Velkommen!

Hvis du er forvirret og lige har fundet min blog, så hej, jeg hedder Helena, jeg er 19 år gammel og kommer fra Rødovre :) jeg har postet min historie her, og håber nogen vil læse den og give mig nogle feedbacks. Jeg modtager alt slags kritik. Nyd min blog!

Kapitel 9

                  Kapitel 9

Mørket. Jeg følte hele min krop blive overvældet af mørke. Der er intet lys tilbage, kun mig, nøgen i midten af det dybeste mørke. Mørket bandt mig så stramt at jeg ikke kunne trække vejrert. Jeg er sikker på jeg skal dø nu. Jeg var blevet lænket sammen med Kameron og Kasper, også selvom Kasper gjorde sit bedste for at kæmpe imod, imens vi så Angela blive slæbt væk fra os, skrigende, sammen med kong Kurt. Lyden af vagternes tunge uniformer var det eneste der gav genlyd i det store, kolde slot. Jeg kigger svagt tilbage på Kameron der kigger ned i jorden, nedtrykt. ’Det er slut’ mumlede stemmen i mit hoved, og jeg gav den ret. Jeg frøs og blev overvældet af følelsen af ulykkelighed. Mit hjerte bankede på en mærkelig skæv facon, og jeg prøvede ikke at græde, da jeg var bare for hvad konsikvenserne ville være hvis de så hvor svag jeg virkelig var inden i. Vi bliver slæbt ind i salen, hvor de kongelige sidder, og jeg ser mig tilbage da de skubber Kameron og Kasper ned på jorden så de bukker sig. ”Buk jer for hendes kongelige højhed, dronning Alae.” Jeg bider mig nervøst i min nederste læbe, men gør hvad der bliver sagt. Der var stille hende der blev talt igen. Jeg så op imod den ellers så smukke trone der nu var besulet et par mørke vinger der sad fast til en dyster kvinde krop. Kvinden havde blond krøllet hår der gik hende til skulderne, og gotisk tøj stil. Hendes hud var mælkehvid og hendes øjne røde som størknet blod efter et hæftigt ar. ”Hvad har i bragt mig vagter?” spurte hendes sprøde, men dystre stemmer, og skabte ekko i det store rum. Stemmen lød bekendt, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvor jeg havde hørt den før. Hendes stilletter er høje, men hendes mørke kjole er kort. ”De her prøvede at rede prinsessen fra hendes retmæssige fangeskab.” sagde en af vagterne der holdte mig. Jeg så Alae smile, og træde ned fra tornen. Hun gik med langsomme skridt hen imod mig, hendes krøller hoppende i alle retninger. Hun var en skønhed, men en ond en af slagsen. Jeg følte den ubehagelige følelse sprede sig jo nærmere hun kom på mig. Jeg hev efter vejret da hun var et par centimenter fra min ansigt. Jeg kunne hører Kameron eller Kaspers lænker ryste i baggrunden, og det beroligede mig lidt. ”Så, det er dig, menneskepigen.” sagde Alae, og greb fat om mine kinder med hendes lange sorte negle. ”Hvad har du fået en som dig til at søge ned til et sted som dette? Hvad kan du mangle i dit liv siden du har søgt herned?” Jeg følte jeg skulle kaste op, som om jeg druknede igen og igen. ”Svar mig!” sagde Alae vredt, og pressede sine negle dybere ind i min hud. Jeg kiggede koldt på hende, da Kameron’s stemme råbte mit navn i et forsøg på at hjælpe mig, men vagterne holdte ham nede. ”Er du blevet stum pigebarn?” spurte hun, og pressede hårdere. Jeg kunne mærke hendes negle borer ind i min hud blod kom langsomt løbende ned den ene side af min kind. Alligevel forholdte jeg mig stille og rolig, og kiggede hende ind i hendes blodsprængte øjne. Jeg ville ikke lade hende knække mig. ”STOP! Jeg skal nok snakke.” Jeg vendte mig om også vredt men også forvirret på Kasper der havde råbt op, og stod på sine fødder nu. Alae kiggede kort på mig, inden hun gav slip på mig, og lod mig synke til jorden med et bump, der gav lyd i det store lokale. Hun fniste, og gik med langsome skridt hen imod Kasper. ”Så du er menneskedrengen jeg har hørt så meget om.” sagde hun og så på Kaspers kønne ansigt. Hans øjne grønne øjne strålede rigtigt i lyset fra de store vinduer, også selvom han var blevet slæbt væk fra hende han elskede. Alae bukkede sig ned så hun sad på hug i hans højde, og strøj hans mørke hår om bag hans ene øre. ”Du er kønnere end jeg havde regnet med. Prinsessen har en god smag i mænd.” Kasper kastede sit hoved tilbage, i protest, som en vred hund. ”Så du vil gerne svare på mine spørgsmål? Så svar.” sagde hun roligt, og klappede ham let på kinden. Han så på hende med vrede øjne, og sukkede inden han snakkede igen; ”først må du forklare os hvem du er .” Alae fnyste, og trådte et par skridt væk fra Kasper. ”Det er mig der har magten her, så jeg bestemmer hvem der taler. Men hvis vi nu skal snakke, så kan jeg vil godt starte med at snakke om mig.” Lo hun, og satte sig op i sin trone igen. ”Jeg er Dronning Alae Tenebris Cantáte, Hersker af mørket, og den retmæssige dronning til tronen.” Sagde hun stolt og krydsede sine ben. Jeg tog mig til min kind, og så på mit blod som strømmede ned af min kind, der virkede mørkere end før  jeg havde set det. ”Jeg blev holdt fanget af Kong Kurt, men jeg svor at vende tilbage den dag en sortvinget som mig kunne komme til at elske igen.” Jeg prøvede at vende mig mod Kameron, men jeg blev holdt ned af en vagt. ”Og i dag er det så lykkedes. Også selvom det var et menneske der skulle til før en sortvingede kunne få lov til at elskede igen.” Sagde Alae, og gik over imod Kameron med hastige skridt. Kameron så ikke på hende, indtil hun tog hans kæbe i sin delikate hånd. ”Det er dejligt at se dig igen… min søn.” smilte hun, og aede forsigtigt hans kind. Jeg følte mit hjerte springe et hop over. Søn? Hvordan kunne det overhovedet være muligt? Der var stadig så meget jeg ikke vidste om Kameron, og det plagede mig utroligt. ”Jeg havde ikke ønsket det skulle ende sådan her, men hvad kan man gøre?” smilte hun til ham, imens han sendte hende foragtede øjne. ”Du er ikke min mor, du gav mig væk til Theodor og Kurt. De er mine retmæssige forældre.” Jeg var overvældet af følelser. Der var så meget jeg ikke forstod. Var hun Kamerons mor? Men var Theodor og Kurt sammen? Var det overhovedet tilladt hernede? Det var hårdt nok for bøssepar at blive accepteret i vores samfund, så hvordan blev de mon behandlede her? Jeg accepetede dem, da jeg syntes det ville være forkert at sette en stopper for kærlighed. Jeg kunne hører Kasper mumle, og jeg vidste at han sikkert var lige så forvirret som mig. Jeg hørte Alae grine igen. ”Deres kærlighed er forbudt her og det ved du. Det undre mig stadig at en gammel mand som ham kunne være jeres konge. Han er intet.” Kameron så vredt på hende, hans vinger rystede under lænkerne. ”Kærlighed imellem to mænd er forkert. Ligesom kærlighed imellem et menneske og en engel.” sagde Alae, og trådte hen imod Kasper igen. Hun tog fat i hans hår og nuldrede det. ”Det er en skam at du skal straffes, du er ellers lige til at spise.” Smilte Alae. ”I skal alle sammen straffes for dette, da i alle er skyldige, med mindre i kan se mig i øjnene og fortælle mig at i ikke elsker dem.” Jeg sukkede opgivende, bange, men også velvidende om at det ville være umuligt for mig at skjule den kærlighed jeg følte for Kameron. Alae tog hurtigt fat i Kaspers kæbe, og gav ham et kys på panden. Han fnøs irriteret, men hun smilte kun tilbage. ”Slæb dem ned til de andre fanger, jeg har ikke brug for dem længere. De kan blive totureret i morgen.” Alae vendte sig om, og gik ud af lokalet. ”Javel deres højhed” nikkede vagterne, og slæbte os ud imod fangekælderne, hvor vi ellers kom fra. Lyden af vagternes støvler var tunge, og jeg havde sådan lyst til at se hvordan de så ud under deres store hjelme. De fleste vinger var sorte, men alligevel smukke. Jeg så mig tilbage, og så Kasper sende mig et trist blik tilbage. Inderst inde var han allerede knækket det øjeblik de tog Angela fra ham. Vi blev slæbt ned i en celle hver for sig, og blev hængt op i lænker. Det brændte i min kind, men jeg prøvede at ignore smerten så godt jeg kunne. Lænkerne var heldigvis ikke for stramme om mit håndled, men det var hårdt at holde sine hænder oppe så længe. ”Kameron…” hviskede jeg, da jeg så ham blive lænket fast i cellen for an mig. Jeg begyndte så småt at lade tårene trille, så snart vagterne var væk. ”Græd ikke Tara, der er intet at gøre nu, end at håbe.” hviskede Kameron, og sendte mig et varmt smil. Jeg nikkede til ham, og prøvede at fokusere på hans smukke øjne og blide smil. Et større stykke af hans vinger var blevet hvide. ”Hvorfor er dine vinger ved at skifte farve?” spurte jeg pludselig. Han så forvirret op på mig, og derefter på hans vinger med et overrasket udtryk i ansigtet. ”Det har jeg ikke set før nu…” mumlede han. ”Det må være min kærligehed til dig der har gjort det.” Jeg begyndte at små græde igen, men denne gang fordi jeg var så fuld af kærlighed fra Kameron, og min bedste ven Kasper. ”Hvis jeg skal dø er jeg glad for det er sammen med mig.” smilte jeg til ham. Ham smilte tilbage, inden han sagde de ord jeg havde gået og ventet på i så lang tid. ”Jeg elsker dig.” Jeg så op på ham med strålene øjne, og håb i mit hjerte. ”Jeg elsker også dig.” Jeg så ham smile for første gang i lang tid, og endda i sådan en håbløs situation. Kasper var stille og lod os have vores øjeblik. Han forstod hvor vigtigt det var for os, men var også svækket af at være væk fra hans eget livs lys. Jeg lukkede mine øjne, og håbede mit bedste på at det her ikke var slutningen på vores historie.

     *

Det var mørkt og sent om aften da jeg vågnede i den mørke og fugtige fangekælder med et set. Jeg hørte en celle blive åbnet ude på gangen, og jeg begyndte at svede nervøst. Mine arme var i krampe efter at hænge oppe så længe, og det havde været svært nok at falde i søvn. Jeg hørte et par stemme hviske, inden min egen celle blev åbnet pludseligt. En ældre skikkelse trådte frem, og begyndte at låse mine lænker op. ”Åh Theodor, det er dig!” Udstøtte jeg glad, krammede ham ind til mig, da han havde befiret mig fra de forfærdelige lænker. ”Hvordan er du kommet herned? Det er farligt.” Han smite til mig. ”Jeg har mine metoder. Mig og Kurt plejde at snige herned engang imellem du ved… nå, men det er en historie til en anden gang, vi har travlt pigebarn!” sagde han, og førte mig ud til Kameron og Kasper der også var blevet befriet. Jeg gav Kasper et kort kram, før jeg krammede Kameron tæt ind til mig. ”Vi er frie….” mumlede jeg glad, og så op på ham med et smil. ”Ja vi er.” sagde han, og tog min hånd. ”Men vi skal først ud herfra, før vi kan smage på friheden.” Jeg nikkede, og fulgte med Theodor og de andre hen imod udgangen. ”Hvad med Angela og Kurt? Hvor er de henne?” spurte jeg, imens jeg fulgte efter Theodor med raske skridt. ”De er i den kongelige fangekælder. Det er nærmest umuligt at bryde derind.” Kasper så urolig ud i ansigtet. ”Men jeg har brug for hende! De kan ikke bare slå dem ihjel.” Theodor placeret roligt en hånd på hans skulder.  ”Rolig nu min dreng, vi skal nok nå dem i tide.” Jeg håbede sådan at Theodor havde ret i det han sagde. Theodor førte os ned i hemmelig tunnel der lå under jorden. Ja, det lyder latterligt, men der lå en hemmelig indgang, længere under jorden end vi allerede var. ”Er du sikker på at det her er sikkert? Spurte jeg nervøst, imens jeg masserede min ømme arm. ”Nej, men det er den eneste vej hvor vi kan undgå vagterne på” svarede Theodor, og ledte vejen igennem den mørke gang. Vi nåede endelig til enden af gangen, og Theodor skubbede en tung metal dør åben, inden vi nåede ind til endnu en fangekælder. Jeg kunne se et par skinnede røde vinger længere nede i fangekældren, men inden jeg kunne reagere havde Kasper skubbet mig til siden, og var løbet ned til hvor Angela var holdt fanget. ”Angela!” råbte han, da han nåede hen til hendes celle. Jeg så Theodor låse op for hendes celle. Hun så forfærdelig ud, hendes tøj var revet i stykker, og flere dele af hendes hud så pisket ud. ”Hvad har de dog gjort ved dig?” hviskede Kasper trist, men også vredt. Hun så svagt op på ham med trætte øjne. ”Mine elskede…” hviskede hun svagt, og faldt ned i hans arme, da Theodor låste op for hendes lænker. ”Jeg vil aldrig lade dem skade dig igen.” sagde Kasper, og aede hendes hår forsigtigt. ”De klippede det af…” mumlede Angela svagt. Hendes hår var blivet klippet kort, så det lige dækkede for ørene. ”…nu syntes du sikkert ikke jeg er smuk længere.” Kasper så fortvilet på hende. ”Du vil altid være smuk i mine øjne, uanset hvad de gør ved dig.” Hun smilte forsigtigt op på ham, inden han lænede sig ned og gav hende et kys på hendes kolde læber. Jeg holdte Kamerons hånd og så op på ham. Vi havde ikke kysset i lang tid, men jeg ventede på det rette øjeblik til at gøre det igen. Samtidig havde Theodor fået låst op for Kurt’s lænker. Han var lige så toturet og svag som hans datter, og faldt ned i Theodors arme. ”Theo…” hviskede Kurt, og smilte op imod den ældre mand. ”Du kom tilbage til mig.” Theodor så ned på hans elskede og aede hans kind forsigtigt. ”Jeg vil altid komme og rede dig, uanset hvad der sker. Vi er skabt for hinanden.” Jeg så på det ældre par, og følte mig pludselig stærkere og varm inden i. ”Så i troede i kunne slippe så let afsted hva’?” Hørte jeg en mørk bekendt stemme sige bag os. Vi vendte os om, og så det var Alae. Hun var helt alene, beklædt i et par sorte støvler med en kort sort kjole. ”Så mødes vi alle sammen samlet igen. Sikke en fest!” grinte hun, og trådte nærmere. ”Hold dig væk fra os, du kan ikke dræbe det vi har sammen.” svarede Kasper igen, og krammede Angela tættere ind imod sig. Alae grinte let af os, og trådte op til mig, så hun kun var halv meter væk. ”Jeg kan se hvor svage i alle er, i har brug for hinanden til at kunne holde sammen, og det er ynkeligt at se på. Hvad ville du gøre hvis jeg tog din elskede væk fra dig igen? Ville du ligge dig til at græde, ligge i dit hjørne og føle dig ynkelig og alene igen?” Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, bange og nervøs for hvad Alae ville gøre ved os. ”Du er svag menneske pige, og du ved det.” Inden jeg kunne nå at svare, tog hun fat i mit hoved, og trak mig nærmere. ”Dit hoved er fyldt med stemmerne, der fortæller dig sandheden om dine fejl. Du hører ikke til nogen steder, og de hader dig alle sammen.” Jeg slog hendes hånd væk fra min pande. ”Nej du tager fejl, de holder af mig, lige så meget som jeg holder af dem.” Alae fnøs. ”De havde brug for din magi, det er den eneste grund til at de har holdt på dig. Det er også den eneste grund til jeg ikke har gjort det af med dig endnu.” Jeg så forvirret på hende, og trådte et par skridt tilbage, imens jeg knugede Kamerons hånd. ”Lyt ikke til hende Tara!” Råbte Angela, der var kommet op på benene igen. ”Jeg syntes vi bliver alt for forstyret her. Jeg ville fortrække hvis vi kunne være lidt alene.” sagde Alae med et glimt i øjet. Jeg så hende klappe i hænderne tre gange, og pludselig forsvandt Kamerons hånd fra min. ”Kameron!” råbte jeg fortvilet, imens resten af min omverden blev indfyldet i en sort masse. Det var kun mig og Alae der var fanget i hvad der lignet et sort rum. ”Hvad har du gjort ved dem?” Spurte jeg hende, fortvilet og vred over at være afskilt fra dem jeg elsker. ”Jeg syntes vi to havde brug for noget privat liv.” Smilte Alae, og tog min hånd. ”Du har altid været alene Tara, det her er bare virkeligheden.” Jeg blinkede et par gange, og hev min hånd til mig igen, men hun greb den igen, og holdte godt fast. ”Du er ligesom mig, gift med mørket, og med et sort hjerte.” Det løb mig koldt ned af ryggen. Hendes ord var hårde og gjorde ondt. ”Du tager fejl, jeg er overhoved ikke som dig, jeg er stærk, jeg er glad!” Alae grinte højt og gav ekko i det mindre rum, hvilket gjorde mig endnu mere nervøs. ”Lad mig gå, jeg har ikke brug for at være her.” sagde jeg bestemt, og satte min fod ned. Hun vendte sig om og så på mig. ”Engang var jeg naiv ligesom dig pigebarn” startede Alae med at fortælle. ”Jeg troede jeg var glad, men jeg gik rundt og var ensom, omringet af glade og ynkelige sikkelser.” Hun rette noget hår bag sit ene ører, imens jeg lyttede til hvad hun havde at sige. ”Jeg blev forelsket, og vi havde et barn sammen, men det varede ikke længe, før han ikke elskede mig længere. Han forlod mig for en anden mand, og tog vores barn med os. Splittet gjorde både mig og barnet mørkt.” Jeg rynkede på øjenbrynet. Snakkede hun om Theodor? ”Hans nye elsker var endda en mand. Du ved ikke hvor pinligt det er at blive forladt for en anden mand!” Råbte Alae højt, og satte mit hjerte til at pumpe hurtigere. ”Jeg har aldrig følt mig så ydmyget i mit liv før. De prøvede at tage mit barn fra mig, men jeg solgte ham til ridderkorpset. Jeg ville ikke se på sådan et bastard igen.” Der fór en vrede igennem mig, da hun omtalte Kameron på den måde. ”Du skal ikke snakke om ham på den måde!” Råbte jeg tilbage. ”Jeg elsker ham, og han er en fantastisk person.” Alae fnyste igen. ”Er han virkelig? Hvad ved du egentligt om ham? Har han fortalt dig om sin fortid?” Jeg bed mig i læben og så ned i jorden. Det var rigtigt nok at Kameron havde holdt nogen ting skjult for mig, og det gjorde ondt at finde ud af dem på den her måde. ”Det tænkte jeg nok. Det i har er ikke kærlighed, det er sympati for hinanden.” Jeg gik tættere på hende. ”Nej, du tager fejl, det er ægte jeg kan mærke det!” Alae rullede med øjnene. ”Hvad ved ud om ægte kærlighed? Var det måske også ægte med din kære Kasper? Så du ikke hvor hurtigt han kom sig over jeres forhold? Gør det ikke ondt at alle de timer i har tilbragt sammen ikke betød noget for ham overhoved?”

