Første kapitel (Kapitel 0)

Intro kapitel

Glostrup var en normal kedelig forstad når man først lagde sine øjne skue udover de kolde, grå beton bygninger der var placeret rundt omkring. Personligt kunne jeg sagtens vælge en meget bedre by at vokse op i. En stille bondeby i midten af jylland eller noget kunne have været skønt. Selvfølgelig var der også nogle gode ting ved at vokse op her. Jeg elskede travlheden og at bo tæt på byen.

Jeg var ikke altid det mærkelige barn, det var bare noget jeg langsomt endte med at blive. I børnehave klassen var jeg den populære lille pige med krøller og smukke brune øjne som ingen – hverken voksne eller børn -  kunne stå får. Men så snart jeg lærte at skrive, begyndte jeg at skrive. Jeg skrev mine egne eventyre ned på vores gamle windows 95 computer, også selvom jeg stavede ”ræv” på tre forskellige måder. Jeg printede lystigt mine historier ud og viste dem frem til alle og enhver, og mine forældre og lærer var selvfølelig glade for dette. Ingen kunne forklare hvor min pludselige lyst til at skrive kom fra. Min far er fillipiner og kan knap nok stave de nemmeste ord, og min mor bruger venster hjernehalvdel, og holder sig mere til biologi og huslige pligter.

Min barndom var blandet, blandt andet på grund af min mors sygdom der kom i udbrud da jeg var tre år. Jeg kan huske at jeg kom hjem fra skole med min far, hvor jeg havde fået en splint i fingeren, og jeg bare genre ville have et kram af min mor, men hun var der mærkeligt nok ikke. Min far sagde at der var en pakke fra min mor, og at jeg først måtte åbne den når han fik lov til at tage min splint ud af fingeren. Jeg er meget overfølsom med min hud, men jeg lod ham gøre det, husker jeg. Jeg kan huske at der var et bubblespil inden i pakken og en besked hvor min mor forklarede mig at hun snart kom tilbage. Jeg forstod heldigvis ikke så meget af hvad der skete dengang. Min mor kom hurtigt tilbage, og sygdommen lå kun på lur i et par år, før den brød ud igen. Min mor holdte sig til et bestemt mørk sted i vores hjørnesofa, og brudte sig ikke om at flytte sig. Hun sad og spillede det samme gamle mobil spil igen og igen dagen lang, som jeg i øvrigt havde lært hende – hvilket ikke hjalpt imod min skyldfølelse. Jeg prøvede forgæves at hjælpe til i huset ved at gøre rent – når ingen så det. Min far blev træt af det hele, da han hverken forstod min mor eller sygdommen overhoved. Samtidig blev jeg ændre, og mindre nuttet. Jeg var en stille pige, der godt kunne lide at læse og spille computer spil i min fritid, og det blev selvfølgelig set ned på. Kort sagt, det var her mobningen begyndte, men det vender jeg tilbage til. Da jeg var 11 fik min far nok, og fortalte mig at han flyttede væk, hvilket bare er en pæn måde at sige at han ikke kunne klare min mor længere. Engang i mellem kom han forbi og gjorde en smule rent i lejligheden, og råbte af min mor. Jeg hadet ham for det. Når jeg ser tilbage kan jeg ikke forstå hvordan han kunne efterlade et barn sammen med en kvinde der tilsyneladene ikke var i stand til at tage sig af barnet. Selvom min far var blind for dette, var min tante ikke. Hun endte med at melde os til kommunen, og vi blev kaldt ind til flere samtaler, som jeg stadig var for ung til at forstå. Det endte næsten med at jeg blev fjernet fra min mor, men dog alligevel ikke. Jeg forstatte med at bo hos min mor. En dag rykkede jeg rundt på mine møbler sent om aften, og min mor råbte af mig og sagde jeg skulle skride i seng. Det gjorde jeg så. Jeg blev vækket klokken fem næste morgen af min far der bad mig om at pakke mine ting. Jeg var forvirret, men så så at min mor var væk – igen. Hun havde efterladt en seddel hvor hun forklarede at hun var ked at det, og at jeg ikke behøvede at tage i skole den dag. Min far tvang mig dog alligevel til det.

 Det var et meget kaotisk år.

