ham bare hans bedste, selvom det nok ville være at blive oppe hos vores folk, og ikke nede hos dem resten af hans liv. Der var ingen fremtid i det. Mobilen bibbede, og jeg tykkede på besked knappen. ”Har i slået op? Det er jeg da ked af at hører. Du kan bare skrive hvis du har brug for det.” Jeg blev helt varm inden i af hans besked. Det var helt mærkeligt for at nogen holdte af mig. Især med min paranoia, som fik mig til at tro at alle hadet mig, og var ude efter mig. På de værste dage kunne jeg knap nok tage en bus uden at føle de fremmede blikke bore sig ind i mig, hvilket ofte fik mit hjerte ti at banke hurtigere, og gav mig lyst til at græde. ”Tusind tak skal du ha’ det betyder meget for mig.” Jeg kunne mærke at mig og Martin sagten kunne beholde vores venskab selvom vores vennegruppe var blivet splittet ad. Vi havde samme musik og T.V serie smag, så vi havde en masse at snakke om, og han var flink at tale med. Jeg tror dog aldrig jeg kunne date ham, han er ikke min type, og jeg ser ham slet ikke på den måde overhovedet. ”Men ved du hvorfor Kasper har været væk i så lang tid? Er han ved at droppe du af skolen?” stod der i Martin’s nyeste besked. Jeg bed mig i min underlæbe. Endnu engang blev jeg nød til at komme med en forklaring på hvorfor Kasper ikke var her på den rigtige siden af jorden. Jeg ventede lidt før jeg skrev: ”jeg tror han er droppet ud, han overvejer at flytte, det er alt jeg ved.” Jeg fortrød beskeden lige så snart den var sendt. Jeg hadet at lyve overfor nogen som jeg holdte af, som Martin. ”Det er da trist at hører. Jeg ville bare gerne have et enkelt farvel. Jeg ved godt vi er uvenner, men han er åbenbart ligeglad.” skrev Martin. ”Ja, det er jeg ked af. Han kan være rigtig iskold.” skrev jeg, og puttede mobilen ned. Jeg hadet at jeg skulle midste Kasper på den her måde. Jeg savnede ham inderst inde, og det vi havde sammen. Jeg ville ønske Kameron ikke havde været så grov overfor mig til sidst, jeg var begyndt at holde rigtig meget af ham. Måske ligefrem elske ham, selvom han ikke selv kan mærke den følelse. Jeg besluttede mig for at gå mig en tur så jeg kunne samle tankerne. Det hjalp intet at sidde ned og gruble over det.

*

Jeg var nået ud til udkanten af byen, hvor der lå den smukkeste sø. Der var massere af grinene børn og løbere, også selvom vejeret ikke var det varmeste. Jeg følte mig glad og fredfyldt i det danske vejr der altid var koldere end nogen andre lande. Det skulle måske lige være rusland, men ellers ville jeg mene vi lå ret højt oppe på skalaen over lande der var ved at fryse buskerne af, hvis man ikke havde tre lag trøjer på om vinteren. Om sommeren kunne det dog også blive godt varmt et par dage, og når man så endelig havde købt et par fine shorts, begynder det at regne og blæse. Man kunne aldrig regne med vejret her, og jeg ville nok aldrig venne mig til det fuldstændigt. Pludsligt mærkede jeg en kold hånd på min skulder, og jeg vendte mig hurtigt om i chok. Personen trak sin hånd tilbage, og var tildækket i en stor hætte der dækkede for ansigtet. ”Tara, du bliver nød til at komme med mig, det er vigtigt!” sagde en bekendt stemme, som jeg ikke kunne sætte finger på. ”Nej! Hvem er du?” sputrte jeg fortvilvet, og trådte et par skridt tilbage. ”Det er mig, Veronica.” Jeg havde helt glemt alt om Veronica. Hun tog hætten af, og viste sit korte røde hår. ”Åh jeg har savnet dig.” Jeg krammede hende ind til mig. Jeg havde følt mig så ensom unden englene, men turde ikke indrømme det. ”Der er sket så meget, jeg er helt alene uden jer.” sagde jeg, og gav slip på hende. Hun smilte kort til mig. ”Det er alt sammen meget fint Tara, men det her er en nødsituation” sagde hun med en alvorlig stemme. ”Hvad er der da galt?” Jeg kunne mærke på Veronica at det var meget alvorligt. ”Du bliver nød til at komme tilbage med mig for at se det! Det hele er i kaos! Alae er vendt tilbage.” Veronica tog fat i min hånd og trak mig afsted med hende. ”Alae?” spurte jeg spørgende, og lod mig løbe med Veronica, i mod den bekendte skov. Jeg mod mærke til hvor godt Veronica havde gemt sine vinger under den store hættetrøje, selvom det ikke var nødvendigt. ”Alae, hun er den mørkeste