”Jeg..” Jeg havde ikke noget godt comeback, og måtte kun give hende ret. ”Det kan godt være du har ret…” hviskede jeg stille, og begyndte at give op. ”Kameron kan hurtigt finde en anden hvis han har brug for det. Du var bare spændende fordi du er et menneske. Men hos menneskerne er du bare kedelig og normal, en ynkelig skabning. De ville alle sammen havde det bedre hvis du gjorde en ende på dig selv.” Jeg satte mig op knæ, svag, og med vejrtræknings problemer. Jeg kan huske stemmen nu, det havde heletiden været Alae’s stemme der havde snakket til mig, og leget med mine følelser. Men hun havde jo ret. Jeg var svag og burde dø, var en ynkelig eksistens. ”Du har ret…” hviskede jeg stille, og så ned i jorden med tårer trillenede ned af min kind. Jeg følte Alae smile, og så hende hive noget frem fra hendes kjole. Det var en sort, men meget skarp kniv. ”Du kan gøre en ende på dig selv lige nu, hvorfor udsætte det?” Hun smed kniven på jorden foran mig, og så ned på mig, som det ynkelig væsen jeg var blevet. Jeg tog kniven og så hvor skarp den var. Det ville være nemt for mig at skære min hals over, eller stikke mig selv igennem hjertet, og gøre en ende på mit liv. Min klasse ville sikkert ikke ligge mærke til dig, faktisk tror jeg de vil holde en stor fest for at have sluppet af med mig. Min far vil være glad for at slippe af med sin udugelige datter, som også var syg. Nu kunne han måske adoptere end søn, som han altid har ønsket sig, men aldrig turde indrømme. Min mor ville have det på samme måde, og bare fortsætte sit liv med at ryge smøger, og se Tv. Resten af min familie snakker jeg ikke rigtig med, så de vil heller ikke tage skade. Alt pejer på at jeg skal begå selvmord. Det ville være bedst. Jeg tog fat i kniv skaftet, og reste mig op. Jeg så Alae smile til mig. Jeg hørte en kling lyd af noget der var faldet til jorden, og bøjede mig ned for at samle den op. Det var fløjten som Kameron havde givet mig. Kameron…

”Hvad venter du på pigebarn? Gør det af mig dig selv, ingen har brug for dig.”

Det var en fløjte som Kameron havde givet mig når jeg havde brug for ham. Han havde tænkt på mig. Tænk at nogen ret faktisk havde tænkt på mig. ”Så gå dog i gang!” råbte Alae utålmodigt, imens jeg studerede fløjten. Det var fløjten jeg havde brugt når jeg følte mig ked af det og trist. Kameron havde altid ville mig det bedste, ville han ikke være trist hvis jeg døde? Og hvad med Kasper og Angela? Godt nok var de lykkelig sammen , men de ville hade at se Kameron ked af det. Og hvis de alle sammen var kede af det, så ville Theodor, Kurt og Veronica også være triste, og jeg ville ikke kunne klare at se nogen af dem jeg holdte af triste. Også selvom jeg ikke ville være der til at se det. Jeg begyndte at føle mig lettere i kroppen, og de gode minder fossede pludselig rundt i min hjerne. Alle de gange mig og Kasper havde pjækket fra skole af, og de gange vi holdte hånd under bordet. Fisketurne med min far, som jeg både hadet men også nød, hvor vi smilte og prøvede forgæves at fange nogle fisk. Biografturene med min mor, hvor vi havde grint og spist mad sammen. Jeg kunne se alle minderne for mig, og følte mig pludselig stærk igen. Væggene i rummet begyndtet at lysne op, som mine minder blomstrede. ”Nej…” mumlede Alae fortvilet. ”Du er virkelig den udvalgte.” Jeg huskede på minderne med Angela, hvor vi havde overrasket Kasper og leget gemmeleg. Alle de bøger jeg havde læst sammen med Theodor, og hvor meget vi havde lært af hinanden. Jeg husker på de gange jeg var blevet rost i klassen, og mine klasse kammerater havde smilte til mig. Jeg tænke på Benedicte og Martin, og på hvor meget jeg holdte af dem, men aldrig rigtigt turde vise dem det. Jeg så på Alae med lykkelige tårer i øjnene. ”Godt forsøg, men jeg ved at jeg er elsket, og jeg har ikke tænkt mig at dø, før om mange mange år.” smilte jeg, og smed kniven fra mig. Da kniven ramte jorden, blev væggene spittede ad, og jeg var tilbage hos Kameron og de andre. Jeg løb op til ham, og smilte. ”Jeg gjorde det.” sagde jeg stolt, og jeg kunne se hvor lykkelig han var for at se mig igen. ”Du gjorde det.” gentog han, og holte om mig. ”Pigebarn, du stråler helt.” Sagde Theodor, og jeg sendt ham et varmt smil. ”Jeg tænke bare på jeres kærlighed til mig, og på hvor glad jeg er for at have jer i mit liv.” Jeg følte mig så lykkelig og elsket. Alae reste sig op fra jorden og så vredt på mig. ”Din kærlighed er intet.” sagde hun vredt, og så på mig. Jeg så ned på min strålende hud, og skyggerne, der afspejlede usynlige vinger fra min ryg. ”Der er massere af kærlighed her i verden, det handler bare om at finde det.” sagde jeg, jeg rakte min hånd ud mod Alae. ”Jeg kan hjælpe dig, hvis bare du lader mig.” Alae trådte et skridt tilbage. ”Jeg har ikke brug for din hjælp!” Jeg sendte hende et varmt smil. ”Jeg kan hjælpe dig med at finde lys i dit liv hvis du bare ønsker det. Det handler om at omringe dig med folk der elsker dig, og som du elsker igen. Vi kan hjælpe dig med at give dig en chance til.” Alae rynkede med øjenbrynene. ”En chance til? Ville i virkelig gøre det efter alt det jeg har gjort?”

”Du har været lykkelig engang, du kan prøve det igen.” Jeg havde stadig min hånd strakt ud til hende. Jeg så hende ryste på hovedet. Hun rakte ud og tog min hånd, og rystede den. Jeg smilte stort af hende, og så tilbage på mine venner og kæreste, der smilte tilbage. Det var, indtil jeg blev overvældet af en bidende smerte i brystet. ”Jeg er fanget i mørket og det vil jeg altid være.” sagde Alae, og trak kniven ud af min mave, inden hun vendte sig og forsvandt i skyggerne. Jeg faldt hurtigt til jorden, og hørte Kameron kaldte mit navn fortvilet imens det blev mørkt for mine øjne igen. Efter storm kommer kaos, og nogengange er det umuligt at bryde det. ”TARA!” Råbte han fortvilet, og holdte hans hånd på der hvor jeg var blevet stukket. ”Vi fanger hende!” Råbte Kasper, og tog Angela’s hånd og løbte efter skyggerne hvor Alae var forsvundet ind i. ”Elskede” sagde jeg, og lagde min hånd op imod Kameron’s kind. ”Tara, du må ikke dø, du har så meget af leve for.” Smerten i mit bryst var ubeskriveligt, men Kameron’s tilstedeværelse fik mig til at smile alligevel. ”Det ved jeg. Du viste mig det.” sagde jeg svagt, og rakte ned i min lomme, og trak fløjten op. ”Men jeg har ikke brug for den længere for nu har jeg dig.” sagde jeg, og lagde den med i Kameron’s lomme. ”Du vrøvler, du er døende!” sagde han, og løftede mig op i sine arme. ”Rolig nu.” sagde jeg i en rolig stemme. ”Din kærlighed er den bedste medicin.” Jeg så op på ham, og håbede han forstod. Hans øjne lyste op da de mødte mine, og han lænede sig ned og ramte mine tørre læber. Kysset var magisk, og jeg følte jeg kunne flyve. Jeg begyndte at lyse op, og langsomt men sikkert, blev hulet fra min mave, healet. ”Hvordan vidste du-”

”Den magi hun bruger kan blive brudt af lykke og kærlighed. Jeg vidste at hvis jeg kyssede dig ville jeg kunne blive rask igen, men det skulle være dig der gjorde det, for at vise mig at du rigtig elsker mig.” afbrød jeg , inden Kameron kunne spørge. Han fnyste. ”Du er utrolig.” sagde han, og lænede sig ind for at kysse mig igen. Jeg kunne mærke mine tær knuge sig sammen, og mit hjerte synge med glæde.

Jeg vidste nu at mit liv var værd at leve, for selv hvis Kameron og de andre skulle forlade mig en dag, ville jeg stadig have minderne. ”Jeg elsker dig.” hørte jeg ham sige, og så op i hans smaragd grønne øjne.  ”Jeg elsker også dig.” sagde jeg, og gav ham et let kys igen. ”Vi må hellere finde de andre, og lukke de andre fangere ud. Vores kærlighed kan være med at til at skabe glæde ud til folket igen.” sagde jeg, og lod ham sætte mig ned på mine fødder igen. Jeg så Theodor løbe hen imod os, og stoppe, forpustet. ”Vi har set hende, men det er ikke sikkert at vagterne tror på os endnu. ”Jeg tog Kamerons hånd. ”Hvad gør vi med Alae?” Jeg var stadig bekymret for den skade hun kunne udgøre. ”Når vi fanger hende holder hende ekstra fanget i det mørkeste fangehul, med vagter konstant. Hun for aldrig lov til at slippe ud igen. Du gav hende en chance, men hun tog den ikke.” Jeg tog Kamerons hånd, og vi gik op imod slottet, hvor Kasper og Angela stod, foran Alae. ”Vagter, fang hende, jeg er jeres retmæssige dronning!” råbte Angela befalende, og baskede med vingerne. ”Dig? Du er intet. Jeres kærlighed er kvalmende.” Svarede Alae. ”Vagter, fang dem, og pisk dem til fornuft. Hver for sig selvfølgelig.” Jeg vidste at Angela og Kasper var lige så stærke som os, men var stadig urolig for Alae’s kræfter. ”Det er forræderen!” Sagde en af vagterne pludseligt, og pejede på Kameron. ”Hvordan er hans vinger blevet hvide?” Jeg kiggede på Kameron, og ja, han vinger var blevet kridt hvide. ”Det er deres kærlighed, den stærkeste kræft vi kender til.” Svarde Angela ham. ”Følg os, og vi skal lærer jer at elske jer selv, og finde kærligheden.” sagde Angela, og rakte sin hånd ud imod de to vagter. De tøvede begge, men tog så en af hendes hænder hver. Jeg så dem begge smile, og ånde lettede op. ”Jeg føler mig helt let, som om jeg kan flyve.” sagde den ene. ”Jeg føler mig så lykkelig.” sagde den anden. ”Det er den kærlighed jeg kan give jer hvis i vælger at følge mig.” Vagterne så kort på hinanden, inden de nikkede til hinanden. De vendte sig om, og greb fat i Alae’s arme, og satte hende fat i lænker. ”I kan ikke lænke mig, jeg er mørkets hersker!” Råbte Alae, men vagterne var så stærke med kærlighed, at de sagtens kunne holde den nede.