 Efter den episode flyttede jeg hjem til min far. Der var rent hos min far, men pasningen var ikke anderledes. Min far kunne ikke finde ud af at vaske mit tøj, eller guide mig til det, hvilket resulteret i mere mobning. I skolen lavede jeg heller ingen ting, men lavede dog stile med stor glæde når vi endelig blev bedt om det. Mig og min far besøgte min mor en enkel gang da hun var indlagt. Jeg kan huske hospitalssengen og det træningstøj min mor havde på, der fik det hele til at virke så trist. Jeg var stadig forvirret over hvad det hele var. Min mor blev heldigvis udskrevet efter ca. et halvt år.

Jeg havde en tyrkisk veninde som jeg holdte mig af dengang. Jeg kunne ikke se det dengang, men hun havde selv problemer med hendes mor. Vi var bedste veninder lige fra første klasse, hvor vi begge to var kommet i skole en dag i sommerferien fordi vores forældre havde troet skolen startede den dag. Men jeg var blind for hvordan popularitet virkede, og da min veninde fulgte med strømmen var jeg ikke med. Det endte med at hun skrev en ”post” om mig på nettet om hvor glad hun var for at slippe af med mig. Hun skrev en sms til mig om at hun ikke kunne være venner med mig, selvom hun prøvede. Dette startede massere af rygter, og mobning fra alle sider. Siden min hygiejne heller ikke var for god pga. manglende pasning fra min far, var hele skolen pludselig efter mig. Jeg begyndte at pjække fire ud af fem dage om ugen, og skjulte det fra min far. Kommunen forslog mig at tage på en kostskole, uden at de vidste noget om problemerne i klassen, de gik kun udfra det der var sket med min mor. Jeg takkede ”nej” bange for tanken om at blive sendt 100 kilometer væk fra de omgivelser jeg var tryggest med.

År gik, og min pjækning forstatte, og skolens lærer sendte mig advarsler, som jeg holdte for mig selv og ikke fortalte min far om. Jeg græd, da det gik op for mig hvor slemt mit fravær var, for jeg holdte jo egentligt af selve det at gå i skole. Min lærer var også ked af det, hun syntes jeg var en meget god elev der var rigtig talentful til at skrive, og det var noget af det eneste der holdte mig oppe på det tidspunkt. En dag da jeg besøgte min mor sagde hun alvorligt til mig, at hun vidste at det gik dårligt i skolen, og jeg begyndte at græde igen. ”Gid vi havde sagt ja til det tilbud om kostskolen” kan jeg huske at jeg sagde, og min mor sagde at det ikke var for sent. Min mor gik op på kommunen dagen efter, og vi fik min far med på ideen om at jeg skulle starte på kostskolen. Næste dag da jeg kom i skole trak mine lærer mig til side for at snakke om mit fravær, men jeg fortalte dem bare koldt at vi allerede havde fundet en løsning. Da jeg fortalte mine klassekammerater om dette, begyndte de selvfølelig alle sammen at behandle mig godt. At komme væk fra den skole er den bedste ting jeg har gjort i mit liv. Det var også første gang jeg fik løst et problem med min mor, og det fik det hele til at føles endnu bedre. Jeg var fjorten da jeg startede på kostskolen. Jeg blev taget godt imod af de andre elever. Jeg lærte dog hurtigt at det var en skole for andre folk med problemer, hvilket gjorde at jeg stadig var lidt mærkelig i forhold til de andre elever. Ingen andre af de andre elever havde en psykisk syg mor – deres forældre var for det meste i fængsel eller alkoholikere – eller i de værste tilfælde døde. Selvom jeg var stoppet på skolen blev eleverne fra min gamle folkeskole ved med at genere mig igennem mobil mobning og internettet. Heldigvis var eleverne på kostskolen søde imod mig på dette punkt, og forsvarede mig, og støttede mig igennem det. Jeg havde en meget smuk og sød værelseskammerart der inspiretet mig meget. Hun gav mig en makeover, og lærte mig at elske mig selv. Det hjalp mig meget til endelig at finde mig selv, og min plads i samfundet – selv dagen i dag. Jeg fik lært nogen livslektioner på den skole.