vi kender til. Vi lod hende tage til fange fordi hun bruge sine mørke kræfter til det onde.” Vi løb hurtigere, ind i den mørke, stadig snefyldte skov. ”Hvordan skal jeg kunne hjælpe? Og hvorfor er du dækket til selvom ingen kan se dine vinger?” spurte jeg forpustet, og småløb ved siden af Veronica. Hun sænkede farten så jeg kunne følge med. ”Du har fantasien unge menneske datter” smilte hun til mig. Jeg kunne mærke mig selv blive helt varm af hendes ord. Hun vidste ikke hvor meget en enkelt komplimant betød for mig. ”De fleste fantasifulde søger udenfor hvor de kan blive inspireret. Søen er et farligt sted for en som mig at befinde mig.” Mine øjne spilede op. Det havde ikke gået op for mig hvor mange andre der går ned til søen for at finde sjælefred, ro, og inspiration. Jeg havde helt glemt hvor vidunderige andre mennesker kunne være, men Veronica’s ord mindede mig om det. Jeg følte mig varm inden i igen, og det blev pludseligt nemmere at løbe.  Vi nåede endelig frem til jordhulen og hoppede hurtigt ned under jorden, hvor vi var stoppet af et par bevæbnede vagter. ”Lad os komme igennem, det er vigtigt!” Sagde Veronica højt og alvorligt. Vagterne tog et skridt frem, hvor jeg samtidig tog et skridt tilbage. ”Der er ingen velkommene her. Det er en ordre fra Alae.” Veronica sukkede og så over på mig. ”Det er livsnødvendigt! Mine venner er derinde! En af dem er ved at dø!” Jeg rystede over det hele, bange for hvad der forgik derinde. Selvom jeg var bange, vidste jeg at jeg blev nød til at komme forbi vagterne. Jeg måtte tilkalde den eneste vagt jeg havde tiltro til. Jeg fandt min fløjte frem var under min trøje og fløjtede hurtigt i den. Veronica og de to vagter sendte mig et forvirret blik, men jeg ignorede det. Jeg gemte hurtigt fløjten igen, og kiggede vagterne direkte i øjene.  ”Veronica.” Sagde en mandelig stemme pludselig, og skubbede sig ind imellem de to vagter. Det var Kameron, ham jeg elskede, men som aldrig kunne elske mig tilbage. ”Kameron…” hviskede jeg lavt nok til at ingen kunne hører det.  Han så på os med et koldt blik, og jeg kiggede ned i jorden. ”De er sammen med mig, i kan træde til side” sagde han, og de to vagter vendte om og gik. Jeg turde ikke se ham i øjnene. Jeg havde savnet ham så meget, men han følte sikkert ikke det samme. Hvis han overhoved havde følelser. ”Tak Kameron, det er lige nu vi har brug for dig” sagde Veronica, og fulgte efter Kameron med mig i hælende. ”Hvordan har Theodor det?” spurte hun, hvilket fik mig til at blive mere nervøs. Mente hun det, da hun sagde at han var døende. ”Ikke for godt.” Svarede Kameron, og ledte os hurtigt ind til Theodors hus. ”Hvad er der i vejen med ham?” Spurte jeg endeligt, nervøs for min ældste ven i verden. ”Han har været syg et stykke tid, det sker når ondskaben er i luften. Jeg bed mig nervøst i læben, og fulgte ihærdigt efter Veronica og Kameron ind i Thedors smalle hus. Da vi nåede frem til sengen stod Kasper og Angela der allerede, og holdte fast i hver hans hånd. ”Hvordan har han det?” spurte Veronica, og farede frem til sengen. ”Han klare den lige” svarede Angela, og holdte hendes hånd på den gamle mands pande. Jeg stod længere tilbage, ikke sikker på hvad jeg skulle sige eller gøre i sådan en situation som denne. ”Jeg hentede Tara, jeg håber hun kan hjælpe” jeg trådte et par skridt tilbage mod væggen, usikker på mine fødder. ”H-hjælpe? Hvordan skal jeg kunne hjælpe med noget, jeg forstår ikke engang hvad der forgår.” Kameron satte sin hånd på min skulder, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste ikke om det var fordi jeg var lidt bange for ham, eller fordi det var så længe siden han havde rørt ved mig. ”Jeg tror på at du kan hjælpe Tara. Du er…” han kiggede mig dybt ind i øjnene med et blik der fik mit hjerte til at hoppe et slag over. ”Speciel.” svarede han så, og gav slip på min skulder igen. Jeg så hen imod sengen hvor Theodor lå med sved på panden og et par klynkede støn, med Kasper og Angela på hver hans side. ”Men jeg troede at kongen havde forbudt at de kunne være i samme rum?” Spurte jeg nysgærrigt, over at de to holdte i hånd og passede på Theodor samtidigt. ”Du kan ikke lade ægte kærlighed