”Utroligt…” mumlede jeg, og knugede Kamerons hånd. ”Det var godt så længe det varede Alae.” grinte Kurt, og jeg så hende fnyse, imens hun blev trukket afsted. Jeg og følte mig tryggere end nogensinde. Da Alae endelig var spærret inde, gik vi rundt og gav hinanden en krammer. Jeg så Theodor give Kurt et lille kys på læberne, og smilte af deres gamle kærlighed. ”Nu hvor alt er godt igen…” startede Kasper. ”..og alle mine venner er her, er der noget jeg gerne vil sige.” Han gik ned på knæ foran Angela, der rødmede, men smilte stort. ”Angela Filiam Cornu, prinsesse af kærlighed, dronning af de underjordiske engle, du er mit livs kærlighed, og jeg ved ikke hvordan jeg har levet uden dig før. Du er den smukkeste, og mest fantastiske pige i hele verden.” Han rakte ned i hans buskelomme, og fandt en lille æske. ”Og med de ord vil jeg gerne spørge dig… vil du gifte dig med mig?” Jeg så ham ryste nervøst. Angela så forvirret på ham. ”Gifte? Hvad er det.” Jeg grinte højt, og slog mig på knæet. Tænkt at de aldrig havde hørt om at gifte sig. ”Det er øh, hvor vi giver hinanden ring på, og lovet at elske hinanden for evigt.” Forklarede Kasper. ”Det er meningen du skal tage ringen på der er i æsken.” ”Jeg driller, jeg ved da godt hvad det er!” grinte hun af ham, og krammede ham. ”Og ja, selvfølelig vil jeg gifte mig med dig.” Kasper så helt lettet ud, og kramede hende igen. ”Jeg elsker dig Angela.” sagde han, inden hun lænte sig ind og gav ham et kort kys på læberne. ”Jeg elsker også dig Kasper.” svarede hun, og hæv ham op på føderne igen, og tog ringen på fingeren. Hun viste den flot frem, og vi gav os alle til at klappe af dem. Jeg var så stolt over dem begge, og nu kunne jeg endelig finde fred i min sjæl. Det var alt jeg nogensinde havde drømt om.

Kapitel 8

               Kapitel 8

”Hvad mener du med det er et mirakel Theodor?” spurte jeg forvirret. Han stilled sig ved siden af mig og smilte. ”Der er aldrig nogen der har elsket en af de uelskelige som Kameron.” Jeg rynkede på næsen. ”Er det så specielt?” ”Ja, Kamerons slags er meget sjælende, og aldrig før har nogen inrømmet at de har elsket en af hans slags.”

”Rolig nu, jeg ved ikke ligefrem om jeg elsker ham, jeg har bare nogle følelser for ham..” rødmede jeg, og så generet over på Kameron, som så chokeret på mig. ”Men hvad føler du selv Kameron?” Spurte Theodor den ædle ridder, hvilet fik mig til at rødme mere. Jeg vidste jo godt at det var umuligt for ham at elske, især en som mig. ”Jeg..” sagde han nervøst og så ned i gulvet. Der var en trykke stemning i rummet, og jeg vidste godt at det var umuligt for ham at elske. ”..tror jeg føler noget” hviskede hans stemme pludselig, og jeg så op. Det var ikke lige det svar jeg havde forventet. ”Virkelig?” smilte jeg, og gik over til mig med et smil på læben. ”Ja…” hviskede han og så ned på mig. Mit hjerte slog hurtigt i mit bryst ved tanken om at Kameron også havde følelser for mig. Jeg rakte min arme ud for at kramme ham, og han lagde forsigtigt hans hænder på mine hofter og krammede mig ind til sig. Jeg mærkede hans hjerte banke hurtigt, og sukkede let. Det føltes så rigtigt. ”Ahem..” hørte jeg Theodor sige, og jeg trådte et skridt tilbage og rødmede. ”Nej bliv endelig sammen.” sagde han, og kom nærmere. ”Det er virkeligt utroligt hvad i mennesker har bragt os” mumlede Theodor, og stillede sig imellem mig og Kasper. ”I har bragt os kærlighed i en måde jeg ikke troede ville være muligt.” Angela smilte til Kasper, og gav ham et kys på kinden, der fik Kasper til at rødme svagt. ”Jeres kærlighed er måske i stand til at rede os fra hende.”

”Hvem?” spurte jeg nysgærigt, over hvem det var der var en trussel imod det underjordiske folk. ”Alae” sagde Angela med en skærmt stemme, og knugede Kaspers hånd. Angela så på mig med et alvorligt blik. ”Alae er en af de mørkeste kræfter vi kender til, hun er rent ondskab.” Jeg så Angela’s vinger baske nervøst, imens hun snakkede. ”Vi holdte hende fanget, men hun har samlet kræfter, og er sluppet ud. Det er blevet hørt at hun sidst blev fanget ved hjælp af en anden stor kræft, men ingen kan huske hvordan.” Sukkede hun til sidst. ”Hvordan skal vi så kunne hjælpe?” spurte jeg, og så op i Kamerons grønne øjne. Angela rakte over til mig, og tog fat i min hånd. Jeg så på hende, inden hun snakkede igen. ”Du har viljen, kærligheden og styren, Tara. Der er noget specielt over jer.” Hun kiggede på både mig og Kasper. ”I har bragt os kærlighed og varme, og vi kan sagtens besejre hendes mørke, så længe vi står sammen.” En million tanker kørte rundt i mit hoved. Hvad nu hvis hun tog fejl og jeg ikke var stærk nok. Efter alt det jeg havde gået igennem? Hvordan skulle det hele så blive bedre? Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage til dengang min mor fortalte mig om hendes barndom. Det var lang tid før sygdommen var slem, og var da vi boede fredligt sammen. Det havde været en sen aften efter aftensmaden, og pludselig havde vi bare faldet over emnet. ”Jeg tænkte tit på at begå selvmord, men jeg gjorde det aldrig. Vil du vide hvorfor?” sagde hun, og så på mig med vise øjne, og tog mine hænder i hendes egne. ”Fordi livet er den vigtigste gave som du aldrig må smide væk.” Jeg tænkte tilbage på mindet om min mor, og prøvede ikke at græde. Jeg savnede hende så meget, og den hun var før det hele skete. ”Og jeg ved du er stærk.” sagde hun, og smilte til mig i mine minder. Jeg så på Angela og smilte. ”Jeg har før fået at vide at jeg var stærk, men jeg troede aldrig på det. Jeg har altid følt at alle har hadet mig og har villet mig det værste, men i har vist mig at der findes kærlighed og varme sjæle ude i verden.” Angela så blidt på mig, inden hun gav slip på min hånd og lod den føle sig alene og tom igen. ”Jeg tror på dig Tara.”

Pludselig blev der banket på døren, og vi vendte os alle om, inden Theodor skyndte sig at åbne døren. Det var en af vagterne der stod i døren. ”Træd venligst til side hr. det her angår prinsessen.” sagde vagten, men Theodor blev stående. ”Ikke tale om, de kan forsvinde herfra hvis de ikke har noget godt at gøre her!” Men inden Theodor nået at sige mere, havde vagten skubbet Theodor til siden, og taget fat i Angela’s arm. ”Anglea!” udstøtte Kasper, og prøvede forgæves at stoppe den stærkere vagt for at hive Angela med sig.

”Stop.”

Kameron havde taget fat I vagtens skulder, og så vredt på ham. ”Hvor vover du at komme her og såre vores prinsesse?” Vagten fnøs og så på Kameron med et håneligt blik. ”Det skulle komme fra forræderen? Jeg hører du har forladt ridderkorpset.” sagde vagten, og skubbede Kamerons hånd væk. ”Desuden, er det en ordre fra kongen.” Kameron så måløs på ham. ”Er rygterne gået så vidt? Er der mere i ved?” Angela pev, og prøvede at rive sig løs, men vagtens greb var stærkt. Hans vinger var hvide i forhold til Kameron og Angelas, og hans hår var kort og blondt. Han virkede ikke ond, men bare som en der fulgte sine ordre. ”Jeg er ikke kommet her for at sludre, men det er blevet befalet af kongen af vores ærede prinssesse ikke kan omgåes-” Han hostede  ”-pøblen længere.” Angela udåndede fornermet, og prøvede at sparke efter vagten, men han ignorede hende. ”Det er ikke pøblen, det er mine venner og min elskede!” ”Elskede siger du? Det bliver kongen ikke glad for at hører” sagde den ukendte vagt roligt, inden han trak Angela med sig ud mod døren. ”Angela…” udstøtte Kasper håbløst uden i stand til at rede hans store kærlighed. ”Rafael, jeg beder dig om at lade hende gå” sagde Kameron, og gik efter den større vagt med hvide vinger. Rafael slikkede sig om læberne, men gav ikke slip på Angela. ”Hvorfor skulle jeg? Jeg adlyder kun Alae, hendes kongelig højhed.” Jeg måbede, det var hende de havde advaret os om! ”Rafael, du er blevet hjernevasket, det er et trick!” Rafeal viftede irriteret med sine vinger inden han flakkede dem ud, i vrede. ”Hold jer væk!” sagde han, inden han trak hurtigt væk med Angela i hans arme. ”Angela…” mumlede jeg trist, da jeg så hende blive slæbt væk. ”Vi bliver nød til at rede hende!” sagde Kasper, der allerede var på vej ud af døren. ”Ro på min ven, Alae har taget over, og uden din store kærlighed er det farligt for os at bryde ind i slottet.” ”Men vi må da prøve!” sagde han desperat. ”Jeg elsker hende, jeg kan ikke holde ud af tænkte på hvad de vil gøre ved hende.” ”Hun er kongens datter, hun bliver højst sansynligt låst inde på sit værelse, med vagter. Men siden Alae er den der bestemmer, kan det værste ske.”Jeg bed mig nervøst i underlæben, inden jeg besluttede mig for at følge med Kasper ud mod døren. ”Vi bliver nød til at handle nu!” sagde jeg og fulgte med ham. ”Nej Tara, det er for sent nu. Vi er alle svækkede og har brug for at hvilke. ” Han gik over til mig, og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Det er vigtigt vi har alle vores kræfter med os når vi reder hende, ellers bliver vi selv fanget.” Jeg sukkede, men vidst han havde ret. ”Du har ret. Vi tager det op i morgen.”

Jeg gav ham ret, og gav Kasper et fortstående nik inden jeg åbnede døren for at gå hjem. Kameron fulgte efter mig, uden jeg kunne nå at protestere. Jeg nåede ikke langt, før jeg hørte en stemme råbe bag mig. ”Hvor vover din slags befinde sig her?” Jeg vendte mig om og så en sur skikkelse med hvide vinger se på mig. Det var en ældre dame med kort sort hår og beskidt tøj. Hun så vredt på mig, og råbte af mig. ”Lige siden i menneske har været her, har der ikke været andet end problemer her, vi havde det godt uden jer! Skrid hjem og vend aldrig tilbage.” Jeg stod måløs, og så på den stakkels ældre dame, uden at vide hvad jeg skulle svare. ”Hør på mig, tiderne har været slemme, men overboerne er kommet her af en grund.” Svarede Kameron for mig. ”Alt kommer til at ånde fred og ro igen, stol på det.” Han sendte hende et advarende blik, om at hun ikke skulle gøre mig noget. Damen fnyste og vendte sig vredt om for at gå, hvorefter hun efterlod mig måbende og trist. ”Du skal ikke tænke på hende, hun ved ikke hvad hun snakker om.” Kameron forsøgte at trøste mig, og holdte mig om skulderen, imens vi fortsatte ud med udgangen. ”Jeg bryder mig ikke om det hun sagde. Er det virkelig sandt? Er det på grund af os at Alae er sluppet ud?” Spurte jeg nervøst. Kameron smilte til mig, hvilket ellers var så sjællendt. ”Nej. Du skal ikke tro på alt du hører, der er mange derude der snakker så meget, men kun fylder en med negativiet. Det er vigtigt at kunne se positivt, for der er altid dagen i morgen hvor det hele nok skal blive bedere.” Jeg nikkede til ham, inden jeg trådte op på stien til udgangen. ”Godnat Kameron.” smilte jeg. ”Godnat Tara.” smilte han tilbage inden jeg forstatte op imod skoven og den kolde vej hjem. Klokken må have været omkring ni, men heldigvis havde jeg et godt alibi for at være væk. Min far tjekkede aldrig op på det, når jeg løj, hvilket jeg var taknemlig for. Pludselig da jeg lukkede lemmen til indgangen, følte jeg mig tom inden i. En følelse af uværdighed og ulykkelighed strømmede over min krop, og jeg begyndte at ryste svagt. Jeg havde ellers taget min daglige pille som min psykiater havde fortalt mig om, men det var åbenbart ikke nok. ”Fejl… ubruglig…” hørte jeg pludeslig en stemme hviske, selvom jeg godt vidste jeg var alene. ”Nej… Hold jer væk!” Råbte jeg, og begyndte at løbe i retningen mod mit hjem. ”Tara… ved aldrig tilbage, de hader dig. Du er ubrugelig, de har ikke brug for dig.” mumlede stemmen, og sendte kuldegysninger langt ned af min ryg. Jeg løb grædende resten af vejen hjem indtil stemmerne stoppede, ikke langt fra min husdør. Jeg stoppede op, og tørrede mine tårer væk. Det var øjeblikke som dette jeg virkelig kunne bruge Kameron’s varme arme omkring mig. Jeg sukkede og lukkede mig selv ind. Indenfor smed jeg min jakke på mit værelse, og mine sko ude i gangen. ”Er det dig Tara?” Spurte min far, og jeg nikkede ind til ham. Han lå i stuen med sin dyne over sig, og havde sikkert kun underbukser på. Hvis jeg kendte ham ret havde han sovet det meste af eftermiddagen som altid. Jeg var heldigvis ikke sulten, da jeg havde fået en stor frokost, men ellers var jeg blevet godt træt af altid at skulle søre for mad selv. ”Ja far, det er mig.” sagde jeg og rolle med øjnene. Det var kun mig og min far der boede i den lille lejlighed, så jeg kunne ikke se hvorfor han skulle spørge. ”Der er gode nyheder” sagde han med hans filipinske accent. ”Din mor er blevet udskrevet.” Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg smilte bare let. ”Det er jeg da glad for at hører.” ”Du må besøge hende snart, det ville hun gerne have.” Jeg rettede nervøst på mit hår, og nikkede, inden jeg gik ind på mit værelse hvor jeg kunne være i fred. Jeg satte mig på min seng og sukkede dybt. Tanken om at besøge min mor skræmte mig for at være ærlig. Jeg vidste ikke hvordan hun ville reagere på at hører jeg også var blevet syg, hvis jeg overhoved turde fortælle hende det altså. Tanken om at hun lå og græd mig sig i søvne, og oplevede noget i hjernen der gjorde at hun kunne smadre en hel lejlighed, rive ting ned fra væggene, og rode alting til det skræmte mig mildest taget. Jeg var bange for at hun ville kunne få en psykose så midt i det hele, og gøre ting ved mig. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle håndtere sådan en situation. Ja, jeg var simpelthen blevet bange for min egen mor, som ellers elskede mig så højt og kun ville mig det bedste i verden. Jeg turde ikke snakke med hende om hvordan hendes handlinger havde påvirkede mig. Jeg ville ønske hun havde søgt hjælp inden hun følte sig syg, jeg ville ønske intet at det var sket. Jeg vile dybest inde ønske at det hele havde været en ond drøm som jeg ikke behøvede gå tilbage til igen. Jeg lagde mig til at sove, og tænkte på Kamerons vise ord om at der altid var en dag i morgen, og at det hele nok skulle blive bedre hvis bare jeg tænkte lidt possitivt. Jeg smilte ved tanken om at han måske elskede mig tilbage, selvom det menes at være muligt, inden jeg lukkede min øjne, og drømte sødt om dagen i morgen.