Jeg fik både nogle venner,  og fjerner, og endda en kæreste, ja livet var godt. Jeg klarede mig godt i skolen der, da jeg blev tvunget til at tage i skole hver eneste dag. Jeg fik en ny god veninde der boede på øen kostskolen lå på, og som var lige så misforstået som jeg var. Til gengæld havde hun en god lykkelig familie, men jeg var bare glad på hendes vejne. Min mor klarede det godt da jeg kom hjem på weekend, og det var i det hele taget en lykkelig tid for mig. Jeg husker tydeligt da min mor var til forældre møde på skolen, og min venindes mor fortalte de andre forældre; ”min datter plejde at hade lektier og skole, men nu laver hun dem hvergang, og klare sig godt” hvorefter hun vendte sig og så på min mor og sagde ”og det er på grund af din datter.” Jeg har aldrig været lykkeligere end da min mor fortalte mig det. Tænk at jeg kunne hjælpe andre, når jeg knap nok kunne hjælpe mig selv.

Da jeg startede i 10. Klasse blev det dog værre. Jeg begyndte at føle mig trist og ulykkelig til mode. Det var også på det tidspunkt mine skænderier med min far var værst. Jeg begyndte at få selvmords tanker og stak dramatisk af fra timerne, for at løbe op til den mølle der lå tæt på skolen. Her gemte jeg mig og græd, over min bare eksistens. Det var også på det tidspunkt jeg fik en psykolog. Jeg bad selv om at få en, da jeg selv mente jeg havde et problem med alle disse følelser jeg ikke havde fået snakket om. Og det hjalp godt nok også. Jeg fik endelig svar på hvad min mor fejlede – skitzofreni. Man skulle tro at jeg allerede vidste det, men sygdommen var meget tabu i min familie. Jeg havde bare troet at det var en deprition og havde ikke tænkt nærmere omkring det. Men nu gav det hele mere mening. Psykologen fortalte mig at sygdommen ikke er det som de fleste går rundt og tror. Vi får bildt os meget ind af medierne, og mange af tingene passer ofte ikke – som skitzofreni. Mange ville måske tro at dette betød at min mor havde forskellige personligheder og gik rundt og slog folk ihjel, men sygdommen var noget helt andet, og en helt masse forskelligt. Nogen der lider af sygdommen hører stemmer, andre kan ikke styre deres tanker, og nogen for psykoser. Min mor havde tankeforstyrelser hvor hun ikke kunne styre sine tanker og hvor det hele bare løb rundt i hoved på hende. Det er svært at forklare, men jeg forstår det egentligt selv godt. Men inderst inde i mig troede virkelig på at hun ville være rask for evigt.

Jeg havde dog stadig selvmords tanker. Jeg planlagde at begå selvmord når jeg blev 18 år. I dag er jeg 17. Min gamle veninde flyttede på efterskole, hvilket gjorde mig endnu mere ulykkelig. Heldigvis fik jeg en ny god veninde. Hun var 3 år yngre ned mig, men vi fortalte hinanden alt, også om vores selvmordt tanker. Vi valgte dog at lukke emnet, da det gjorde for ondt at hører på en anden person man holder af, have selvmordstanker.Jeg overlede kostskolen, med venner og kæreste i behold.

Jeg husker tydeligt dagen da jeg stoppede på kostskolen. Det var en kold og våd dag hvor regnen havde fået lov til at spille sit eget spil. Farvel cermonien var ikke særlig glædelig for mig. De tætteste af mine venner fik en pris af vores rektor  for at være ekstra gode kammerater og elever på skolen, men jeg fik ingen ting, hvilket såret mig dybt, da jeg følte jeg havde opnået så meget. Min kæreste var populær i blandt de mindre elever, og han gik rundt og sagde farvel til de fleste af dem, hvor jeg holdte mig i baggrunden og betragtede ham. Min kæreste dengang var overvægtig, men havde en venlig personlighed der fik folk til at holde af ham. Desværre var han også naiv, hvilket gjorde ham nem at udnytte, og skaffede ham dårlige venner, som jeg tit advarede ham om, selvom han aldrig lyttede til mig. Vi snakker ikke længere sammen, men jeg må indrømme at jeg nød den tid vi havde sammen, og han holdte mit humør oppe i længere tid af gangen, hvilket jeg er meget taknemlig for. Da jeg havde sagt farvel til resten af mine venner som stadig skulle gå på skolen (blandt andet min veninde der er 3 år yngre end mig) blev jeg hentet af min far i hans bil. Vi skulle også køre en af mine drenge venner med hjem. Jeg havde været lidt vild med ham, og noget af den følelse forsvandt aldrig rigtigt. Da vi kørte hjem var vejret koldt og regnen dulmede mit humør. Da vi endelig satte min ven af gav han mit far et håndtryk, og jeg forventede naiv som jeg er, et kram eller i det mindste en anden form for gestus der ville signalere at han også var glad for min eksistens. Men han vinkede blot farvel til os, og fortsatte ind i hans hus.