skilles, og det indså kongen også da han så hvor røde prinsessens vinger er blevet.” Jeg så på Angela, hvis vinger både så størrer ud, men også var blevet blod røde nu. ”Vi mener at det er resultatet i at et mennesker og en af vores egne er blevet forelsket og oplever kærlighed. Det er ikke sket i flere hundrede år, og det er noget af den stærkeste magi vi har.” Jeg så på Veronica imens hun sagde disse ord. Tænk at det virkelig var ægte kærlighed imellem de to. ”Er det derfor at Kasper ikke har kunne været i stand til at forlade hende?” Veronica sendte paret et bekymret blik inden hun svarede. ”Ja, det er desværre en bivirkning ved deres kærlighed. De kan aldrig skilles, dør den ene dør den anden også. De er afhængige af hinanden som en moderkat og dens nyfødte killing.” Jeg så fortvilet hen på Kasper. Det var virkelig ikke den skæbne jeg ønskede. Jeg holdte jo stadig af ham aller inderst inde. ”Men jeg spørger igen, hvordan kan jeg hjælpe? I smed mig stort set ud herfra!” Sagde jeg med en fornermet stemme, og krydsede mine hænder. ”Og jeg er ikke stærk nok..” mumlede jeg, da jeg tænke tilbage på min sygdom, og alle de mennesker jeg følte hadet mig hver eneste dag. Medicinen var begyndt at virke og jeg havde det bedre, men det plagede mig stadig hver dag at jeg var syg og skulle tage en pille for at have det godt. Jeg ville bare gerne være normal og have et godt liv, ligesom mine såkaldte ”venner” i klassen. Veronica smilte venligt til mig. ”Du er den stærkste jeg kender Tara, du kan sagtens klare det her.” Mit hjerte bankede hårdere. ”Er du sikker? Tror du på mig?” spurte jeg, og trådte nærmere sengen, hvor Theodor lå og knynkede. ”Vi tror på dig Tara.” sagde de begge i kor og jeg smilte stort. Jeg gik over mod Kasper og Angela og skite deres hænder ad, så jeg kunne tage begge deres hænder. Jeg sendte Veronica og Kameron et sidste blik, inden jeg lukkede mine øjne som Kasper og Angela gjorde. Jeg følte en mærkelig lykke følelse da jeg stod der. Jeg mærkede elektrisitet fare rundt i mit krop, og mit hår stående ud til alle sider. Jeg så mine minder for mig igen. Jeg så min mor splitte lejligheden ad i hendes psykose, jeg min skikkese græde ude på skole toilettet over noget de havde sagt i klassen igen, jeg så min mor græde sig selv til søvn, mi n far flytte ud af lejligheden da jeg var lille, og små børn mobbe mig, fordi jeg igen kom i skole med beskidt tøj. Jeg åbnede mine øjne, og mærkede tårende der var trilledet ned af mine kinder. Jeg er svag og ubruglig, jeg kunne ikke klare det alligevel. Jeg var intet specielt, jeg var bare kedelige gamle Tara, som alle hadet og så ned på. Jeg vendte mig om og så på Veronica og Kameron, der smilte til mig, og følte pludselig mit hjerte synke. Jeg kunne ikke skuffe dem. De troede så meget på at jeg var stærk og kunne klare hvad som helst. Jeg så ned på den hånd som Angela holdte, og så at hendes tommelfinger kærtegnede min hånd. Jeg trak vejret kræftigt efter de dårlige minder, men jeg blev mere rolig efter hun holdte min hånd på den måde. Jeg så op på Kasper der sendte mig et varmt smilt, der fik mit hjerte til at smelte. Jeg elskede dem alle sammen på forskellige måder. Jeg kunne ikke lade dem i stikken, aldrig nogen sinde. Jeg lukkede øjnene igen, og tænkte på alle de gode minder jeg havde haft med Kasper, dengang hvor vi gik lange ture sammen og snakkede om vores fremtid og hvor meget vi glædet os til gymnasiet var slut. Mine minder med Angela, hvor vi havde overrasket Theodor og Kasper ved at gemme os og springe frem, og hvor meget vi havde grint den dag. Veronica som jeg altid kunne spørge til råds om hvad som helst. Hun var der altid hvis vi havde brug for hende. Og endelig Kameron, jeg tænkte på vores kram, vores nervær, og dengang jeg kyssde ham, og på hvor magisk det hele havde været. Minderne gav mig styrke, og jeg følte mig på toppen igen. Noget der lød som et vindpust susede forbi mit ører, inden jeg åbnede mine øjne igen, og så Theodor ligge med åbne øjne og smile til os. Vi gjorde det. Jeg klarede det. Det var da, indtil jeg faldt ned mod jorden, og alt blev sort igen. ”Tara!” Hørte jeg flere stemmer sige, inden jeg ramte jorden hårdt.