*

Jeg vågnede brat med min far der bankede på min dør, og bedte mig om at vågne op til skole. Da jeg valgte at ignorer ham, siden jeg stadig var træt og svækket efter dagen i går, hørte jeg ham træde in på mit værelse. ”Tara, stå op nu.” Sagde han irriteret, og stilte sig ved siden af min seng. Jeg rullede irriteret over på den anden side, og lukkede øjnene. Jeg orkede ham ikke. ”Hvad er det her?” sagde han pludseligt med en stemme der fik mit hjerte til at slå hurtigt. ”Medicin? Hvad tager du medicin for? Hvad er det her for noget?” Jeg spillede hurtigt mine øjne op, og rejste mig op i sengen. ”Jeg kan forklare det.” Mumlede jeg nervøst, ikke forbedret på at fortælle min far om hvad SPYC havde fortalt mig om min tilstand. ”Jeg er lidt syg… ligesom mor.” Han så vredt på mig. ”Hvad er det du mener?” Jeg begyndte at ryste under det press han gav mig. Jeg vidste han ville blive sur, og uforstående med det. ”Ja, jeg har noget…paranoia. Jeg føler folk hader mig, og sådan…” Jeg havde aldrig troet jeg skulle forklare mig selv på denne måde, og havde aldrig håbet det skulle være så svært for at få min far til at forstå det. ”Det er da dumt, det er bare noget du går og bilder dig ind, og det skal du stoppe med! Jeg bryder mig ikke om at du går og tager medicin uden du fortæller mig det.” Han så vredt på mig, og smed min pose med piller hårdt op mit bord hvor de stod før. ”Kan vi ikke snakke om det senere? Jeg skal i skole.” Han rynkede med næsen og øjenbrynene, med sagde så endelig, ”lad gå da, med kun for denne gang, vi snakker om det efter skole!” Han smækkede døren efter sig, inden jeg hørte ham gå ud af hoveddøren for at gå på arbejde. Jeg var glad for at han gik før mig, det gav mig en chance for at pjække, og tage ud og hjælpe de andre med at rede Angela, som de jo mente jeg var i stand til.

Jeg nåede meget hurtigt ned under jorden, og løb ind i Kamerons varme favn. Ved siden af ham stod Kasper parat. Han lignede en der ikke havde sovet, og jeg bekymerede mig for hans sindstilstand uden Angela. ”Kasper…” hviskde jeg forsigtigt, inden jeg lagde en hånd på hans skulder. ”Vi skal nok rede hende.” Han så på mig med tomme øjne. ”Jeg håber du har ret.” Jeg så op på Kameron med håbefulde øjne. ”Hvordan skal vi gøre det?” spurte jeg ham, og rakte ud efter hans hånd roligt. Han så ned på min hånd, og jeg tog den forsigtigt i min, og smilte op til ham. Han smilte ned til mig igen. ”Vi venter til det bliver mørkere, også sniger vi os ind på slottet. Jeg kender slottet udenad, så det burde være nemt.” forklarede Kameron, og sendte et forstående blik til Kasper, der bed sin underlæbe. ”Er du sikker på vi kan gøre det. Jeg savner hende så meget det gør ondt! Jeg kan ikke leve uden hende, hun er mit et og alt i verden.” Svarede Kasper, og så ned i jorden. ”Tro mig menneske, vi har viljen og styren.” sagde Kameron og prikkede mig i maven, hvilket fik mig til at grine. Han var ikke så hård og kold som han var dengang jeg mødte ham. Måske var det fordi han havde lært at elske? Det håbede jeg ihvertfaldt på.

*

Vi nåede endelig frem til det store impronerende slot, der var lavet ud af hvidt marmor, med en kæmpe træport med kæmpe hængsler på. ”Vi kan da ikke komme ind der!” Kasper virkede allerede irriteret over vores ’mission.’ ”Lyd ikke så negativ Kasper.” hviskede jeg, og fulgte efter Kameron over til en anden side af slottet. På den anden side af slottet var der er en mindre og mere normal trædør med en lille lås på. ”Det her er en speciel indgang for vagter kun, her kan vi komme sikkert ind. Kameron låste os ind, og vi fortsatte ind imellem vagternes del af slottet, hvilket bestod af skabe med tøj og ridder uniformer. ”Er det sandt at du ikke vil være en ridder længere?” Spurte Kasper Kameron, hvilket fik mig til at slå Kasper i siden. ”Av!” ”Hvad er det for noget at spørge om i sådan en situation?” Mumede jeg stille, bange for at nogen skulle hører os. Kameron klukkede. ”Du behøver ikke hviske, der er ingen vagter her, de er alle i den anden ende af slottet. Og ja, jeg valgte at stoppe.” svarede han, og tog min hånd. ”Det er ikke muligt for riddere at elske eller ægte nogen, det er derfor de få der er af min slags, vælger at tage jobbet.” Jeg rødmede. ”Så du stoppede for min skyld?” Han smilte stort til mig. ”Ja.” Jeg rødmede endnu hårdere, og så Kasper rulle øjnene. ”Det er nok bedst hvis i også tager en uniform på. Det kan rede os i et par sekunder inden de sætter spørgsmåls tegn på hvorfor i ikke har vinger.” forslog Kameron, og pejede på en bunke uniformer der lå kastet på jorden. Jeg klædte mig hurtigt på, selvom jeg svømmede lidt i uniformen. Den passede dog Kasper ret så perfekt, og han så ret godt i den, selvom jeg ikke kunne lide at indrømme det. Vi fortsatte vores tur gennem slottest murer med den dybeste forsigtighed. Kameron gik forrest for at sørge for at vi ikke blev udsat for farer. Desuden kendte han vejen. ”Holdt, hvem der?” Spurte en vagt pludselig, da vi var noget et par skridt fra fangekælderen. Vi stoppede brat op, og mit hjerte slog hurtigere slag. ”Vi er med riddere der på vagt her, du kan forsætte med at gå.” Fortalte Kameron, og fortsatte ned imod fangekælderen. ”Der blev sagt holdt!” Råbte den anden rider højt. Jeg rystede bange, men vidste det ikke var et godt tidspunkt at tage Kamerons hånd på. ”Hvor er deres vinger henne?” Jeg vidste nu at det var ude med os, nu ville Kasper aldrig få prinsessen at se ingen, og han vile være dybt ulykkeig resten af hans dage. Ellers skulle vi sidde i fangekælder resten af livet. ”De er blevet revet af i kamp.” Svarede Kasper pludseligt, og jeg så nervøst på ham. Havde han rent faktisk en plan? ”Jeg er ked af at hører at de er en af de sårede efter borgerkrigen, men det er ikke sikkert for dem at være her.” sagde vagten medfølende. Borgerkrigen? Der var stadig så meget jeg ikke vidste om denne verden. ”Jeg er glad for din medfølelse, men det er nødvendigt for os at besøge en fange, en af dem skal eskoteres til at se sin familie inden henrettelsen i morgen.” Jeg prøvede ikke at se for nervøs ud, og håbede på at det Kasper sagde gav mening. Efterhånden havde han været meget heldig. ”Det er forståeligt, selvom dronning Alae ikke plejer at være så barmhjertig.” svarede ridderen. ”Jeg skal ikke forstyre jer længere, i må have det.” Sagde han og vendte sig om. Da han endelig var væk, åndede jeg stort ud. ”Åh Kasper, det var flot gjort af dig!” Kameron klappede ham på skuldren. ”Det var flot gjort knægt, jeg troede lige det var ude med os.”

”Jeg sagde jo jeg ville gøre hvad som helst for at se hende igen. Det at lyve er så nemt når man lyver for en man elsker.”

Vi fortsatte stille ned imod den kolde fangerkælder, der lå dybere nede i jorden. Det impornerede mig at de hade holdt deres gamle middelalder stil, men selvfølelig har de ikke haft mulighed for at udvilke sig, siden de ikke har set et andet menneske siden middelalderen. I nådede ned til enden af en kold snoet gang med mørke sten vægge og en hård dør. Kameron fandt en nøgle frem, og åbnede den knirkede dør. Vi trådte ind i en fangekælder med tomme celler så langt øjet kunne række. ”Er du sikker på hun er her Kameron?” spurte jeg, og trådte forsigtigt ind i den kolde gang. ”Angela!” Råbte Kasper, og løb forbi mig, længere ned af gangen. ”Kasper! Vent!” råbte jeg, og løb efter ham med Kameron i hælende. ”Ikke larme, vi kan blive opdaget!” Vi hørte svagt en stemme svare længere ned af gangen, og løb efter Kasper, der var stoppet op foran en af cellerne. ”Angela…” mumlede jeg stille. Der var hun, lænket op i sine vinger og arme, grædende og med revet tøj. Ved siden af hende hang kongen, med hans små hvide vinger hængt op i mindre lænker, men med lige så slidt tøj. Jeg så Kasper række ud efter hende med desperation i øjnene. ”Angela, er du okay? Hvem gjorde det her imod dig?” Hun så op på ham med et svagt blik, og jeg så hendes øjne lyse da hun så hendes elskede igen. ”Det var dem, Alae’s slaver..” hviskede hun svagt, med en blødende læbe. ”Min elskede, jeg reder dig!” Kameron trådte frem, og lukkede Angela’s celle op. Kasper løb hurtigt op til Angela og krammede hende, imens Kameron låste resten af hendes lænker op. Hun faldt bevidstløs ned i hans arme, svag og træt med fællende fjer fra hendes blod røde vinger. ”Angela…” mumlede Kasper og krammede hende tæt op imod sig. Kasper lod en tåre trille ned af hans kind, inden han placeret sine læber imod Angela’s kolde læber. Jeg nåede knap nok at sige noge, inden Kameron blev skubbet hårdt op imod cellevæggen af en ukendt skikkelse. ”Så i troede at jeg var så dum at lade jer gå? Midstet vingerne i krigen, den skal i længere ud på landet med!” Det var vagten fra før, det nu pressede en kniv op imod Kamerons hals, uden jeg kunne gøre noget. Der var en pirrede stilhed, hvor jeg stod der forsvarsløs foran Kameron, med Kasper ved siden af mig, der så lige så chokeret til, imens Kameron blev presset hårdt op imod cellevæggen med en kniv op imod hans hals. ”Troede du ikke jeg kunne genkende dig, den berømte forræder? Jeg er glad for at det bliver min tur til at gøre en ende på dig.” smilte Rafael, og pressede kniven længere ind imod huden, der begyndte at bløde. Jeg bed min læbe, forsvarsløs, inden jeg hørte Angela råbe: ”Stop det!” Hendes vinger lyste pludeslig op, hendes hår var rødt som aldrig før, og hun så utroligt kraftfuld ud. ”Jeg er prinsessen af de underjordiske engle, og jeg befaler dig at lade ham gå!” Råbte hun stort, i en stemme der kunne skræmme den stærkeste mand. Rafael ignorede hende, og pressede kniven dybere ind imod Kameron, der ikke sagde en lyd, men kiggede koldt tilbage på Rafael. ”Jeg adlyder kun min dronning, Alae. Du er ingenting nu prinsesse!” Ingen af os så at kongen var vågnet op, og så svagt på hvad der forgik foran os. Angela rejste sig op fra Kaspers greb og tog hans hånd i sin. ”Jeg advarede dig.” hviskede hun stille, inden hun lukkede øjnene. Jeg så til, hvordan Angela’s vinger blussede op, og et skær formerede sig omkring hende og hendes mægtige fjerprakt. Kasper og jeg så til med måbende øjne, da Angela’s lys blæste Rafael omkuld. ”Den magi…” mumlede Rafael, og rejste sig hurtigt på jorden igen. ”Den har jeg aldrig set før!” Kameron faldte hurtigt til jorden, og jeg rakte ud efter hans sår, der var mirakuløst healet. ”Du skal straffes for at tilbede mørket.” Sagde Angela, og trådte tættere på Angela, unden tøven. ”Jeg er ikke bange for dig pigebarn.” Svarede Rafael, og trak sin kniv igen. Angela’s vinger blaffede hurtigere, og lyset blev stærkere, og sendte Rafael omkuld igen. ”Jeg bortviser dig, mørkets skabning!” råbte hun, inden lyset blev klarer, og overtog hele rummet. Jeg mærkede Kameron’s hånd dække mine øjne, og da han fjernede hånden igen, var Rafael væk, og Angela’s lys var væk. Hun var ved at besvime, men Kasper nåede at fange hende. ”Angela, din datter!” hørte vi en ældre stemme sige, og vi vendte os om imod Angela’s far, der var bundet op i lænker, men var fuldstændig healet. Kameron trådte hurtigt til og låste op for hans lænker, og hjalp ham ned. Jeg måbede da jeg lagde mærke til at spidserne af hans vinger var blevet hvide, og ikke sorte.”Min kære datter…” mumlede kongen, og rakte ud efter hendes ildrøde hår. Han så på Kasper og smilte til ham for første gang. ”Hvad var det lige der skete med hende?” Spurte Kasper forvirret, og krammede Angela tættere ind til sig. ”Du har givet hende kærlighedens kraft min søn.” svarede kongen, og aede Angela’s pande forsigtigt. ”Jeg dømmede dig forkert. Den kærlighed du har givet hende er vidunderlig, men også meget farlig. Det skal trænes op, før den kan bruges rigtigt igen.” Kasper så stolt op mod den mindre mand. ”Jeg holder rigtig meget af deres datter, deres højhed, og jeg vil gerne have deres tilladelse til at gifte mig med hende.” Mine øjne spilede op. Kasper havde tænkt sig at gifte sig med hende! Kongen så roligt på ham med et tænktsom blik inden han svarede. ”Kald mig Kurt. Vi kan snakke om denne sag senere, men lige nu er vi stadig i krig.” Jeg følte mig pludselig så tom inden i igen. Alt den kærlighed jeg havde følt da Angela havde brug hendes magi var væk, og en følelse af mørke spredte sig rundt i min krop. ”Hvad er der galt Tara?” spurte Kameron mig, og holdte fast i min skulder. ”Jeg føler mig bare så tom inden i…” hviskede jeg stille. ”Det er Alae’s kræfter der gør det.” sagde Kurt. ”Hun er den mørkeste kræft vi kender til. Hun lever af at suge livskræften, håbet, og lyset ud af folket, og skaber mørke. Hvis vi lader hende regere ender vi alle med at dø.” Jeg så nervøst på ham, og krammede Kameron ind til mig. Selvom jeg havde planlagt at dø på et tidspunkt, var det ikke sådan her jeg ville have det. ”Med Angela’s kræfter kan vi stoppe hende, ikke?” spurte jeg, og så til da Angela langsomt vågende igen, og smilte op imod Kasper, på samme måde jeg engang så på ham. ”Ja, men hendes kræfter er stadig under opbygning, så vi skal være forsigtige.” svarede Kurt. ”Lad os starte med at komme ud herfra, Rafael var ikke den eneste af vagterne her omkring.” Kameron havde ret, og vi fortsatte op imod udgangen til slottet. ”Det skal nok gå alt sammen.” smilte Kameron til mig, og tog min hånd, da vi gik ned af den lange mørke gang. Jeg håbede endelig at han havde ret, selvom jeg stadig havde den mørke følelse inde i min krop. Kameron åbnede døren til udgangen, og vi blev mødt med mindst 30 vagter med sorte vinger og uniform, foran os. ”Det er ude med os!” udstøtte jeg forfærdet, da vagterne greb fat i mig og de andre, og trak os op fra fange kælderen, og ind imod kongesalen. Mit hjerte galoperet stærkt og frygten var stærkere end nogensinde. Jeg så tilbage, og så Kameron blive holdt tilbage af 4 andre vagter, og Kasper der kæmpede for at de ikke skullet tage Angla fra ham, hans arme og råb, var dog forgæves, da han ikke var stærk nok.