Pludelig følte jeg at min tid på kostskolen, og på selve denne jord var fuldstændig unødvendig, og jeg græd stille for mig selv. Jeg havde aldrig følt mig så uønsket som jeg gjorde i det øjeblik. Nu tænker du måske at han ikke mente det som jeg følte han mente det, og det er også rigtigt. Men i det øjeblik var jeg fuld af selvmords tanker og fortvivlelse, og at blive afvist på den måde hjalp mig heller ikke.

Nogen dage senere flyttede jeg hjem hos min mor, nu 17 år og klar til at starte på en frisk i gymnasiet. Alle var enige om at det var en god ide for mig at bo hos min mor, nu hvor hun var så frisk som hun var, og jeg vil da også indrømme at det var meget lykkeligt og idyllisk i starten. Kaoset kom først senere. Jeg startede i gymnasiet, og slæbte en kuffert med første skole dag, da min mor mente at vi ville få så mange bøger med. Allerede der burde jeg have set det komme. Selvfølgelig var det en joke, og vi fik kun ca. syv bøger at holde styr på, da resten af undervisningen forgik elektronisk.

Allerede første skole dag kendte jeg en anden elev. Jeg havde skrevet med en person over Facebook som gik i min parallel klasse i 8. Klasse, men hurtigt flyttede til en anden efterskole, og vi havde kun snakket kort sammen før. Kasper, hed ham. I starten holdte jeg mig meget til ham, hvilket blev kommenteret mig på af mine andre klassekammerater, da Kasper ikke levede op til de standard skønheds idealer som vores samfund kræver i dag. Jeg syntes såmen han var sød og charmerende, så jeg holdte mig til ham. Sammen fik vi dannet os en vennegruppe af forskellige typer af mennesker. Der var en dreng fra min klasse, der var sød og stille. Han havde piercinger og briller og snakkede tit om musik og andre kloge ting. Der var en anden pige der gik på HF med skulder langt rødt hår der godt kunne lide at snakke og snakke og snakke dagen lang, der var en pige fra min klasse med briller der elskede at tegne og var fantatisk til det, også var der mig og Kasper.

Vi var en stille gruppe der havde vores faste plads i kantinen hvor vi altid spiste og snakkede sammen. Frokost min yndlings del af dagen, og gav mig lyst til at komme i skole. Det skadet selvfølgelig heller ikke at mit og Kapers venskab voksede, til noget større. Vi tilbragte meget tid sammen, hvor jeg kom sent hjem og måtte forklare min mor hvorfor. Hun proiteret min skole højere end noget andet, men accepteret alligevel min opførsel. Aftenerne blev senere og senere, og jeg begyndte at snakke mindre og mindre med min kæreste. Når jeg endelig var sammen med min kæreste, ville han aldrig rigtig snakke med mig om hans nye liv på hans gymnasium, hvilket skabte afstand imellem os. Jeg kan godt se at det var en af grundene til at vi ikke holdte i dag.

En aften kunne jeg ikke styrer mine følelser eller mine handlinger efter for meget alkohol, og jeg kyssede Kasper. Jeg kan huske hvor shokeret han var – hvilket jeg også var, selvom jeg inderst inde godt vidste at det var ham jeg ville have. Jeg havde aldrig troet at jeg ville være typen der er utro, men det var jeg åbenbart. Selve det at være utro kunne jeg aldrig rigtig tilgive mig selv for, men alligevel tog jeg det ikke så hårdt, at jeg vidste at det var et vigtigt skridt på starten af mig og Kaspers forhold, og slutningen på mit og min kærestes. Da jeg fortalte min kæreste det var han knust, og jeg blev nød til at bilde ham ind at det ikke betød noget, selvom det selvfølelig gjorde. Vi holdte i mindre end en måned efter det, og vi endte med at slå op over telefonen, hvilket var en forfærdelig, men nødvendig måde at gøre det på. Nødvendig, siden han aldrig skabte tid til at se mig længere, hvilket var den sidste dråbe i glasset for mig. Mine venner støttede op omkring mig hvilket hjalp mig, og her startede det- mig og Kaspers hemmelige forhold. Jeg husker ikke lige præsist hvornår det startede, men det holder. Vi sniger os ind på toiletter i frikvarterende og kysser, og holder hånd under bordet når ingen ser det, og i den måneds tid virkede mit liv så perfekt. Det var indtil min mor begynde at ændre sig.