Jeg åbnede mine øjne igen, og så mig forvirret omkring. Jeg var hjemme i min seng igen. Jeg så på mit ur ved sengebordet, klokken var 6:37 og jeg skulle snart i skole. Jeg skyndte mig op, og gjorde mig klar, inden jeg hæv en jakke og sko på, og gik ud af døren. Hvad var der lige sket? Jeg følte jeg havde haft en mærkelig drøm. Det var som om der var noget der nærede mig. Svage minder af drømmen pressede sig på, men jeg huskede ikke meget. Min bus dukkede endelig op, og jeg satte mig forrest denne gang. Jeg følte mig stadig ikke stærk nok til at bevæge mig længere ned i bussen, selvom det nok ville være bedst for mig. Min medicin hjalp dog lidt på det. Medicin? Jeg huskede svagt at der var nogen oppe med mig til SPYC første gang jeg var der, men hvem eller hvad kunne jeg ikke huske. Jeg følte en kold brise da jeg steg ud af bussen, der endelig var nået frem til skolen. Jeg følte stadig der var noget jeg havde glemt, eller nogen? Jeg åbnede døren til skolen, og så Martin stå derinde. ”Hej Martin!” Hilste jeg, og gik over til ham. Måske ville det hjælpe på min hukommelse at snakke til ham. ”Hey Tara, hvordan har du det?” Spurte han med et smil. ”Jeg har det godt tror jeg, jeg føler bare jeg har glemt noget du ved?” ”Har du drømt noget mærkeligt? Det kan godt være du tror du har oplevet det, men så har det bare været en drøm, det sker for mig hele tiden.” Svarede han, inden skoleklokken ringede. ”Nå, men vi skal også se at komme til time. Timen var tør og kedelig som sædvaneligt, men den føles ekstra kedelig i dag. Det var som om jeg havde oplevet noget sjovere før der holdte mig i gang. Jeg kunne bare ikke putte min finger på det. Til frokost spiste vores lille gruppe sammen som altid, men det virkede som om der manglede en plads. ”Hvorfor står der egentligt den der ekstra stol?” Spurte jeg, og så over på den stol der stod til overs ved vores bord. ”Aner det ikke.” Svarede Martin, og forstatte med at tage en bid af hans sandwitch. Jeg blev ved med at undre mig resten af skole dagen. Det var som om der var noget inden i mig der manglede. Som om der var en brik inden i mig der ikke var faldet på plads. Turen hjem var kold og lang som altid, og siden min mobil var død efter at have været tændt i den alt for lange skole dag, brugte jeg tiden på at betragte landskabet udenfor mit vindue. Vi kørte forbi skoven som altid så så smuk og pragtig ud her om vinteren. Det var som om der løb en særlig følelse over mig da jeg så derhen. Det var som om der var noget der gav mening. Selvom jeg følte mig draget til skolen tog jeg direkte hjem, og lagde mig i min varme seng, hvor jeg kunne føle mig tryg. Vinduet stod åbent, selvom jeg ikke huskede jeg havde åbnet det, og da jeg prøvede at lukke det hørte jeg en hvisken ”forkert. Du er en fejl, du er forkert.” Jeg rystede, og satte mig på min seng igen. Det var sikkert bare nogen udenfor som jeg havde overhørt. ”Du er en fejl Tara, du burde skader dig selv, du er en skamplet på jorden.” jeg holdte om mine arme igen. ”Nej! Hvem er du?” Spurte jeg fortvilet, og så mig rundt omkring i lokalet. ” Jeg er din sande stemme, lyt til mig barn. Du er ikke vigtig for nogen.” Jeg gik rundt i hele den tomme lejlighed, for at lede efter personen, men der var ingen andre hjemme. ”Gør en ende på smerten, du ved du gerne vil.” Hviskede stemmen lumskt til mig, som fik mig til at ryste over hele kroppen. ”F-først til min 18 års. Det kan nå at blive bedre!” ”Det