Jeg var rimmelig sikker på, at det var ude med os nu. 

Kapitel 7

Kapitel 7

Jeg fattede stadig ikke at jeg var blevet diagnosticeret psykisk syg. Jeg lå i dette øjeblik i min seng og stirrede op i loftet. Min computer lå ved siden af mig og varmede mig med dens alt for varme ventilator. Jeg ville ønske jeg havde råd til en ny snart. Jeg sukkede, og vendte mig om for at finde min blog frem på min computer. Jeg vidste ikke om jeg turde fortælle Benedicte om min sygdom – hvordan ville hun mon reagere? Jeg ville da selv blive overrasket hvis nogen fortalte mig at de var psykisk syg. Jeg skubbede tanken væk, og lukkede for computeren. Der var ikke noget at gøre ved det nu. Jeg havde sådan en lyst til at klø mine arme igen, men jeg lod være. Jeg græb min telefon og ledte efter nogen jeg kunne skrive med. Jeg havde ikke særlig mange venner, men der måtte være nogen der kunne distrahere mig. Jeg så martins nummer og skrev til ham: ”Hey, hvad går du så og laver?” og ventede på svar. Kort efter lyste min mobil op med et svar fra Martin. ”Hey, det går godt, har ikke hørt fra dig et stykke tid, hvad med dig?” Jeg smilte af hans besked, jeg var glad for at han tænkte på hvordan jeg havde det, da jeg også vidste at han havde det svært efter vores vennegruppe var blevet splittet ad. ”Det er gået lidt nedad siden mig og Kasper slog op. Han er svær at være venner med.” skrev jeg. Jeg havde ikke set Kasper siden dengang jeg havde skændes med ham. Han kunne være fortabt eller lykkelig, men jeg vidste det ikke. Jeg håbede ham bare hans bedste, selvom det nok ville være at blive oppe hos vores folk, og ikke nede hos dem resten af hans liv. Der var ingen fremtid i det. Mobilen bibbede, og jeg tykkede på besked knappen. ”Har i slået op? Det er jeg da ked af at hører. Du kan bare skrive hvis du har brug for det.” Jeg blev helt varm inden i af hans besked. Det var helt mærkeligt for at nogen holdte af mig. Især med min paranoia, som fik mig til at tro at alle hadet mig, og var ude efter mig. På de værste dage kunne jeg knap nok tage en bus uden at føle de fremmede blikke bore sig ind i mig, hvilket ofte fik mit hjerte ti at banke hurtigere, og gav mig lyst til at græde. ”Tusind tak skal du ha’ det betyder meget for mig.” Jeg kunne mærke at mig og Martin sagten kunne beholde vores venskab selvom vores vennegruppe var blivet splittet ad. Vi havde samme musik og T.V serie smag, så vi havde en masse at snakke om, og han var flink at tale med. Jeg tror dog aldrig jeg kunne date ham, han er ikke min type, og jeg ser ham slet ikke på den måde overhovedet. ”Men ved du hvorfor Kasper har været væk i så lang tid? Er han ved at droppe du af skolen?” stod der i Martin’s nyeste besked. Jeg bed mig i min underlæbe. Endnu engang blev jeg nød til at komme med en forklaring på hvorfor Kasper ikke var her på den rigtige siden af jorden. Jeg ventede lidt før jeg skrev: ”jeg tror han er droppet ud, han overvejer at flytte, det er alt jeg ved.” Jeg fortrød beskeden lige så snart den var sendt. Jeg hadet at lyve overfor nogen som jeg holdte af, som Martin. ”Det er da trist at hører. Jeg ville bare gerne have et enkelt farvel. Jeg ved godt vi er uvenner, men han er åbenbart ligeglad.” skrev Martin. ”Ja, det er jeg ked af. Han kan være rigtig iskold.” skrev jeg, og puttede mobilen ned. Jeg hadet at jeg skulle midste Kasper på den her måde. Jeg savnede ham inderst inde, og det vi havde sammen. Jeg ville ønske Kameron ikke havde været så grov overfor mig til sidst, jeg var begyndt at holde rigtig meget af ham. Måske ligefrem elske ham, selvom han ikke selv kan mærke den følelse. Jeg besluttede mig for at gå mig en tur så jeg kunne samle tankerne. Det hjalp intet at sidde ned og gruble over det.

*

Jeg var nået ud til udkanten af byen, hvor der lå den smukkeste sø. Der var massere af grinene børn og løbere, også selvom vejeret ikke var det varmeste. Jeg følte mig glad og fredfyldt i det danske vejr der altid var koldere end nogen andre lande. Det skulle måske lige være rusland, men ellers ville jeg mene vi lå ret højt oppe på skalaen over lande der var ved at fryse buskerne af, hvis man ikke havde tre lag trøjer på om vinteren. Om sommeren kunne det dog også blive godt varmt et par dage, og når man så endelig havde købt et par fine shorts, begynder det at regne og blæse. Man kunne aldrig regne med vejret her, og jeg ville nok aldrig venne mig til det fuldstændigt. Pludsligt mærkede jeg en kold hånd på min skulder, og jeg vendte mig hurtigt om i chok. Personen trak sin hånd tilbage, og var tildækket i en stor hætte der dækkede for ansigtet. ”Tara, du bliver nød til at komme med mig, det er vigtigt!” sagde en bekendt stemme, som jeg ikke kunne sætte finger på. ”Nej! Hvem er du?” sputrte jeg fortvilvet, og trådte et par skridt tilbage. ”Det er mig, Veronica.” Jeg havde helt glemt alt om Veronica. Hun tog hætten af, og viste sit korte røde hår. ”Åh jeg har savnet dig.” Jeg krammede hende ind til mig. Jeg havde følt mig så ensom unden englene, men turde ikke indrømme det. ”Der er sket så meget, jeg er helt alene uden jer.” sagde jeg, og gav slip på hende. Hun smilte kort til mig. ”Det er alt sammen meget fint Tara, men det her er en nødsituation” sagde hun med en alvorlig stemme. ”Hvad er der da galt?” Jeg kunne mærke på Veronica at det var meget alvorligt. ”Du bliver nød til at komme tilbage med mig for at se det! Det hele er i kaos! Alae er vendt tilbage.” Veronica tog fat i min hånd og trak mig afsted med hende. ”Alae?” spurte jeg spørgende, og lod mig løbe med Veronica, i mod den bekendte skov. Jeg mod mærke til hvor godt Veronica havde gemt sine vinger under den store hættetrøje, selvom det ikke var nødvendigt. ”Alae, hun er den mørkeste vi kender til. Vi lod hende tage til fange fordi hun bruge sine mørke kræfter til det onde.” Vi løb hurtigere, ind i den mørke, stadig snefyldte skov. ”Hvordan skal jeg kunne hjælpe? Og hvorfor er du dækket til selvom ingen kan se dine vinger?” spurte jeg forpustet, og småløb ved siden af Veronica. Hun sænkede farten så jeg kunne følge med. ”Du har fantasien unge menneske datter” smilte hun til mig. Jeg kunne mærke mig selv blive helt varm af hendes ord. Hun vidste ikke hvor meget en enkelt komplimant betød for mig. ”De fleste fantasifulde søger udenfor hvor de kan blive inspireret. Søen er et farligt sted for en som mig at befinde mig.” Mine øjne spilede op. Det havde ikke gået op for mig hvor mange andre der går ned til søen for at finde sjælefred, ro, og inspiration. Jeg havde helt glemt hvor vidunderige andre mennesker kunne være, men Veronica’s ord mindede mig om det. Jeg følte mig varm inden i igen, og det blev pludseligt nemmere at løbe.  Vi nåede endelig frem til jordhulen og hoppede hurtigt ned under jorden, hvor vi var stoppet af et par bevæbnede vagter. ”Lad os komme igennem, det er vigtigt!” Sagde Veronica højt og alvorligt. Vagterne tog et skridt frem, hvor jeg samtidig tog et skridt tilbage. ”Der er ingen velkommene her. Det er en ordre fra Alae.” Veronica sukkede og så over på mig. ”Det er livsnødvendigt! Mine venner er derinde! En af dem er ved at dø!” Jeg rystede over det hele, bange for hvad der forgik derinde. Selvom jeg var bange, vidste jeg at jeg blev nød til at komme forbi vagterne. Jeg måtte tilkalde den eneste vagt jeg havde tiltro til. Jeg fandt min fløjte frem var under min trøje og fløjtede hurtigt i den. Veronica og de to vagter sendte mig et forvirret blik, men jeg ignorede det. Jeg gemte hurtigt fløjten igen, og kiggede vagterne direkte i øjene.  ”Veronica.” Sagde en mandelig stemme pludselig, og skubbede sig ind imellem de to vagter. Det var Kameron, ham jeg elskede, men som aldrig kunne elske mig tilbage. ”Kameron…” hviskede jeg lavt nok til at ingen kunne hører det.  Han så på os med et koldt blik, og jeg kiggede ned i jorden. ”De er sammen med mig, i kan træde til side” sagde han, og de to vagter vendte om og gik. Jeg turde ikke se ham i øjnene. Jeg havde savnet ham så meget, men han følte sikkert ikke det samme. Hvis han overhoved havde følelser. ”Tak Kameron, det er lige nu vi har brug for dig” sagde Veronica, og fulgte efter Kameron med mig i hælende. ”Hvordan har Theodor det?” spurte hun, hvilket fik mig til at blive mere nervøs. Mente hun det, da hun sagde at han var døende. ”Ikke for godt.” Svarede Kameron, og ledte os hurtigt ind til Theodors hus. ”Hvad er der i vejen med ham?” Spurte jeg endeligt, nervøs for min ældste ven i verden. ”Han har været syg et stykke tid, det sker når ondskaben er i luften. Jeg bed mig nervøst i læben, og fulgte ihærdigt efter Veronica og Kameron ind i Thedors smalle hus. Da vi nåede frem til sengen stod Kasper og Angela der allerede, og holdte fast i hver hans hånd. ”Hvordan har han det?” spurte Veronica, og farede frem til sengen. ”Han klare den lige” svarede Angela, og holdte hendes hånd på den gamle mands pande. Jeg stod længere tilbage, ikke sikker på hvad jeg skulle sige eller gøre i sådan en situation som denne. ”Jeg hentede Tara, jeg håber hun kan hjælpe” jeg trådte et par skridt tilbage mod væggen, usikker på mine fødder. ”H-hjælpe? Hvordan skal jeg kunne hjælpe med noget, jeg forstår ikke engang hvad der forgår.” Kameron satte sin hånd på min skulder, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste ikke om det var fordi jeg var lidt bange for ham, eller fordi det var så længe siden han havde rørt ved mig. ”Jeg tror på at du kan hjælpe Tara. Du er…” han kiggede mig dybt ind i øjnene med et blik der fik mit hjerte til at hoppe et slag over. ”Speciel.” svarede han så, og gav slip på min skulder igen. Jeg så hen imod sengen hvor Theodor lå med sved på panden og et par klynkede støn, med Kasper og Angela på hver hans side. ”Men jeg troede at kongen havde forbudt at de kunne være i samme rum?” Spurte jeg nysgærrigt, over at de to holdte i hånd og passede på Theodor samtidigt. ”Du kan ikke lade ægte kærlighed skilles, og det indså kongen også da han så hvor røde prinsessens vinger er blevet.” Jeg så på Angela, hvis vinger både så størrer ud, men også var blevet blod røde nu. ”Vi mener at det er resultatet i at et mennesker og en af vores egne er blevet forelsket og oplever kærlighed. Det er ikke sket i flere hundrede år, og det er noget af den stærkeste magi vi har.” Jeg så på Veronica imens hun sagde disse ord. Tænk at det virkelig var ægte kærlighed imellem de to. ”Er det derfor at Kasper ikke har kunne været i stand til at forlade hende?” Veronica sendte paret et bekymret blik inden hun svarede. ”Ja, det er desværre en bivirkning ved deres kærlighed. De kan aldrig skilles, dør den ene dør den anden også. De er afhængige af hinanden som en moderkat og dens nyfødte killing.” Jeg så fortvilet hen på Kasper. Det var virkelig ikke den skæbne jeg ønskede. Jeg holdte jo stadig af ham aller inderst inde. ”Men jeg spørger igen, hvordan kan jeg hjælpe? I smed mig stort set ud herfra!” Sagde jeg med en fornermet stemme, og krydsede mine hænder. ”Og jeg er ikke stærk nok..” mumlede jeg, da jeg tænke tilbage på min sygdom, og alle de mennesker jeg følte hadet mig hver eneste dag. Medicinen var begyndt at virke og jeg havde det bedre, men det plagede mig stadig hver dag at jeg var syg og skulle tage en pille for at have det godt. Jeg ville bare gerne være normal og have et godt liv, ligesom mine såkaldte ”venner” i klassen. Veronica smilte venligt til mig. ”Du er den stærkste jeg kender Tara, du kan sagtens klare det her.” Mit hjerte bankede hårdere. ”Er du sikker? Tror du på mig?” spurte jeg, og trådte nærmere sengen, hvor Theodor lå og knynkede. ”Vi tror på dig Tara.” sagde de begge i kor og jeg smilte stort. Jeg gik over mod Kasper og Angela og skite deres hænder ad, så jeg kunne tage begge deres hænder. Jeg sendte Veronica og Kameron et sidste blik, inden jeg lukkede mine øjne som Kasper og Angela gjorde. Jeg følte en mærkelig lykke følelse da jeg stod der. Jeg mærkede elektrisitet fare rundt i mit krop, og mit hår stående ud til alle sider. Jeg så mine minder for mig igen. Jeg så min mor splitte lejligheden ad i hendes psykose, jeg min skikkese græde ude på skole toilettet over noget de havde sagt i klassen igen, jeg så min mor græde sig selv til søvn, mi n far flytte ud af lejligheden da jeg var lille, og små børn mobbe mig, fordi jeg igen kom i skole med beskidt tøj. Jeg åbnede mine øjne, og mærkede tårende der var trilledet ned af mine kinder. Jeg er svag og ubruglig, jeg kunne ikke klare det alligevel. Jeg var intet specielt, jeg var bare kedelige gamle Tara, som alle hadet og så ned på. Jeg vendte mig om og så på Veronica og Kameron, der smilte til mig, og følte pludselig mit hjerte synke. Jeg kunne ikke skuffe dem. De troede så meget på at jeg var stærk og kunne klare hvad som helst. Jeg så ned på den hånd som Angela holdte, og så at hendes tommelfinger kærtegnede min hånd. Jeg trak vejret kræftigt efter de dårlige minder, men jeg blev mere rolig efter hun holdte min hånd på den måde. Jeg så op på Kasper der sendte mig et varmt smilt, der fik mit hjerte til at smelte. Jeg elskede dem alle sammen på forskellige måder. Jeg kunne ikke lade dem i stikken, aldrig nogen sinde. Jeg lukkede øjnene igen, og tænkte på alle de gode minder jeg havde haft med Kasper, dengang hvor vi gik lange ture sammen og snakkede om vores fremtid og hvor meget vi glædet os til gymnasiet var slut. Mine minder med Angela, hvor vi havde overrasket Theodor og Kasper ved at gemme os og springe frem, og hvor meget vi havde grint den dag. Veronica som jeg altid kunne spørge til råds om hvad som helst. Hun var der altid hvis vi havde brug for hende. Og endelig Kameron, jeg tænkte på vores kram, vores nervær, og dengang jeg kyssde ham, og på hvor magisk det hele havde været. Minderne gav mig styrke, og jeg følte mig på toppen igen. Noget der lød som et vindpust susede forbi mit ører, inden jeg åbnede mine øjne igen, og så Theodor ligge med åbne øjne og smile til os. Vi gjorde det. Jeg klarede det. Det var da, indtil jeg faldt ned mod jorden, og alt blev sort igen. ”Tara!” Hørte jeg flere stemmer sige, inden jeg ramte jorden hårdt.