En dag sov jeg over mig helt til klokken otte om aftenen, og jeg var rasende over at jeg havde midstet hele min dag på den måde. Jeg bebrejde min mor, men hun kom bare med et mærkeligt svar om at det var min egen skyld, og at jeg havde min egen lille lejlighed inde på værelset. Det var her jeg begyndte at få en dårlig mave fornemmelse over min mor. Samme nat spillede hun samme sang igen og igen, og til sidst græd hun sig selv i søvne, og jeg holdte mig vågen det meste af natten og rystede under min dyne og kløede mig selv på armende for at distrahere mig selv. Jeg overlevede knap nok natten, og stod ekstra tidligt op, hvor jeg begyndte at pakke nogle ting ned i mine lille sportstaske. Jeg vidste at der var noget galt, og jeg bare skulle væk derfra. Jeg skyndte mig ud af døren den dag, og kontaktede min kontaktperson som min kommune havde givet mig for at sikre at jeg havde det godt, nu hvor jeg skulle bo hos min mor, og gud, jeg har aldrig været mere lykkelig over for kommunens indblanding som jeg var den dag. Vi fik snakket sammen og hun var meget forstående.Vi besluttede at jeg skulle tage direkte hjem til min far med det samme, og vi ville hente mine ting hos min mor senere. Det var hårdt for mig at holde masken den dag, og jeg blev snerpet og irriteret med alt den glæde min klasse kammerater og venner var fulde af. Jeg fortalte ikke engang Kasper om hvad der var sket, jeg var simpelthen alt for rystet. Jeg havde fortalt ham om min mors sygdom, og han havde også fortalt mig om hans familie og om deres problemer, så jeg følte mig tryk nok til at tale med ham om det senere.

Min far skældte mig ud over at mit valg omkrig at bo hjemme hos min mor, og mente at han havde været imod denne beslutning lige fra starten. Da vi senere hentede mine ting så jeg et syn som ingen burde opleve. Køleskabet bibbede højt inden i vores lejlighed, og vinduet var fuldt åbent da vi kom frem. Da jeg trådte ind så jeg en fuldstændig ødelagt lejlighed. Der lå ting udover det hele, lamper var blevet revet ned fra væggen, der lå grønsager rundt omkring og alt var i kaos. Min mor så op i loftet med tungen ud af hendes mund, og snoede forvirret rundt i lejligheden. Jeg løb hurtigere end jeg nogensinde ind og hentede min taske med mine ting, og løb grædende ud til min far, der ikke forstod situationen endnu. Jeg rystede og græd, imens min far ringede til min kontaktperson, der skaffede os en ambulance. Min far ville have jeg skulle gå ind i lejligheden og gøre noget, og hente mine ting, men jeg løb bare grædende ned i vores bil, alt for bange til at se mere og ringede til Kasper med det samme. Min far kom ned til mig, og fortalte at han ville prøve at hjælpe min mor, indtil ambulance folkende kom. Jeg forklarede sammenbrudt Kasper alt hvad der var sket i telefonen, og hans stemme fik mig til at slappe af mig. Han fik mig til at smile og le, indtil de hentede min mor i ambulancen. Jeg kan huske at jeg ikke kikkede tilbage da det skete, bange for at få psykiske ar for livet hvis jeg kikkede tilbage. Mig og Kasper sagde ikke meget til hinanden, men bare det at vide at han var i den anden ende af telefonen holdte mig oppe.

Det var på dette tidspunkt jeg vidste at jeg ikke kunne leve uden at have Kasper i mit liv. Det var på dette tidspunkt jeg ikke følte mit liv kunne blive værre. Men til gengæld vidste jeg også at jeg aldrig ville opleve noget mere voldsomt i mit liv. I dette tidspunkt var alt rent kaos. Når jeg lukker mine øjne kan jeg stadig hører min mor spille den samme sang om og om igen.