bliver aldrig bedre barn, indse det nu bare. Det er bedst hvis du tager dit liv nu, så spare du også dig selv og alle omkring dig tid og smerte.” Jeg var mundlam. Stemmen var meget stærk og svag at sige imod. Jeg satte mig på min seng inde på mit værelse, og tog mig til hovedt. ”Lad mig være i fred!” Råbte jeg men stemmerne forstatte med at hviske onde til i mit ører. ”Skær, dræb, dø.” hviskede de, og jeg græd igen. ”Nej, jeg vil ikke, jeg..” jeg så pludseligt over på mit skrivebord, hvor der lå den mindste fløjte jeg nogensinde havde set. Jeg tørrede mine tåre væk og så på den. ”Den her… den her fik jeg af Kameron.” mit hjerte slog hurtigere. ”Gør en ende på dit miserable liv.” hviskede stemmen. ”Kameron..” sagde jeg igen. Jeg huskede ham. Jeg huskede Kasper, Angela, Veronica, og Theodor! Jeg huskede alle de gode stunder vi havde sammen, hvor lykkelig jeg var omkring dem. ”Kameron…” mumlede jeg igen, og krammede fløjten ind til mit hjerte. ”Vågn op Tara!” Hørte jeg hans stemme sige, og jeg vendte mig om, men der var ingen. ”Vågn op Tara!” Råbte stemmen igen. Vågne… sov og det hele var en ond drøm! ”Vågn op!” Råbte stemmen en sidste gang, inden jeg slog mine øjne op, og så på fire skikkeser, der smilte til mig. ”Hvad skete der?” mumlede jeg træt, og tog mig til hovedet. ”Du besvimede kort efter du hjalp Theodor med at blive rask igen.” svarede Veronica. ”Du har sovet et timer. Vi var bekymret for om du også var blevet syg. Du udstøtte en masse mumblede lyde til sidst.” Jeg satte mig op i sengen. ”Ja, der var den her onde stemme der…” jeg sukkede trist ”der sagde jeg skulle skade mig selv og begå selvmord. Det var forfærdeligt at hører på.” hviskede jeg stille, og kiggede ned i gulvet. ”Det må være Alae der rodet med min hjerne. Det samme skete for Theodor før.” svarede Kasper. Jeg så på ham. Ham og Angela holdte i hånd, og hendes vinger baskede roligt, og fællede små røde fjer fra sig. De var et smukt par at se på, men alligevel forstod jeg ikke at deres kærlighed kunne være så stærk efter kun at have kendt hinanden i en måneds tid. ”Det burde være væk nu. Så snart man vågner burde man være kureret. Der er kun en kendt kur indtil videre, desværre.” svarede Theodor, der kom gående frisk og glad. Jeg var lykkelig over at se at han var rask og glad igen. ”Og hvad er det?” spurte jeg nysgærrigt. ”Ægte kærlighed.” svarede han roligt, og i samme øjeblik mødte mine øjne Kamerons. Jeg rødmede. ”Så… jeg har oplevet ægte kærighed?” mumede jeg stille, og blev ved med at stirre ind i Kamerons øjne fra min seng. ”Ja, ægte kærlighed.” svarede Theodor. ”Hvem tænkte du på`” spurte Angela, og hoppede op og ned igen. ”Det er øh…” mumlede jeg og så ned igen.

”Det er lige meget.”

”Nej da, jeg vil gerne vide det!” Der var vist ingen måde jeg kunne komme uden om den her. ”Lad være med at presse hende!” sagde Kasper pludseligt til hende. Jeg havde ikke regnet med at han ville sige hende imod. ”Nej, det er okay Kasper.” smilte jeg til det søde par.”Det er …” Jeg så op på Kameron et øjeblik inden jeg svarede.

”Kameron.”

Jeg så dem alle gispe og jeg så ned i gulvet igen, flov over jeg havde indrømmet det. Men der var ingen vej tilbage nu. Kameron stod stift og så på mig med det samme blik som altid, og jeg sukkede. ”Jeg er ked af det…” hviskede jeg stille. ”Jeg ved du ikke er i stand til at elske nogen, men…” ”Nej du forstår det ikke kæreste Tara!” afbrød Theodor. Det er et mirakel.