Jeg åbnede mine øjne igen, og så mig forvirret omkring. Jeg var hjemme i min seng igen. Jeg så på mit ur ved sengebordet, klokken var 6:37 og jeg skulle snart i skole. Jeg skyndte mig op, og gjorde mig klar, inden jeg hæv en jakke og sko på, og gik ud af døren. Hvad var der lige sket? Jeg følte jeg havde haft en mærkelig drøm. Det var som om der var noget der nærede mig. Svage minder af drømmen pressede sig på, men jeg huskede ikke meget. Min bus dukkede endelig op, og jeg satte mig forrest denne gang. Jeg følte mig stadig ikke stærk nok til at bevæge mig længere ned i bussen, selvom det nok ville være bedst for mig. Min medicin hjalp dog lidt på det. Medicin? Jeg huskede svagt at der var nogen oppe med mig til SPYC første gang jeg var der, men hvem eller hvad kunne jeg ikke huske. Jeg følte en kold brise da jeg steg ud af bussen, der endelig var nået frem til skolen. Jeg følte stadig der var noget jeg havde glemt, eller nogen? Jeg åbnede døren til skolen, og så Martin stå derinde. ”Hej Martin!” Hilste jeg, og gik over til ham. Måske ville det hjælpe på min hukommelse at snakke til ham. ”Hey Tara, hvordan har du det?” Spurte han med et smil. ”Jeg har det godt tror jeg, jeg føler bare jeg har glemt noget du ved?” ”Har du drømt noget mærkeligt? Det kan godt være du tror du har oplevet det, men så har det bare været en drøm, det sker for mig hele tiden.” Svarede han, inden skoleklokken ringede. ”Nå, men vi skal også se at komme til time. Timen var tør og kedelig som sædvaneligt, men den føles ekstra kedelig i dag. Det var som om jeg havde oplevet noget sjovere før der holdte mig i gang. Jeg kunne bare ikke putte min finger på det. Til frokost spiste vores lille gruppe sammen som altid, men det virkede som om der manglede en plads. ”Hvorfor står der egentligt den der ekstra stol?” Spurte jeg, og så over på den stol der stod til overs ved vores bord. ”Aner det ikke.” Svarede Martin, og forstatte med at tage en bid af hans sandwitch. Jeg blev ved med at undre mig resten af skole dagen. Det var som om der var noget inden i mig der manglede. Som om der var en brik inden i mig der ikke var faldet på plads. Turen hjem var kold og lang som altid, og siden min mobil var død efter at have været tændt i den alt for lange skole dag, brugte jeg tiden på at betragte landskabet udenfor mit vindue. Vi kørte forbi skoven som altid så så smuk og pragtig ud her om vinteren. Det var som om der løb en særlig følelse over mig da jeg så derhen. Det var som om der var noget der gav mening. Selvom jeg følte mig draget til skolen tog jeg direkte hjem, og lagde mig i min varme seng, hvor jeg kunne føle mig tryg. Vinduet stod åbent, selvom jeg ikke huskede jeg havde åbnet det, og da jeg prøvede at lukke det hørte jeg en hvisken ”forkert. Du er en fejl, du er forkert.” Jeg rystede, og satte mig på min seng igen. Det var sikkert bare nogen udenfor som jeg havde overhørt. ”Du er en fejl Tara, du burde skader dig selv, du er en skamplet på jorden.” jeg holdte om mine arme igen. ”Nej! Hvem er du?” Spurte jeg fortvilet, og så mig rundt omkring i lokalet. ” Jeg er din sande stemme, lyt til mig barn. Du er ikke vigtig for nogen.” Jeg gik rundt i hele den tomme lejlighed, for at lede efter personen, men der var ingen andre hjemme. ”Gør en ende på smerten, du ved du gerne vil.” Hviskede stemmen lumskt til mig, som fik mig til at ryste over hele kroppen. ”F-først til min 18 års. Det kan nå at blive bedre!” ”Det bliver aldrig bedre barn, indse det nu bare. Det er bedst hvis du tager dit liv nu, så spare du også dig selv og alle omkring dig tid og smerte.” Jeg var mundlam. Stemmen var meget stærk og svag at sige imod. Jeg satte mig på min seng inde på mit værelse, og tog mig til hovedt. ”Lad mig være i fred!” Råbte jeg men stemmerne forstatte med at hviske onde til i mit ører. ”Skær, dræb, dø.” hviskede de, og jeg græd igen. ”Nej, jeg vil ikke, jeg..” jeg så pludseligt over på mit skrivebord, hvor der lå den mindste fløjte jeg nogensinde havde set. Jeg tørrede mine tåre væk og så på den. ”Den her… den her fik jeg af Kameron.” mit hjerte slog hurtigere. ”Gør en ende på dit miserable liv.” hviskede stemmen. ”Kameron..” sagde jeg igen. Jeg huskede ham. Jeg huskede Kasper, Angela, Veronica, og Theodor! Jeg huskede alle de gode stunder vi havde sammen, hvor lykkelig jeg var omkring dem. ”Kameron…” mumlede jeg igen, og krammede fløjten ind til mit hjerte. ”Vågn op Tara!” Hørte jeg hans stemme sige, og jeg vendte mig om, men der var ingen. ”Vågn op Tara!” Råbte stemmen igen. Vågne… sov og det hele var en ond drøm! ”Vågn op!” Råbte stemmen en sidste gang, inden jeg slog mine øjne op, og så på fire skikkeser, der smilte til mig. ”Hvad skete der?” mumlede jeg træt, og tog mig til hovedet. ”Du besvimede kort efter du hjalp Theodor med at blive rask igen.” svarede Veronica. ”Du har sovet et timer. Vi var bekymret for om du også var blevet syg. Du udstøtte en masse mumblede lyde til sidst.” Jeg satte mig op i sengen. ”Ja, der var den her onde stemme der…” jeg sukkede trist ”der sagde jeg skulle skade mig selv og begå selvmord. Det var forfærdeligt at hører på.” hviskede jeg stille, og kiggede ned i gulvet. ”Det må være Alae der rodet med min hjerne. Det samme skete for Theodor før.” svarede Kasper. Jeg så på ham. Ham og Angela holdte i hånd, og hendes vinger baskede roligt, og fællede små røde fjer fra sig. De var et smukt par at se på, men alligevel forstod jeg ikke at deres kærlighed kunne være så stærk efter kun at have kendt hinanden i en måneds tid. ”Det burde være væk nu. Så snart man vågner burde man være kureret. Der er kun en kendt kur indtil videre, desværre.” svarede Theodor, der kom gående frisk og glad. Jeg var lykkelig over at se at han var rask og glad igen. ”Og hvad er det?” spurte jeg nysgærrigt. ”Ægte kærlighed.” svarede han roligt, og i samme øjeblik mødte mine øjne Kamerons. Jeg rødmede. ”Så… jeg har oplevet ægte kærighed?” mumede jeg stille, og blev ved med at stirre ind i Kamerons øjne fra min seng. ”Ja, ægte kærlighed.” svarede Theodor. ”Hvem tænkte du på`” spurte Angela, og hoppede op og ned igen. ”Det er øh…” mumlede jeg og så ned igen.

”Det er lige meget.”

”Nej da, jeg vil gerne vide det!” Der var vist ingen måde jeg kunne komme uden om den her. ”Lad være med at presse hende!” sagde Kasper pludseligt til hende. Jeg havde ikke regnet med at han ville sige hende imod. ”Nej, det er okay Kasper.” smilte jeg til det søde par.”Det er …” Jeg så op på Kameron et øjeblik inden jeg svarede.

”Kameron.”

Jeg så dem alle gispe og jeg så ned i gulvet igen, flov over jeg havde indrømmet det. Men der var ingen vej tilbage nu. Kameron stod stift og så på mig med det samme blik som altid, og jeg sukkede. ”Jeg er ked af det…” hviskede jeg stille. ”Jeg ved du ikke er i stand til at elske nogen, men…” ”Nej du forstår det ikke kæreste Tara!” afbrød Theodor. Det er et mirakel.                                                 

Kapitel 6

Kapitel 6

Det var begyndt at blive varmere i vejret. Mig og Kasper var på vej op imod SPYC’s bygning for at jeg kunne få min første samtale. Jeg var glad for at han havde lovet at tage med mig. Måske ville det fjerne hans tanker fra Angela i bare et par sekunder. Bygningen  lå heldigvis ikke lang fra der hvor mig og min far boede, så det var nemt for os at gå lige derfra. Jeg skulle mødes med en læge, som ville intewviewe mig til at starte med, og derefter ville de bedømme om jeg havde brug for hjælp eller nogle former for medicin. Jeg var en smule nervøs, men alligevel glad for at få det overstået. Jeg lod Kasper vente i ventelokalet uden for, og blev fulgt ind i et lokale med en læge. Intewviewet varede ca. en time, og jeg følte mig mærkelig tilpas efter. Spørgsmålene kom meget tæt på mig personligt, og jeg føler mig ramt. Jeg håber inderst inde at jeg ikke skal noget medicin, men ved det ikke før de dømmer mig næste gang jeg er der. Jeg gik ud til Kasper i vente rummet og sukkede. Han smilte til mig, og gav mig et kram. Det var dejligt, men ikke lige så trygt som Kamerons kram. ”Lad os komme væk herfra.” Sagde Kasper, og fulgte med mig ud af døren. Jeg smilte, og flettede min fingre ind i hans. Der var noget ved vores forhold som jeg stadig holdte af, selvom jeg vidste hans kærlighed for mig ikke var den samme som før. Jeg hørte en bekendt lyd bag mig, og så mig tilbage. Jeg fik et par store sorte vinger at se. De sad fast på en smuk kvinde med kort krøllet blond hår. Hun havde udfordrene tøj på, og jeg undrede mig om hvordan hun kunne gå med sådan noget tøj i det her slags vejr. Jeg nåede ikke at få øjenkontakt med hende, men billedet af hende sad fast i min hjerne. Sorte vinger.. det havde jeg kun set på en anden, og det var Kameron. Kvinden måtte være endnu en spion, men det troede jeg ellers de havde stoppet siden de havde fået os. Jeg stoppede op og slap Kaspers hånd. Kvinden vendte sig, og jeg så hvor meget størrer hendes vinger var end andre jeg havde set. Det skræmte mig, og jeg fik gåsehud op og ned af mine arme. Kvinden er utrolig smuk, og det er nemt at blive betaget af hendes skønhed. Hun ser mig, og sender mig et kort smil, før hun vender sig om og flagre med de enorme mørke vinger, der er sorte som kul. ”Hvad er der?” Spørger Kasper forvirret, imens mit blik er fanget på det smukke væsen ikke langt fra mig. Jeg træder væk, ryster med hovedet, og tager hurtigt hans hånd i min igen. ”Ikke noget. Lad os komme væk herfra.” sukker jeg, og fortætter evjen imod den underjodiske hule. Vi når ikke langt ind i Theodors hus, inden en rødhåret skikkelse overfalder Kasper, og falder ned på jorden med et brag. ”Av..” hører jeg ham kort sige, mens han skubber personen der landede på ham væk fra ham. Et par bekendte øjne ser op på ham med tåre trillende ned af kinderne. ”Angela..” hører jeg Kasper sige, og ser ham kramme hende tæt op af sig. Jeg kan se på ham at han aldrig har lyst til at give slip på hende, og hun hulker ind i hans brystkasse. Der er stille et par minutter hvor hun for lov til at græde ud og kramme ham tæt, inden Kasper sprøger. ”Hvad laver du her? Jeg troede din far forbød dig at se os.” Hun så op på ham med bedrøvede øjne inden hun svarede. ”Ja det gjorde han, men jeg kunne ikke holde mig væk fra dig.” Sagde hun og så dybt ind i hans øjne. ”Øh, jeg mener jer.” Sagde hun hurtigt da hun så jeg også var i rummet, og smilte. ”Det er okay, jeg ved godt at i to hører sammen.” Sagde jeg, og satte mig på hug nede foran Angela der sad på gulvet med Kasper. ”Tara..” hørte jeg Kasper sige, men jeg afbrød ham. ”Jeres kærlighed er dybere end noget andet jeg har set, og selvom jeg holder rigtig meget af Kasper endnu.” Sagde jeg og så alvorligt på ham, men med kærlige øjne. ”Så tilhører han dig.” smilte jeg blidt til prinsessen, og så op på mig med håb i øjnene. Hun svarede ikke, men krammede mig kun tæt ind til sig. ”Tusind tak, du er en engel.” Sagde hun, og snøftede ind i min skulder. Jeg klappede hendes ryg. ”Nej, det er dig der har vinger.” Fniste jeg, og det var her jeg lagde mærke til hvor røde prinsessens vinger var nu. ”Hvad er der forresten sket med dine vinger?” Spurte jeg, stadig inde i krammet. Angela gav slip på mig, og tog fat i sin ene vinge. ”Jeg ved det faktisk ikke, det er bare kommet siden jeg så Kasper. Så det kan kun være en god ting.” Smilte Angela stort. ”Det er det skam også unge væsner.” Hørte jeg en ældre stemme sig bag os. Jeg drejde hovedet, og så Theodor komme nærmere. ”Dine vinger er meget smukke prinsesse, men nu er de blevet plaget med ægte kærlighed.” Theodor satte sig ned foran os, og vi så på ham med undrene øjne. ”Ægte kærlighed?” Spurte Kasper forvirret, og rødmede da Angela tog hans hånd. ”Ægte kærlighed imellem et menneske og en med vinger.” Sagde Theodor. ”Det er kun set engang før, og det er meget længe siden.” Sagde Theodor med endnu et drømmede blik i øjnene. ”Engang for længe siden da vi endnu levede sammen med menneskerne, blev en af fra vores eget folk forelsket i et menneske. Deres kærlighed var så ægte og ren, at hendes vinger blev røde, og alle mennesker kunne se hende. Pigen var udvalgt, fordi hun var en glædes skaber, ligesom dem prinsesse.” Angela smilte, og knugede Kaspers hånd. ”Men siden pigen kunne ses af alle blev hun til sidst jaget og blev brændt på et bål. Hendes mand var alene med deres søn, og de nåede at flygte langt væk. Og man har ikke set til dem siden.”  

Jeg følte mig mere forstående nu. Jeg havde vendt mig til tanken om Kasper og Angela sammen, og vidste også godt at mit hjerte tilhørte en anden. Kameron. Pludselig bankede mit hjerte hurtigere, da jeg begyndte at tænke på Kameron, men det var anderledes end det plejde. Hans vinger var jo sorte ligesom hende den fortryllende dame jeg havde set tidligere. Jeg bed mig i læben, en smule bange for at spørge. ”Hvad med sorte vinger?” Spurte jeg, og så Theodors ansigts udtryk ændre sig til et mere alvorligt blik. ”Sorte vinger? Hvor har du set det før mit barn?” Spurte han med en bekymret stemme. ”Hos… Kameron, ham der vagten der var her.” Sagde jeg nervøst, jeg ville ikke lyde som om jeg kendte ham alt for godt. ”Og jeg så det også hos en på vej herned. Hun var meget betagende.”

”Sorte vinger…” mumlede Theodor nervøst, og legede med sine fingre. ”Har man sorte vinger, betyder det at ens hjerte er ude i stand til at elske. Det er kun de mørkeste og ondeste væsner der har sorte vinger.” Sagde Theodor koldt. ”Kameron..” mumlede jeg for mig selv, lavt nok til at de andre ikke hørte det. Men han holdte om mig! Det kunne ikke være sandt. Han holdte af mig, jeg vidste det! ”Det kan ikke passe!” Råbte jeg lidt for højt, og skræmte Angela og Theodor. ”Tara?” Spurte Kasper igen, men jeg var langt fra færdig. ”Der må da have været nogen der har elsket en med sorte vinger før… er du sikker på at du ikke tager fejl?” Theodor holdte sig roligt og svarede stille. ”Ja, det er aldrig sket før. Jeg er helt sikker. Deres hjerte er endda kendte for ikke at slå, så kolde er de.” Inden jeg kunne nå at sige mere, bankede det på døren, hvilket gav et sæt igennem os alle. ”Jeg åbner!” Hørte jeg Veronica råbe længere inde i lokalet. ”Nej vent!” Råbte Kasper, og så Angela løbe væk for at gemme sig hurtigt. Døren blev åbnet, og ind trådte kongen igen, med hastige skridt, og to vagter i hælende. Det var de samme to vagter, hvilket vil sige at Kameron var den ene. ”Kameron..” hviskede jeg og så trist ned. Hans vinger var kulsorte som før, og jeg havde lyst til at stille ham tusind spørgsmål, men der var bare ikke tid. ”Det her haster!” Sagde kongen. Jeg så Kasper forsvinde længere ind i rummet hen til hvor Angela havde gemt sig. ”En af vores allermest farlige fangere er undsluppet! Vi ville advare jer først, siden i har de dyrebare mennesker.” Sagde kongen og så uroligt ud i ansigtet. ”Hvilken fange?” Spurte Theodor, og skubbede mig til side, så han kunne komme tættere hen på kongen. Jeg følte mig en smule trådt på da han gjorde det, men forstod ham alligevel. Kongen så alvorligt på Theodor inden han sagde: ”Alae.” Jeg kunne se Theodors hjerte falde fra hinanden da kongen fik sagt navnet højt. ”Alae, af alle der kunne stikke af, så lige hende!” Sagde Theodor fortvivlet og tog sig til hovedet. ”Hvem er Alae?” Spurte jeg forvirret over situationen. ”Alae er en af de farligste forbrydere vi kender. Hun er kendt for at suge livet og glæden ud af alle hun kommer for tæt på.” Svarede kongen. ”Hun har de største sorte vinger der er er set før, og kort blond krøllet hår, og er kendt for hendes gotiske tøjstil.” Mit hjerte speedede op da de begyndte at beskrive hende. ”Jeg har set hende! Jeg så hende lige før vi tog herned!” Råbte jeg højt. ”Pigebarn, hvorfor har du ikke fortalt os det noget før?” Sagde Theodor vredt og tog fat i mine arme. Jeg så Kameron træde et skridt frem, da han holdte fast i mig, og det fik mig til at føle mig en smule mere tryg. ”Der er ingen tid at spilde hun kan være alle steder! Hun er oven på hos menneskerne. Hvem ved hvad der kan ske!” sagde kongen fortvivlet og skyldte sig ud af det lille hus. Jeg så Kameron følge efter, hans sorte vinger hoppede op og ned i vinden. Jeg rakte ud efter hans hånd, og han så tilbage på mig med triste øjne. Jeg gav slip, og lod ham følge efter. Der var stille, imens kongen gik på rad række tilbage imod slottet. Jeg så efter Kameron, og mærkede noget inde i mit hjerte knuse sig. Jeg følte mig pludselig så alene. Mine arme føltes så varme, og jeg fik lyst til at kredse dem igen. ”Han vil aldrig elske dig.” hørte jeg en stemme hviske, der fik mine øjne til at spile op. ”Hvem der?” spurte jeg, og drejet mig rundt. ”Han er ikke i stand til at elske nogen. Du kan lige så godt bare give op pigebarn.” Fortsatte stemmen. Den var kold og kvindelig. ”Hvem er du? Du ved intet!” råbte jeg ud i luften. Ingen svarede. Theodor så bekymret på mig. ”Hvad går der dog af dig pigebarn?” Spurte han med et faderligt udtryk i øjnene. Et udtryk jeg længe har sukket efter. Han strøg noget af mit pande hår til siden og holdte min hånd. ”Holder du af ham?” Spurte han bekymret. Jeg kikkede trist på ham. ”Må jeg ikke det?” Svarede jeg, og knugede hans hånd tilbage. Han trak mig ind til et kram, og jeg følte tårende presse sig på.”Det er alt for farligt for dig. Han er en sortvinget, og den slags er ikke i stand til at elske en tilbage.” En tåre trillede ned af min kind, imens jeg krammede han tættere ind imod mig. ”Hvordan kan du sige det, hvis ingen har prøvet?” spurte jeg, og så alvorligt på ham, men med triste øjne. Han løftede øjenbrynet, overrasket over mit svar. ”Jeg vil bare have du ved at det ikke har været muligt før mit barn.” Sagde han roligt. Måske havde han ret, og måske ikke. Men jeg havde i hvertfald tænkt mig at prøve. ”Er det sikkert at komme ud nu?” Hørte jeg Angelas stemme sig i baggrunden. ”Ja, du kan komme ud nu kære.”Sagde Theodor. Kasper og Angela kom frem fra deres skjul. De var begge røde i hovedet, og jeg fornemmede at der var foregået noget helt særligt imellem dem. ”Kan vi snakke sammen?” Spurte Kasper og nikkede til mig. Jeg nikkede tilbage, og vi fortsatte udenfor. Der var stille imellem os. Vi vidste jo godt at vores forhold var slut nu, og jeg havde det egentligt fint nok med det. ”Så.. det er slut imellem os.” Sagde han stille og så på mig. Jeg fniste. ”Ja, det kan jeg da se.” Han grinte med mig. Det havde været virkeligt tydeligt at se at Kasper og prinsessen hørte sammen fra første dag de havde set hinanden. Jeg smilte og tog Kaspers hånd.”Jeg er glad for at det varede så længe som det gjorde. Du var en god kæreste.” Han knugede min hånd og sendte mig et varmt smil tilbage. ”Det er jeg også. Jeg håber det er i ordent at mig og Angela er sammen… hvis det overhovedet er lovligt.” Sukkede han. Det havde jeg helt glemt. De blev nød til at skjule deres kærlighed for hendes far, og resten der ikke brød sig om at et menneske dater en af deres slags.  ”Det er jeg ked af.” Sagde jeg oprigtigt til ham. ”I det mindste behøvede vi to aldrig at skjule vores kærlighed for nogen.” Han så på mig og sukkede. Han vidste selv hvad han var gået med til. ”Ja, det bliver ikke nemt men jeg elsker hende virkelig.” Sagde han med et stort smil på læben. Jeg så mig tilbage i huset, hvor Angela stod og snakkede med Theodor. Hendes vinger var næsten helt røde, med en smule hvidt i starten. Hun strålede lykkeligt. ”Ja, jeg så den måde du kikkede på hende fra første dag. Men har du fortalt hende det?” spurte jeg seriøst. Det var vigtigt for mig at hun også var lykkelig. ”Ikke endnu. Jeg gør det når tiden er rigtigt.” Sagde han. Jeg forstod ham hvor vigtigt sådan noget var. Der gik også lang tid før han indrømmede at han elskede mig, selvom vi havde været sammen så langt tid. ”Hvad med dig selv? Jeg ser den måde du ser på ham fyren med de sorte vinger.” Han prikkede mig i siden og sendte mig et skævt smil. ”Hvad? Kameron? Nej da…” benægtede jeg og så ned, men min rødmen afslørede mig. Kasper fniste. ”Hvis du siger det. Jeg har bare set den måde han ser på dig.” Sagde Kasper og klappede mig på skulderen. ”Virkelig?” Sagde jeg med håb i stemmen. ”Men det er umuligt for ham at elske… du hørte selv Theodor.” Mumlede jeg trist.

”Intet er umuligt.” Hviskede Kasper. Vi krammede kort for at afslutte det akhavede, og jeg så ham fortsætte ind til de andre.”Kommer du?” Spurte på vej ind. ”Nej, jeg bliver lige herud og tænker lidt.” Jeg så ham nikke og lukke døren efter sig. Igennem vinduerne så jeg ham kramme Angela tæt imod sig, som om hun var bange for nogensinde at give slip igen. Nu ville jeg bare ønske jeg kunne gøre det samme med den person jeg elskede. Hvis det altså var muligt.

*

Jeg elsker en der ikke er i stand til at elske. Jeg lod det synke ind, og mærkede en trist følelse brede sig rundt i mit krop. Vejen hjem virkede længere end før, siden jeg gik alene. Kasper boede nærmest nede hos Theodor for at være tæt på Angela, og jeg kunne vel ikke dømme ham for meget, selvom jeg syntes han godt kunne følge sin gode ven hjem. Min seng virkede varmere og tryggere end nogensinde før, men den kunne stadig ikke sammenlignes med den tryghed jeg følte når jeg lå i Kamerons arme. Jeg nægtede at tro det var umuligt for ham at elske. Det gik op for mig at det var op til mig at lærer ham at elske nogen. Det kunne ikke være helt umuligt, alle mennesker elsker jo. ”Men han er jo ikke menneske..” mumlede jeg for mig selv og sukkede. Jeg tændte sterinlys omkring mig, og lagde mig under dynen. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at samle tankerne. Der var sket så meget på alt for kort tid, og det havde stresset mig helt ud. Kameron havde fået mig til at elske ham ved hans blide måde at holde af mig, og jeg var sikker på at han ikke ville holde om en så blidt som han gjorde med mig, unden at føle noget. Det måtte være umuligt. Jeg var ligeglad med at han er sortvingede. Han kunne have regnbuefarvet vinger for min skyld, jeg ville stadig være helt vild med ham. Fløjten han gav mig lod jeg hvile mellem mine fingre, og jeg kærtegnede den blidt. Der var mørkt i rummet udover sterinlyset der lyste op nok til at jeg kunne se min seng, og vinduet der stod halvt på klem. Jeg satte mig op for at puste sterinlyset ud. Rummet blev hurtigt mørklagt, og kun lyden af viden der hæv i mit åbne vindue raslede i mit rum. Jeg klædte om til mit nattøj, og lade mig i min kolde seng. Lige da jeg skulle til at lukke mine øjne, løb det mig koldt ned af ryggen. Jeg satte mig op og kigge mig omkring. ”Tara” sagde en stemme pludseligt. Jeg skreg, og tændte hurtigt for mit lys. ”Hvem der?” spurte jeg, da lyset blev tænd, og viste en smilene Kameron foran mig. ”Det er mig.” sagde han stille.  ”Kameron…” Gispede jeg. ”Hvad laver du dog her?” Han smilte til mig og satte på kanten af min seng. ”Jeg måtte bare se dig igen.” sagde han. Jeg følte mig både smiret, men også bekymret. Jeg hørte min far snorke højt, men følte stadig ikke at det var sikkert at have Kameron her. ”Men hvorfor her, og hvordan har du fundet mig?” Jeg havde så mange spørgsmål at spørge. ”Og hvordan kom du ind?” Han smilte let. ”Jeg har mine metoder.” Jeg kunne ikke lade være med at smile når han smilte. Han tog min hånd i hans, og jeg rødmede let igen. Han var så tæt på mig. ”Jeg har et ønske.” Sagde han pludselig. ”Ja?” Spurte jeg nysgærigt, men også nervøst. ”Jeg kunne godt tænke mig at…” han gulpede. ”Kysse dig igen.”

Jeg løftede begge øjenbryn og så forbavset på ham. Selvfølelig ville jeg gerne kysse ham igen, men alligevel nagede det mig baggerst i hjernen at det ikke var godt for ham. ”Men hvorfor?” Han virkede såret over mit spørgsmål. ”Fordi jeg aldrig har følt noget så godt i mit liv som da dine læber mødte mine.” Svarede han roligt. Jeg rødmede igen og mit hjerte galoperede. Tænkt at jeg, en simpel pige, kunne gøre sådan noget ved en modig ridder som Kameron. ”Men…” fik jeg mumled ud, inden han hev mig ind i et blidt kys igen. Kysset var bedre end sidst, og med mere kontrol. Vi forstatte i hvad føles som forevigt, inden jeg hørte min far rumsere inde fra hans soveværelse. Jeg brød kysset nervøst, og holdte Kameron for munden inden han kunne nå at sige noget. Min far udstøtte nogle mumlende lyde, inden jeg hørte ham vende sig, og sove igen. Jeg hadet at vores vægge var så tynde. ”Det er ikke sikkert for dig at være her, du burde gå.” Sagde jeg, og fjernede hånden fra hans mund. ”Hvis det er hvad du ønsker.” Sagde han. ”Men så skal du lukke øjnene først.” Jeg rynkede på næsen. Jeg ville gerne se hvordan han kom hertil. ”Men hvornår kan jeg se dig igen?” Spurte Kameron desperat. Jeg fniste af ham, han var alt for sød. ”Jeg kommer igen i morgen. Vi kan ses efter jeg har besøgt Theodor og de andre.” Hans øjne lyste op. ”Det er jeg glad for.” Han kyssede mig på panden, og holdte hånden for mine øjne. ”Læg dig og sov igen, så er jeg væk når du vågner.” Jeg nikkede, og vendte mig om i sengen med lukkede øjne. Jeg hørte vinden susse i vinduet igen, inden jeg vendte mig om, og så at han var væk. Jeg tog hånden op til mine læber, stadig chokeret over hvad der lige var sket. ”Jeg elsker en engel der ikke er i stand til at elske.” Sagde jeg til mig selv, inden jeg lagde mig til at sove igen. Måske havde det hele bare været en alt for god drøm.

Jeg vågnede tidligt den næste morgen, ved at min mobil bippede. Jeg så på mit digital ur, der kun viste 5:45. Jeg stønnede irriteret og kikkede på min mobil. Det var et opkald for et nummer jeg havde set før men ikke kunne huske. Jeg tog den hurtigt og svarede: ”hallo?” ”Er det dig Tara?” Spurte den kvindelig stemme i den anden ende. ”Ja, det er mig, hvem er det?” ”Det er Thomas, Kaspers far.” svarede stemmen. ”Du bliver nød til at hjælpe os, vi kan ikke finde Kasper, han har været væk i over fem dage nu. Vi har prøvet at besøge ham og ringe, men han tager den ikke.” Jeg bed mig i læben. ’Det dumme fjols.” Tænkte jeg. Var han virkelig så optaget dernede at han ikke engang kunne tage hjem engang imellem?” Jeg måtte jo forklare dem at han var okay på en eller anden måde. ”Ja, jeg har hørt han overnattede hos en ven i et langt stykke tid.” Svarede jeg. Hvor jeg dog hadet at lyve, især overfor fremmde. ”Vi blev kontaktet af gynmnasiet, han har åbenbart ikke været der hele sidste uge.” Jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere vred på Kasper. ”Det er mærkeligt… jeg skal prøve at få fat på ham for dig, han er i sikkerhed, bare rolig.” Svarede jeg Kaspers bekymret far. ”Du ved ikke hvor glad jeg er for at høre det.” Jeg kunne hører hvor lettet Thomas var. ”Tak for hjælpen.” Sagde han inden han lagde på. ”Så lidt.” Nåede jeg at sige. Jeg sukkede da vi lagde på. Jeg tog en oversize tøje på, sorte leggins og hvide støvler, børstede mit hår og alle de andret ting, inden jeg forlod mit hus og tog bussen i skole. Jeg havde en høne at plukke med Kasper efter skole.

Der var varmere end før nede i den underjordiske verden. Jeg traskede med raske skridt for at nå hen til Theo’s hus. Jeg åbnede døren og blev næsten skubbet af en løbende og grinende skikkelse, der farede forbi mig med hurtigt hast. Efter hende løb min kære ven, med et stort smil på hans ansigt. ”Jeg fanger dig!” råbte han, og Angela grinte højere. ”Kasper!” råbte jeg alvorligt, og prøvede at stille mig imellem de to legesyge børn. De ignorede mig og fortsatte med at løbe, indtil Angela nåede en væg og blev overfaldet af Kasper. ”Fik dig!” grinte han og kilede hende. Hendes vinger baskede imod, og røde fjer fløj til alle sider. ”STOP!” Råbte jeg højt og irriteret, nok til at sætte et ekko igennem hele huset. ”Åh Tara du er her!” Hørte jeg Theodors stemme sige, imens han kom gående med en bunke bøger i begge hænder. Angela og Kasper havde stoppet deres lille leg, og gav mig fuld opmærksomhed. ”Undskyld..” Hørte jeg hende hviske trist. Jeg sukkede dybt. ”Jeg bliver lige nød til at låne Kasper okay?” sagde jeg og tog fat i hans arm og trak ham med mig. ”Øh, okay, jeg kommer om lidt Angie.” Jeg rullede med øjnene over hans kælenavn til hende. Jeg trak ham ud foran huset og pressede ham op imod væggen. ”Det her er alvorligt.” sagde jeg roligt. ”Hvad mener du? Jeg troede du var okay med at mig og Angela havde noget sammen.” mumlede han nervøst. ”Det har jeg det også fint med men ved du ikke hvor lang tid du har været hernede? Du har ikke været i skole en hel uge!” Jeg var dybt skuffet over hans måde at opfører sig på. ”Jeg…” mumlede han ”har ikke tænkt over det.” Jeg løftede øjenbrynet. ”Du har ikke passet din skole, din far er bekymret for dig! Ved du ikke hvor vigtigt gymnasiet er? Det er din fremtid!” udstøtte jeg. ”Hun er min fremtid!” Sagde han vredt, og skubbede mig væk. Jeg så stødt på ham. ”Hun-hun gør et eller andet ved mig, jeg kan ikke forklare det, men jeg er så lykkelig og fuldendt når jeg er sammen med hende! Det er som der ikke er andre i verden, og alt andet er lige meget!” Jeg kunne se hvor oprigtig han var, og bed mig i læben. ”Så du har bare tænkt dig at hænge ud med en underjordisk pige og droppe din fremtid oven på jorden? Du kan ikke bare bo her for evigt! Der er så meget mere til livet.” Jeg ville sådan ønske han bare ville lytte til mig. ”Hvad nu hvis jeg gerne vil blive her med hende? Der er ikke andet jeg vil i mit liv, gymnasiet kan rådne op for min skyld.” Han så mig dybt og alvorligt i øjnene. ”Der er ingen anden jeg har brug for end hende.” Jeg følte mit hjerte knække, hvordan kunne han bare sig at han ikke havde brug for andre? ”Hvad med dine venner, din familie…” mumlede jeg trist, bange for at jeg ville tabe diskutionen. ”Min egen familie smed mig ud, og jeg kan finde nye venner hernede.” Han nikkede ind imod huset. ”De er min familie nu, det er her jeg hører til.” Jeg kunne mærke tårene presse sig på. ”Hvad med mig? Hvordan skal jeg forklare til alle at du ikke kommer tilbage?” Han fnyste. ”Vi slog op, der er ikke mere i det. Jeg ved det ikke, jeg kan vel skrive en dødsannonce så de tror jeg er død  eller noget.” Jeg var så fornermet at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. ”Betyder jeg så lidt for dig? Hvad med alt det vi havde sammen? Og hvad med din begravelse? Det hele er ikke så nemt!” Sagde jeg vredt. Han så roligt på mig. ”Ærligt? Så nej, du betyder ikke rigtigt noget for mig længere, men det-” han nåede ikke at afslutte sætnignen, inden jeg havde plantet en stor lussing på siden af hans kind. Den gav en ordentlig lyd fra sig. ”Din idiot.” hviskede jeg, og vendte mig om for at gå. ”Tara..” hørte jeg Angela’s stemme sige fra døråbningen, men jeg fortsatte med at gå. Jeg var så vred og frusteret. Hvordan kunne jeg ikke betyde noget for Kasper længere? Jeg begyndte at løbe samtidig med at mine tårer rullede ned af mine kinder. Da jeg var nået langt væk fra byen satte jeg mig på hug og begyndte at græde så småt. Jeg havde aldrig følt mig så værdiløs før. Jeg sad og havde ondt af mig selv i et stykke tid, inden jeg huskede den gave som Kameron havde givet mig. Jeg så på en lille fløjte og tørrede mine tåre væk med mit ærme. Jeg lagde fløjten op imod mine læber og pustede lidt. Fløjten spillede en let melodi der var så køn at jeg havde lyst til at spille længere. Jeg lod den falde ned mod mit bryst i den kæde den hang i igen, og ventede. ”Du kaldte?” Hørte jeg pludselig en mandelig stemme sig bag mig. ”Kameron.” Hulkede jeg og krammede ham ind imod mig inden han kunne sige noget imod det. Han så først chokeret på mig, men smilte og aede mig hår da han så jeg græd. ”Hvorfor græder du dog?” Spurte han bekymret. ”Kasper… han er bare et fjols.” mumlede og jeg krammede Kameron tættere ind imod mig. ”Hvorfor?”spurte han nysgærigt, og krammede mig ind imod hans varme krop. ”Han har brugt en hel uge hernede uden at komme op, og vi var alle vildt bekymret for ham..” mumlede jeg. ”Virkelig? Hvad har han lavet hernede en helt uge?” spurte Kameron undrene. Jeg fnyste vredt, ”han har været sammen med prinsessen hele ugen.” Pludselig gav Kameron slip på mig, og jeg så forvirret op på ham. ”Prinsessen? Det kan ikke være sandt. Hun har forbud imod at se ham!” Jeg bed mig i læben. Jeg havde helt glemt det. ”Jeg bliver nød til at rappotere det til kongen med det samme!” Udstøtte han, og begyndte at gå væk fra mig med hastige skridt. ”Nej vent!” råbte jeg og fulgte efter ham. Jeg ville for alt i verden ikke have at Kasper skulle komme i problemer. ”Kameron, stop!” råbte jeg højere, og prøvede at hive i ham. ”Tara!” Sagde han og vendte sig vredt om. ”Det her er alvorligt, du ved ikke hvad de gør ved hinanden!” Han så hårdt på mig inden han traskede videre. ”Så forklar mig det venligst, så jeg kan forstå det.” Sagde jeg roligt, og løb op på siden af ham. ”Det er kompliceret.” sagde han med næsen i retningen mod slottet. ”Jeg har tid.” Det var svært at holde mig i samme tempo som ham. Han så irriteret på mig. ”Men det har jeg ikke.” sagde han så, og stoppede. ”Tara, hver sød at gå, det her har ikke noget med dig at gøre.” Hans hænder havde krøllet sig op til knytnæver. ”Du vil da ikke slå på en pige?” Spurte jeg flabet, og krydsede mine arme. ”Jeg har ret til at vide hvorfor det er så slemt at de to hænger ud sammen. Udover at han selvfølelig går glip af resten af hans liv, og ligefrem planlægger at slå røder hernede.” Kamerons øjne voksede sig størrer da jeg nævnte at Kasper ville slå røder. ”Han vil bo her? Aldrig i livet.” Sagde Kameron og vendte sig om for at gå igen. ”Kameron! Kameron!” Jeg måtte løbe for at nå op til ham igen. ”Gå!” sagde han, og satte farten op. Jeg fulgte forpustet med. ”Nej! Jeg vil vide hvorfor!” Han prøvede forgæves at slippe af med mig, men det lykkedes ham ikke. Vi nåede endelig ind på slottet, og jeg så kongen side på hans trone med hovedet begravet i en bog der så velkendt ud. ”Deres højhed.” sagde Kameron, og satte sig på knæ foran kongen. Jeg panikkede, og gjorde det samme.

”Kameron” sagde kongen roligt, og forsatte med at læse videre i bogen i hans hænder. ”Hvad bringer dig her?”

”Jeg har noget vigtigt at fortælle dem deres majestat.” sagde Kameron roligt, ligeglad med at jeg sad på knæ ved siden af ham. ”Fortæl mig det straks.” sagde kongen, og bladrede en side i bogen. Han virkede rimmelig uinterreseret i hvad Kameron havde at sige. ”Det er blevet mig fortalt at den unge menneske dreng har været i omgang med vores kære prinsesse uden deres tilladelse.” Jeg bed mig i læben nervøst. Kongen lod bogen falde fra sine hænder. ”Det er en skandale!” sagde han højt og tydeligt, og satte sig op. ”Før mig til dem straks!” Inden nogen kunne nå at sige noget var Kameron på sine føder igen, og på vej ud af slottet med kongen i hælende. ”Deres majestat!” udsøtte jeg, og løb efter dem. ”De bliver nød til at lytte til mig.” Fik jeg sagt da jeg var nået på siden af kongen. ”Menneskepige, vidste du noget om dette?” sagde kongen, stadig i fuld gang med at følge efter Kameron, der sende mig et irriteret blik. ”Ja, men det har ikke noget med sagen at gøre.” Kongen sendte mig et fortvivlet blik. ”De har bare hængt ud sammen fordi de er forelsket, hvad er der så slemt ved det?” Både Kameron og kongen stoppede op brat og jeg støtte næsten ind i dem begge. Han så på mig kort og sukkede. ”Der er så meget du ikke ved menneskebarn. Tag hjem, og vend ikke tilbage før det er nødvendigt.” Jeg følte mit hjerte synke i mit bryst. ”Mener du det?” spurte jeg trist, og sendte Kameron et spørgende blik. Han så ned i jorden og undgik øjenkontakt. ”Fint!” sagde jeg, og vendte mig vredt om. Jeg havde fået nok af dem og deres hemmeligheder, som om mit liv ikke var kompliceret nok i forvejen.

*

Jeg gik alene mod SPYC’s bygning, trist over jeg ikke kunne få fat på Kasper igen. Der var gået 2 uger siden Kameron og kongen af det underjordiske folk fortalte mig at jeg ikke skulle komme tilbage før de mente det var nødvendigt. Hvordan skulle jeg vide hvornår det var nødvendigt at komme tilbage? Jeg var ligeglad nu, jeg havde ikke brug for dem. Jeg satte mit hår op i en høj hestehale, og pustede ud en sidste gang, inden jeg ringede på til den store bygning. Der blev hurtigt åbnet af en ældre mand, der smilte til mig. Jeg smilte igen, og bevægede mig ind i bygningen. Jeg vendte i ca. 10 minutte inden en dame på hvad der lignede omkring 40 år kom op til mig. ”Du må være Tara, jeg hedder Malene, jeg skal være din kontaktperson her i SPYC.” Sagde hun, og rakte hånden ud imod mig. ’Kontaktperson? Skulle jeg virkelig gå her?’ Havde jeg lyst til at spørge. ”Ja, det er mig.” svarede jeg roligt, og gav hende hånden. ”Følg venligst med mig.” sagde hun, og jeg fulgte efter hende ned af en lang grå gang med lokaler på hver side. Vi trådte endelig ind i et lille lokale med et desk, en computer, en sofa og et bord. Jeg satte mig foran, og hun satte sig i rullestolen foran mig. Jeg så hende trække nogle papire frem fra en mappe der lå på bordet og undret mig. Nu havde de også papire om mig. Det var åbenbart meget seriøst. ”Ja, jeg må starte med at sige det som det er.” Jeg bed mig i læben, nu kom det seriøse. Det var som at være oppe til en matematik eksammen. ”Vi har diagostiteret dig til at have skitzotypi.” Det blev stille i lokalet. Jeg kunne ikke tro det. ”H-hvad?” mumlede jeg. Kvinden gav mig et roligt blik. ”Det er en sygdom der minder lidt om skitzofreni, en unden psykoser.” sagde hun. ”Men jeg er syg?” hviskede jeg stille, ikke sikker på at hun kunne hører mig. ”Vi har set ude for dine sympotmer at du fejler det. Du har sagt at du føler folk dømmer dig, eller holder øje med dig når du går rundt ikke?” spurte hun mig blidt. ”Jo..” det var jo sandt det hun sagde. ”Og du har også sagt at du føler de vil dig noget ondt.” ”Det er ikke noget jeg føler, det er noget jeg ved.” sagde jeg bestemt, udmærket klar over hvor dumt det lød. Hun var stille. ”Ja, men det er i hvert fald et tegn på skitzotypi. Du har et par sympomer på at du har denne sygdom, og vi har udskrevet noget medicin, som-” jeg afbrød hende. ”Medicin?!” sagde jeg opgivende. Skulle jeg nu også til at tage medicin hver eneste dag? ”Ja, det er noget der vil hjælpe dig med at dæmpe symptomperne.” ”Javel..” svarde jeg, og så på, imens hun rodet i sin skuffe og fandt en smal pose med hvide piller frem. ”Du skal tage en hver dag, helst om aften.” hun gav mig posen, og jeg nærstuderede hvad der stod. ’Solian.’ stod der, mit navn og mit sygesikringsnummer. Jeg bed mig i læben igen. Jeg følte mig dårlig efter de her dårlige nyheder. Jeg var i forvejen bange for min mors sygdom, så det hjalp da ikke at jeg selv fejlede det. Hvordan skulle jeg fortælle det til min far? Det var nok bedst hvis jeg undlod det. ”Skal vi give dine forældre besked?” Spurte Malene mig, og skrev ned på sin blok papir foran hende. ”Nej nej, jeg ordner det..” mumlede jeg. ”I orden, så må vi lave en tid og skrives ved. Her er mit nummer.” sagde hun, og gav mig et lille stykke papir med hendes navn og nummer. ”Vi ses næste gang.” Sagde hun og fulgte mig ud. Jeg var mundlam da døren lukkede efter mig. Jeg var ellers så sikker på at jeg ikke fejlede noget som helst, men jeg havde åbenbart være syg hele tiden. ’For dum, for dårlig, syg i hoved’ Hørte jeg en stemme hviske i mit hoved. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg skyndte mig hjem inden det blev for sent og gemte medicinen for min far. Han skulle ikke vide noget forløbigt. Jeg tog en pille inden jeg gik i seng, og prøvede at håbe på det bedste. Det hele skulle nok blive okay igen. Eller tog jeg fejl?